december 2015 arkiv

Farvel til Lundell!?

21. december 2015

Rygtet, der bl.a. har været kolporteret i Gaffa, vil vide, at Ulf Lundell – Sveriges svar på Bob Dylan og Bruce Springsteen – er i gang med sin afskedsturné. Den aldrende – 66 år – troubadour vil vist hellige sig maleriet og skriveriet og give afkald på sine berømmede lange koncerter, der ofte nåede op på tre timers varighed. Hvis rygtet holder, så skal jeg være den første til at beklage, at han ikke som sin faderfigur Bob Dylan drager på en never ending tour. For Lundell er ikke blot en af de allerstørste i Skandinavien, men kan sagtens måle sig med både Dylan og Springsteen som rockkunstner.

Billedet ovenfor er lånt fra mandens hjemmeside og viser, hvor de sidste koncerter afholdes.

Springsteen og McCartney i julehumør..

20. december 2015

Videoen taler vist for sig selv. Macca hjalp til, da Bruce fejrede julen på amerikansk tv i udsendelsen Saturday Nigh Live i går.

Listetid

20. december 2015

Helt efter bogen så florerer årslisterne i denne tid, selv om året faktisk ikke er gået. Et hav af lister over de plader, der angiveligt skulle være årets bedste. Og mange af listerne er ganske forudsigelige, men der er også enkelte, der er mere inspirerende. Som fx når avisen Guardian laver en liste over album, der blev lidt overset i de forløbne år. Blandt de “skjulte juveler” finder man fx den brtiske indie-rock-kvartet Hooton Tennis Club, der albumdebuterede i februar måned med Highest Point in Cliff Town. Et band, der bestemt ikke er dårligere end mange af dem, der for alvor brændte igennem i 2015.

Og nej, jeg laver ingen lister, men vil blot erindre om, at der kom mange lytteværdige plader her i landet.

Edith Piaf – 100

20. december 2015

Edith Piaf ville være fyldt 100 år i går, men det forhindrede hendes livsførelse, der brændte lyset i begge ender og midtpå, så hun takkede af allerede i oktober 1963. Men da havde hun allerede sat sit tydelige og uafviskelige spor i den moderne sangskat og i det musikalske bagtæppe, der har beklædt min musikinteresse i mange år. Hun var en væsentlig del af dansk musikradios lyd i halvtredserne og tresserne. Og selvfølgelig er hendes hundredårsdag blevet fejret med en udgivelse af hendes værk i et bokssæt med tyve CD’er, der bærer den logiske title L’integrale.

 

Ray og Dave Davies på scenen sammen – efter næsten tyve år

19. december 2015

Der er ikke noget som stridende brødre (og søstre). Og forholdet mellem de to kinkser Ray og Dave Davies har længe været betændt og har givet anledning til mange skriverier – bl.a. under overskriften: Gendannes The Kinks? Forleden lykkedes de alligevel for de to at blive forenet på scenen. Fredag d. 18. december dukkede Ray op ved Daves koncert i London og gik på scenen for at introducere sin broder – og spille med på den gamle klassiker “You really got me”. Og genforeningen gik godt – uden at man skal lægge for meget i den..

 

Paul McCartney og kærligheden til jorden

19. december 2015

En af dagens mange musiknyheder drejer sig om, at Paul McCartney medvirker i en ny musikvideo, den såkaldte velgørenhedssingle “Love Songs to the Earth”. Formålet er såmæn meget tilforladeligt. Sangen skal øge opmærksomheden på klimaforandringerne, støtte Friends of the Earth og FN – og skubbe lidt til deltagerne ved klimamødet COP21.

Jeg har aldrig haft megen fidus til velgørenhedsmusik, selv om der nu og da er kommet interessant musik ud af anstrengelserne (fx på Christiania- og Nej til Atomkraft-pladerne). Jeg synes ikke musikere skal spændes for nogen bestemt vogn. Så hellere, at de træder i karakter som politiske individer og skriver deres egne politiske holdninger.

AC/DC kommer – til Aarhus

18. december 2015

Og billetsalget åbner i dag kl. 10. Jeg kender flere, der gerne står i kø længe får at sikre sig en billet til koncerten i Ceres Park d. 12. juni 2016. Og det er forståeligt nok, for AC/DC er højfrekvent, energisk, ukompliceret rock og rul af den slags, der altid vil være plads til og behov for. Ingen fine fornemmelser, bare på med de korte shorts og så derudaf – ud over rampen. Og det skal de nok komme disse australiere…

David Bowie: Lazarus

18. december 2015

En anden troldmand rører på sig. David Bowie har annonceret en ny plade i starten af 2016, og et singleudspil, “Lazarus”, er smidt i forvejen og lover rigtig godt for den nye skive.

 

 

Kaptajn Bøfhjerte in memoriam

18. december 2015

I går var det fem år siden Captain Beefheart forlod denne verden. En savnet inspirator og frontfigur i den eksperimenterende rock. For ingen har vel været så kompromisløs og unik som netop han. Jeg tror ikke på et liv efter livet, så vi må nøjes med at lytte tll de optagelser, kaptajnen efterlod os. Et begrænset, men også meget stimulerende værk.

Nyt fra Bonnie Raitt

17. december 2015

Den 66-årige sangskriver, sangerinde og slide guitarist Bonnie Raitt ligger ikke på den lade side, men har annoceret en ny plade ved indgangen til det nye år. Hvis man som jeg har været en fan af hende siden hendes første eponyme album fra 1971, så er det godt nyt. For damen har aldrig slået en skævert undervejs og er langtidsholdbar som andre i hendes generation.

Grateful Dead genopstår som – tv-serie

17. december 2015

For ikke så længe siden gav The Grateful Dead deres afskedskoncerter. Men næppe havde de afholdt koncerterne, før en ny konstellation af de overlevende bandmedlemmer stod på scenen igen. Og industrine bag Grateful Dead slog selvfølgelig mønt på afskeden i form af diverse pladeudgivelser. Der er nemlig ikke noget, der er så godt for den slags industrier som et bandophør eller -afsked. Og nu forlyder det så, at webhandlespladsen Amazon har kastet sig ud i en tv-serie om bandets lange historie, byggende på den tidligere roadie Steve Parishs erindringer Home before daylight. Man skulle tro, at der var sagt og skrevet nok om bandets historie, men nej. I vore tider er tv-serier det ypperste, man kan opnå at blive gjort til genstand for. Men serien kommer nok ikke til dansk tv?!

Kate Rusby synger også julen…

15. december 2015

Den britiske sanglærke Kate Rusby, der står meget højt på min liste over yndlingssangerinder, er barslet med endnu et julealbum med titlen The Frost is all over. Og så må selv en gammel gnavpotte som mig overgive sig til lidt julestemning med sentimentalitet og alt, hvad der ellers hører til…

Sharon Jones & The Dap Kings synger julen ind…

15. december 2015

Og radio NPR streamer bandets julede album i sin fulde længde – lige her.

Eric Burdon and the Animals – anno 1967

14. december 2015

I 1966 gik det oprindelige Animals – med Eric Burdon, Alan Price, Chass Chandler, Hilton Valentine og John Steele – i opløsning. Men Burdon dannede kort tid efter Eric Burdon and the Animals sammen med Barry Jenkons, Vic Briggs, John Weider og Danny McColloch. I mellemtiden var de musikalske vinde også ændret – fra britisk tresserbeat med R&B-rødder til progressiv og psykedelisk lyd. Og Burdon havde taget de nye tendenser til sig. Den nye konstellation af Animals har nok stået lidt i skygge på de oprindelige, populære tresserbeatorienterede Animals, men det er ikke helt retfærdigt. Så lad os bidrage til at råde lidt bod på den med en fin optagelse fra 1967 med sangen “When I was young”…

London Calling

14. december 2015

Jeg deler Jens’ (Unmacks) begejstring for The Clash og undlader derfor ikke at oplyse om, at deres hovedværk London Calling udkom netop på denne dag i 1979. Den bedste dobbelt-LP siden Stones’ Exile on Main Street, som Robert Christgau pointerede. Og et af de bedste dobbeltalbum ever, hvis i spørger mig. The Clash havde næsten alt, hvad man kunne øsnske sig af et rockband. Gode sange, ungdommelig energi og vildskab, politiske holdninger og attitude.