Den daglige dosis (1): Milliarder til Ukraine
16. marts 2023På opfordring fra min flittige kommentator Hugin indfører jeg et nyt indslag med rubrikken “Den daglige dosis”, hvor jeg vil fremføre mine brokkerier over livet i Lidenlund (Danmark), politisk, journalistisk eller på anden måde. Om det bliver hver dag, vil jeg ikke love eller garantere, men tilbagevendende.
Og i dag gælder det gårsdagens Ukraine-fond. På tv tonede statsminister Frederiksen frem og fortalte med vanlig selvsikkerhed, at et stort flertal i folketinget (alle undtaget Enhedslisten og Alternativet) var blevet enige om at oprette en fond på syv milliarder til hjælp i Ukraine. Langt den største del af pengene skal bruges på militært isenkram, en mindre del på humanitær hjælp og den mindste del til de dele af erhvervslivet, der engang vil profitere på at “genopbygge” Ukraine.
Dermed bliver Danmark – bortset fra USA – det vestlige land, der donerer mest pr. indbygger og i forhold til bruttonationalproduktet. Og bliver kun overgået af en håndfuld lande – fx Polen – der ligger tættere på Ukraine.
Gør statsministeren og folketinget regning uden vært, kan man spørge? I Tyskland og USA er støtten til krigen i Ukraine vigende, fordi det nu går op for befolkningerne, at det er dem, der via forringelser i den såkaldte velfærd, kommer til at betale prisen. Og det samme vil man kunne forudse ske i Danmark. I går gjorde udenrigsminister Løkke Rasmussen det klart, at pengene til fonden i år er hentet fra “overskuddet” i de offentlige budgetter, men at der i de kommende år, hvor støtten til Ukraine skal fortsætte, vil blive tale om penge, de skal hentet fra statens budget. Løkke Rasmussen talte om nødvendigheden for “reformer”, og så ved vi jo godt, hvad det drejer sig om. Der skal skæres ned her og der – ældrepleje, sundhedssektor, uddannelsesvæsen osv. – så der kan købes kugler og krudt til de kæmpende i Ukraine. “Velfærden” skal igen stå for skud, og det i en tid, hvor vi dagligt får eksempler på, at velfærden bliver forringet og især kommunerne ikke har penge til hverken det ene eller det andet. Så der er al mulig god grund til at spørge: Hvor længe vil den danske befolkning stå model til denne politik? Hvornår går det op for befolkningen, at der skal fremtvinges fredsforhandlinger mellem parterne, så kamphandlinger kan stilles i bero og en fredelig, politisk løsning findes!? Hvor skulle danskerne være anderledes end utilfredse tyskere og ditto amerikanere?!
