På kollegium – erindringsstumper fra 1973
18. marts 20231973 er et jubilæumsår for mig. Jeg fylder rundt senere på året. Og så er det det år, hvor jeg blev nysproglig student og forlod fødebyen Esbjerg for at slå mig ned (det anede jeg dog ikke dengang…) i Århus. Og så var det også det år, hvor jeg flyttede ind på det nybyggede Skjoldhøjkollegium i Brabrand.
Og i år fejrer kollegiet sine halvtreds år, kan jeg læse mig til på de såkaldt sociale medier. Og anledningen sendte mig tilbage til de grå betonbygninger, der lå og ligger ude på Spobjergvej ude i Brabrand. Et dejligt møbleret værelse med seng, skrivebord, lænestol og et mindre bord ved siden af, et par lamper og en kort reol, der var skruet ind i betonvæggen og hurtigt blev fyldt op og fik konkurrence af nogle førstegenerations ABC-reoler fra Trævarefabrikkernes udsalg. Og så var der eget bad med toilet og bruser. Til værelset, der lå på første sal i nr. 45, hørte også halvdelen af et køleskab i køkkenet, som beboerne deltes om. Og så var der adgang til fælles vaskerum lige over for hoveddøren.
Og jeg var glad for mit værelse, selv om det lå langt ude og der kun gik bus nogle få gange om dagen, og selv om jeg led frygteligt af hjemve den første lange tid (min mor kunne dog ringe til mig hver dag, da der var en vægtelefon, som man ikke kunne ringe ud fra og kun til).
Det tog mig godt og vel et par år rigtig at falde til i Århus og få fornemmelsen af, at det var her jeg skulle være og ikke hjemme i Esbjerg. Og jeg trivedes egentlig rigtig godt på kollegiet, selv om jeg ikke omgikkes så mange. Jeg foretrak at passe mine studier og min musikinteresse. Men jeg husker dog de fleste af dem, der flyttede ind på samme tid som mig, selv om navnene er gledet bort. Bortset fra Steffen Brandt fra Tv2, der boede lige nedenunder mig og var i gang med orkesteret Taurus, der var forløberen for Tv2.
Og så er det jeg kommer i tanke om en oplevelse, der lejrede sig i min erindring. På et tidspunkt flyttede en ung mand ind på et af værelserne nedenunder. Han gjorde sig fra starten bemærket ved dels at have en indianerfrisure – en Mohawk-hanekam – og kort efter ved at anskaffe sig en lille hundehvalp. Men inden da havde han allerede med sin adfærd gjort opmærksom på, at han havde alvorlige psykiske problemer og nok ikke var egnet til at bo alene ude i byen. En aften, sent, blev jeg kaldt uden for min egen dør af støj nedefra. Dels af en pivende, smågøende hundehvalp og dels af uro fra den pågældende unge mands værelse. Og da jeg kom ned i stueplan, kunne jeg se, at døren stod åben ind til værelset, hvor et vindue ud til græsplænen bagved også stod pivåben. Og der var ikke andre spor af ungersvenden end en kasse guldøl, der stod midt på gulvet i fællesrummet.
Hvad der skete derefter står lidt svagt. Nogen tog sig af hunden, og kort tid efter var også den unge mand væk fra opgangen. Forhåbentlig anbragt et sted, hvor han kunne få den behandling og omsorg, han tydeligvis havde brug for. Men en sikker plads i min erindring fik han med sit vilde blik, sin vilde hanekam og sin lille, søde hundehvalp, som han ikke kunne tages sig af. Tja.
