Indlæg om Musik

Don’t touch me I’m a real live wire…

10. august 2020

Coronaen gør det svært, ja umuligt, for musikere at møde deres publikum på traditionel vis. Heldigvis er der alternativer, som mange har opdaget. Hjemmekoncerter osv.

Og så kan vi jo grave lidt i tv-annalerne. Og er der nogen, der kunne det der med at lave live-koncerter for tv, så var og er det tyskerne. Beat-Club, Musikladen, Pop-Rock und so weiter. Uden dem… Og her har de fanget de fotogene og friske Talking Heads i Dortmund.

 

Tom McEwan – 80

10. august 2020

Jeg har hilst på Tom McEwan en gang. Det var tilbage i midten af 1970’erne, hvor han var med i Culpeper’s Orchard som trommeslager, slagstøjsspiller og sanger. Og det foregik i Stakladen. På et tidspunkt blev jeg prikket på skulderen og der stod Tom. Han ville bare låne lidt ild til sin cigaret. Men da jeg var og er ikke-ryger, kunne jeg ikke hjælpe. Men et par ord, fik vi da udvekslet.

I dag fylder Tom så 80. Og kan se tilbage på en imponerende karriere som musiker, komiker, skuespiller og meget mere.

Bissemekanikeren

10. august 2020

Bissekræmmeren, klaverstemmeren, pløksmeden, protesebyggeren, udtrækkeren, landtæge. Kært barn har mange navne – i hvert fald i følge min slangekspert Kaj Bom. Og i dag var det så min tur. Uvist af hvilke årsager er jeg en af dem, der er blevet indkaldt til tandeftersyn her i coronatiden. Selv om jeg som regel – dvs. de seneste mange gange – ikke har haft nævneværdige problemer med gebisset. Men, de skal vel have noget at leve af – tandlægen og i dette tilfælde tandplejeren.

Og tandplejeren, der er en ung dame, iførte sig en plastikbeklædning, der lignede (og måske var) en stor hvid affaldspose, af den slags man har under køkkenvasken. Dertil den obligatoriske lyseblå maske og beskyttende handsker. Jeg tillod mig at ymte noget om, at vi skulle huske – ud over alle adfærdselsreglerne – ikke at gå i  panik. Og det var vi til dels enige om – “men jeg er i højrisikogruppe”, som hun sagde. Og jeg havde frygtelig lyst til at sige: Ikke med mig i tandlægestolen. Men jeg beherskede mig og samlede kræfter til den lidelsesfulde tandrensning.

Heldigvis var alt som det plejer, så et kvarter efter, jeg havde sat mig i stolen, stod jeg igen ude på fortorvet og svedte tran.

I’m going down to Yasgur’s farm

10. august 2020

Crosby, Stills & Nash – Woodstock from Shawn Rosvold on Vimeo.

I epilogen til sin bog om Woodstock fortæller Michael Lang, hvordan han nogle dage efter festivalen kommer kørende en solskinsdag i Los Angeles og bliver kontaktet af en anden bilist, en ung mand med sandfarvet hår, lange bakenbarter og et furet ansigt. Det er Steven Stills, der insisterer på, at Lang skal høre noget. Sammen kører de til Stills hjem i Laurel Canyon, hvor Stills sammen med trommeslageren Dalla Taylor spiller ‘sangen’ for Lang. Og sangen er “Woodstock”, som Joni Mitchell skrev i New York efter at have set noget om festivalen på tv (hun var nemlig selv blevet forhindret i at deltage, fordi hun skulle være med i The Dick Cavett Show). Og Lang skriver: “Jeg var fuldstændig overvældet. Følelsen af at høre den sang for første gang på den måde er blevet hos mig til i dag”.

En på revyen

10. august 2020

Ovenstående video med Kjeld Petersen og denne sang “Bare græd”, har jeg lige brugt i en sammenhæng om mandlig gråd. Men genhøret med sangen fik mig til at tænke over teatergenren “revy”. Hvordan står det egentlig til med denne engang så elskede og dyrkede genre i dagens Danmark? Er det hele overtaget af såkaldte “stand-ups”?

Nej, genren er der endnu. Fx kan man se nogle skuespillere (Ulf Pilgaard, Lisbeth Dahl, Niels Ellegaard, Carsten Dahl og Mille Lehfeldt) fra den københavnske Cirkusrevy optræde på tv i en coronaficeret udgave med den rammende titel Revy på afstand. En række små sketches med aktuelt indhold.

Og hvor Cirkusrevyen, der næsten traditionelt vises hvert år på DR, ofte har en kedelig tendens til at blive lidt for indforstået københavnsk med klakkerende hjemmepublikum og en horisont, der ikke strækker sig ud over Valby Bakke, dér lykkes det ganske godt for corona-udgaven at ramme ned i nogle af tidens tendenser. Når fx Lisbeth Dahl folder sig ud som corona-tester mede vatmundpind og får vendt den aktuelle kønsforvirrings (LGBTQ+) absurditet, eller når Ulf Pilegaard parodierer den aldrende Jørgen Leth som rapporterende (à la Tour de France) fra et job i et supermarked. I denne korte serie lykkes det næsten teamet at nå forne tiders højder fra hedengangne tv-satireprogrammer.

Det forlyder også, at det går ganske godt med de lokale revyer rundt om i landet, så der må jo være et behov. Og det ville da også være synd og skam, hvis ikke der var plads til sådan en genre, hvor satire, humor, tekst og musik kan gå op i en højere fornøjelig enhed. Det gælder bare om at få nogle unge talenter til at indse det.

Sidespring: I det filmklip, der ledsager Kjeld Petersens sang ser man en af mine yndlingsskuespillerinder, Birgitte Reimer. Om hvem en sand cineast og connaisseur skriver på Filminstituttets side:

Ved siden af den mere kødelige Judy Gringer er hun vores eneste rendyrket erotiske komedienne. Hun hæver pikanteriet til raffinement og forførelseskunsten til underfundig leg. Charmen og de erotiske antydninger har musikalsk brus. Mon ikke Hollywoods komedie-mester Ernst Lubitsch ville have elsket hende lige så højt som hans danske elev Erik Balling gjorde det?

Jeg kunne ikke have formuleret det mere diskret og på samme tid præcist. Og hvornår har man sidst set det dejlige ord “komedienne”?! Nej, vel!?

Og hvis jeg ikke tager fejl, så er klippet fra filmen “Den grønne elevator” (1961), hvor Petersen spiller en ægtemand, der roder sig ud i nogle ægteskabelige problemer. Filmen er i øvrigt et remake af en tysk film Der Mustergatte (Mønsterægtemanden)fra 1937 af Wolfgang Liebeneiner og med Heinz Rühman i hovedrollen. Der blev siden lavet endnu to tyske udgaver, inden den nåede til Danmark og fik en anden titel (efter en drink, der spiller en vigtig rolle i filmens handling). Nu har jeg beskæftiget mig så meget med emnet, at jeg har bestilt filmen på biblioteket til et gensyn.

 

 

 

Jerry Garcia – in memoriam

9. august 2020

Jerry Garcia Band – 1980-03-01 Late Show from Davidaron on Vimeo.

25 år er gået, siden Jerry Garcia – fra Grateful Dead – døde 53 år gammel af et hjertetilfælde på en afvænningsklinik. Og det kan stadigvæk ærgre mig en smule, at jeg aldrig fik set Jerry Garcia Band i Århus, fordi koncerten blev aflyst i sidste øjeblik. Men sådan går det jo en gang imellem. Og hvorfor græde over spildt mælk, når der findes så meget materiale med Garcia og Grateful Dead på nettet!?

Rockens rødder: Judy Garland!? – Jo, da….

9. august 2020

Nej, rockens rødder er mange og mangefacetterede. Det var ikke kun blues, der var grundlanget for rock and roll. Den var som en Misssissippi River, der løb sammen af en masse små vandløb, der løb ud i den store flod og blandede sig med alt det, der strømmede ad sted. Så selvfølgelig er der også plads til Judy “Over the Rainbow” Garland i det store billede. Og vi kan jo ikke tage fra hende, at hun synger med en power, der ellers er forbedholdt store jazz- og rocksangerinder.

Bent Fabricius Bjerre

9. august 2020

Fats Waller Rocks from Movie Memories on Vimeo.

Som forudsagt og forventet har de store tv-kanaler svømmet over med programmer om afdøde Bent Fabricius Bjerre. I går aftes toppede TV2 med en kvalm “mindekoncert”, hvor en række især yngre kunstnere fik lov til at fortolke nogle af mandens allermest kendte numre, medens studieværterne fortabte sig i uspiselig selvpromovering og absolut tandløs prisning af den afdøde. Jeg ved godt, at konventionen foreskriver, at man skal tale pænt om de døde, men derfra og så til en sådan kvalmende omfavnelse post mortem er der altså et stykke vej.

Så var der mere substans i Mikael Bertelsens interview med Bjerre, kort før mandens død. Et interview, der – desværre – blev iscenesat som en slags ærlig efterskrift til mandens død. Et interview, der ikke måtte vises, før Bjerres død. Hele denne sensationsprægede iscenesættelse kunne man sagtens have været foruden. For der var ikke de store chokerende afsløringer at hente i programmet. Nuvel, Bjerre havde forelsket sig hovedkuls i sangerinden Petula Clark på et tidspunkt, hvor hans (elskede) første kone ventede barn nummer fire. Men det blev aldrig nogen rigtig skandale – og bliver det heller ikke post mortem. Bjerre tog det nærmest som det, det var: Et af livets uforudsigelige tildragelser. Noget, der sker. Noget, der ikke behøver at vælte ens liv.

Nej, det mest interessante ved interviewet med Bertelsen, og tilsvarende interviews med Bjerre, er/var, at hovedpersonen ikke lagde skjul på sine menneskelige fejl og mangler. Fx at han var et problembarn, der blev smidt ud af skolen, fordi han hellere ville spille musik. Og at hans livsbane i allerhøjeste grad skyldtes held. Interviewsene med Bjerre er et passende, nødvendigt korrektiv til hele den selvfejrende, kritikløse mediedyrkelse de seneste mange dage.

En sjov anekdote var, da Bjerre fortalte om dengang, han som ganske ung fik en Fats Waller-plade i gave. En plade, der nærmest gav hans liv retning. Fats Waller spillede “happy jazz” fortalt e Bjerre, og det var ikke respektabel musik dengang. Han sammenlignede det med vor tids heavy metal. 

Little Willow

9. august 2020

I forbindelse med en opulent genudgivelse af albummet Flaming Pie, har Paul McCartney fået lavet en video til sangen “Little Willow”. I følge anekdoterne så skrev McCartney sangen som en slags mindesang over Ringo Starrs første hustru Maureen, der døde i 1994 af leukemi.

Paul McCartney: Maggie Mae

9. august 2020

Så nåede DR1 til (foreløbigt) sidste afsnit i serien Pirates of the Caribean. Dead Men Tell No Tales eller som den er betitlet i Danmark: Salazar’s Revenge. Salazar’s hævn – det med danske titler er åbenbart ikke så moderne længere.

Nuvel, det er i dette femte afsnit af skrønen, vi møder Sir Paul McCartney i rollen som kaptajn Jack Sparrows onkel. I et tidligere afsnit mødte vi jo Keith Richard som Jacks far. Nu er McCartney så onkel. Og det fungerer mindst lige så godt.

Da filmen var slut sad jeg og læste rulleteksterne. Det er efterhånden en sjælden øvelse på tv, fordi de meget ofte enten taler hen over eller ligefrem klipper det bort. Hvilket er en synd, og manglende respekt for alle de mennesker, der har været med til at realisere filmen. Og jeg har altid nydt at blive siddende i biografen for at studere rulleteksterne, filmnørd som man er. Og der er meget nyttigt at hente om birolleskuespillere, komponister osv.

Og på rulletekstens sidste linjer kunne jeg læse, at sangen “Maggie Mae” var med og blev sat i forbindelse med The Beatles. Og jeg måtte granske min hjerne. Og kom i tanke om, at Beatles faktisk lavede en version på albummet Let it be. Men hvor i filmen var det man hørte den? Jo, selvfølgelig. Det er McCartney, der sidder i fængselscellen og synger den gamle LIverpoolvise om luderen Maggie, der rullede sømænd, der var på orlov.