Jeg bilder mig ind, at det er den mindst kendte og måske mindst elskede sang på albummet Revolver. En George Harrison-sang, der for alvor åbner for Harrisons interesse for indisk musik (efter opvarmningen på “Norwegian Wood”). En ferm popsang i indiske gevanter – tabla, tambura og sitar. Og en af mine favoritter fra pladen.
Hvad er det, det synger? I min barndoms baggård sang vi med på Beatles-sangen, så godt vi kunne. Vi forstod ikke meget engelsk, og det lød derefter. Og da vi begyndte at forstå lidt mere, glippede det alligevel, og vi hørte forkert.
I sin store, stærkt underholdende bog om Beatles, One Two Three Four – The Beatles in time kommenterer Craig Brown fænomenet fejlhøring – sine egne og andres. Og han fortæller anekdoten om sangskriveren Bobby Hart, der sammen med Tommy Boyce var sangleverandører til især The Monkees. Hart havde hørt Beatles’ “Paperback Writer” og troede, at den handlede om noget med tog – “take the last train”. Han opdagede dog hurtigt sin fejl, men ordene blev hængende i baghovedet på ham – ‘take the last train’. Og tre måneder senere skrev han på det, der skulle blive The Monkees’ debutsingle. Og mændene bag Monkees ønskede, at sangen skulle lyde lidt hen ad The Beatles. Resultatet blev “The last train to Clarksville”, der sendte Monkees op på hitlistens førsteplads.
Mange backingvokalister har det med at falde uden for radarens fokusfelt – med nogle, berømmede udtagelser. Det gælder fx den 67-årige Katey Sagal, der har stået bag blandt andre Bob Dylan og Etta James. Men hun har også – ud over en karriere som skuespiller og tv-personlighed – en solokarriere, der har resulteret i fem albums siden midten af halvfjerdserne. Senest er kommet Covered (2013), der som titlen angiver byder på fortolkninger af andres sange – Joni Mitchell, Jackson Browne, Ron Sexsmith med flere.
Med John Le Carré som litterært forlæg kan det vel ikke gå helt galt, tænkte jeg, da jeg så, at A Most Wanted Man var på programmet. Og når så den afdøde amerikanske skuespiller Philip Seymore Hoffman er i hovedrollen (oven i købet hans sidste, inden han døde som følge af indtagelse af stoffer), så borger det vel for en vis kvalitet? Og ganske rigtigt.
Et kompliceret plot, hvor en hemmelig tysk efterretningsgruppe med Günter Bachmann (Hoffmann) i spidsen forsøger at hverve en tjetjensk flygtning med henblik på at bruge ham til at fælde en respekteret, muslimsk filantrop, Dr. Abdullah, der under dække af at arbejde for velgørende firmaer finansierer terrorisme. Og Bachmanns gruppe arbejder i konkurrence med den officielle tyske efterretningstjeneste og den tilsvarende amerikanske. Og fra første færd ved man, at de ikke kan stole på hinanden. I det Le Carréske spionunivers er kun mistænksomhed en gangbar valuta.
Instruktøren Anton Corbijn fører publikum fermt gennem plottets intrikate spind frem til en på ingen måde overraskende slutning. Og Corbijn gør det enkelt og uden at forfalde til overdreven action. Filmen lever højt og godt på personskildringen. Den tilsyneladende stoiske Bachmann, der har en fejlslagen operation i bagagen, hans kølige, klart tænkende, kvindelige kompagnon Irna Frey (Nina Hoss), den unge, idealistiske advokat Annabel Richter (Rachel Adams), efterretningschefen Dieter Mohr (Rainer Bock) og bankmanden Tommy Brue (Willem Dafoe) m. fl. udfylder hver især deres rolle på allerbedste vis og giver dramatikken substans og kød. Og som så ofte, når der er tale om en Carré-filmatisering suges man let ind i den dramatiske malmstrøm af mistillid, udspekulerethed, løgnagtighed og regulært forrædderi, som forfatterens optagethed af spionagens univers som oftest skaber.
Filmen er langt fra de mest hårdt pumpede, amerikanske spionfilm, hvor det udvendige drama ofte har overtaget, og lever højt på det, der foregår i dialogerne og mellem linjerne. Og som sådan er den absolut værd at bruge et par timer på – hvis man ellers er til den genre.
John Lennons far – Alfred (Alf, Fred, Freddie) Lennon – fik kun en lille rolle at spille i Johns liv. På grund af Anden Verdenskrig var Alfred, som rigtig mange andre fædre dengang, væk fra John og Johns mor Julia. Og først da John fik succes med The Beatles fik de etableret et sporadisk forhold til hinanden.
Alfred, der døde i 1976, var kendt for at være upålidelig og uansvarlig, men også for at være en mand med humoristisk sans og et vist anlæg for musikalitet (han sang og spillede banjo). Og måske inspirerede det John til at kaste sig over musikken.
Om Alfred – Freddie – synger på den single, han fik udsendt i 1965, kan man altid fornøje sig med at diskutere. I hvert fald solgte den ikke mange meter og er i dag mest et samlerobjekt for de mest forhærdede Beatlessamlere.
50 år siden Andrew Lloyd Webbers og Tim Rices Jesus Christ Superstar havde premiere på Broadway, hvorfra dens succes bredte sig over det meste af de vestlige verden. Allerede samme år blev den opført på Søndergadeskolen i Silkeborg, på engelsk og under ledelse af Peter Wendelboe. Året efter kom den danske udgave med dansk tekst af Johs. Møllehave. Og en 50-års jubilæumsturné har været planlagt for 2020.
Som jeg husker det, gav musicalen forventeligt anledning til debat om skildringen af Jesus blandt teologisk interesserede, medens poppublikummet bare tog historien til sig sammen med Webbers og Rices iørefaldende sange. Og som tilfældet var med musicalen Hair, så blev musicalen om Jesus en platform for mange nye, talentfulde sangere og sangerinder. Både i udlandet og herhjemme.
I forbindelse med jubilæuet kommer musikken – selvfølgelig… – i en nu udgave, i form af en tredobbelt CD-boks. Om den danske udgave genudgives vides endnu ikke.
Opdatering: Og dog! Hvis blogbestyreren havde ulejliget sig til at researche lidt, inden han skrev ovenstående om den danske udgave, ville han have gjort opmærksom på, at musicalen opføres på Royal Arene i perioden fra 10/9-11/9-2021. Se bare her.
Blandt dagens nyheder (?) finder man oplysningen om, at Guns and Roses har fået afspillet deres signatursang “Sweet Child of Mine” en milliard gange på den svenske streamingtjeneste Spotify. I forvejen har videoen til sangen været vist tilsvarende antal gange på Youtube. – Og hvad kan man så bruge den oplysning til? At sangen er populær, det giver vist sig selv. At sangskriverne har tjent en slat penge (for mere bliver det jo ikke til på streamingtjenesterne..). Ja. Men det kan jo ikke sammenlignes med gammeldags pladesalg (gammeldags hitlisteplacering), der forudsatte, at forbrugerne gik i pladeforretninger og købte musikken – eller i hvert fald hjemskaffede sig pladen på en eller anden fysisk vis. Mest af alt siger oplysningen vel noget om, hvor fikserede man er i nutiden på kvantitative målinger, statistik og procenter.
Jeg holder meget af at se sport på tv. Fodbold, håndbold, olympiske lege osv. Knap så meget cykelsport. Og set fra denne synsvinkel har de foregående mange uger (og de kommende for den sags skyld) været den rene fryd. Og så alligevel ikke. For jeg synes, at DR, der jo har stået for de seneste store begivenheder, svigter public service-forpligtelsen på en endda særdeles grov vis. Nemlig ved at negligere alle de andre programtyper.
Serier bliver aflyst og udskudt eller sendt meget sent om aftenen (først på natten), medens andre programmer helt fordufter. Og sådan behøver det jo ikke at være. Der er da muligheder for at dele sol og vind bedre. Fx hvis tv-stationerne – de danske – arbejdede sammen og fordelte sporttimerne mellem hinanden. Eller – bedre endnu- hvis de store tv-kanaler – primært DR og TV2 – gik sammen om at lave en fælles sportskanal, hvor alle vigtige (nationale og internationale) sportsbegivenheder blev vist, så alle interesserede havde en mulighed for at se det bedste – og for at vælge andre programmer, hvis behovet opstod for det.
Jeg har flere gange omtalt den dokumentarfilm, der udkom på VHS i 1982 med titlen The Police Around the World. En dokumentar, der i lyd og billede fortalte om gruppen på højdepunktet af dens karriere. Den kom også som laserdisc. Og den har været ude på nettet i usle VHS- og laserdisckopier (såkaldte “rips“). Men nu – omsider – kommer den så i en renset og opgraderet digital udgave med ekstramateriale. Planen var – i følge gruppens guitarist Andy Summers – at den skulle være udkommet til oktober, men arbejdet med den har trukket i langdrag, så den kommer først til marts næste år – men så er det også i en luksusudgave. Noget at se frem til for gamle Police-yndere. Der er også forlydender om nye, udvidede udgaver af bandets album, startende med Regatta de Blanc.
Omsider udkom jubilæumsudgaven af George Harrisons første post-Beatles-soloalbum All things must pass. Hvorfor det har trukket ud, ved vist kun boet efter Harrison. Men nu er den så ude, og selvfølgelig i forskellige mere eller mindre opulente udgaver. Hvis man ikke kan nøjes med den elementære udgave med musikken fra de oprindelige tre LP’er, så er der også mulighed for – hvis man er hurtig (begrænset oplag!) – at investere i afbillede træboks (med træ fra Harrisons egen park), der indeholder en masse musik på Blu Ray, CD’er og LP’er plus en masse merchandise i form af røgelsespinde, figurer af hovedpersonen og nogle havenisser (kendt fra coveret på originalen), litteratur og diverse. Men så skal man også investere et sted mellem 6000 og 9000 kroner (afhængigt af, hvor man køber den – grundprisen er ca. 1000 US$). Jeg er end ikke fristet og holder mig til den gamle vinyludgave og den gamle CD-udgave, jeg allerede har.
PS. På Youtube kan man ses forskellige videoer, der pakker træboksen ud – hvis man har lyst til at fordybe sig i den.
Jeg kunne ikke undgå at tænke på Gordon Lightfoots “Early morning rain”,da jeg travede gennem træerne her til morgen. Tidlig morgenregn. Selv om teksten om manden med en dollars i hånden, sand i lommen og præmatur hjemve til de våde og kølige egne ellers passer dårligt på mig selv denne lørdag morgen, hvor det der trækker allermest er at komme hjem og få et stort krus, dampende kaffe.
Den britiske musikjournalist David Hepworth har – med rette – gjort opmærksom på, at vi ikke kan forstå populærmusikkens udvikling uden at forstå den tilhørende teknologisk udvikling. Og det gælder fx inden for feltet optagestudier. The Beatles begyndte i beskedne studier hos EMI, medens andre – The Rolling Stones, The Jimi Hendrix Experience, The Kinks, The Who, Elton John, David Bowie, Black Sabbath, The Bee Gees, The Troggs, Slade, Tom Jones, Sandie Shaw, The Equals, John Martyn, Davy Graham, The Yardbirds, The Amen Corner, Herman’s Hermits, Brian Poole and the Tremolos, The Downliners sect, Mott The Hoople og mange flere – tog til takke med de sparsomt indrettede faciliteter i Regent Sounds Studio i Denmark Street. Og der blev ikke brugt mange timer på at få indspilningerne ned på bånd. Fx brugte Black Sabbath to dage til deres første album, en til optagelse (live i studiet) og en til efterbehandling (lydeffekter og fordobling af guitaroptagelse). Optageteknikken var primitiv (en tospors-båndoptager) og der var ikke tænkt i speciel lydisolering osv. Keith Richards er citeret for at sige følgende om studiet:
We did our early records on a 2-track Revox in a room insulated with egg cartons at Regent Sound. It was like a little demo in Tin Pan Alley, as it used to be called. Denmark Street in Soho. It was all done on a 2-track Revox that he had on the wall. We used to think, Oh, this is a recording studio, huh? This is what they’re like? A tiny little backroom. Under those primitive conditions it was easy to make the kind of sound we got on our first album and the early singles, but hard to make a much better one.
Man bemærker Richards sidste bemærkning, der fortæller noget om, hvor lille en betydning studiefaciliteterne havde dengang for musikkens udtryk og kvalitet. Det skulle komme til at ændre sig i årtierne efter Stones’ første indspilninger.
Internetmediet deadline.com meddeler, at Charlie Watts har meldt fra til Rolling Stones’ post-corona-turné i USA. Han afløses af Steve Jordan, der især er kendt for sit samarbejde med Keith Richard (bl.a. som medlem af dennes band X-Pensive Winos).
Watts har for nylig fået lægelig behandling (der går rygter om en operation) og det vides ikke, hvornår han er fuldt restitueret.
Man kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke, om det er begyndelsen til enden på det navnkundige band? Watts er fyldt 80, og med den alder er det ikke givet, at man kommer sig oven på selv banale sygdomme og lidelser. Og kan man forestille sig et Rolling Stones uden en Charlie Watts, der har været en fast del af gruppen siden 1962? Det vil i hvert fald aldrig blive det samme.
Læs eller genlæs Torben Bille lille, fine portræt af Watts i forbindelse med dennes 70årsdag.
I stedet for at spilde tiden med et program om overvægtige danskeres sexliv – eller mangel på samme – var jeg i selskab med den engelske skuespillerinde Joanna Lumley og hendes oplevelse af sit hjemland i serien Joanna Lumley’s Britain. Et af den slags både oplysende og underholdende rejseprogrammer, som netop englænderne er gode til at stable på benene.
I sidste afsnit af den tre episoder lange serie møder Lumley et fhv. medlem af gruppen The Southlanders. Og jeg må indrømme, at der ikke ringede nogen klokke. Hvem var The Southlanders? Jo, en jamaicansk-britisk vokalgruppe, der blev dannet i 1950 af Eddie Connor og Vernon Nesbeth. Sammen med Frank Mannah og brødrene Harold/Harry og Allan Wilmot indspillede de et album med Songs from Jamaica i 1954 under navnet The Caribbeans. Kort tid derefter valgte de navnet The Southlanders.
Southlanders var en del af den britiske musikscene i halvtredserne, i årene før rock and rolle afløste skifflemusikken som det musikalske omdrejningspunkt. Gruppens største succes kom med sangen “Alone”, der solgte mere end en million eksemplarer.
