Efter længere tids sygdom er den fhv. leder af Sovjetunionen, Mikael Gorbatjov. Han var med den tyske forfatter Hans Magnus Enzensbergers udtryk en af tilbagetogets helte, ja vel nok den største af dem, fordi han var den, der ‘demonterede’ Sovjetunionen på fredeligste vis. Enzenberger skrev blandt andet:
Han demonterede den 20. århundredes næstsidste monolitiske imperium uden vold, uden panik, uden krig. Ingen ville have troet det muligt. Det varede meget længe, inden verden så meget som begyndte at fatte hans projekt. Denne mands overlegne intelligens, moralske dristighed, vidtrækkende perspektiv – alt det lå, i øst som i vest, så langt hinsides den politiske klasses horisont, at ingen regering vovede at tage ham på ordet.
Gorbatjov kunne heller ikke gøre sig illusioner om sin popularitet i sit eget land. Den største af alle afkaldspolitikere så sig dér hvert øjeblik konfronteret med spørgsmålet om, hvor det positive blev af; som havde opgaven bestået i endnu en gang at forkynde folkene en strålende fremtid, der efter enhvers behov helt gratis ville sørge for sæbe, raketter og broderskab; som fandtes det andet fremskridt end tilbagetogets; som afhang ikke enhver fremtidig chance af, at Leviathan blev afvæbnet, og at man fandt vej fra mareridtet tilbage til normaliteten.
Men de færreste politikere i verden forstod Gorbatjovs projekt. Og han fik fjender både inden- og udenlands, hvilket den aktuelle krise i Ukraine sætter en fed streg under. Efter Gorbatjov fik kapitalismen lov til at buldre frem og hærge det store område, Sovjetunionen dækkede. Og ‘taberne’ inden for systemet sørgede for at sadle om og tilrane sig nye magtområder og -positioner. Putin er gammel KGB-mand. Og mangen en oligark har også en fortid i det gamle hierarki. Ny vin på gamle flasker, i stort omfang.
Fjenderne gjorde Gorbatjov til en ensom mand. Sådan er det. når man ikke bliver forstået og kun møder modstand. Men Gorbatjav var et mønstereksempel på, hvad tilbagetogets helte er. Dem, der forstår, at tilbagetoget er den måske eneste farbare vej for verden i vores tid:
En tysk filosof har sagt, at det ved udgangen af dette århundrede ikke kommer an på at forbedre verden, men på at skåne den. Denne sætning har ikke kun gyldighed for de diktaturer, som mere eller mindre kunstfærdigt er blevet skrottet for øjnene af os. Også de vestlige demokratier må indstille sig på en afrustning, som der ikke findes noget fortilfælde for. Det militære aspekt er kun et blandt mange.
I gældskrigen mod Den Tredje Verden skal andre uholdbare stillinger rømmes, og det vanskeligste af alle tilbagetog forestår i den krig, vi siden den industrielle revolutions begyndelse har ført mod vores egen biosfære.
I en tid, hvor politikerne insisterer på oprustning og vold som svaret på tidens problemer og hvor det kniber gevaldigt med at tage de helt store problemer – klimaet og hungersnøden ikke mindst – helt alvorlig, fremstår Gorbatjov som en rollemodel, der med sin stille insisteren på tilbagetoget som politisk model, har vist os vejen – den vej, vi bør gå, hvis vi vil redde verden, demokratiet, klimaet osv.
