Jeg bilder mig ind, at det er den mindst kendte og måske mindst elskede sang på albummet Revolver. En George Harrison-sang, der for alvor åbner for Harrisons interesse for indisk musik (efter opvarmningen på “Norwegian Wood”). En ferm popsang i indiske gevanter – tabla, tambura og sitar. Og en af mine favoritter fra pladen.
Hvad er det, det synger? I min barndoms baggård sang vi med på Beatles-sangen, så godt vi kunne. Vi forstod ikke meget engelsk, og det lød derefter. Og da vi begyndte at forstå lidt mere, glippede det alligevel, og vi hørte forkert.
I sin store, stærkt underholdende bog om Beatles, One Two Three Four – The Beatles in time kommenterer Craig Brown fænomenet fejlhøring – sine egne og andres. Og han fortæller anekdoten om sangskriveren Bobby Hart, der sammen med Tommy Boyce var sangleverandører til især The Monkees. Hart havde hørt Beatles’ “Paperback Writer” og troede, at den handlede om noget med tog – “take the last train”. Han opdagede dog hurtigt sin fejl, men ordene blev hængende i baghovedet på ham – ‘take the last train’. Og tre måneder senere skrev han på det, der skulle blive The Monkees’ debutsingle. Og mændene bag Monkees ønskede, at sangen skulle lyde lidt hen ad The Beatles. Resultatet blev “The last train to Clarksville”, der sendte Monkees op på hitlistens førsteplads.
Mange backingvokalister har det med at falde uden for radarens fokusfelt – med nogle, berømmede udtagelser. Det gælder fx den 67-årige Katey Sagal, der har stået bag blandt andre Bob Dylan og Etta James. Men hun har også – ud over en karriere som skuespiller og tv-personlighed – en solokarriere, der har resulteret i fem albums siden midten af halvfjerdserne. Senest er kommet Covered (2013), der som titlen angiver byder på fortolkninger af andres sange – Joni Mitchell, Jackson Browne, Ron Sexsmith med flere.
Med John Le Carré som litterært forlæg kan det vel ikke gå helt galt, tænkte jeg, da jeg så, at A Most Wanted Man var på programmet. Og når så den afdøde amerikanske skuespiller Philip Seymore Hoffman er i hovedrollen (oven i købet hans sidste, inden han døde som følge af indtagelse af stoffer), så borger det vel for en vis kvalitet? Og ganske rigtigt.
Et kompliceret plot, hvor en hemmelig tysk efterretningsgruppe med Günter Bachmann (Hoffmann) i spidsen forsøger at hverve en tjetjensk flygtning med henblik på at bruge ham til at fælde en respekteret, muslimsk filantrop, Dr. Abdullah, der under dække af at arbejde for velgørende firmaer finansierer terrorisme. Og Bachmanns gruppe arbejder i konkurrence med den officielle tyske efterretningstjeneste og den tilsvarende amerikanske. Og fra første færd ved man, at de ikke kan stole på hinanden. I det Le Carréske spionunivers er kun mistænksomhed en gangbar valuta.
Instruktøren Anton Corbijn fører publikum fermt gennem plottets intrikate spind frem til en på ingen måde overraskende slutning. Og Corbijn gør det enkelt og uden at forfalde til overdreven action. Filmen lever højt og godt på personskildringen. Den tilsyneladende stoiske Bachmann, der har en fejlslagen operation i bagagen, hans kølige, klart tænkende, kvindelige kompagnon Irna Frey (Nina Hoss), den unge, idealistiske advokat Annabel Richter (Rachel Adams), efterretningschefen Dieter Mohr (Rainer Bock) og bankmanden Tommy Brue (Willem Dafoe) m. fl. udfylder hver især deres rolle på allerbedste vis og giver dramatikken substans og kød. Og som så ofte, når der er tale om en Carré-filmatisering suges man let ind i den dramatiske malmstrøm af mistillid, udspekulerethed, løgnagtighed og regulært forrædderi, som forfatterens optagethed af spionagens univers som oftest skaber.
Filmen er langt fra de mest hårdt pumpede, amerikanske spionfilm, hvor det udvendige drama ofte har overtaget, og lever højt på det, der foregår i dialogerne og mellem linjerne. Og som sådan er den absolut værd at bruge et par timer på – hvis man ellers er til den genre.
John Lennons far – Alfred (Alf, Fred, Freddie) Lennon – fik kun en lille rolle at spille i Johns liv. På grund af Anden Verdenskrig var Alfred, som rigtig mange andre fædre dengang, væk fra John og Johns mor Julia. Og først da John fik succes med The Beatles fik de etableret et sporadisk forhold til hinanden.
Alfred, der døde i 1976, var kendt for at være upålidelig og uansvarlig, men også for at være en mand med humoristisk sans og et vist anlæg for musikalitet (han sang og spillede banjo). Og måske inspirerede det John til at kaste sig over musikken.
Om Alfred – Freddie – synger på den single, han fik udsendt i 1965, kan man altid fornøje sig med at diskutere. I hvert fald solgte den ikke mange meter og er i dag mest et samlerobjekt for de mest forhærdede Beatlessamlere.
50 år siden Andrew Lloyd Webbers og Tim Rices Jesus Christ Superstar havde premiere på Broadway, hvorfra dens succes bredte sig over det meste af de vestlige verden. Allerede samme år blev den opført på Søndergadeskolen i Silkeborg, på engelsk og under ledelse af Peter Wendelboe. Året efter kom den danske udgave med dansk tekst af Johs. Møllehave. Og en 50-års jubilæumsturné har været planlagt for 2020.
Som jeg husker det, gav musicalen forventeligt anledning til debat om skildringen af Jesus blandt teologisk interesserede, medens poppublikummet bare tog historien til sig sammen med Webbers og Rices iørefaldende sange. Og som tilfældet var med musicalen Hair, så blev musicalen om Jesus en platform for mange nye, talentfulde sangere og sangerinder. Både i udlandet og herhjemme.
I forbindelse med jubilæuet kommer musikken – selvfølgelig… – i en nu udgave, i form af en tredobbelt CD-boks. Om den danske udgave genudgives vides endnu ikke.
Opdatering: Og dog! Hvis blogbestyreren havde ulejliget sig til at researche lidt, inden han skrev ovenstående om den danske udgave, ville han have gjort opmærksom på, at musicalen opføres på Royal Arene i perioden fra 10/9-11/9-2021. Se bare her.
Blandt dagens nyheder (?) finder man oplysningen om, at Guns and Roses har fået afspillet deres signatursang “Sweet Child of Mine” en milliard gange på den svenske streamingtjeneste Spotify. I forvejen har videoen til sangen været vist tilsvarende antal gange på Youtube. – Og hvad kan man så bruge den oplysning til? At sangen er populær, det giver vist sig selv. At sangskriverne har tjent en slat penge (for mere bliver det jo ikke til på streamingtjenesterne..). Ja. Men det kan jo ikke sammenlignes med gammeldags pladesalg (gammeldags hitlisteplacering), der forudsatte, at forbrugerne gik i pladeforretninger og købte musikken – eller i hvert fald hjemskaffede sig pladen på en eller anden fysisk vis. Mest af alt siger oplysningen vel noget om, hvor fikserede man er i nutiden på kvantitative målinger, statistik og procenter.
Jeg holder meget af at se sport på tv. Fodbold, håndbold, olympiske lege osv. Knap så meget cykelsport. Og set fra denne synsvinkel har de foregående mange uger (og de kommende for den sags skyld) været den rene fryd. Og så alligevel ikke. For jeg synes, at DR, der jo har stået for de seneste store begivenheder, svigter public service-forpligtelsen på en endda særdeles grov vis. Nemlig ved at negligere alle de andre programtyper.
Serier bliver aflyst og udskudt eller sendt meget sent om aftenen (først på natten), medens andre programmer helt fordufter. Og sådan behøver det jo ikke at være. Der er da muligheder for at dele sol og vind bedre. Fx hvis tv-stationerne – de danske – arbejdede sammen og fordelte sporttimerne mellem hinanden. Eller – bedre endnu- hvis de store tv-kanaler – primært DR og TV2 – gik sammen om at lave en fælles sportskanal, hvor alle vigtige (nationale og internationale) sportsbegivenheder blev vist, så alle interesserede havde en mulighed for at se det bedste – og for at vælge andre programmer, hvis behovet opstod for det.
Jeg har flere gange omtalt den dokumentarfilm, der udkom på VHS i 1982 med titlen The Police Around the World. En dokumentar, der i lyd og billede fortalte om gruppen på højdepunktet af dens karriere. Den kom også som laserdisc. Og den har været ude på nettet i usle VHS- og laserdisckopier (såkaldte “rips“). Men nu – omsider – kommer den så i en renset og opgraderet digital udgave med ekstramateriale. Planen var – i følge gruppens guitarist Andy Summers – at den skulle være udkommet til oktober, men arbejdet med den har trukket i langdrag, så den kommer først til marts næste år – men så er det også i en luksusudgave. Noget at se frem til for gamle Police-yndere. Der er også forlydender om nye, udvidede udgaver af bandets album, startende med Regatta de Blanc.
Omsider udkom jubilæumsudgaven af George Harrisons første post-Beatles-soloalbum All things must pass. Hvorfor det har trukket ud, ved vist kun boet efter Harrison. Men nu er den så ude, og selvfølgelig i forskellige mere eller mindre opulente udgaver. Hvis man ikke kan nøjes med den elementære udgave med musikken fra de oprindelige tre LP’er, så er der også mulighed for – hvis man er hurtig (begrænset oplag!) – at investere i afbillede træboks (med træ fra Harrisons egen park), der indeholder en masse musik på Blu Ray, CD’er og LP’er plus en masse merchandise i form af røgelsespinde, figurer af hovedpersonen og nogle havenisser (kendt fra coveret på originalen), litteratur og diverse. Men så skal man også investere et sted mellem 6000 og 9000 kroner (afhængigt af, hvor man køber den – grundprisen er ca. 1000 US$). Jeg er end ikke fristet og holder mig til den gamle vinyludgave og den gamle CD-udgave, jeg allerede har.
PS. På Youtube kan man ses forskellige videoer, der pakker træboksen ud – hvis man har lyst til at fordybe sig i den.
Jeg kunne ikke undgå at tænke på Gordon Lightfoots “Early morning rain”,da jeg travede gennem træerne her til morgen. Tidlig morgenregn. Selv om teksten om manden med en dollars i hånden, sand i lommen og præmatur hjemve til de våde og kølige egne ellers passer dårligt på mig selv denne lørdag morgen, hvor det der trækker allermest er at komme hjem og få et stort krus, dampende kaffe.
Den britiske musikjournalist David Hepworth har – med rette – gjort opmærksom på, at vi ikke kan forstå populærmusikkens udvikling uden at forstå den tilhørende teknologisk udvikling. Og det gælder fx inden for feltet optagestudier. The Beatles begyndte i beskedne studier hos EMI, medens andre – The Rolling Stones, The Jimi Hendrix Experience, The Kinks, The Who, Elton John, David Bowie, Black Sabbath, The Bee Gees, The Troggs, Slade, Tom Jones, Sandie Shaw, The Equals, John Martyn, Davy Graham, The Yardbirds, The Amen Corner, Herman’s Hermits, Brian Poole and the Tremolos, The Downliners sect, Mott The Hoople og mange flere – tog til takke med de sparsomt indrettede faciliteter i Regent Sounds Studio i Denmark Street. Og der blev ikke brugt mange timer på at få indspilningerne ned på bånd. Fx brugte Black Sabbath to dage til deres første album, en til optagelse (live i studiet) og en til efterbehandling (lydeffekter og fordobling af guitaroptagelse). Optageteknikken var primitiv (en tospors-båndoptager) og der var ikke tænkt i speciel lydisolering osv. Keith Richards er citeret for at sige følgende om studiet:
We did our early records on a 2-track Revox in a room insulated with egg cartons at Regent Sound. It was like a little demo in Tin Pan Alley, as it used to be called. Denmark Street in Soho. It was all done on a 2-track Revox that he had on the wall. We used to think, Oh, this is a recording studio, huh? This is what they’re like? A tiny little backroom. Under those primitive conditions it was easy to make the kind of sound we got on our first album and the early singles, but hard to make a much better one.
Man bemærker Richards sidste bemærkning, der fortæller noget om, hvor lille en betydning studiefaciliteterne havde dengang for musikkens udtryk og kvalitet. Det skulle komme til at ændre sig i årtierne efter Stones’ første indspilninger.
Internetmediet deadline.com meddeler, at Charlie Watts har meldt fra til Rolling Stones’ post-corona-turné i USA. Han afløses af Steve Jordan, der især er kendt for sit samarbejde med Keith Richard (bl.a. som medlem af dennes band X-Pensive Winos).
Watts har for nylig fået lægelig behandling (der går rygter om en operation) og det vides ikke, hvornår han er fuldt restitueret.
Man kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke, om det er begyndelsen til enden på det navnkundige band? Watts er fyldt 80, og med den alder er det ikke givet, at man kommer sig oven på selv banale sygdomme og lidelser. Og kan man forestille sig et Rolling Stones uden en Charlie Watts, der har været en fast del af gruppen siden 1962? Det vil i hvert fald aldrig blive det samme.
Læs eller genlæs Torben Bille lille, fine portræt af Watts i forbindelse med dennes 70årsdag.
I stedet for at spilde tiden med et program om overvægtige danskeres sexliv – eller mangel på samme – var jeg i selskab med den engelske skuespillerinde Joanna Lumley og hendes oplevelse af sit hjemland i serien Joanna Lumley’s Britain. Et af den slags både oplysende og underholdende rejseprogrammer, som netop englænderne er gode til at stable på benene.
I sidste afsnit af den tre episoder lange serie møder Lumley et fhv. medlem af gruppen The Southlanders. Og jeg må indrømme, at der ikke ringede nogen klokke. Hvem var The Southlanders? Jo, en jamaicansk-britisk vokalgruppe, der blev dannet i 1950 af Eddie Connor og Vernon Nesbeth. Sammen med Frank Mannah og brødrene Harold/Harry og Allan Wilmot indspillede de et album med Songs from Jamaica i 1954 under navnet The Caribbeans. Kort tid derefter valgte de navnet The Southlanders.
Southlanders var en del af den britiske musikscene i halvtredserne, i årene før rock and rolle afløste skifflemusikken som det musikalske omdrejningspunkt. Gruppens største succes kom med sangen “Alone”, der solgte mere end en million eksemplarer.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger