Indlæg tagget med hund

Laika – en rumhund

3. november 2007

Information fortæller mig i en lillebitte notits, at det i dag er 50 Ã¥r siden, den russiske rumhund Laika som det (vist nok) første levende væsen blev sendt i cirkulation omkring Jorden. Det fortælles andetsteds, at Laika var en gadehund fra Moskva, der ved skæbnens (u)gunst kom til at tjene rumfarten – og gav sit firbenede liv i samme farts tjeneste. Ved samme lejlighed skiftede den navn fra Kudryavka til Laika. Sammen med to andre hunde blev den trænet til opgaven og altsÃ¥ udvalgt til at være den eneste – og sidste – rejsende med Sputnik 2. Det skete den 3 November 1957. Samme Ã¥r som jeg fyldte 4.
Efter nogle få timers rejse døde Laika af stress og overophedning på grund af manglende eller ufuldstændig kontrol med temperaturerne. Denne kendsgerning blev dog først oplyst for offentligheden årtier senere.
Til Laikas fortjenester hører, at hun beviste, at levende væsner godt kan tåle vægtløshed og kunne overleve en flyvetur op i rummet.
Da jeg blev lidt større og i mine forældres indbunde årsskrifter læste og så billeder af den lille sort-hvide hund, undrede jeg mig altid over, hvad der dog blev af den. Cirklede den stadigvæk rundt derude og kiggede ned på den blå planet? Og hvad med mad og drikke? Hvordan klarede den det? Osv. Ren Spørge-Jørgen. Æret være Laikas minde.

Hunde uden snor

22. august 2007


SÃ¥ er den gal igen. Jeg sidder ved computeren og arbejder, da jeg pludselig hører en lille hund hyle vildt uden for mit vindue. Jeg kigger ud gennem persiennen og ser en granvoksen mand slæbe af sted med en bullterrier – uden snor og uden halsbÃ¥nd – medens han skælder ud pÃ¥ dyret. Et stykke derfra genkender jeg en ældre dame fra nabolaget. Hun stÃ¥r med snor og halsbÃ¥nd – men uden sin lille hund. Hun ser helt fortabt ud. Da jeg ved, at hun er meget dÃ¥rligt gÃ¥ende, skynder jeg mig at tage regnjakke pÃ¥ og løbe hende til undsætning. Hendes lille terrier har taget flugten. Og den er ude af syne.
Da jeg ved, hvor hun og hunden bor, går jeg i den retning, idet jeg antager, at han nok søger hjem, når den første forskrækkelse har lagt sig. Og ganske rigtigt løber han, stadigvæk skræmt, omkring foran deres indgangsdør.
Episoden ender heldigvis godt. Den lille hund bliver genforenet med sin stærkt chokerede ejerinde.
Det kunne være gået helt galt. Hvis ikke ejeren af bull terrieren tilfældigvis nåede at få fat i sin hund, kunne den lille hund være blevet skambidt, ja, bidt ihjel. Ejeren undskylder sig med, at han ikke vidste, at hoveddøren stod på klem, så hunden kunne smutte ud og overfalde den lille terrier. Undskyldningen holder ikke vand. Hvis man ikke har 100% styr på sin hund, skal den være i snor. Sådan er loven.
Nu er det anden gang jeg oplever, at en ejer af en bull terrier ikke har kontrol over sin hund og den situation, der opstår. Sidst var det min egen hund, det gik ud over.
Er disse to episoder tilfældige? En kort søgning pÃ¥ “kamphunde” afslører, at der er tale om en større (voksende?) problem. Hvad kan der gøres ved problemet? Lovgivningen omkring hunde er jo klar nok.
Efterskrift: Historien endte alligevel ikke helt så godt som først antaget. Det viste sig, at den lille hund måtte en tur til dyrlægen, der kunne konstatere, at kræet var blevet bidt til blods på ryggen, maven og i lysken. En større dyrlægeregning og medicinering som følge.

Gravhunden og artens videreførelse

22. august 2007

Som læsere af denne blog vil vide, sÃ¥ fÃ¥r Gravhunden lov til at udfolde sit hundske væsen sÃ¥ langt som muligt og rimeligt. Lange gÃ¥ture, hvor der kan snuses og markeres territorier af osv. Men, der er selvsagt grænser for udfoldelserne. Fx nÃ¥r det kommer til kønslivet. Gravhunden bespringer gerne enhver tæve i løbetid – stor sÃ¥vel som lille. Han er bestemt ikke kræsen med hensyn til udseende, alder eller andet. Men, det gÃ¥r jo ikke. Det tillader almindelig social adfærd ikke. Desværre kunne man sige. For det er jo hundens natur. Og det kan være sin sag, at være hundens herre, nÃ¥r naturen kalder. Det kan gÃ¥ ud over nattesøvn og hverdagslivets vaner.
Heldigvis er der sÃ¥ sket det, at Gravhunden har fÃ¥et en “veninde”, hvis ejere gerne ser, at hun sørger for artens videreførelse. Helt tilfældigt løb de ind i hinanden pÃ¥ et gadehjørne, og i løbet af nogle fÃ¥ minutter var aftalen pÃ¥ plads. SÃ¥ nu er det blot et spørgsmÃ¥l om tid, før Gravhunden træder ind i faderværdigheden (hvilket nok rager ham en høstblomst).

Walking the Dog – today…

25. juli 2007

Her til aften pÃ¥ vores sædvanlige tur – lidt tidligere end sædvanligt og i selskab med Frøkenen – kom Gravhunden og undertegnede (og sÃ¥ altsÃ¥ Frøkenen) forbi en busk, og lige ud for vores næser (altsÃ¥ min og Frøkenens) sad en stor guldsmed. Den blev siddende, og vi kom helt tæt pÃ¥ den og kunne studere dens fine, gennemsigtige vinger og det imponerede hovede. Tænk sig, at der fløj guldsmede omkring i meget gamle dage, før menneskene begyndte at befolke jorden for alvor. Verden er forunderlig.

Hund i snor – tak!

11. juli 2007

Capac er hundeven. Og capac har ogsÃ¥ en hund, kaldet Gravhunden, som er capacs bedste firbenede ven. Gravhunden er altid i snor – undtagen, nÃ¥r vi befinder os i privaten eller pÃ¥ et indhegnet privat omrÃ¥de. Gravhunden er nemlig et dyr, en jagthund med et særdeles veludviklet jagtinstinkt.
Da Gravhunden var ganske lille, fik han engang færten af en kat, der befandt sig mange hundrede meter fra det sted, hvor vi stod, og inden capac havde fået sat snoren fast til selen, forsvandt Gravhunden i et større villakvarter, hvor han en halv time senere blev fundet. En tævehund havde distraheret ham og fået ham til at stoppe sin kattejagt.
I gÃ¥r var fruen, capac og gravhunden i Pindemarken for at lufte familien (minus yngel), og pludselig løb vi ind i en stor, hvid, herreløs kamphund, der straks opsøgte gravhunden. For det gør hunde, nÃ¥r de kan. Herreløs var hunden i den forstand, at hundens ejere befandt sig langt derfra ved deres automobil og tydeligvis ikke havde styr pÃ¥ hunden. Kamphunden var en ung hanhund, og af erfaring ved jeg, at udfaldet af et sÃ¥dant møde mellem to hanhunde, hvoraf den ene er Gravhunden – med 99,9% sikkerhed – er, at de gÃ¥r i kødet pÃ¥ hinanden. Gravhunde er ikke til at spøge med. Gravhunden er lille af størrelse, men har et omvendt proportionalt stort ego. Han vil styre verden – hundeverden. Og han bryder sig bestemt ikke om konkurrenter. Slet ikke unge hanhunde, der tror det kan tillade sig hvad som helst. Derfor rejser hÃ¥rene sig pÃ¥ ryggen af ham, overlæben løftes, tandsættet blottes, han fÃ¥r et olmt blik i øjnene, hvorefter han eksploderer i arrigskab.
Heldigvis var jeg forberedt pÃ¥ udviklingen og havde læst de indledende tegn, hvorfor jeg med et snuptag kunne løfte gravhunden op under armen, lige inden de to hanner kom op at slÃ¥s. I den efterfølgende tumult, hvor kamphunden forsøgte at fÃ¥ kontakt med gravhunden pÃ¥ armen, fik jeg videreekspederet gravhunden til fruens favn, hvorefter jeg gik i kødet pÃ¥ kamphunden og fik fat i nakkeskindet pÃ¥ hunden med begge hænder (halsbÃ¥nd havde den nemlig heller ikke…). Hunden faldt til ro med det samme. MÃ¥ske, fordi den kunne mærke, at jeg ikke var bange for den, og havde fat i den lange ende, sÃ¥ at sige.
I mellemtiden havde fruen fÃ¥et kontakt med ejerinden, der fik teksten læst. Og det var lige før mødet mellem de to damer udviklede sig endnu mere dramatisk end mødet mellem hundene. Men heldigvis formÃ¥ede capac at fÃ¥ fruen gelejdet ind i automobilet, hvorefter vi kørte fra stedet – efter en kort pause, hvor vi sundede os lidt over oplevelsen.
Moralen: Folk, der lufter hund i det offentlige rum skal have deres hund i snor. Punktum. OgsÃ¥ nÃ¥r de mener, at de “har styr pÃ¥ deres hund”, men reelt ikke har det. For sÃ¥dan er loven (Hundeloven pgf. 3). Der er kun undtagelser for hunde, der er 100% velafrettede. Og – sandt at sige – sÃ¥ er de færreste det.

PS. “Kamphund” er en betegnelse, der (fejlagtigt) bliver brugt om racen pitbull.

Capac unplugged

7. juli 2007

En uge med meget vand. For neden og oven fra. Ingen musik. Ingen radio. Ingen computer. Intet net. Dog – et mikroskopisk tv til familien, der skulle se en lille pige blive døbt – og høre hendes fire navne repeteret i det uendelige.
Stilhed. Skrubtudser. Firben. Saltvand. Hvidt sand. Muslingeskaller. DÃ¥dyr. Egern. Agerhøns og Fasaner (som Gravhunden jagede op…). Moderat læsning. GÃ¥ture med gravhunden, der var i sit es. Lad bare andre tage sydpÃ¥. Lad dem bare…

Gravhunden – hundegerning

8. maj 2007

Hey Bulldog

4. maj 2007

En af fornøjelserne ved at have en hund, man skal lufte, er, at man møder mennesker med andre hunde. Det er lige som dengang, man trillede rundt med den store Silvercross-barnevogn. Man kommer i snak med andre mennesker, når man har småbørn og hunde i snor.
Her i omrÃ¥det er antallet af hunde stødt og roligt steget gennem de sidste 5-10 Ã¥r. Det er blevet moderne at have hund. I en periode var der en overvægt af West Highland Terriers – Westies – men nu er det (heldigvis) mere blandet. Flere racer er kommet pÃ¥ banen. Seneste tilkommende hund er en bulldog. Lidt af en sjældenhed. Men vi har endnu ikke haft fornøjelsen af at snakke med den og ejeren. Men det kommer nok.

Apropos Bulldog, sÃ¥ er en af capacs Beatles-favoritter her i en “rare” videoudgave:

Tur i sneen

1. marts 2007

Gravhunden og jeg gik tur i sneen (for et par dage siden). Og mødte en dame på 92, der ventede på bussen. Jeg har mødt hende før, og vi falder altid i snak, fordi hun har haft to glathårede gravhunde som min. Den sidste hed Olsen. Den fik det navn, fordi naboens hund hed Jensen. Olsen & Jensen.
Hun havde lige gjort rent i hele huset. Og i gÃ¥r havde hun ryddet sne pÃ¥ fortovet udenfor. Det kunne mærkes lidt i ryggen. Men det skulle gøres, for det var man opdraget til. Da hun boede hjemme, blev hun og de andre syv børn sendt ud og gøre rent om morgenen, inden de skulle i skole. Efter skoletid blev de to ældste sendt ned til den lokale slagter for at hente pÃ¥lægsrester til aftensmaden. SÃ¥ spiste man først rugbrødet rundt om pÃ¥lægsstykket, og derefter – med nydelse – pÃ¥lægsstykket. SÃ¥dan prioriterede jeg ogsÃ¥ som barn.
Det er blevet meget bedre siden dengang, sagde hun. Vi skal ikke beklage os, sagde hun. Vi har jo alt.
Hun var i øvrigt pÃ¥ vej hen for at besøge sin storesøster pÃ¥ det lokale plejehjem. Hun fylder 100 snart. Hun har været som en mor for os. Begge forældre døde, medens børnene var smÃ¥. Her i min taske har jeg en banan og noget chokolade. For to af plejehjemsassistenter vil ikke have, at storesøsteren spiser banan eller chokolade, “for sÃ¥ kan hun ikke spise noget til aften”. Vi var enige om, at det var noget formynderi og noget vrøvl, og at det var nødvendigt at snyde de to krakilere. Medens hun var ved at forklare, hvor godt hendes nu afdøde storebroder havde haft det pÃ¥ samme plejehjem, kom bussen, og vores snak blev afbrudt…
Og Gravhunden og jeg fortsatte vores afbrudte tur.

Menneskets bedste ven

30. december 2006

Som bekendt følges blogejeren af Gravhunden, stort set, hvor han gÃ¥r. Hunden er, som bekendt “menneskets bedste ven”.

Men ikke alle behandler hundene som venner. SÃ¥ledes har man kunnet læse i de skrevne medier, at mange – rigtig mange – ikke har kunnet overskue at have den anskaffede hund derhjemme julen og nytÃ¥ret over, sÃ¥ derfor er den afhændet pÃ¥ dyreinternatet eller tilsvarende steder til en uvis skæbne.

For folk anskaffer sig hunde som statussymboler uden at ane, hvordan de skal håndtere dem. Det dokumenteres uge for uge i TV2s hundeprogrammer, der er ment som underholdning, men faktisk burde bruges til skræk og advarsel over for alle dem, der blot vil have hund, fordi naboen eller vennen har en. Eller, fordi børnene plager dem i tide og utide.
Men heldigvis er der da også gode historier om menneskers forhold til dyr. Hvis man kan glemme de tilbagevendende, hårrejsende historier om dyremishandling i landbruget, om de åbenbart ustoppelige perverse svinetransporter osv., så kan man glæde sig lidt over at læse, at de hjemløse hunde tilsyneladende har det godt.

I Politiken kan man sÃ¥ledes læse om “Projekt Udenfor”, hvor en dyrlæge tilser de hunde, der lever sammen med de hjemløse pÃ¥ gaden. I modsætning til mange hundeejere med job, penge, familie, villa og Volvo, sÃ¥ behandler de hjemløse generelt deres dyr godt. Som dyrlægen udtrykker det: »Jeg kender adskillige, der er mere interesserede i, at deres hund fÃ¥r mad, end at de selv fÃ¥r noget«. Ja, hundene fÃ¥r sÃ¥gar plads i soveposen, nÃ¥r der skal soves.
Jeg har ofte talt med vagabonder og hjemløse, og det er ogsÃ¥ mit indtryk, at deres hunde har en helt særlig plads i deres hjerte og liv. Selvfølgelig er der nok undtagelser, men jeg har bare ikke mødt dem….