Indlæg tagget med videnskab

Sagen, der ikke vil dø: Penkowa bryder sin tavshed

13. januar 2011

Selv om ledelsen på Københavns Universitet har forsøgt at lægge låg på sagen om hjerneforskeren Penkowas påståede videnskabelige snyd m.m., så kommer der stadigvæk damp ud fra gryden. I dag mødes rektor Hemmingsen, som selv er under anklage for at holde hånden over Penkowa, med repræsentanter for de 58 forskere, der kræver en uvildig, tilbundsgående undersøgelse af den celebre og spektakulære sag. Og – ganske overraskende – har den anklagede selv, frk. Penkowa, nu valgt at bryde sin tavshed og udtaler sig om sagen i Politiken. Hvis jeg har forstået frk. Penkowa ret, så handler sagen mestendels om andre forskeres jalousi og misundelse. Ikke om ‘videnskabelige uredelighed’ og kompromiterende ‘personlige relationer’ til rektor. Så meget desto mere må det være påkrævet at få undersøgt sagen helt til bunds, så vi kan få alle de slibrige detaljer op i offentlighedens skarpe lys.

“Hjerneforsker siger op efter anklage”: Penkowa-sagen tager en ny drejning

11. december 2010

Den her i bloggen tidligere omtalte og diskuterede sag om hjerneforskeren Milena Penkowa har i følge aviserne taget en – overraskende – drejning. Penkowa har stået under anklage for ‘videnskabelig uredelighed’, men sagen har den seneste tid været omgærdet af tavshed både i universitetskredse og fra anklagede selv. At en behandlingen af en for et fremtrædende forsker alvorlige anklager kræver ro og tid er forståeligt nok. Men den foreløbige ende på sagen, hvor Penkowa har opsagt sin stilling ved Københavns Universitet, rejser flere spørgsmål, end den giver svar.

I en pressemeddelse fra universitetet hedder det om Penkowa fratræden: “Dette sker for at skabe ro om de verserende sager og for ikke at belaste Københavns Universitet, de tilknyttede fonde og projekter eller Milena Penkowas person yderligere”. Man må spørge: Er der ikke mere at sige om den sag? Handler Penkowa-sagen blot om universitetets, fondenes, projekternes og Penkowas omdømme? Har offentligheden ikke en interesse i at få afklaret, om der faktisk har været tale om ‘fusk’ og misbrug af betroede midler? Jeg er af den opfattelse, at den foreløbige ‘afslutning’ på sagen er belastende for den universitære videnskabeligheds anseelse i befolkningen. Den uafklarede afgørelse efterlader et åbent sår. Vi må håbe og gå ud fra, at sidste ord ikke er sagt i denne sag.

Politisk Koldkrigsforskning – Peter Wivel som genfødt ideologikritiker

2. september 2009

I min grønne ungdom, da jeg forlod gymnasiets dannelseskuvøse og betrådte Århus Universitets smukke gule bygninger for at studere nordisk sprog og litteratur havde jeg en vag forestilling om, at forskning og videnskab var aktiviteter, der ikke var besmittet med politik og i al væsentlighed var om ikke objektive aktiviteter, så dog nøgterne og præget af den sunde, klare fornuft.

Men den vildfarelse blev jeg hurtigt revet ud af. For jeg befandt mig midt i de siden hen så dæmoniserede marxistiske dage i halvfjerdsernes start, hvor der netop blev sat spørgsmålstegn ved forskningens, videnskabens, universitetets og andre institutioners upartiskhed. Det var faktisk en af de store fortjenester, universitetsmarxismen gjorde sig: At kaste lys over, hvilke interesser der var på spil i forskning, videnskab, fag osv.

I mit fag – litteratur- og sprogfaget dansk – fik denne kritiske aktivitet navnet “ideologikritik”. Og der udkom mange skrifter og bøger under den overskrift. Dengang skrev en ung venstreorienteret mand med langt hår og afghanerpels ved navn Peter Wivel en læseværdig, ideologikritisk bog om folkeskolen ud fra marxistisk vinkel (i øvrigt illustreret af Claus Deleuran)*) . I gårsdagens udgave af Politiken vender samme Peter Wivel tilbage til problematikken vedr. forskning, ideologi og politik i en artikel om koldkrigsforskeren Bent Jensen. Og selv om Wivel for længst har skiftet afghanerpelsen og det lange hår ud med mørkt jakkesæt og kort frisure, så kan man med god vilje godt genkende den ideologikritiske tankegang fra dengang i hans artikel om Bent Jensen og dennes politiske forviklinger.

Artiklen handler om benævnte Jensens forfølgelse af en bestemt journalist (alle der kender til sagen vil vide, hvem vi taler om!), der angiveligt skulle have virket som “KGB-agent” i den kolde krigs tid. Den handler også om forskningspolitik og forskning, der er blevet politiseret i en hidtil ukendt grad. Nemlig den forskning, der foregår på Center for Koldkrigsforskning med samme Bent Jensen i spidsen. Et forskningscenter, der blev etableret, fordi Dansk Folkeparti ville det. Og som kostede et andet, anerkendt humanistisk forskningscenter livet: Humanistisk Forskningscenter. Endelig handler artiklen især om, hvad der sker, når man kaster med sten, når man selv – dvs. Bent Jensen – bor i et hus af glas.

Artiklen er værd at læse, fordi Wivel skriver i et nedtonet sprog, hvor det væsentlige står mellem linjerne. Faktisk fungerer Peter Wivel som den lille dreng i H. C. Andersens historie om Kejserens nye klæder, der peger på Kejseren – i dette tilfælde forskeren Bent Jensen – og siger: Han har jo ikke noget tøj på! Andersens lille dreng var måske den første ideologikritiker i dette land. Med andre ord bliver Jensen klædt af til det bare skin som forsker. En forsker, der i den grad er blind over for sine egne ideologiske og politiske sympatier, at han kommer til at smadre sit lille glashus. Det er også indirekte en fortælling om, hvor grueligt galt, det kan gå, når politikere (Dansk Folkeparti), fordi de vil have en bestemt “sandhed” frem, blander sig i, hvem der skal forske og i hvad, i stedet for at lade dem, der har de faglige kvalifikationer til det, foretage de rette valg. Den er et glimrende eksempel på, at halvfjerdsernes ideologikritik hverken helt er gået i glemmebogen eller har mistet sin relevans…

*) [1. Slaveanstalten, Peter Wivel, Høst & søns forlag, 1972.]

Moder Sol og klimaet

4. maj 2009

Bloggens læsere vil sikkert erindre, at nogle danske forskere for et par år siden skabte en vis furore i klimadebatten ved at fremhæve solens betydning for klimaændringerne. Og furoren blev hurtigt dæmpet, fordi teorien om solens betydning faldt i for god jord hos dem, der ikke ville anerkende den menneskeskabte forurenings indflydelse for den globale opvarmning. Men solteorien har fortsat rumlet lidt i baggrunden. Og det kan vel godt undre en lægmand, at man ikke – i det mindste – har villet tage tage teorien med i overvejelserne omkring klimasituationen. Det ene forhold (menneskeskabte ændringer) udelukker vel ikke det andet (solens betydning)? Eller hur?
Teorien om solpletter og -vindenes betydning har fået ny næring i den seneste tid, fordi forskerne har opdaget, at solen har været påfaldende inaktiv på netop de to punkter – i usædvanlig lang tid. I længere tid har man hverken kunnet konstatere solpletter eller -vinde på solen. Og det er første gang i et århundrede, at solen har været så “stille”.
Det er almenkendt viden, at solen har afgørende betydning for oceanernes bevægelse og atmosfæren – og dermed for hele klimaet på kloden. Men til forskel fra den menneskeskabte påvirkning, kan vi ikke stille noget om med solens. Måske er det en af forklaringerne på mediernes begrænsede interesse for disse forhold?

Evolution

12. februar 2009

Vi vil gerne gøre opmærksom på den hjemmeside, som Københavns og århus’ universiteter har lavet i anledning af Darwins jubilæum. Her kan man få en masse solid information om evolutionens videnskabelige kendsgerning. Og det kan være velgørende i en tid med for megen spiritualisme, creationisme, intelligent design og anden Mumbo Jumbo fra overtroens overdrev…

The Kinks – Apeman 1970

Før urknaldet

25. december 2008

Her i bloggen interesserer capac sig for det uendeligt små og det uendeligt store. Og for det der ligger langt, langt væk – i tid og rum. Denne nysgerrighed har fulgt capac, siden han kravlede rundt med tøjble, og den blev forfinet gennem det autoriserede danske uddannelsessystem, hvor det – mærkeligt nok – ikke lykkedes nogen af lærerne at tage livet af den. Det sker ellers ofte.
Julen handler også om begyndelse, om undfangelse. Her begyndte en fortælling, der ganske vist havde forudsætninger i en anden fortælling, men alligevel. En fortælling, vi stadigvæk orienteres af. Om vi vil det eller ej.
Enhver fortælling – selv de postmoderne – har en begyndelse, et forløb og en slutning. Og alle fortællinger rejser spørgsmål som: Hvad gik der forud for denne historie. En anden fortælling. Enten en, vi kender, eller en, vi må skabe. Og sådan er det også med fortællingen om det Store Urknald. Også kaldet “Big Bang”. I en vis forstand kan man sige, at fortællingen – for det er det jo, naturvidenskab eller ej – om det første knald er alle fortællingers urfortælling. Fortællingen om, hvordan det Hele Begyndte.
Men Spørge-Jørgen – inkarnationen af den næsten freudianske nysgerrighed – kan ikke lade være med at spørge: Hvad kom der før Urknaldet? Hvad var der før? Hvad var der før galakserne begyndte at fjerne sig fra hinanden og udsprang af en formodet uhyggelig fortættet materie? Var Vor Herre på spil? Eller?
I die Zeit kan man læse lidt om de forskellige fortællinger, der forsøger at give et bud på det-der-var-før. Det er superstrengsteoriens Big Bounce-fortælling om en flerdimensionalt – 11 stk.! – univers, der pludselig klaskede sammen.. Og der er en alternativ eller supplementær fortælling – igen strengteoretisk begrundet – om, at vores eget store univers blot er et univers ud af mangfoldige. Som en skumboble i skumbaddet… Det er selvfølgelig den rene spekulation. Eller, om man vil, den rene fortællekunst. Hvorom alting er: Fortællingen fortsætter. Vi er ikke tilfreds med blot en fortælling om begyndelsen og slutningen. Der er noget før og efter. Der var engang…

Fortsat god jul.

“Arctic Amplification”

16. december 2008

I går var en af “nyheder”,at målinger havde vist, at den globale gennemsnitstemperatur var faldet lidt. Hvilket straks gav anledning til, at medierne satte spørgsmålstegn ved den globale “klimakrise”.

På DR2 havde man inviteret en Kloge-åge fra Roskilde Universitetscenter ind. Og han udbredte sig vidtløftigt om politikernes voksende interesse for klimaet ud fra religiøse, modernitetsteoretiske og andre spændende synsvinkler, samtidig med at han tørt konstaterede, at vi lægmænd ikke rigtig vidste noget om, hvordan det faktisk forholdt sig med det klima.
Det ville selvfølgelig også – den finansielle krise in mente – være belejliget, hvis vi bare kunne fortsætte med at brænde fossilt brændstof af og lade som om CO2-udledningen ikke havde en tøddel med klimaændringerne at gøre.
Hvad skal man egentlig tro?
TV-udsendelsen var en god illustration af, hvad man kunne kalde videnskabens autoritetstab. I det tyvende århundrede blev videnskaben – naturvidenskaben – først genstand for dyrkelse og beundring, og videnskabens mænd og kvinder var små halvguder. Siden er det gået den anden vej.

I den såkaldte modernitet har viden(skab) mistet sin aura og autoritet. Og viden er blot et udsagn – en mening – blandt andre.
Et klogt hoved skrev engang, at også viden er (en form for) tro. Forskellen på denne tro og fx den religiøse er, at viden bygger på en vis sum af empiriske data, observationer og målinger – plus noget teori. Hvorimod den religiøse tro netop ikke behøver beviser. Det er både dens styrke og dens svaghed.
Hvad skal vi så tro med hensyn til klimaet? Forskere i klimaforandring har netop opgjort resultater, der viser det fænomen, man kalder for “Arctic amplification“, indtræffer langt hurtigere end først antaget. Arctic amplification er det fænomen, der består i, at lufttemperaturen i de arktiske områder er højere end forventet på grund af det arktiske havs opvarmning som følge af smeltevand. Konsekvensen af dette fænomen formodes at være, at de arktiske områder snart vil være isfri i sommerperioderne – og vil få sværere og sværere ved at retablere den arktiske is…

Forskerne har hidtil formodet, at denne tilstand først ville indtræffe om 10-15 år. Klimaforandringer går altså langt hurtigere, end man havde regnet med. Og det alarmerende er, at ændringerne i de arktiske områder har en direkte effekt på klimaet i hele den nordlige halvkugle, der igen direkte har indflydelse på resten af kloden…
Men – kan vi nu være sikre? Hvad skal vi tro? – Eller måske skulle vi vende spørgsmålet lidt om: Har vi råd til at ignorere de skrøbelige videnskabelige tegn på en katastrofal global klimaforandring?

Alkohol-genet

11. december 2008

Videnskaben giver anledning til mange smil og grin her i familien. Det gælder fx genetikken, der jo er en af de “store” videnskaber i vort århundrede med det store Genom-projekt – kortlægningen af de menneskelige gener – som hovedværket. Og det er utroligt, hvad man har fundet svar på. Man har fx fundet bøsse-genet. Meget omtalt. Og nu har man fundet en genetisk forskel mellem alkoholikere og andre, og det må selvfølgelig være alkoholiker-genet. Igen er det musene, der har vist vejen. Man har fundet ud af, at nogle mus foretrækker alkohol frem for vand – og at alkoholikermusenes unger også gør det. Ergo… Forskerne indrømmer dog, at der ikke er tale om ét enkelt gen, men en gruppe af gener, der spiller sammen på “en kompliceret vis” og i øvrigt kan påvirkes voldsomt og endda overdøves af ydre mijøfaktoere, fx bevidst kontrol og viljestyrke. Så måske er det ikke så enkelt endda…

Alcohol / Skin and Bones – The Kinks Rainbow Theatre London 1977

Myten om homo-genet

1. juli 2008

En af de store fordele ved at blive ældre er, at det går op for en, at verden er mere kompliceret indrettet, end man troede, da man var ung og havde svar på alt. Gamle Sigmund Freud sammenlignede engang den menneskelige erkendelses udvikling med individets udvikling og ville gerne se videnskaben som en parallel til det voksne, viise,
erfaringstyngede menneske.

Men ser man på den aktuelle udvikling af videnskaben – i hvert fald inden for visse forskningsgrene, fx genetikken og hjerneforskningen – så kunne man godt få det indtryk, at videnskaben stadigvæk træder sine barnesko og søger de meget enkle svar. Når hjerneforskerne fx på frenologisk vis vil forklare homosexualitet med, at folk har en homohjerne. Eller på tilsvarende vis, at man mener at have funde homo-genet.

Derfor er det lidt opmuntrende at se forskningsresultater, der – alt andet lige – mener at dokumentere, at tingene er mere komplicerede end som så.

En stor, nypubliceret undersøgelse blandt tvillinge gør op med fantasien om et homo-gen. Forskningen, hvis resultater bringes i Archives of Sexual Behavior, forsøger at give et foreløbigt svar på det indviklede forhold mellem genetik og adfærd. Altså på spørgsmålet om sammenhængen mellem genetisk disposition og opdragelsens (socialisationens) betydning. Et gammelt dilemma, tør man vist godt sige.

Et hold britiske og svenske forskere har undersøgt 40.000 svenske tvillinger, hvoraf nogle er enæggede og andre toæggede. De enæggede er interessante, fordi man kan antage, at de har samme genetiske udgangspunkt, hvilket kan bruges til at sige noget om den genetiske konstitutions betydning for den seksuelle orientering. Det interessante ved undersøgelse, hvis data man kan studere i Die Zeit, er, at den ikke giver noget entydigt svar, men peger på, at såvel det genetiske, socialisationen og ‘individuelle, personlige oplevelser’ spiller ind. Og – ikke uvæsentligt – det gælder for såvel homoseksuelle som heteroseksuelle.

I følge Qazi Rahman, der har været med til at skrive artiklen i Archives, så rammer forskningsresultaterne en stor pæl gennem spekulationerne om, at et bestemt gen skulle være afgørende for en persons seksuelle orientering, og slår fast, at vi har at gøre med en meget kompliceret sammenhæng. Så kan de måske lære det, de enøjede forskere! Godt at vide…

Bøssehjerner!

17. juni 2008

Siden vi havde Hjerneåret har hjerneforskere gjort, hvad de kunne, for at lokalisere hvad som helst i hjernens grå og hvide masser. Og nu har svenske forskere fundet ud af, at bøsser har bøssehjerner, lebbere har lebiske hjerner. En skanning af 90 (!) voksne personer ivser, at homoseksuelle mænd og heteroseksuelle kvinder har to hjernehalvdele, der er lige store. Hos homoseksuelle kvinder (lebbere) og heteromænd er højre hjernehalvdele større end venstre. En britisk forsker mener derfor at kunne konkludere ud fra det imponerende forskningsmateriale, at de seksuelle præferencer derfor allerede er fastlagt inde i mors mave. Qazi Rahman udtaler: “Der er ingen grund til at diskutere det længere – hvis du er bøsse, så er du født bøsse”.
For mere end hundrede år siden kunne frenologien fremkomme med tilsvarende evidente forskningsresultater. Hvis hjernen havde en bestemt udvækst, så var personen udstyret med en forbryderhjerne osv. Og nu går neo-frenologien, som Lars-Henrik Schmidt rammende har betegnet den nye hjerneforskning, sejrsgange over hele verden. Den videnskabelige udvikling er i sandhed imponerende…

PS. Jeg glæder mig til kommende undersøgelser, der vil påvise forskellene mellem dem, der foretrækker at elske iført lang regnfrakke, sydvest og gummistøvler og dem, der foretrækker at gøre det au naturel under dynen, når lyset er slukket og ørepropperne sat i…