17. juni 2020 arkiv

Skraldesorteringens overdrev

17. juni 2020

Jeg stod ude i køkkenet med en tom sødmælkskarton fra Arla og overvejede en stund om jeg skulle gribe en køkkenkniv eller -saks og fjerne plastiktuden og kaste den i posen med plast (glas, metal). Men det blev ved tanken, fordi en anden tanke skubbede på. Nemlig tanken om Folketingets beslutning om at borgerne nu skal sortere i ti forskellige grupper: Farligt affald. Restaffald. Madaffald. Drikkekartoner. Fødevarekartoner, Plastaffald. Papiraffald. Papaffald. Metalaffald. Glasaffald. Tekstilaffald venter vi med.

Og et øjeblik forsøgte jeg at forestille mig, hvordan jeg skulle sortere i ti grupper i køkkenet. Men det opgave jeg hurtigt. Dernæst meldte forestillingen sig om at stå ved de nedgravede skakter – i sol, regn, sne osv. – og finsortere dér. Og selv om jeg går ind for reduktion af forbrugsaffald, genbrug og den slags, så var det svært at mobilisere noget, der ligner en begejstring for politikernes lovgivning. – Og det, der især generer mig, er, at politikerne åbenbart har glemt eller fortrængt en vigtig dimension i hele affaldsproblematikken. Nemlig det forhold, at private virksomheder – her og hisset – frit producerer emballage, der udfordrer enhver lille øko-bæredygtig-forbruger. Eksemplerne er legio. Og hvorfor går politikerne ikke ind – også via EU – og med pisk og gulerod får producenterne til at lave genanvendelig emballage, minimerer emballagen og i nogle tilfælde afskaffer emballagen. Hvorfor skal en økologisk agurk fx svøbes ind i plastik? Bare som eksempel.

Kun hvis vi får fat i producentleddet, kan vi gøre skraldesortering helt overkommeligt og måske endda også helt succesfuldt. Så politikere – få fingeren ud , drop berøringsangsten over for erhvervslivet og få dem til at tænke mere bæredygtigt – også på skraldeområdet.

(For en ordens skyld skal jeg lige tilføje, at jeg har skrevet til en politiker med dette ressortområde og gjort hende opmærksom på ‘forglemmelsen’.)

Hvordan endte den der? – Berkeley Mews

17. juni 2020

Lige så populær The Kinks’ 50-års-jubilæumsnummer “Lola” er og har været, lige så skammeligt overset er den lille perle, “Berkeley Mews”, der gemmer sig på singlens B-side. Og historien om “Berkley “Mews” er sjov og interessant.

Sangen blev til under indspilningen af albummet Village Green Preservations Society, men kom ikke med på albummets indholdsfortegnelse. Pladeselskabet ønskede så at udgive den på en særlig amerikansk udgave af Village Green, men det blev ikke til noget.

“Berkley Mews” overlevede dog på en intern acetat sammen med sangen “Rosemary Rose”. Og måske var der nogen, der havde ønsket at udgive de to sange som single? Men heller ikke det blev til noget. I 1969 blev “Berkley Mews” så endelig udsendt på en amerikansk opsamling Then, Now and Inbetween. Og senere samme år kom den så ud i Storbritannien og Europa som B-siden til “Lola”. Og det er både synd og skam, at denne fine sang har skullet henleve et skyggeliv. For der er tale om en genuin Ray Davies-sang af fineste karat.