CAPAC

I forlængelse af udsendelsen af sit med spænding ventede album McCartney III har Paul McCartney også udsendt – som streaming – en versionering under titlen McCartney III – imagined, hvor en række yngre kunstnere får lov til at remixe og fortolke sangene på Maccas soloplade. Man kan lytte til den på alle streamingtjenesterne – inkl. Youtube.

Hvorfor denne plade? Uden at vide det tror jeg, det er et forsøg – fra McCartneys side – på at imødekomme nutidens poplyd. At være ung med de unge kunne man måske sige med lidt vitriol i mundvigen. Og måske er det godt for indtjeningen? I hvert fald er det en imødekommelse af nutidens digitale lydæstetik. Og som sådan har jeg lidt svært ved at følge Macca. Jeg foretrækker hans egne, ret nøgne sange, som man ganske vist skal vænne sig til (sådan har det altid været), men som lever op til de forventninger, man (jeg!) har haft til den gamle mester.

Jeg burde egentlig ikke kunne lide det her. Urban contemporary gospel kalder man det ude på nettet. Engang ville man nok have kategoriseret det som en afart af soul, men det er mange år siden. Men i hvert fald er det et eksempel på moderne, sort bypop. Hvor musikken er hældt ned i computeren og rettet til, så det hele passer ind i vor tids streamingagenda. Og videoen er et opbud af opmærksomhedskrævende optrin og hændelser, der kun har det til formål at – ja – fange din opmærksomhed. Det er længe siden MTV var skyld i nogle kunstnerisk eksperimenterende musikvideoer. Nu må de også bøje sig for penge-og-streamingtjeneste-guden.  – Og så alligevel er der her gemt en lille bitte rest af gammeldags popattraktion. Dybt nede kan man høre det, hvis man ellers formår at slå alle digitaliseringens overgreb fra et øjeblik. I øvrigt er udspillet fra 2000 og Mary Mary består af søstrene Erica og Trecina Atkins-Campbell. God fornøjelse.

Jeg kender ikke instruktøren Sarah Polley, men det var også skuespillerinden Julie Christies navn, der gjorde udslaget, da jeg i går aftes skulle vælge et alternativ til tv-programmernes forudsigelighed og kedsommelighed. Julie Christie var et stort navn i 1960’erne, hvor hun var med i en række store film som fx Darling, Doctor Zhivago, Fahrenheit 451, Sendebuddet og Rødt Chok. Siden skruede hun lidt ned for karrierens blus uden på nogen måde at forsvinde helt ud af rampelyset. Men en skuespillerinde, man (jeg) husker for sit skuespil og for sin iøjnefaldende kønne udseende. Så jeg tænkte det ville være godt at gense hende nu i en rolle, hvor hun er trådt ind i alderdommen (hun er født i 1941).

Og så var der emnet i filmen. Christie spiller en kvinde, der har fået Alzheimer og derfor forandres og glider bort fra sin ægtemand gennem mere end fire årtier Grant (spillet af den canadiske skuespiller Gordon Pinsent). Ved filmens begyndelse er forandringen allerede i gang og såvel Fiona som Grant ved, at det kun kan gå en vej. Fiona glider væk fra Grant, og vi følger nærmest punkt for punkt sygdommens symptomatiske udvikling (glemsel, personlighedsforandring osv.), og Grant, der desperat forsøger at holde fast i sin kærlighed til Fiona glider også væk fra Fiona (som filmens titel jo siger – væk fra hende). Og det Sarah Polleys styrke som instruktør i denne film, at hun formår at skabe en særlig balance i fortællingen mellem beskrivelsen af Fionas gradvise, uafvendelige, forandring og forsvinde – og så Grants tilsvarende, næsten tavse, sammenbidte tilpasning til en ny virkelighed. En balance, der rummer hele filmens spænding, suspense, der slår enhver spændingsfilm med flere alen. En spænding, der ligger i uvisheden om, hvad der vil ske lige om lidt, i handlingslammelsen (hvad stiller man op?) og i den latente desperation, der ligger lige derinde bag den tilsyneladende stoiske fremtræden hos Grant og bag Fionas forsøgsvise accept af sin tilstand.

Udviklingen går stærkt fra det øjeblik, hvor Grant tøvende lader den anderledes afklarede Fiona flytte ind på et hjem for Alzheimerpatienter. Grant fortsætter med at besøge hende hver dag, men lige så trofast og vedholdende, han er, lige så konsekvent glider Fiona ind i sit nye liv og væk fra Grant. Og der er ingen happy end i udsigt i denne film (hvilket er ganske velgørende). Fionas og Grants historie fortælles med hudnær, sviende realisme, hvor der ikke er plads til nemme løsninger eller nemme svar. Og filmen slutter på samme åbne måde, som den begyndte, som var fortællingen om Fiona og Grant en sløret parantes i det liv, der ubønhørligt går videre.

Skuespillet i filmen er intet mindre en fornemt. De erfarne skuespillere formår med ganske små og fine midler at fremstille de involverede menneskers situation og udvikling. Filmen er smukt fotograferet i et vinterligt Canada og fortælletempoet er stille og roligt. En stærk, langtidsholdbar film om et af vor tids store lidelser.

PS. Og det canadiske understreges af lydsporet, hvor Neil Young og K. D. Lang dukker op.

Hvad gør man, når man er en gammel rockstjerne og er ved at gå i spåner over pandemiens nedlukninger. Jo, man gør da det, man er bedst til, skriver en sang om sine frustrationer og oplevelser – og får hjælp af en yngre lidelsesfælle, Dave Grohl. Det er vist længe siden Mick har lydt så tændt.

“Trying to write a tune / You better hook me up to Zoom / See my poncey books / Teach myself to cook / Way too much TV / It’s lobotomising me / Think I’ve put on on weight / I’ll have another drink / Then I’ll clean the kitchen sink.”

https://www.youtube.com/watch?v=ZDKVnVTz8sY

Han var med til sammen med Richie Furray og Jim Messina at danne country-rock-gruppen Poco i 1968 på ruinerne af Buffalo Springfield. Og har var medlem helt frem til sin død d. 14. april i år – altså mere end halvtreds år. Med sin sangskrivning og sin steel guitar satte han sit varige præg på Poco og dermed på den afart af rock som fik navnet country rock. Nu er Rusty ikke mere, og det er Poco nok heller ikke.

Joyce Harris – fra Bowling Green, Kentucky – og aktiv i 1960’erne. Der er ikke så mange oplysninger om denne rockabilly-dame, men denne single er blevet et hit i kultundergrunden. Men ikke på de “rigtige” hitlister.

En fransk side mener at vide, at Joyce er født i 1939 og at hun spillede mandolin og sang. Harris pladedebuterede i 1959 (!) med “The Boy in School/ It’s you” på A. T. Records (find den på nettet – hvis du kan…) og arbejdede sammen med doo-woop-gruppen the Slades og the Chevelles. Hun var også med i duoen Judy & Joyce.

Ellers er der ikke meget at fortælle, indtil der dukker noget op. Men i hvert fald en fin single, der fortjener at være kultobjekt.

Faldt over denne norske (!) “video” med Gitte Hænning og hendes hit fra 1962, “Ta’ med ud og fisk”. En af den slags tresserpopsange, der stadigvæk holder 100% i kraft af en god melodi, en tekst, der passer som fod i hose til melodien og så selvfølgelig en ung, blond Gitte. En dansk “video” blev det vist aldrig til dengang, så godt at NRK kunne levere varen.

Og så findes sangen også i engelsk udgave med Gitte. Det vidste jeg ikke før nu.

“På besøg ved et af Onkel Bobs nu udtørrede vandhuller i Greenwich Village, juli 2011.“, fortæller billedteksten til fotoet af Torben Bille på tur over there i 2011. [Foto lånt fra Torbens endnu eksisterende Facebookside]. Og i mandags er det otte år siden, han forlod denne verden. Og det gav mig den ide, at lave en slags mindesøjle ude i venstre side af bloggen, hvor ‘dem der var’, og som forlod os, kan dukke op og minde os om, hvad vi savner og mangler i kulturens – og ikke mindst musikkens – kulørte verden. Foreløbig er der kun nogle få, men der kommer flere til. På den måde kan vi memorere uden at lave blogindlæg hver eneste gang dødsdagen melder sig. Så Torben får æren for dette lille tiltag i capac-bloggen. Jeg er sikker på, at han ville have bifaldet ideen, blogelsker som han jo var.

Og så lidt musik til ære for Torben og efter hans smag…

The B-52s første plade udkom på DB Recs, der var ejet af Danny Beard, som bestyrede en lille pladeforretning i Atlanta Georgia. Ja faktisk var pladeforretningen også pladeselskabet, der fik en lille men markant rolle for udbredelsen af den amerikanske new wave. DB Recs eksisterede fra 1978 til 1997.

Og debutsinglen “B52 Girls / Rock Lobster” blev indlemmet på bandets eponyme debutalbum, da de udkom på det store Warner Brothers mærke.

Der er en særlig friskhed over dette tidlige udspil, en friskhed, som B-52s formåede at holde fast i på flere af deres plader. I det hele taget var det et frisk slæng. Det kan man få et indtryk af ved at læse Talking Head-Cris Frantz biograf Remain in Love, hvor han kærligt beskriver det livlige bands nære forhold til konkurrenterne og vennerne i Talking Heads. To bands med hver sin distinkte lyd.

At B-52s tog navn efter et berygtet bombefly, der var med til at gøre Vietnamkrigen til et helvede, var en misforståelse, jeg alt for længe har slæbt rundt på. Navnet henviser tværtimod til den høje frisure, de to sangerinder Cindy Wilson og Kate Pierson havde de første mange år. Højt hår formet som spidsen på en – ja – B-52 bombemaskine. Så fik vi det på plads.

B-52s er i øvrigt stadigvæk aktive, og så sent som i 2019 planlagde de en turné, der både skulle føre dem til Europa og rundt i staterne.

I går hørte jeg helt tilfældigt en sang med Daimi. Et fordansket covernummer, men jeg kunne ikke lige komme i tanke om originalens titel. Men det førte selvfølgelig til lidt research i hendes bagkatalog, og her faldt jeg over albummet Balladen om Klante Kofoed (Pool Records, 1973). Og se, hvilken backinggruppen hun havde dengang: Sanne Salomonsen, Sanne Brüel og Gert Rostock (kor), Rostock (bas), Nils Tuxen (guitar), Niels Vangkilde (guiar), Cy Nicklin (akustisk guitar) og Alex Riel (trommer og tambourin). Vist en plade, der fortjener mere end et genhør. Men den er vist ikke blevet genudgivet.

“Jeg kommer” er i øvrigt en coverversion af Rich Dodsons “Sweet City Woman”, der var med på det canadiske rockband The Stampeders debutalbum samme år. Og albummet om Klante Kofoed er fuld af sådanne coversange – fra Donovan til Carole King og Glen Campbell .

I september 2019 lod jeg mig forføre af Ginne Markers overbevisende debutalbum For Seasons to Come, der med en flok stærke sange pustede nyt liv i sanger-sangskriver-genren. Og gjorde det i kraft af et ubetvivleligt talent for sangskrivning, kombineret med en særpræget, smuk stemme og et tilsvarende guitarspil.

Siden har har en lille virus og dens fæller gjort livet svært for alle, og udsigten til et opfølgende album til debuten er blevet skudt ud i en uvis fremtid. Men vira eller ej, så kan man ikke holde talent helt i ave. Og det har i første omgang resulteret i singleudspillet “Never Golden But Beautiful”, der bekræftede alt det, som debutpladen gav løfter om, og singlen er da også blevet et hemmeligt hit på DRs poporienterede kanaler.

Og nu har denne sang så fået følgeskab af sangen “Omen” og er blevet til en rigtig vinylsingleplade af den gode gamle slags med en A- og en B-side – eller rettere: med to A-sider. For det er to stærke sange, der er lagt ned i rillerne på singlepladen med det helt røde omslag. “Never Golden But Beautiful” er en meget smuk, lidenskabelige ballade, hvor Ginnes smukke, berettende stemme akkompagneres af hendes ligeledes smukke, luftige, klare guitarspil, sagte, vuggende trommer, kor og keyboards. En klassisk sanger-sangskriver-sang, der kun giver appetit på et kommende album.

Og på side to finder man så “Omen”. En mørkere sang (om et parforholds forlis), men stadigvæk velgørende melodisk og smuk. Men Ginnes fine stemme og fine guitarspil i centrum, omgivet af Johan Dalgaards diskrete, stemningsskabende keyboards og Aske Jacobys bas.

Med den røde singleplade lægger Ginne Marker endnu et lag på sit i forvejen stærkt overbevisende talentmasse og stimulerer lytterens appetit på mere. Hermed varmt anbefalet.

Ginne Marker. Never Golden But Beautiful/ Omen. Producer: Aske Jacoby. Giant Birch. Udkom d. 9.04.2021

April måned er som selve livet. Omskifteligt – med mulighed for både sommerlig solskin og vinterlig sne og så alt det derimellem. Men som tidligere skrevet: Har man hund, så skal man ud, uanset vejret. Således også her til formiddag. På med røjserne, frem med paraplyen, på med huen og den varme jakke, huske håndklæde til hunden og så ellers af sted. Ned i parken, hvor der stort set var mennesketomt, bortset fra en enkelt, forpint motionsløber. Og selv om min ven, hunden, satte sig ned flere gange og signalerede, at nu ville han ind i bilen og hjem i varmen, så gennemførte vi vores vante tur. Belønningen var en god samvittighed og et stort, varmt krus kaffe.

Valget var nemt. Enten prins Joachims Danmarkshistorie eller Coen-brødrenes No country for old men.

Og så hjalp det selvfølgelig, at jeg aldrig har fået set de navnkundige brødres berømmede film, der kommer overhældt med alskens priser og kritiske roser. Blandt andet, at det skulle brødrenes mest vellykkede film overhovedet.

Nå, men ser vi bort fra alle udenomsværkerne, så er der tale om en slags genrehybrid, en blanding af klassisk western og kriminalfilm. Plottet minder om ganske mange andre: En narkohandel mislykkes og det koster mange involverede livet, og en tilfældig forbipasserende jæger, Llewelyn Moss (Josh Brolin) tager en kuffert med 2 millioner narko-dollars, hvorefter han er jagtet vildt. En koldblodig morder Anton Chigurh (spillet af Javier Bardem) får til opgave at finde pengene og Llewelyn. Det samme gør en mand ved navn Carson Wells (Woody Harrelson) og en lokal politi-sherif Ed Tom Bell (Tommy Lee Jones).

Det mest overraskende ved filmen er ikke selve handlingen, men slutningen på historien. Vi får en underholdende og spændende fortælling om, hvad der sker fra det øjeblik Llewelyn tager pengene til slutningen, hvor vi ser sheriffen sidde ved et bord og fortælle om sine overvejelser om sin egen pensionering og livet i øvrigt. I følge kriminalfilmenes konventionelle logik så skulle filmen ende med, at skurken – i denne film Anton Chigurh – bliver pågrebet og/eller slået ihjel. Men sådan går det ikke. Og selv om jeg derved afslører noget, så er det ikke afgørende, for det er – vil jeg påstå – det, der udmærker filmen. At den bryder konventionerne, hvorved den (også) bliver en fortælling om noget andet og dybere end den konventionelle fortællings struktur. Blandt andet – som titlen også angiver – en fortælling om tidernes skiften og generationernes forskellige oplevelse heraf. De ældre generationer – repræsenteret af Tommy Lee Jones’ sherif – bliver så at sige hægtet af nutidens virkelighed. Og det er måske i virkeligheden konventionsbruddet og det implicitte perspektivsskift – fra et snævert kriminalistisk til et overordnet menneskeligt perspektiv, der udgør Coen-brødrenes kunstneriske bedrift i denne film (og så ser vi bort fra alle de fortræffelige filmiske kvaliteter filmen også har, lige fra fotograferingen, stemningen, skuespillet, dramaturgien osv. ).

Jeg har været inde på det før: Uden the blues ville populærmusikken have lydt meget anderledes end tilfældet har været. Uden the blues ingen britisk R&B, ingen hip hop osv. Hvis ikke Led Zeppelin, Eric Clapton og Rolling Stones m. fl. havde brugt og – ja – misbrugt de gamle bluessange og blueskunstnere, så…

Og så er der historien om Furry Lewis, som Joni Mitchell lavede en sang om på sit mesterværk Hejira. “Furry sings the blues” hedder den og nogle af linjerne lyder:

Furry sings the blues
Fallin’ to hard luck
And time and other thieves
While our limo is shining on his shanty street.
Old Furry sings the blues

Og Furry Lewis var ikke begejstret for den sang. Mark Seal besøgte på vegne af Rolling Stone i slutningen af halvfjerdserne Lewis, kort tid efter udgivelsen af Mitchells plade. Og han var ikke glad. På  det tidspunkt var Lewis en gammel mand, der var næsten blind, manglede det ene ben og tilbragte megen tid i sin seng. Med sin ramponerede elektiske Martin-guitar (m. en lille forstærker) inden for rækkevidde, en stok, nogle liter bourbon whisky af mærket Ten High, en revolver med hylster, en teddybjørn og nogle cigarer.

Og Furry fortæller om ‘hende kvinden’ der besøgte ham for at høre om musikken. Han behandlede hende pænt og fortalte hende, hvad hun ville vide, men blev fortørnet over, at hun brugte hans navn i sangen, og mente, at hun skulle betale ham for det. Sådan blev det ikke. Og til Mitchells forsvar kan man, som hendes manager gjorde, sige, at hun kun nævner hans navn (Furry) og ellers beskriver stedets – Beale Streets – forvandling. Brug eller misbrug af et navn? Det kan man sagtens diskutere, og måske skulle Joni have spurgt ham først – i det mindste…