marts 2021 arkiv
Reklamer virker
13. marts 2021Vi lever i en tid, hvor reklameindustrien har mere vind i sejlene end nogensinde før. Med alle de nye medier – de sociale, streamingtjenester osv. – er der hidtil usete og uhørte muligheder for at reklamere for alskens varer. Og det bliver gjort med en intensitet og ekstensitet, som vi ingensinde før har set eller hørt.
For tiden kan man på dansk tv se en reklame for Coca Cola, der mestendels består af nogle mennesker, der danser. Og den er et godt eksempel på, hvordan reklamer i mange år har virket. Ikke ved på nogen måde at tematisere produktet – den brune, sukkerholdige (alternativt sukkerfri) læskedrik med det kendte logo – men ved udenomsværker. Budskabet synes at være: Du får lyst til at kaste dig ud i vild dans, hvis du drikker den brune drik. At formlen ikke er ny kan man illustrere ved at gense samme firmas reklame fra for 50 år siden. Her danses, der ikke, men synges. Som følgeteksten forklarer, har firmaet samlet en masse unge mennesker på en bakketop, hvor de med produktet i hånden synger en kendt popsang. Og det virker – i hvert fald drikkes den brune drik stadigvæk stor stil.
Aftenens filmoplevelse: En spions bekendelser (Red Joan)
13. marts 2021
I 1999 blev den dengang 87-årige Melita Norwood afsløret som mangeårig KGB-agent. Igennem årtier havde ‘bedstemorspionen’ leveret hemmelige oplysninger til fjenden mod øst.
Filmen “En spions bekendelser” bygger på Norwoods historie, men hun er dog omdøbt til Joan Stanley i filmen.
Filmen begynder med, at den aldrende Joan bliver arresteret i sit hjem og konfronteret med en lang række spionagerelaterede anklager. Og filmen følger forhøret af Joan fra den første konfrontation og frem til umiddelbart før retssagen mod hende. Parallelt fortælles Joans historie gennem lange erindrende tilbageblik i hendes liv.
Begyndende i 1930’erne, hvor Joan er en ung, talentfuld fysikstuderende på Cambridge University. Her bliver hun indført i og forført af en kreds af unge socialister, der er optændte af begivenhederne i Sovjetunionen og af den Spanske Borgerkrig. Og Joan møder den idealistiske, tiltrækkende og forførende unge russer Leo, der brænder for Sovjets sag. Gennem sin forelskelse i Leo og det idealistiske miljøs ild bliver Joan politisk vakt og forstår at verdens gang kan ses fra mere end en synsvinkel.
Selv om Judy Denchs rolle indskrænker sig til at sidde ved forhørsbordet med få replikker og mestendels ansigtsudtryk, så spiller hun denne rolle, der er en slags modpol til hendes James Bond-rolle som efterretningschefen M, med alderens og erfaringens suverænitet. Dog skal det tilføjes, at Sophie Cookson, der spiller den unge Joan og får langt mere tid på lærredet, også fremstiller Joan med suveræn sikkerhed. Og det er gennem hende filmen får sin karakter af ungdommelig livsmod og appetit.
At filmen bygger på såkaldt virkelige hændelser spiller ikke nogen afgørende rolle for historien. Tværtimod er det fremstillingen af Joans dramatiske og lidenskabelige liv fra naiv, ung studine til hærdet, stålsat mesterspion, der gør filmen til noget ganske særligt. Også fordi filmen formår, til forskel fra de mange spionfilm, som filmhistorien er så rig på, at fremstille Joans valg på en måde, så man som publikum ikke kan undgå at forså hende og sympatisere med hende. Jovist er hun skyldig i spionage, men hendes bevæggrunde står uantastede tilbage til det sidste.
Filmens styrke – og grunden til at man skal se den – er, at den ikke forfalder til traditionel koldkrigstænkning, hvor de gode står over for de onde, og hvor sandheden er sort/hvid, men derimod koncentrerer sig om at fortælle en historie om nogle unge menneskers liv med arbejde, kærlighed og venskab i en tid, der var meget anderledes end nutiden og som vi kan have mere end svært ved at sætte os ind i, hvis ikke netop vi havde kunsten til at gøre det muligt for os.
Capac – fylder 15 år
13. marts 2021Det slog mig lige, medens jeg sad og var optaget af noget andet, at bloggen – Capac – i dag fylder 15 år. Selv om der findes blogs, der er ældre – også danske blogs – så er det dog en anseelig årrække.
Og capac vil fortsætte endnu, fordi der stadigvæk er udviklings- og forandringsmuligheder i bloggeriet og fordi den daglige postering er blevet en uundværlig del af min hverdag.
Jeg er for længst holdt op med at tælle besøg og “hits”, for det giver ikke længere mening. Bloggen har sine faste læsere, og nogle af de gamle dukker også op engang imellem, og det er fint.
En overgang frygtede jeg lidt, at de såkaldte sociale medier – Facebook, Twitter, Instagram og hvad de allesammen hedder – ville betyde enden på bloggen. Men i dag ved jeg, at det ikke bliver disse sociale medier, der tager livet af den. Snarere tror jeg, at de selv kan blive ofre for det liv på markedet, som de lever. Og hvor pengene hersker ved man aldrig, hvad der kan ske.
Nuvel. Til lykke til capac. Godt gået gamle dreng. Vi fortsætter fremover og ser hvad der sker…
50: Jimi Hendrix – Cry of Love
12. marts 2021
Jimi Hendrix var død, da The Cry of Love blev udsendt. Den byggede på det materiale, der skulle have været Hendrix’ fjerde album. Trommeslager Mitch Mitchell og teknikere fra pladestudiet stod for udvælgelsen af materialet til pladen. Pladen blev en succes på begge sider af Atlanten, og Hendrix’ alt for tidlige død har sikkert stimuleret interessen for musikken. Men også kritikerne tog pladen til sig.
https://youtu.be/V-Qbk5rBSsU
Paul McCartney genopfundet
12. marts 2021
Hvad gør man, når man er blevet en ældre herre, men det kreative overskud ikke vil falde til ro? Og man lige har udgivet sit seneste opus, den allerede berømte III’er? Jo, man lader sig da inspirere af tidens trang til genbrug (sampling, remix og hvad sådan noget ellers hedder) og lader en flok unge mennesker kaste sig over II’erens sangkatalog og laver en ny udgivelse. Hvor svært kan det være? Musikken får ekstra markedsføring, pensionskontoen styrkes og alle er glade. Eller? Jeg tror nok, jeg holder mig til Macca selv.
Dødsfald: Trevor Peacock
11. marts 2021
Skuespilleren og sangskriveren Trevor Peacock døde d. 9. marts i en alder af 89 år. Han led af demens i sine sidste år.
Hvem var Trevor Peacock, vil du måske spørge!? Når jeg vil nævne ham her, så er det, som fotoet ovenfor afslører, fordi han var ophavsmand til Herman’s Hermits store hit “Mrs. Brown you’ve got a lovely daughter”, der blev nr. 1 i USA og Canada i 1965, men ikke blev udgivet som single i Storbritannien. Sangen var egentlig skrevet til et britisk tv-stykke, men det var altså Peter Noone og Co. der fik fornøjelsen af hitlisten. I øvrigt troede Noone og kollegerne slet ikke på pladen eller på, at den ville hitte i USA, men med The British Invasion var Herman og hans hermitter blevet et stort navn på den anden side af Atlanten, og den ærkeengelske sang faldt i amerikanernes smag.
Trevor Peacock skrev meget andet musik, men det var med Mrs. Brown han kom på hitlisten, og det er da værd at huske.
https://www.youtube.com/watch?v=LyIlFsQgRvY
Keith Richard – og kokainen
10. marts 2021
I øvrigt læste jeg, at det var Rolling Stones’ manager Andrew Loog Oldham, der i 1963, hvor han gav Stones en kontrakt med pladeselskabet Decca, slettede s-et i Keiths efternavn. Fordi det efter hans – Oldhams – mening lød mere som en rockstjernes navn, hvorimod Richards lød som efternavnet på den lokale slagters stik-i-rend-dreng. Tja.
The Becketts
9. marts 2021De blev vist aldrig til det store. Og det er uvist om bandet The Becketts overhovedet eksisterer mere. Kvintetten -Andy Hobsbawm, Debbie Johnson , Howard Francis , Mike Paine, Nick Osborne, Simon Ashdown – har lavet to album, hvoraf det ene er et minialbum, og nogle singler, men er vist ikke slået igennem uden for det lokalområde, de har huseret i. Og dog – for til Becketts meriter hører, at de har en erklæret fan i P. J. Harvey. Og det er dog noget…
The Who sælger ud igen…
9. marts 2021
The Whos 1967-album var – som så meget andet i musiklivet – et kompromis. Pladeselskabet ville have et nyt album, men Pete Townshend synes ikke, at han havde sange nok et helt album og valgte derfor at forbinde de sange, han havde, med hinanden med radio-reklamer og -jingles. Men inden det nåede så langt fandt han ud af, at det var bedre at Who lavede deres egne jingles og reklamespots, og sådan blev The Who Sell Out til – et album, der indfangede den voldsomme kommercialisering, som greb populærmusikken i tresserne med reklamefinansierede piratradioer og ekstrem markedsgørelse af den folkelige musik.
Nu fejres albummet med et oppulent bokssæt, der er fyldt til randen med bonusmateriale og andet. Ialt 112 skæringer. LIge noget for inkarnerede Who-fans og pladesamlere.
Husker du Terry Reid?
8. marts 2021
Hvis ikke, så er det forståeligt nok, for historien om Terrence James “Terry” Reid er en af mange historier om et betragteligt talent og mange spildte muligheder.
Allerede som 15-årig var Reid i gang med musikken som medlem af bandet Peter Jays Jaywalkers. Da var han lige kommet ud af skolen og spillede allerede i et andet, lokalt band The Redbeats, der havde en vis succes i lokalområdet St. Ives, hvor Reid kom fra.
I 1966 blev Jaywalkers valgt som opvarmningsorkester for selveste Rolling Stones på deres turné i Storbritannien. Og på turen mødte Reid Graham Nash, der foreslog, at Jaywalkers skulle skrive pladekontrakt med den engelske afdeling af Columbia Records. Det resulterede i bandets debutsingle “The Hand don’t fit the glove”, der blev et mindre hit. Men kort tid efter opløstes Jaywalkers.
Da havde Terry dog vakt den kendte manager og producer Mickie Mosts interesse, og denne sørgede for at blive Terrys manager og for at Reid fik indspillet både en singleplade – “Better by far” – og et album Bang, Bang You’re Terry Reid. Singlen vakte nogen opsigt, men albummet solgte ikke stort. Næste skridt var, at Terry sammen med to andre musikere blev opvarmning for Cream på deres 1968-Amerikaturné. Her lykkedes det for Reid at få skabt et kultpublikum. Især for sin optræden på Miami Pop Festival høstede Reid anerkendelse i musikpressen og hos publikum.
Selv om albummet Bang, bang you’re dead altså ikke solgte, så blev pladen et hit blandt andre musikere. The Hollies, Crosby, Stills & Nash og REO Speedwagon indspillede forskellige versioner af sangen “Without expression”,og det var lige før den – under titlen “Horses through a rainstorm” – kom med på Crosby, Stills, Nash & Youngs Deja Vue, men blev dog i sidste øjeblik erstattet af Stephen Stills’ “Carry on”.
Den største karrieremæssige chance fik Reid dog, da The Yardbirds gik i opløsning. Jimmy Page ønskede at lave et nyt band – The New Yardbirds, senere Led Zeppelin – og opfordrede Terry til at blive det nye bands nye forsanger… Men Reid var på det tidspunkt allerede engageret til to nye Rolling Stones-turneer og en med Cream. Derfor ville han have kompensation af Page for at stille sig til rådighed. Det blev ikke til noget, og Reid foreslog derfor Page, at han skulle spørge den ukendte Birmingham-sanger Robert Plant. Han foreslog også Page, at han skulle tage trommeslageren John Bonham med. Og sådan blev det.
Tal om spildte muligheder eller dårlig forvaltning af et talent. I hvert fald blev banen kridtet op for en karriere, der især blev baseret på arbejde som sessionmusiker, sideman og solokunstner med beskeden succes. Måske lå det bare ikke i kortene, at Reid skulle blive superstjerne, selv om talentet var til det. I dag er han 71 år og stadigvæk aktiv, selv om han ikke er helt fremme i rampelyset.
https://youtu.be/odM5S3BZS-g
8. marts – Kvindernes internationale kampdag
8. marts 2021Det er Kvindernes internationale kampdag i dag. Og uanset, hvad man måtte mene om “sexisme” og “”#meetoo”, så understreger det bare, at der stadigvæk er noget – meget – at kæmpe for. Og som de gamle rødstrømper lod os forstå, så findes der kun reel ligestilling, hvis den gælder alle.
Sangskriveren Ray Davies
7. marts 2021‘Når jeg har skrevet den, lavet pladen, så er det ikke min mere, det er din.’ Sådan cirka siger Ray Davies i dette interviewklip fra canadisk tv. Intervieweren vil gerne vide, om det betyder noget for Davies, at hans sange betyder noget for nogen i publikum, når de første gang oplever den. Men Davies insisterer på den afstand, der er. Han har lavet sangen. Punktum. Du oplever den i en anden kontekst, og det er noget andet. Og lidt længere henne i interviewet skelner han mellem den kunstner, han selv er, og fx Andy Warhol eller John Lennon, som i højere grad “var” deres kunst. Det er en ikke uvæsentlig skelnen, fordi Ray Davies med sine tanker placerer sig selv på linje med modernisterne i moderne litteratur. Forfattere, der insisterer på, at deres værker skal tale for sig selv, når først de er lavet. Værker, der skal læses som sådan – uden tilbagekobling til forfatteren og dennes biografi. Det var det, den franske litterat Roland Barthes skrev om i sit essay om “Forfatterens død”.
Denne tænksomme forståelse af sin kunst forklarer måske også, hvorfor Ray Davies ofte har en ironisk distance til sin sangskrivning og sin kunst. Det oplever man fx, når han fortæller om den – fx på albummet Storyteller eller i selvbiografiens X-Ray. Når han fx forklarer, hvordan “Autumn Almanac” blev inspireret af en rundrygget gartner, der arbejdede i Mushwell Hill, hvor Davies er vokset op og stadigvæk bor. En sang, der udspringer af det nære liv, Davies og hans familie levede i Mushwell Hill, men som, når først den er publiceret, skal opfattes på en anden måde af lytteren. Ikke som et lille stykke selvbiografisk erindring, men som et selvstændigt lille kunstværk.
Lyden fra dengang der var radio til: Beat-Rapport anno 1972
7. marts 2021Jeg har ofte fremhævet DRs musikprogrammer fra tresserne og halvfjerdserne for deres store betydning for formidling af moderne musik. Desværre er alle disse programmer ikke blevet bevaret fr eftertiden eller tilgængelig på DRs arkivside. Det kunne ellers have været udbytterigt. Men takket være Kurt Mose er jeg blevet gjort opmærksom på et klip fra programmet “Beat-Rapport”, hvor bl.a. Hans Otto Bisgaard sørgede for, at vi lyttere fik hørt, hvad der rørte sig inden for beatmusikken. I det pågældende klip, der findes på siden www.danskkulturarv.dk handler det om Culpeper’s Orchard og deres album Going for a song. Bisgaard interviewer Niels Vangkilde og Tom McEwan. Lyt med her.
Citat – apropos krænkelseskulturen
6. marts 2021Jeg har i princippet stor sympati for arbejdet med at revidere historien. Der er skævheder, som det må være tid til at rette. Det er virkelig mænd, som har valgt traditionen. Litteraturen har husket på sine kvinder, men i kunst- og filmhistorien er fordrejningen udtalt. Og sær. Frem til 1930 var industrien for begge køn. Da man når til at skrive historien ned, bliver den en klub for hvide mænd. Det gælder også i forhold til etnicitet. Jeg var langt i mit virke som kritiker, før jeg blev opmærksom på den tradition, en hel parallel historie, som eksisterer for afrikansk-amerikansk film.
Ikke alene bliver de vilkår rettet, når vi justerer perspektivet. Vi får også en rigdom af nye værker foræret. Der er så mange store oplevelser gemt i den marginaliserede kunst. De bliver hentet frem nu og kan fryde i lyset.
Alligevel er jeg i chok over måden, som man vil afskrive Roman Polanski og Woody Allen på. Polanski er 87 år, Allen blev 85 i december. Skal de 100 film, som de to mænd har skabt, bare fjernes? Sådan vil annulleringskulturen – cancel culture – gerne have det. Og den er stolt af sit arbejde.
Det er naturligvis en bekvem måde at få fred for historien på. Man kan mere eller mindre sætte en streg ved årtusindeskiftet, da nettet, som vi kender det, blev til. Så slipper man for at lære om alle de indviklede ting, som kom før. Det var sikkert ikke så vigtigt. De havde ikke engang mobiltelefoner.
Bo Green Jensen – Weekendavisen 5. marts 2021]
