31. marts 2016 arkiv

Hitlisten for 40 år siden

31. marts 2016

Og så er det tid til at kigge lidt bagud igen. For nøjagtig 40 år siden lå Christiania-pladen nr. 1 på den danske top 20, skarpt forfulgt af Gasolin med Gas 5 og Sebastian med Måske ku’ vi. Og ellers byder listen på en tidstypisk blanding af forglemmelige europæiske pophits (fx Gerard Lenomans “La ballade des gens heureux” og Harpos “Moviestar”), kendte navne fra rock og pop (Bob Dylan med Desire og 10 cc med How dare you m.fl.) og mere kuriøse sager som et jubilæumsalbum fra Papa Bues Viking Jazzband og tyske Marianne Rosenberg og “Ich bin wie du”). Og så havde disco-bølgen fat i hitlisten med navne som Silver Convention og Penny Mclean – og en Disco Hits-opsamling. Silver Convention og Penny Mclean var gledet langt tilbage i min erindring, så jeg måtte lige omkring Youtube for at genopfriske dem. Så kunne jeg godt huske dem – desværre. De to numre hører ikke til discomusikkens high lights, for nu at sige det pænt. Og lad os så genopfriske lyden af Sailor, der tilhørte den mere opfindsomme del af datidens poprock. 

 

Og farvel til – FONA

31. marts 2016

Medens vi er ved de gamle radio-, tv- og mediebutikker, så forlyder det nu, at FONA skal fyre medarbejdere i hundrevis og lukke langt flere butikker end først anslået. I følge DR Nyhederne vil kun otte butikker overleve denne omgang. Syv i det Storkøbenhavnske område og en i Aalborg. Fyn mister alle sine og Aarhus ligeså.

Når denne slagtning skal nævnes, så skyldes det udelukkende, at FONA engang – vi skriver tresserne og halvfjerdserne – var en af de butikker, der forsynede mig med musik (og teknik, dvs. pladespillere). Dengang var udvalget stort og varieret og mange af de LP’er, jeg har stående er indkøbt i FONAs butik i Kongensgade i Esbjerg, hvor jeg var flittig gæst, især når der var udsalg.

Efter nedlæggelsen af TP-Musik, Stereo Studio er turen altså så kommet til FONA – og så er der vel ikke flere af den slags butikker tilbage?! En lidt trist ud- eller rettere afvikling, må man sige.

Min lille grønne rejsegrammofon 4

31. marts 2016

Og lidt nostalgi. For længe siden fortalte jeg om min første grammofon, den lille grønne rejsegrammofon, som jeg ni år gammel fik af min mor, så jeg kunne begynde at dyrke min spirende interesse for musik. Du kan læse indlæggene her: 1, 2 og 3.

Det lykkedes mig dengang at finde fotos af grammofonen eller i hvert fald en, der ligner min egen rigtig meget. Men nu er der så ad snirklede veje og omveje dukket et foto op af den radiobutik, hvor jeg sammen med min mor fik overdraget det kære eje og to singleplader (m. Elvis og Louis Armstrong). Nemlig et foto af Lindvig Poulsens butik i Strandbygade i Esbjerg. Fotoet viser, at det lå på hjørnet af Islandsgade og Strandbygade (bygningen er for længst revet ned og erstattet af noget nymodens). Indgangen var fra Strandbygade (t.h). Så vidt jeg husker skulle man op af et par trapper for at komme ind i den lille, sparsomt udstyrede butik, hvor Poulsen regerede sammen med sin franske hunbulldog Finette. Fotoet er venligst lånt fra en bog om historiske bygninger i Esbjerg. – Og det var så den foreløbigt sidste krølle på historien om min lille grønne rejsegrammofon.