marts 2021 arkiv

Krigens billeder – private film fra Nazityskland

18. marts 2021

Vores forståelse og oplevelse af verdens krige – heriblandt 1. og 2. Verdenskrig – er i allerhøjeste grad præget af fotos og film. Og i løbet af forrige århundrede, hvor fotografiet og de levende billeder også blev opfundet og brugt, er denne kendsgerning blevet tydeligere og tydelige. Vietnamkrigen er eksempel på en krig, der i allerhøjeste grad udspillede sig i dagspressen og på tv, og det var en vigtig faktor i offentlighedens opgør med denne krig. I løbet af samme århundrede blev det også tydeligt, at netop billederne og filmene i høj grad blev et propagandainstrument – teknologier, der skulle sørge for at befolkningerne bakkede op om de krigsførende stater. Og med amerikanernes ørkenkrig i Mellemøsten nåede vi et udviklingspunkt, hvor manipulationen med de billedbårne informationer fik fx den franske semiotiker og samfundsfilosof Jean Baudrillard til at foreslå, at krigen var et gøglebillede (et simulacrum), der kun havde virkelighed på skærmen…

Nuvel, billeder og film præger vores opfattelse af virkeligheden og af krigene. Og i går kunne man på DR2 se en britisk dokumentar, der byggede på tyske civiles og soldaters “private” optagelser af deres liv og oplevelser i årene før og under 2. Verdenskrig. Lost Home Movies of Nazi Germany er den engelske titel, og dokumentaren (i to dele) er lidt af en øjenåbner. Fx viser den, at tyskernes besættelse af Frankrig og indtog i Rusland langt fra var så velorganiseret, professionel og effektiv, som historieskrivningen har været tilbøjelig til at påstå. Det overleverede billede af en tysk overmagt krakelerer, når man ser optagelserne fra Frankrig. Noget andet de private optagelser også sætter et stort spørgsmålstegn ved er påstanden om, at mange tyskere ikke vidste, hvad der foregik med jøderne. Og de private film sætter også spørgsmålstegn ved sandheden om, at langt de fleste jøder omkom i kz-lejrene. Nej, langt de fleste blev slået ihjel ansigt til ansigt med deres mordere. De blev skudt. Noget andet de private film også piller ved er sandheden om, at kz-lejrenes gasning af jøder og andre uønskede mennesker skete for at sløre menneskeudryddelsen for befolkningen. I stedet tyder optagelserne på, at det skete for at skåne bødlerne, der fik traumer af at udføre deres blodige handlinger. Ganske vist er det dokumentaristernes fortolkning af materialet, men billeder underbygger ganske godt deres udsagn og giver i hvert fald næring til en tvivl vedr. sandhederne om nazisternes virke.

Begge afsnit kan ses på DRs hjemmeside, og afsnit 2 vises på DR2 på næste onsdag.

Dødsfald: Sally Grossman – 81

17. marts 2021

Man kan blive kendt for mange ting. Sally Grossman blev – i hvert fald – kendt som damen i rød på coveret til Bob Dylans Bringing it all back home. Sally var gift med Dylans daværende manager Albert Grossman, og Dylan havde i en periode boet hjemme hos ægteparret.

Sally blev – og er – blikfanget på det coverfoto, der i øvrigt rummer en række diskrete henvisninger til tidsånden og Bob Dylans kulturelle interesser.

Crosby, Stills, Nash & Young – Deja vu – 50 år efter

17. marts 2021

Der måtte jo ske noget – 50 år efter, at Crosby, Stills, Nash & Young havde lavet deres hovedværk Deja Vu fra 1970. Med lidt forsinkelse kommer så jubilæumsboksen med den originale plade plus alskens supplerende materiale i et omfang af en vinyl og fire CD’er.I følge Rolling Stone ser herlighederne sådan ud:

Disc One: Original Album

  1. “Carry On”
  2. “Teach Your Children”
  3. “Almost Cut My Hair”
  4. “Helpless”
  5. “Woodstock”
  6. “Déjà Vu”
  7. “Our House”
  8. “4 + 20”
  9. “Country Girl”
  10. “Whiskey Boot Hill”
  11. “Down, Down, Down”
  12. “Country Girl” (I Think You’re Pretty)
  13. “Everybody I Love You”

Disc Two: Demos

  1. “Our House” – Graham Nash *
  2. “4 + 20” – Stephen Stills *
  3. “Song With No Words (Tree With No Leaves)” – David Crosby & Graham Nash
  4. “Birds” – Neil Young & Graham Nash *
  5. “So Begins the Task/Hold On Tight” – Stephen Stills *
  6. “Right Between The Eyes” – Graham Nash
  7. “Almost Cut My Hair” – David Crosby *
  8. “Teach Your Children” – Graham Nash & David Crosby
  9. “How Have You Been” – Crosby, Stills & Nash
  10. “Triad” – David Crosby
  11. “Horses Through a Rainstorm” – Graham Nash
  12. “Know You Got to Run” – Stephen Stills *
  13. “Question Why” – Graham Nash *
  14. “Laughing” – David Crosby *
  15. “She Can’t Handle It” – Stephen Stills *
  16. “Sleep Song” – Graham Nash
  17. “Déjà Vu” – David Crosby & Graham Nash *
  18. “Our House” – Graham Nash & Joni Mitchell *

Disc Three: Outtakes

  1. “Everyday We Live” *
  2. “The Lee Shore” – 1969 Vocal *
  3. “I’ll Be There” *
  4. “Bluebird Revisited” *
  5. “Horses Through a Rainstorm”
  6. “30 Dollar Fine” *
  7. “Ivory Tower” *
  8. “Same Old Song” *
  9. “Hold On Tight/Change Partners” *
  10. “Laughing” *
  11. “Right On Rock ’n’ Roll” *

Disc Four: Alternates

  1. “Carry On” – Early Alternate Mix *
  2. “Teach Your Children” – Early Version *
  3. “Almost Cut My Hair” – Early Version *
  4. “Helpless” – Harmonica Version
  5. “Woodstock” – Alternate Vocals *
  6. “Déjà Vu” – Early Alternate Mix *
  7. “Our House” – Early Version *
  8. “4 + 20” – Alternate Take 2 *
  9. “Know You Got To Run” *

LP Track listing: Original Album

Side One

  1. “Carry On”
  2. “Teach Your Children”
  3. “Almost Cut My Hair”
  4. “Helpless”
  5. “Woodstock”

Side Two

  1. “Déjà Vu”
  2. “Our House”
  3. “4 + 20”
  4. “Country Girl”
  5. “Whiskey Boot Hill”
  6. “Down, Down, Down”
  7. “Country Girl” (I Think You’re Pretty)
  8. “Everybody I Love You”

* previously unissued

Ovenstående video er en af demoerne fra CD 2.

Sama og børnenes statsminister

17. marts 2021

Statsminister Mette Frederiksen udnævnte sig selv til at være børnenes statsminister, da hun overtog stafetten efter Lars Uløkke Rasmussen. Og man skal passe gevaldigt på med at titulere sig selv eller gøre krav på særlige egenskaber. Og det var nok ikke så gennemtænkt i betragtning af, at statsministeren og hendes parti nogenlunde samtidig har nægtet at gøre noget for de stakkels børn, der i kølvandet på den nu ti år lange krigstilstand i Syrien og den såkaldte islamiske stats huseren i området er endt i flygtningelejre, hvor forholdene er under al kritik og hvor de overlevende krigere fra islamisk stat fortsat driver deres ideologiske spil. Argumentet er, at vi ikke skal modtage børn af danske mødre, fordi disse mødre er blevet radikaliseret og derfor indebærer en potentielt (terror)trussel mod det danske samfund.

Det springende punkt i Frederiksens dilemma er, at børnene gøres til syndebukke for forældrenes – mødrenes – påståede ideologiske afsporing. Men kan man gøre børnene ansvarlige for forældrenes synder – hvis man vil være børnenes statsminister? Hvorfor skal der gøres forskel på børnene i flygtningelejrene og de børn, der herhjemme vokser op med forældre, der også har sympatier for radikal islamisme? Og burde vi ikke  som det civiliserede og veludviklede samfund, vi er, kunne håndtere sådanne afsporede forældre?

Forklaringen på statsministerens sidden-i-saksen er, at hendes parti gennem de seneste årtier – dvs. siden dengang, det gik op for Socialdemokratiet, at Dansk Folkeparti løb med vælgerne, fordi de førte en “stram” udlændingepolitik – har forladt en tidligere humanistisk funderet udlændingepolitik, hvor menneskelige hensyn vejede tungt. Og løsningen er selvfølgelig, at partiet og deres statsminister vender tilbage til det humanistiske udgangspunkt,hvor det menneskelige synspunkt vejer tungere end den ideologiske kamp mod terror, som Socialdemokraterne (sammen med store dele af folketinget) ganske ukritisk overtog efter George W. Bush.

Og derfor kunne den socialdemokratiske regering passende sætte sig hen foran computerskærmen og se dokumentarfilmen “Til Sama”. Det er den unge syriske kvinde Waad al- Kateabs filmiske beretning om belejringen af den syriske storby Aleppo fra de første bomber, de kastes over byen fra fly og helikoptere, til præsident Assads og hans russiske allieredes indtog i byen. En film, som Waad filmer dagligt for at kunne fortælle sin lille datter Sama om det, der overgår syrerne, når engang hun er stor nok til at forstå og måske ikke længere har sine forældre. Det er en film, der netop – i sammenhæng med den socialdemokratiske politik på området – tager børnenes parti.

I filmen følger vi Waad og hendes mand, der er ledende læge på et af de nødtørftigt indrettede hospitaler i Aleppo, i deres hverdag i krigens skygge. Ganske usentimentalt og realistisk fortælles om den konstante og gradvist voksende belejring af Aleppo og de uhyrlige, menneskelige omkostninger krigen har. Og Waad forskåner os ikke for krigens gru. Vi kommer helt tæt på lidelse og død – også i børnehøjde. Det er en uafrystelig fortælling om en krig, der aldrig burde være opstået og som den civiliserede verden for længst burde have sat en stopper for. Hvis  man stadigvæk efter at have set den film kan afvise at hjælpe de børn, der har været udsat for krigens uhyrligheder, så bør man se sig selv i spejlet og spørge, om man stadigvæk har et hjerte i kroppen.

Filmen ligger på DRs hjemmeside (sammen med andet materiale om krigen i Syrien), og man bør unde sig selv den oplevelse, det er at se den.

Midt i en ikke-koncert-tid

16. marts 2021

Hvad gør man som musiker, når det ikke er muligt at komme ud på koncertscenerne og festivalerne? Gode dyr er rådne. Men mange forsøger sig – også med held – med on-line-koncerter. Og selv om det ikke kan erstatte en rigtig levende koncert, så er det dog glædeligt, at det store internet kan kompensere.
En anden vej viser Courtney Barnett, der har lavet en hel side med arkivoptagelser, som man kan nyde hjemmefra – og eventuelt støtte med et bidrag, hvis man føler sig godt underholdt. Og det er der god grund til at gøre…

Karen Dalton fanget på tv

16. marts 2021

Jeg har omtalt Karen Dalton flere gange. Hun var inspirationskilde for mange, bl.a. Dylan. Og hun havde megen modgang i livet. Kunne ikke finde ud af det med mændene. Blev stofmisbruger og døde af AIDS-relaterede lidelser som kun 55 årig. Til gengæld blev hun et navn, som mange store kunstnere siden har anerkendt som en slags moderne, feminin bluesmester.
Med til hendes svagheder hørte også, at hun var meget sky og slet ikke brød sig om offentlighed. Noget, der ikke gør det lettere at være udøvende kunstner. Derfor er ovenstående fine optagelse af Karen noget af en sjældenhed. Nogen har (gen)fundet klippet, der viser Dalton fra hendes bedste side.

Apropos the Strokes

15. marts 2021

Apropos det prisvindende rockband The Strokes, så er det i år tyve år siden, de pladedebuterede med Is this it og et par år længere siden, bandet blev dannet i New York. I den periode har de med hiv og sving og masser af bump på vejen lavet seks album. Til sammenligning brugte The Beatles syv år til at gennemløbe deres karriere og skabe deres værk. Men det var også en anden tid. Og det ændrer heller ikke ved, at The Strokes bestemt var et spændende, anderledes rockband, da de dukkede op der i slutningen af halvfemserne.

Grammy 2021

15. marts 2021

Så blev Grammyerne 2021 uddelt. Og når jeg scroller ned over den lange liste af prismodtagere, så kan jeg se, at der er en lang række navne, jeg aldrig har hørt (om). Det er ikke overraskend, for dels forsøger jeg ikke at følge med i den mest kommercielle del af musikindustrien, og dels lytter jeg ikke til de radiostationer, der spreder den slags musik.
For det andet er det tydeligt, at den tid, hvor rocken var dominerende, er forbi. I dag er det musik med rødder i rap og hip-hop, der har overtaget. Og det kan vel ikke være anderledes.

Rocken er der dog. The Strokes fik prisen for “bedste rock album” for deres seneste The New Abnormal. Og Fiona Apple fik en pris for “bedste rock performance” for sangen Shammeika. Vi kan diskutere om Apple er rock, men nuvel prisen er hendes. Hendes album FETCH THE BOLT CUTTERS vandt prisen for “bedste alternative music album”.

Værd at nævne er også, at Brittany Howard (Alabama Shakes) fik prisen for “bedste rock sang” (?) med “Stay High”…

– og at en af de gamle, James Taylor, fik prisen for “bedste traditionelle popsangalbum” for sit album American Standards.

Så helt borte er fortiden ikke i nutiden.

Kassettebåndets renæssance

14. marts 2021

Lige som vinylpladen har også kassettebåndet fået en renæsssance. Og måske – vi får se – bliver det lille bånd genstand for samme dyrkelse som de nye vinyler.

I går aftes genså jeg den anbefalelsesværdige dokumentarserie om Dansktoppen – Dansktoppen: Hadet og elsket. Og den fortæller bl.a. historien om kassettebåndets betydning for den genre.

Danmarks Radio var i mange år ikke meget for danskpop i det hele taget, og på et tidspunkt udkom en række dansktopkunstnere kun på discountkassettebånd, der typisk blev solgt for 50 kr. stykket på tankstationer rundt om i landet, og især i Jylland. Det var kunstnere som Jodle Birge, Kandis, Per & Lis m. fl., der kom ud til publikum på den måde.

Dansktoppoppens anden bølge kunne man kalde det, for den første bølge, der startede med “Ved landbyens gadekær” med Keld Heick og the Donkeys havde nydt godt af Jørgen Hjortings dansktophitliste.

Siden hen var det en anden teknologi, der gjorde det svært for dansktoppoppen, nemlig da DR valgte at lægge genren over på DAB-båndet, hvor et stort flertal af dansktoplytter endnu ikke var flyttet over.

Kassettebåndet blev introduceret i 1963, men først i løbet af de tidlige halvfjerdsere fik det en stor udbredelse. Således er det i år halvtredsåret for kassettebåndets indtog i bilen, som ovenstående reklamer vidner om. Og det satte ekstra skub i det lille bånd.

Hvis man kunne højne kvaliteten af kassettebåndet, så det ikke var så sårbart, kunne det måske få en rigtig renæssance – også uden for bilen!?

Apropos tidens mentale tilstand: Gå

14. marts 2021