14. august 2022 arkiv

50: The Kinks – Muswell Hillbillies & Everybody’s in Show-Biz

14. august 2022

Ray Davies nåede et kreativt højdepunkt i perioden 1971-1972, hvor de to hovedværker for The Kinks Muswell Hillbillies og Everybody’s in Show-Biz så dagens lys. Den første kom ved årsskiftet 1971-72 og sidstnævnte i august 1972. To såkaldte concept-albums, der bød på nogle af Ray Davies’ bedste sange og tekster. Den første med sange om det arbejderklassemiljø i Muswell Hill, hvor sangskriveren voksede op og har boet meget af sit liv. Og det andet, hvor Davies for første gang tematiserede showbiz-livet som rockmusiker i al dets glans og ikke mindst – elendighed.

I forbindelse med 50-året udsender Kinks et opulent bokssæt med farvede vinyler, cd’er, booklet og merchandise til en pris af i omegnen af tusind kroner. Der kommer vist også særudgaver af de to album på særskilte vinyler og cd – for sådan nogen som mig, der kvier mig lidt ved at købe den store box… Men i hvert fald: To album, det er svært at komme uden om, hvis man elsker halvfjerdserrocken.

 

60: Livet som en rullesten

14. august 2022

Ja, det er næsten ufatteligt, men Rolling Stones har været undervejs i tres år. Og det markerer DR med fire programmer – produceret af BBC4 – under titlen Mit liv i Rolling Stones (My Life as a Rolling Stone), begyndende i aften med afsnittet om Mick Jagger. Det er kl. 20 på DR2. Man kan også se det på DRs hjemmeside, hvis man ikke kan vente eller ikke har tid i aften. Men i hvert fald en lejlighed til at se og høre de fire hovedpersoner fortælle om deres liv i gruppen, der er blevet kaldt alle tiders rock and roll-band.

1972-koncert

Aftenens filmoplevelse: The Kindness of Strangers – Lone Scherfig

14. august 2022

Valget stod mellem en genudsendelse af Crocodile Dundee 2 på DR1 og Lone Scherfigs The Kindness of StrangersEt for mig let valg. Crocodile Dundee 2 er let fordøjelig underholdning, der burde kunne gå i glemmebogen, men ikke gør det, fordi historien er så forudsigelig og fordomsplejende, som vel tænkes kan.

Scherfigs film fra 2019 er alt andet end det. Filmen kommer med knubbede ord fra filmfestivalen i Berlin og mange kritikere havde svært ved at goutere filmen, fordi den er en film om udsatte mennesker, der hjælper hinanden på vej i livet. Noget, der slet, slet ikke passer til den virkelighed, vi dagligt præsenteres for i medierne og i de storladne politiske visioner. Men netop derfor, og på grund af filmens filmiske kvaliteter – skuespillet, klipningen, plottet osv. – er den værd at bruge en lørdag aften på.

Scherfig fortæller historien om den unge kvinde Clara (Zoe Kazan), der flygter til Manhattan med sine to sønner på flugt fra en psykopatisk voldelig ægtemand. hvad der i udgangspunktet ser totalt håbløst ud – en arbejdsløs husmor med to børn i en bil – udvikler sig til en fortælling om medmenneskers evne til at hjælpe hinanden, når det ser sortest og mest udsigtsløs ud. Ad finurlige omveje, hvor Clara og drengene møder en kvinde, der er splittet mellem sit krævende arbejde som sygeplejerske på et hospital og et frivilligt arbejde med mennesker med store problemer, en ung hjemløs mand, der ikke formår at fastholde et arbejde og konstant bliver fyret m.fl., ender Clara og drengene på en “russisk” restaurant, der drives af en britte (Bill Nighy) og en forhenværende tugthuskandidat (Tahar Rahim). Og deres hjertevarme og menneskelige netværk bliver Claras og drengene redning, da det ser allersortest ud.

Scherfigs film virker provokerende på vor tids kuldslåede filmkritik og publikum. Dens problem er nok dybest set, at “ingen” tror på påstanden om, at der findes medmenneskelighed og hjælpsomhed blandt mennesker, der står på samfundets – det amerikanske samfunds – bund. Filmen er, kan man måske sige, en amerikansk produceret film med et europæisk-humanistisk budskab, der går på tværs af den amerikanske ideologiske grundtanke om, at enhver er sin egen lykkes smed osv. Og det kan man selvfølgelig ikke lide derovre.

Men jeg synes det lykkes ganske godt for Scherfig at få fortalt sin lille historie om det godes sejr over ondskaben. Ganske vist undgår hun ikke godtroenheden, naiviteten og sentimentaliteten, som ligger snublende nær i sådan en fortælling, og hun må nøjes med at antyde, hvor brutal virkeligheden er for de mennesker, der rammer samfundets bund, men hun får skabt et forfinet, moderne eventyr, fuld af håb og tro på de tabende menneskers medmenneskelighed. Og som Salman Rhudie blev citeret for igår, så er det en af kunstens opgaver at sige det usagte, at fortælle det ufortalte. Og det gør Scherfig med sin insisteren på det, nogen kalder “bløde værdier”.

Hvis man ikke nåede at se filmen kan den fortsat ses på Filmstriben.dk.