Indlæg tagget med ungdom

Statens Filmcentral – en minderune

31. juli 2007

I Weekendavisen bruger de agurketiden til at dyrke det nostalgiske. Bo Green Jensen og Réné Gummer skriver om uforglemmelige sange som fx Eagles’ “Hotel California”, der udsættes for Green Jensens kærlige og dybsindige analyse. Samtidig er der taget hul pÃ¥ en serie om barndommens skole. Pernille Steensgaard fortæller om sine halvfjerdserÃ¥r i den velbjergede Ruderdal-folkeskole Vangeboskolen. Og selv om der er mange Ã¥r mellem hendes skolegang og sÃ¥ min, sÃ¥ er der alligevel sammenfald. Hendes beskrivelse vækker minder, som nÃ¥r hun fx skriver: “Dér er nedgangen til kælderen, hvor vi sad pÃ¥ smalle gymnastikbænke uden ryglæn og sÃ¥ mærkelige smalfilm fra Statens Filmcentral om grinende grønlandske kvinder, der tyggede sælkødet for deres smÃ¥børn og førte det fra deres egen mund direkte over i børnenes, medens vi hvinede af væmmelse. Underholdningsværdien var lig nul, men vi elskede det”. Efter den sidste, selvmodsigende sætning kommer sÃ¥ historien om en skræmmende oplysningsfilm om kræft.
Jo, jeg husker det sÃ¥ nøje. Filmene fra Statens Filmcentral, der ved fÃ¥ lejligheder blev forevist for os elever pÃ¥ Sædding Skole i et materialerum. Her sad vi sÃ¥ blandt nye bøger, tavlekridt, pegepinde og andre skolematerialer og bivÃ¥nede historiske optrin eller oplysende film om geografiske eller samfundsmæssige emner. Kræftoplysningsfilmene gik vi heldigvis glip af, selv om vandrehistorierne løb rundt blandt os i de ældste klasser. Der var en hel speciel stemning om disse forevisninger, og jeg er ret sikker pÃ¥, at mine cineastiske lyster til 8- og 16-millimeterfilm blev grundlagt dér. Jeg var næsten henrevet, nÃ¥r lærerne omhyggeligt satte de smÃ¥ filmruller pÃ¥ det lille, grÃ¥malede fremvisningsapparat og satte det i gang. Lyset kastedes op pÃ¥ lærredet, og en snurrende lyd fyldte det ellers andægtigt stille rum. Formastede en af eleverne sig til at være “urolig”, sÃ¥ var det uden for døren. Siden dengang har Statens Filmcentral stÃ¥et for mig for alt, hvad jeg forbinder med sober folkeoplysning, en fornem medieinstitution, der mÃ¥ske har været lidt konservativ, men ikke desto mindre har været en væsentlig instans i opbygningen af min almendannelse. Især dengang, men ogsÃ¥ senere.

Folkeskolen på spanden

17. juli 2007

At uddanne børn og unge er en investering i fremtiden. Det koster penge, mange penge, at holde et uddannelsessystem i gang.

Med en kombination af besparelser, absurde administrationskrav og uigennemtænkt og usammenhængende skolepolitik har den siddende regering bragt folkeskolerne i en situation, hvor de er tvunget til at forringe undervisningen yderligere. Der skal spares yderligere, og da der i forvejen er skåret ind til benet, og man ikke kan fodre lærerne med mursten, må man skære ned på timetallet. Ned under den grænse, som undervisningsministeriet har sat som minimum for god undervisning. Eleverne får færre timer, end politikerne har lovet dem.

Som sædvanligt udøver undervisningsminister Bertel Haarder ansvarsforflygtigelse, idet han “tørrer” ansvaret af pÃ¥ henholdsvis kommunerne (“de har fÃ¥et pengene”, “de prioriterer forkert” osv.) og lærer ( “de overdriver” – og sÃ¥ glemmer vi lige Bertels løfter om ikke at hakke pÃ¥ folkeskolelærerne pÃ¥ grund af deres ramponerede image!).

Den offentlige kage er ikke stor nok, og nÃ¥r politikerne – fx Haarder – stiller nye krav til den “service”, det offentlige skal give, sÃ¥ mÃ¥ det offentlige – ikke mindst kommunerne – skære ned andre steder. Den borgerlige tanke om, at vi “kan fÃ¥r mere for de samme penge” har for længst vist sig at være ideologisk bragesnak.
Problemet er også, at folkeskolens ringe vilkår vil få skolelærere til at forlade skolen og søge andre græsgange. Hvis man ikke fagligt og pædagogisk kan komme til at gøre en forskel, mister man motivationen. Og det på et tidspunkt, hvor undervisningsministeren vil gøre det mere attraktivt at blive skolelærer, og hvor ansøgningstallet til lærerseminarierne er faldet drastisk m.m. Her er det ikke nok med en ny læreruddannelse og en slant penge til kommunerne.
Bertel Haarders arrogante vasken-hænder afslører regeringens sande sindelag, nÃ¥r det kommer til diskussionen om “velfærdet”. Som Helle Thornings Schmidt udtrykte det, sÃ¥ har de ikke hjertet med. Nu er det op til oppositionen med Socialdemokratiet i spidsen at formulere en reform for skoleomrÃ¥det, der kan rette op pÃ¥ den synkende skude. Nu.

Folkeskolelærernes image

25. juni 2007

Forleden mødte jeg en god bekendt, der er folkeskolelærer. Vedkommende fortalte mig, at hun nu havde sagt sit job op. Hun havde sagt sin fast stilling med pension op til fordel for et mere usikkert liv som vikar, suppleret med andre småjobs. Årsag: Hun gad ikke længere bruge al sin tid på dokumentation, evaluering, rapportering, elevplaner og så videre. Livet er for kort til den slags bureaukratisk galskab.
Jeg kom til at tænke pÃ¥ hende, nu hvor folkeskolelærernes image er pÃ¥ avisernes forsider. En aktuel undersøgelse mener at vise, at der er ringe tillid til den danske folkeskolelærer. Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, har hurtigt været ude og kaste skylden pÃ¥ den siddende regering. Han siger: “NÃ¥r lærere generelt har et dÃ¥rligt ry, skyldes det, at regeringspartierne gennem flere Ã¥r systematisk har arbejdet pÃ¥ at nedbryde lærernes autoritet og anseelse for at mindske deres indflydelse”. Og der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at undervisningsminister Bertel Haarder og regeringen har ramponeret folkeskolelærernes image gevaldigt ved at gøre lærerne til syndebukke for en forfejlet skolepolitik.
Anders Bondo modsiges af en sÃ¥kaldt konsulent, Carsten Mai, der har været spindoktor for indenrigsminister Thor Pedersen og Københavns tidligere overborgmester Kramer Mikkelsen. Konsulenten siger: “Lærerne har proletariseret sig selv. De er altid gÃ¥et efter at fÃ¥ fritid og ferier i stedet for løn. Og det har nu givet deres profession lavstatus som Danmarks bedst betalte bijob”. Og det er da ogsÃ¥ en del af problematikken. Folkeskolelærerne er historisk set gÃ¥et fra at være kaldspersoner (pÃ¥ linje med præsterne) med indbygget prestige til at være almindelige lønmodtagere. Dermed mistede lærerrollen sin aura. Men ansvaret for denne udvikling er jo ikke folkeskolelærernes alene. Mai fortsætter med at gøre skolelærerne til syndebukke for skolepolitikken. At skolelærerne har handlet som lønmodtagere og forhandlet sig frem til visse arbejds- og lønvilkÃ¥r (som arbejdsgiverne – nota bene! – har accepteret! ) forklarer jo ikke de Ã¥relange nedskæringer pÃ¥ omrÃ¥det eller den hoved- og haleløse uddannelsespolitik. Det største ansvar for lærernes aktuelle lavstatus mÃ¥ ligge hos politikerne i folketinget, der gennem en Ã¥rrække har mishandlet skoleomrÃ¥det.

Da jeg fik Beatlesh̴r Рerindringsfragment

22. juni 2007

Irene, vores udsendte verdensborger derovre i Eire, spørger om jeg “Ã¥sse havde beatleshÃ¥r”. Javist, det havde jeg . Da Beatlesfeberen kom til Danmark i starten af tresserne, og beatlemania-bacillen inficerede mig, voksede mit hÃ¥r ud over ørerne og ned mod øjnene. Jeg husker ikke, om det var noget, jeg sÃ¥dan bevidst tænkte over. Jeg tror det ikke. Det skete bare. Det var helt naturligt. For Beatles for forbilleder, idoler. Og nÃ¥r de kunne, sÃ¥ kunne jeg ogsÃ¥. Yeah-Yeah-Yeah...
Jeg gik dengang i Vestre Skole i Esbjerg og har været cirka ni Ã¥r gammel. Skolen var en gammeldags, bundsolid rødstensskole med obligatorisk morgenbøn, salmeterperi, buksevand, mavetamtam og sammenbundne snørebÃ¥nd i frikvartererne, hvor de smÃ¥ var jaget vildt – og andre opdragende øvelser. Det var i folkeskolens autoritære periode. Det lagde jeg nu ikke sÃ¥ meget mærke til i starten, nÃ¥r man ser bort fra en enkelt, velfortjent “sveder”, jeg fik, fordi vi drenge havde moret os med at smide en metalkam fra tredje sal og ned pÃ¥ terrazzogulvet i stuen. Det larmede ganske forfærdeligt…
Ganske vist havde inspektøren, der var en dame, præsenteret os for et massivt, lakeret træskab med diverse spanskrør, men jeg fornemmede godt, at det mest var af propædeutiske grunde, forevisningen fandt sted..
Jeg opførte mig da ogsÃ¥ pænt, nÃ¥r man bortser fra, at der i min første, brunmelerede karakterbog med sirlig fyldepenneskrift stÃ¥r skrevet under punktet “opførsel”: Capac har svært ved at sidde stille i timerne. Penneføreren var fru Dirchs, der var klasselærer og førsteopdrager.
Det autoritære mærkede jeg først for alvor, da jeg som den første pÃ¥ skolen tillod mig at lade hÃ¥ret vokse ud over ørerne og ned i panden, inspireret af The Fab Four fra Liverpool. Beatles-frisuren gav anledning til en del smÃ¥konflikter med lærerne, især med den lille, militæruddannede gymnastiklærer Jonsen, der mente, at “hvis jeg havde været hans hund, sÃ¥ skulle jeg klippes” – og, at vi her nok havde forklaringen pÃ¥, at jeg ikke kunne komme helt op i tovene. Til gengæld var der flere piger, som syntes, at det var lidt sejt med det lange hÃ¥r.
Jeg oplevede ogsÃ¥ at blive bortvist fra en herrefrisør i Strandbygade, hvor to hvidkitlede herrefrisører regerede. De mente, jeg skulle gÃ¥ over til damefrisøren pÃ¥ den anden side af gaden, for de ‘klippede sandelig ikke damer!’. Den slags ydmygelser fremmede blot min oprørstrang, og hÃ¥ret fik lov at blive lidt længere.
Heldigvis var der dog en frisør længere nede i Strandbygade, der – selv om heller ikke han var begejstret for den nye mode – var lidt forudseende og tog sig af studsning og tilretning mod en passende betaling. Og – i modsætning til de andre forældre i gaden – lod mine forældre mit hÃ¥r gro i fred, selv om især min far ikke rigtig forstod ideen med det. Jeg tror, at jeg blev fredet, fordi min far sejlede og derfor ikke stod for opdragelsen derhjemme, og min mor var alt andet end autoritær.
Mit anti-autoritære gemyt blev grundlagt dengang i folkeskolen. Det var her, jeg mødte den mest indeklemte, småskårne, småborgerlige dimension af den danske folkesjæl. Og den brød jeg mig bestemt ikke om. Og sådan har det været lige siden.
Det lange hÃ¥r bevarede jeg – med enkelte pauser – frem til min studietid – og i 1980 røg det sÃ¥. Da havde det jo ogsÃ¥ tabt sin symbolske værdi…

Passende musikalsk kommentar: Læs mere »

Uhensigtsmæssig radikalisering – ang. Ungdomshuset

12. juni 2007

For snart længe siden citerede jeg journalist Lisbeth Knudsen – hvis weblog Ã¥benbart gik død, da hun fik en ledende post pÃ¥ Berlingeren – for følgende overvejelse:
“NÃ¥r eftertanken pÃ¥ et tidspunkt melder sig, sÃ¥ kunne der være brug for lidt internationalt udsyn og lidt nytænkning omkring mulighederne for at lade den mindre velfriserede dele af ungdomskulturen udfolde sig i København. Den forsvinder jo ikke, fordi Jagtvej 69 er jævnet med jorden. SpørgsmÃ¥let er, om manglen pÃ¥ et selvstyrende ungdomshus og et fristed af den karakter ikke reelt vil kunne risikere at medføre en temmelig uhensigtsmæssig radikalisering af dele af ungdomsmiljøet, som ingen vil være tjent med.” – En sÃ¥dan ‘temmelig uhensigtsmæssig radikalisering’ har været oppe at vende i medierne den forgangne uge. Politiet udelukker ikke muligheden. Danmarks Kommunistiske Ungdom har forsvaret voldelige aktioner fra de marginaliserede unge. Og Enhedslistens smÃ¥ Johanne Schmidt, der skal afløse Pernille, har pÃ¥ fornuftigste vis taget afstand for voldelige demonstrationsformer, samtidig med at hun støtter demonstrationer og ‘civil ulydighed’.
Hvis det kommer til voldelige aktioner, sÃ¥ kan man roligt sige, at de ansvarlige for nedrivningen af Ungdomshuset – og det vil sige: politikerne og Faderhusets skinhellige ledelse – ligger som de selv har redt. De har haft juraen pÃ¥ deres side. Ja. Ejendommens ukrænkelighed er bekræftet. Ja. Men politikerne, er løbet fra indgÃ¥ede aftaler, hvilket ikke bliver glemt af de unge. Og denne ansvarsforflygtigelse bærer blot ved til det bÃ¥l, som politikerleden blandt de unge i forvejen er. For det andet er forløbet af sagen om Ungdomshuset et lærestykke i, hvordan det kan gÃ¥, nÃ¥r folkevalgte politikere – hÃ¥nd i hÃ¥nd med en kristen fundamentalistisk meninghed, der kun kan se deres egen frelse og mission – reducerer demokrati til principrytteri, ansvarsfortrængning og arrogant magtudøvelse. PÃ¥ visse nyliberalistiske og højrevredne weblogs kan man studere, hvordan den simple magtudøvelse, den tankeløse konsekvente handling tilbedes som problemløsning pÃ¥ bekostning af demokratiets fineste principper: samtalen, dialogen, tolerancen, evnen til at lytte til minoriteterne og give dem indrømmelser og plads. Hvis man vi se, hvordan det kan gÃ¥, nÃ¥r man negligerer sÃ¥danne fundamentale demokratiske spilleregler, sÃ¥ se pÃ¥ de just afholdte G8-møde…

“Pikken fra Herning” er tilbage

9. maj 2007

Her i bloggen vil vi gerne følge en sag til dørs. Og for ikke sÃ¥ længe siden rejste vi spørgsmÃ¥let: Hvad blev der af Rudy Frederiksen aka “Pikken fra Herning” (m. digteren Peter Laugesens malende betegnelse), der siden den famøse sexskandalesags opstÃ¥en har taget et nyt navn.
Nu kan DR Nyhederne fortælle, at anklagemyndigheden omsider tiltaler den tidligere amtschatkonsulent for “at udbrede utugtige billeder af unge piger”. Af hensyn til læsere, der ikke er bekendt med ordet “utugtig” skal capac uddybe det sÃ¥dan, at Rudy har gjort sig skyldig i at videofotografere unge piger under 18 Ã¥r uden tøj pÃ¥ og i seksuelle situationer med selv samme Rudy. Billedmaterialet skulle derefter været blevet distribueret via internettet. Rudy sigtes ogsÃ¥ for underslæb i forbindelse med salg af fotoudstyr.
Det har taget anklagemyndigheden otte måneder at nå frem til anklageskriftet. Otte måneder.

Quicksilver Messenger Service – en jamband fra dengang…

7. april 2007

 

Forleden læste jeg en artikel af Informations musikanmelder Klaus Lynggaard. Artiklen stod i en antologi om forfatteren Hans Jørgen Nielsen og handlede om den betydning, bogen Der Gror Ikke Mos PÃ¥ En Rullesten havde for den unge Lynggaards opvækst. Artiklen fik mig til at bladre lidt i omtalte pionerværk, og jeg faldt over omtalen af gruppen Quicksilver Messenger Service, som en af skribenterne ville have med i bunkeren, nÃ¥r atomkrigen brød ud…
The San Francisco Bay Area var en musikalsk smeltedigel og et vækstområde i de psykedeliske år omkring 1967 og 1968. Ikke alle bands og solister nåede national eller international berømmelse. Nogle måtte tage til takke med mindre hæder, fx at blive et kultband.

 

Quicksilver Messenger Service havde således ikke samme gennemslagskraft som fx Jefferson Airplane eller Grateful Dead. Men måske var gruppen i endnu højere grad end de to nævnte i pagt med den tids musikalske og eksistentielle filosofi? QMS var nemlig et udpræget jam-band, der dyrkede improvisations- og samspilskunsten i tressernes frie og kollektive ånd.
Bandet blev dannet omkring 1965 og bestod oprindeligt af John Cipollina (guitar), Gary Duncan (guitar, sng), David Freiberg (bas, sang), Greg Elmore (trommer), og Jim Murray (sang, guitar og harmonika). Helt i tidens Ã¥nd var gruppen i starten ikke specielt interesseret i at indspille en plade. De ville hellere spille live, hvilket de gjorde intenst pÃ¥ den amerikanske vestkyst frem til 1967, hvor de alligevel fik kontrakt med Capitol og indspillede de to første albums i hurtig rækkefølge i ’68 og ’69. De to plader er indbegrebet af QMSs spillestil i de tidlige Ã¥r, hvor det handlede om at jamme og spille live og længe – og ikke om succes og penge…
Efter indspilningen blev den centrale figur Gary Duncan skiftet ud med den legendariske keyboardspiller Nicky Hopkins ,og den nye konstellation indspillede album nr. 3, Shady Grove, der bar tydelig præg af Hopkins’ virtuose pianospil. Gruppen holdt den kørende til 1975, men er – som sÃ¥ mange andre – blevet gendannet siden hen.
første pladenr. 2

 

QMS med “Mona” anno 1969:

Fresh Air:

1967, Monterey Pop Festival:

Palazet – Ungeren lever – unge bz’er en nyt hus

6. april 2007

Man kan rive Ungeren ned, men ikke drømmen om et ungdomshus. Man kan “normalisere” Christiania, men man kan ikke “normalisere” folks trang og lyst til mangfoldighed, forskellighed og andre livsformer end den gemene danske borgerlighed. Man kan rive en Berlinmur ned, men ikke forestillingen og drømmen om et andet samfund…
Politiken fortæller, at en gruppe unge, der kalder sig “Palazet – Ungeren lever” har besat et hus i København. De vil ikke sige hvor, for politiet skal ikke have det sÃ¥ let…

Opdatering: Inspireret af Ungerens skæbne er der kommet gang i de Ã¥rhusianske bz’ere. Læs her.

Opdatering, Søndag d. 8/4: I dag kan man så læse, at det besatte hus er blevet ryddet af politiet.

Er folkeskolen god nok?

25. marts 2007

Frøknen har tysk for til næste uge. Hun har fÃ¥et til opgave at skrive sætninger med forholdsordsled. Og fÃ¥r at vide, at hun skal “analysere” sætningerne (“sætte kryds og bolle”). Tysklæreren forudsætter, at hun har lært det i dansk; men det har hun ikke – . Jeg spørger hende, om hun har lært noget om de forskellige forholdsord, og hvad de styrer? Det har hun heller ikke. Hm.
Tilføjelse: Efter manys replikker får jeg brug at tilføje, at mit ærinde ikke er at kritisere folkeskolelærerne i almindelighed. De har ikke de bedste arbejdsvilkår. Tænk blot på diskussionen om elevplanerne.

Ungdomshuset – en fredelig løsning tabt pÃ¥ gulvet…

24. marts 2007


I dagens udgave af dagbladet Information har kontorchef, universitetslektor – og socialdemokratisk kredsformand for Hellerupkredsen, Michael Bjørn Hansen en yderst interessant kommentar til den politiske hÃ¥ndtering af “sagen” om Ungdomshuset. Bjørn Hansen pÃ¥peger, at den øverste ansvarlige, overborgmester Ritt BjerregÃ¥rd, der som bekendt ogsÃ¥ er socialdemokrat, fravalgte en mulig fredelig juridisk løsning pÃ¥ konflikten om huset – og i stedet valgte den “løsning”, vi kender alt for godt. Kommentatoren betragter Ritts valg som et bevidst valg, som en taktisk manøvre, der ville fÃ¥ Ritt til at fremstÃ¥ som urokkelig og give hende mange stemmer. Et højrefløjsstandpunkt, kalder Bjørn Hansen det. Hun kunne have valgt at bruge Planlovens mulighed for at definere, hvad formÃ¥let med Jagtvej 69 skulle være. Det forholder sig sÃ¥dan, at det er kommunens gode ret at gøre det. Og hvis de havde gjort det, ville man – mod en passende erstatning, selvfølgelig – have kunnet frataget den religiøse sekt Faderhuset retten til at eje huset. Socialdemokraten Michael Bjørn Hansen anfægter ikke Ritts gode ret til at vælge anderledes – men angriber hende politisk, fordi hun undlod at informere Borgerrepræsentationen om de muligheder for en fredelig løsning, som Planloven gav adgang til. Bjørn Hansen har nærlæst Planloven og har haft aktindsigt i den juridiske orientering, som borgerrepræsentationens medlemmer fik, inden de traf deres beslutning. Den fredelige løsning er ikke indeholdt i denne juridiske orientering. Byplansfolkene i kommunen og overborgmester Ritt BjerregÃ¥rd kendte godt til denne fredelig mulighed (og kunne man tilføje: Det burde hun selvfølgelig ogsÃ¥ som øverste politiske instans i kommunen), men de undlod altsÃ¥ at orientere borgerrepræsentationen om den. Bjørn Hansen kalder det – og det kan man opfatte som en diplomatisk formulering – “en krænkelse af de demokratiske spilleregler”.
Indlæggets skribent repræsenterer en gruppe socialdemokrater, der er bekymrede over den politik, som Ritt BjerregÃ¥rd udmøntede i denne sag, fordi det er højreorienteret magtpolitik, der har splittet og polariseret københavnerne. Han savner “det socialdemokratiske frisind”, der giver “plads til alle – ogsÃ¥ de unge, de udstødte, de alternative, de kreative. Det gælder tolerancen over for vores egne børn, og her havde mange socialdemokrater hÃ¥bet, at partiet ville gøre en forskel”. Samtidig pÃ¥peger skribenten, at Ritts hard-liner-politik har pÃ¥ført en masse mennesker unødvendig ulykke. Over 200 mennesker har været varetægtsfængslet og over 800 har været anholdt. Og et hav af retssager vil udspille sig de kommende Ã¥r og sikre, at sagen om Ungdomshuset ikke gÃ¥r i glemmebogen foreløbig. Dertil kommer, at Ritt BjerregÃ¥rd har skaffet sig et stor gruppe politiske fjender, der kun ser ét politisk mÃ¥l: At fÃ¥ hende fjernet fra posten som overborgmester.

Læs artiklen. Det fortjener den. – Tidligere indlæg om Ungdomshuset her.