27. juni 2020 arkiv

Capac anbefaler: Holtsø & Wittrock – Holding On/ The Bright Side

27. juni 2020

Ti år er gået, siden Jes Holtsø og Morten Wittrock slog deres musikalske pjalter sammen. Og det skal selvfølgelig markeres – og markeres med manér. Og hvad kan være mere oplagt og bedre end at udsende en rigtig singleplade, der sammen med EP’en er blevet det nye sort i pladeindustrien (selv om der selvfølgelig er tale om en genkomst af den elskede og elskelige 45″).

Og helt i det gamle medies ånd er også indspilningerne af A- og B-side holdt i gammeldags analog, organisk og håndholdt stil. Med hjælp fra et udsøgt hold af musikere, der omfatter guitaristene Knud Møller og Jacob Rathje og et fantastisk kor, bestående af selveste Ivan Pedersen, Ester Brohus, Lei Moe, Sahra da Silva,Charlotte Vigel og Bossy Bo, griber Holtsø og Wittrock fat om de bluesrødder, de har gjort til deres varemærke. Men den er smurt godt og grundigt ind i rock og rul  (med boogie-woogiee-klaver, svingende guitarer og det hele) og soulfølelse. Jeg Holtsøs karakteristiske stemme lyder bedre end nogensinde, når han fører for i hyldestoden “Holding on”, der lyder som en rigtig kærlighedserklæring til duoprojektet, og som en lovende smagsprøve på det album, der forhåbentlig snart kommer fra den kære duo.

Og fejringen fortsætter på B-siden med “The Bright Side”, der fortæller os den sandhed, at blues ikke er den rene begrædelighed og kun sortsyn, men snarere den grundstemning, der også kan bære både glæde og livsappetit. Og på denne skæring får selveste Charlie McCoy, countrymusikkens elegante harmonikabetvinger, lov til at understrege sangens budskab med skarpe indlæg.

Nej, hvis man er til rigtige singleplader (med stift cover), original dansk blues-rock af bedste skuffe og i det hele taget dansk kvalitetsmusiceren, så er der ikke noget at betænke sig på. Lyt til Holstsø & Wittrock. Ja, køb den skive til samlingen af vinyler.  Hermed anbefalet.

Holtsø & Wittrock. “Holding on”/  “The Bright Side”- Producer: Morten Wittrock. DME. Udkom i går.

 

Elvis Presley – The Searcher

27. juni 2020

I DRs udmærkede serie “Dokumania” vises – igen – dokumentaren Elvis Presley – The Searcher. Datoen er vist ikke oplyst endnu, men den består af to dele – og de kan allerede nu ses på DRs arkivsider. Blandt de mange dokumentarfilm om Elvis stikker denne ud ved ikke at fokusere på den glamourøse side, men på den kunstneriske, fortolkeren og hans sange – fra den allerførste tid, hvor han arbejdede som lastbilchauffør og var i lære som elektriker til de mytificerede Jungle Room-optagelser fra hjemmet Graceland i 1970’erne. En solid indføring i Elvis – både for gamle fans og nybegyndere.

[Fotoet er et screendump fra filmen]

Aftenens filmoplevelse: Fathers and daughters

27. juni 2020

Når Hollywood er værst, så er det rigtig slemt. I går aftes så jeg filmen Fathers and Daughters, der aspirerer til at være en af de slemme. Og hermed mener jeg en film, der på ingen måde viger tilbage for at genbruge og opslide klichéer, heller ikke afstår fra den dybeste, kvalmende sentimentalitet, blankpolerer forudsigeligheden og afstår fra ethvert indfald, der blot kunne forrykke det forventelige billede.

Russell Crowe spiller den succesfulde far Jake Davis, der mister sig kone i en trafikulykke, som også kvæster ham hårdt og efterlader ham i en kritiske psykisk tilstand med tilbagevendende psykotiske affald. Han bliver nødt til at undergår psykiatisk behandling. Og medens han er inde tager tanten Elizabeth og onkel William sig af den overlevende datter Katie (der bl.a. spilles af Amanda Seyfried – især kendt fra ABBA-filmen Mamma Mia!).

Og da Jake forlader hospitalet ønsker tanten og onklen at adoptere Katie. Og hermed er det dramatiske plot sat. For Jake ælsker sin datter og vil klare sig som eneforsørger. Og så får den ikke for lidt med fastlagte konventioner, klicheer, forudsigelige forløb (inklusive en helt forudsigeligehappy ending), hvor vi indgydes troen på den ægte familiære kærlighed, der bærer igennem alskens problemer og modstand i Unites States of Money, som Jake meget rammende kalder USA. Og første efter Jakes død – i et anfald på badeværelset – falder tingene på plads på Hollywoodsk manér. Hans bog – om Fædre og Døtrebliver en kæmpesucces, Katie finder kærligheden hos en ung forfatterspire, der ligner en kopi af faderen (Freud er du der?), onklen og tanten får en lærestreg af “skæbnen” og troen på familieværdier, de rigtige ikke-materielle værdier og på at Amerikan dybest set er en garant for disse værdier og så videre er retableret. Hollywood-løgnehistorie fra øverste hylde.

En lille formildende omstændighed ved filmen, som jeg kun så til ende, fordi jeg var træt, varm, svedig og skulle ud med hunden, var, at Burt Bacharachs og Hal Davids “They long to be ( Close to you)” var en slags musikalsk rød tråd i filmen. Ganske vist i Michael Boltons udgave, men alligevel. En evergreen er det.