17. marts 2016 arkiv

Gårsdagens film: Cilla

17. marts 2016

Helt tilfældigt kom jeg til at se den britiske tv-serie Cilla på DR i går. En miniserie om den britiske tressersangerinde Cilla Black. Og den var overraskende god.

I hovedrollen som Cilla Black finder man den meget vellignende Sheridan Smith, der bl.a. er kendt fra filmene Hysteria og Quartet, og hun udfylder rollen virkelig godt. Man følger Cilla White – senere Black – fra hendes unge år i familien i et af Liverpools arbejderkvarterer, hvor hun arbejder som skrivemaskinedame i et kendt firma, medens hun om aftenen forsøger at komme til at optræde på de lokale scener – bl.a. The Cavern og The InDoor – med de lokale bands, fx The Big Three, Rory Storm and the Hurricanes og The Beatles. Vi følger hendes vej mod successen. Og vi får den kendte historie om hendes møde med Brian Epstein og George Martin og den hurtige succes.

Ud over mange fine birollepræstationer, så byder filmen på et overbevisende tidsbillede af ungdomsliv i arbejderklassens Liverpool i de tidlige tressere og et nogenlunde realistisk billede af musikbranchen, der allerede dengang var lige dele kynisk købmandsskab og sans for musikalsk talent. Og portrættet af den S/M-orienterede bøsse Brian Epstein, der har svært ved at forlige sin homoseksualitet med en baggrund i det bedre borgerskab, virker både biografisk korrekt og overbevisende. Og portrættet af Cillas senere ægtemand og første tour-manager Bobby Willis er indfølt og ægte – og tildeler ham en afgørende rolle i Cilla Blacks karriere.

Cilla er endnu et bevis på, at englænderne kan noget særligt, når det drejer sig om at fortælle om de vist nok frodige tressere og den tidsånd og kultur, der herskede i årene op til og lige efter gennembruddet af Beatlemania. Det eneste man godt kunne ønske sig var, at DR var bedre til at reklamere for sådan en fin film, i stedet for at bruge alle reklamepengene på mere eller mindre ligegyldige danske serier, realityprogrammer og lignende åndelig smalkost. Filmen kan vist fås på dvd og bør være obligatorisk pensum for alle, der holder af Beatles-tiden og tresserne i det hele taget.

 

Capac anbefaler: Tårn – Ud ad mit vindue

17. marts 2016

TåRN

Det er lidt af et tilfælde. Jeg har stadigvæk tonerne af det britiske halvfemser-nuller-band Teenage Fanclub i ørerne, da jeg sætter odenseanske-københavnske Tårns nye plade Ud ad mit vindue på afspilleren. Og hvis man ikke vidste bedre, så kunne det sagtens tænkes, at Tårns fire medlemmer – Asger Nordtorp Pedersen (sang og bas), Erik Apollo (sang og guitar), Daniel Sheffmann (guitar og synth) og Hans Henrik Thomsen (trommer) – engang har lyttet til netop dette britiske band og lignende bands, der gør og har gjort sig inden for den udpræget melodiøse og let melankolske udgave af amerikansk og britisk (indie)rock. Og det er nok ikke en hel gal association.

I hvert fald er det lige netop i kraft af en indierock med gode, fængende melodier, ringlende guitarer, lyse, maskuline vokaler (Asger og Erik) og – ikke mindst – lytteværdige danske tekster, at de fire gutter i Tårn gør krav på lytterens opmærksomhed – og sikkert får den. For alt andet ville være uretfærdigt. Desværre er teksterne ikke optrykt på mit anmeldereksemplar (en tilbagevendende anke her hos capac: og jeg synes helt ærligt, at man – kunstnere/pladeudgivere bør gøre sig den ulejlighed, når man synger på modersmålet!), men der synges klart, så klart at man godt får et indtryk af nogle mundrette tekster, der byder på både gode historier og diskret humor.

Pladen er en debutplade, og som sådan kommer den stormende med en herlig positiv opdrift af melodiøsitet og velgørende energi i form af solskinsrock, der skubber de melankolske skyer væk fra ens hovede og fra den stadigvæk lidt grå forår. I hvert fald i overført forstand. Tårn har skåret et overbevisende debutalbum, der fortjener et stort publikum og indtager en naturlig nicheplads på danskrockens brogede landkort. Hermed anbefalet.

Tårn. Ud ad mit vindue. Produceret af Søren Jensen Buhl. NMS. Udkommer i morgen.

 

Graham Nash akustisk ved skrivebordet

17. marts 2016

Ganske vist har Graham Nash sagt farvel til sin gamle “ven” David Crosby – og dermed til trioen Crosby, Stills & Nash og duoen Nash & Crosby – men han kan stadigvæk som solist. Det viser han her, hvor han ved skrivebordet hos NPR vender gode gamle sange og nyere…

Godt nyt for countryrockere: Trio genudgives

17. marts 2016

Dolly Parton, Emmylou Harris og Linda Ronstadt lavede noget af det bedste inden for den brede countryrock, da de gik sammen og indspillede som Trio. Og nu har en geschæftig sjæl taget sig sammen til at genudgive hele baduljen som en lille boks på tre CD’er. En nødvendighed for enhver ynder af de tre damer og countryrock. Så er det sagt.,