Capac anbefaler: Don & the Dreamers – IT’S NEVER TOO LATE TO BE A ROCK STAR
26. marts 2023Bandnavnet – Don & the Dreamers – fortæller os allerede noget om, hvor vi er musikalsk. Tilbage i tiden – før Beatles stoppede som kopiband – i halvtredserne og de allertidligste tressere, hvor navne med forsangerens eller bandlederens navn og en tilføjelse (Dion and the Belmonts o.lign.). Og det er da også tilbage i disse for poppen og rocken gyldne år Don & the Dreamers henter deres musikalske inspiration og næring.
En stor håndfuld garvede danske musikere, der har huseret på danske spillescener og i danske indspilningstudier – blandt andre Krølle Erik, Henrik Littauer, Helge Solberg og Knud Møller – har fundet et makkerskab med den fhv. trommeslager i Slade, Don Powell, og er sammen med udvalgte venner (fx den gamle organist Mick Gallagher fra The Animals) gået sammen om et musikalsk projekt, der skal puste nyt liv i gamle sange og at alder ikke er nogen hindring, hvis man vil spille med kærlighed og lidenskab – og musikken stadigvæk har noget at byde på, for gamle såvel som nye lyttere.
Og det må man sige den i den grad har. Der er taget en godt greb ned i rockens sangskat – lige fra det fra The Animals kendte “Don’t let me be misunderstood” (hvor Gallagher selvfølgelig får lov til at lade orglet tale), den gamle rocker “Bony Moronie” (Larry Williams), “Backwater Blues” (Bessie Smith), “I hear you knocking” (som også fx Rockpile har dyrket), “Kansas City” (som Beatles plankede), “Crossroads” (Robert Johnson og Eric Clapton) og “Summertime”, for nu at nævne de fleste af det solide udvalg.
Og ganske karakteristisk for dette con amore-projekt, så er ingen af de medvirkende signeret som forsanger. Alle synger, alle er “backing vocals”. Men skifter gladeligt fra nummer til nummer. Medlemmer og venner og veninder. Det er et kollektivt projekt.
Og produktionen, som Henrik Littauer står for, er lige så ligefrem, hjertelig og uforstilt som selve musikken og dens fremførelse. En ren produktion, hvor et enkel lydbillede lader de medvirkende stå ganske klart. Her er ingen flirten med nutidens moderne, digitale isenkram. Snarere er vi ovre i en analog, live-i–studiet-æstetik, der emmer af de mono-plader, vi gamle lyttede til dengang det hele startede.
Og bandet spiller med stor spilleglæde og ustoppelig appetit på de åbenbart uopslidelige gamle sange, der får et godt skud ny energi fra de gamle drenge og piger.
Det kan godt være, at det aldrig er for sent at blive en rock stjerne, men det er ikke pladens fremmeste kvalitet. Det er ikke en plade, der revolutionere og omdefinerer rocken. Tværtimod er det en plade, der på smukkeste vis og med stor kærlighed viser, at den musikalske arv består og stadigvæk har masser at byde på for ethvert øre, der gider lytte. En plade med samme relevans som Rolling Stones’ seneste blues-plade eller de seneste mange fra Eric Clapton. Og derfor fortjener den også en æresplads i enhver musikelskers pladesamling blandt de plader, der har veneration for traditionen og udførelsen af den. Hermed varmt anbefalet.
Don & the Dreamers – IT’S NEVER TOO LATE TO BEE A ROCK STAR . Producer: Henrik LIttauer. Eget plademærke. Udkom d. 25. marts, digitalt og på vinyl.
