« Senere indlæg

Gårsdagens filmoplevelse: Minions 2 – historien om Gru

8. juli 2022

Det faldt i mit lod som bedstefar at gå i biffen med to børnebørn, drenge. Og de ville se den nye Minions 2 historien om Gru. Filmen sælges som familiefilm, adventure og computeranimation.

Det sidste er rigtigt. Moderne, avanceret computeranimation. De er blevet meget dygtige til det. Derimod kniber det med selve historien, der er tynd og alt for forudsigelig. Om en bande forbrydere, en dreng, Gru der gerne vil være skurk, hans hjælpere, de små gule minionsfigurer, og et eftertragtet smykke med magiske kvaliteter, som banden har stjålet. Og så er der lagt op til en kamp om smykket og en jagt på det, hvor animatorerne kan slå sig løs, og det gør de så. Det er ganske fornøjeligt og – vigtigst af alt – ungerne morede sig kosteligt. Ikke filmkunst fra øverste hylde, men kommerciel underholdning fra laveste – for et let underholdt ungt publikum.

Opdatering: Handlingen foregår i det herrens år 1976, hvor den purunge Gru beslutter sig for – i skolen, hvor man har emnet “karrierevalg” – at blive en superskurk. Og lydsporet i filmen består af lutter gamle funk-, soul- og pophits fra halvfjerdserne i nye indspilninger, hvoraf flere er ganske gode – fx med Britanny Howard og Phoebe Bridgers. Lyt med her (inden du ser filmen…).

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

43 har læst indlægget

Hvad cdhylden gemmer…

7. juli 2022

På jagten efter denne hersens Holliday-opsamling, faldt jeg over et af mine få impulsive cd-indkøb. Bandet Archive og deres album Londinium (1996). En af de ganske få udgivelser med trip hop, jeg ejer. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg fik den idé. Det må jeg granske i. Londinium er i øvrigt det romerske navn for London.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

36 har læst indlægget

Dødsfald: Jan “Jet” Nielsen – 70 år

6. juli 2022

Jan Jet er død. Efter længere tids sygdom. Og rygtet løber som en løbeild i Århus og de medier, der knytter an til byen. For Jan Jet var en af de navnkundige Lost Kids. Århus’ svar på The Sex Pistols. Sammen med blandt andre Mek Pek og Kate “Pussy Punk” Svanholm, sørgede Jan Jet for, at punken også kom til Århus. Først med singlen “Født som nul” i 1977 og efterfulgt af andre plader og medvirken på Pære Punk-albummet (1979), der i dag står som en vægtig dokumentation af dansk punk. Herefter gik det ned ad bakke for Lost Kids med stofmisbrug og andet fra datidens uheldige tilbøjeligheder.

Dagens triste nyhed.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

32 har læst indlægget

AMM -AMMMusic

6. juli 2022

Barry Miles’ bog om McCartney er ikke kun interessant, fordi den lader hovedpersonen komme til orde, men også fordi den få tegnet et fint, nuanceret billede af hovedpersonens omgangskredse og miljøer. For eksempel det avantgardistiske kunstmiljø, som Paul McCartney bliver en del af i London. Almindeligvis opfatter mange John Lennon som værende den, der var mest avantgardistisk orienteret, men det var først efter mødet med Yoko Ono, han for alvor fik interesse for avantgardekunst. Paul McCartney var nysgerrig over for det fra starten. Og et af de navne, han møder er gruppen AMM, der arbejder med improvisation og musikalsk nytænkning – ekstrem free jazz og inspiration fra John Cage og lignende, banebrydende navne. Og AMM bliver for McCartney en inspiration for sangskrivningen og arbejdet i The Beatles, hvor grænserne begynder at bliver brudt ned.

AMM Music 1966

The Crypt

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

8 har læst indlægget

På jagt i musikgemmerne… obskure opsamlinger og mere til

5. juli 2022

Det begyndte egentlig med, at jeg ledte efter en bestemt cd med Billie Holliday (en af de allerførste cd’er, jeg købte, da jeg begyndte at bruge cd’er engang sidst i 1980’erne). Og inden jeg havde fundet den, stod jeg med en håndfuld andre obskure cd’er, som er kommet i min besiddelse. CD’er udgivet på plademærker som Disky, Tesco og Bell Records, men også store mærker som Sony, BMG og Virgin.

Og selv om nogle af cd’er er på discoundt-mærker, så er kvaliteten faktisk forbavsende god, hvad enten det drejer sig om opsamlingen med Van Morrison (uden titel), der oven i købet skilter med at være “digitally remastered”, opsamlingen “American Pie” med Don McLean eller de to med The Beatles, der også er titelløse bortset fra et “Volume 1” og “Volume 2”. Udvalgene  kan godt umiddelbart virke lidt tilfældige – hits suppleret med lidt mindre kendte sager i bedste eller værste fald. Men under alle omstændigheder byder sådanne obskure plader på små ture ned at erindringens snævre boulevard og genhør med sager, man har lagt tilbage i erindringens store lager.

Og blandt disse obskure sager finder jeg så Gary Moores album After Hours (1992), der fulgte op på hans sologennembrud Still got the blues (1990). Og jeg har aldrig rigtig lyttet til Gary Moore, selv om han var på manges læber og fik megen omtale dengang. Hvorfor ved jeg ikke rigtig – jeg var sikkert optaget af noget andet – men nu fremstår pladen, hvor han får hjælp af blandt andre B. B. King og Albert Collins, som et bundsolidt bluesalbum.

After Hours

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

31 har læst indlægget

4. juli – den amerikanske nationaldag, uafhængighedsdagen

4. juli 2022

Og der er ikke meget at fejre på den 246. fødselsdag for Amerika. En hårdt tilkæmpet abortret er blevet berøvet kvinderne, og er en påmindelse om, at vi ikke skal tage vores borgerrettigheder for givet, men kæmpe for dem hver dag. Uligheden vokser støt og den amerikanske præsident mener i ramme alvor, at løsningen på fremtidens problem er mere militær, et nyt fjendebillede og tilbagevenden til både den kolde krigs og den varmes modus vivendi. Og The Strokes, fornyerne af rock and roll i 00’erne leverer en katastrofalt dårlig koncert på Roskilde Festival. Det kan næsten ikke blive mere nedslående.

Men heldigvis er der altid musikken, der aldrig glemmer og sørger for at lufte idealerne og drømmene.

Bruce Springsteen – 4th of July

Crosby, Stills, Nash 6 Young – American Dream

4th of july Greatest Hits

Skrevet i Musik | En kommentar »

72 har læst indlægget

50: John Cale – Academy in peril

3. juli 2022

Ex-Velvet Underground-medlemmet John Cale udsendte sit andet album i denne måned for et halvt århundrede siden. Og som forgængeren Church of Antrax, han lavede sammen med Terry Reily, var der tale om et krævende, avantgardistisk album, der trak på Cales udgangspunkt i den moderne klassiske musik. Pladen, der er instrumental, gjorde måske mest af alt opmærksom på sig selv ved at have et cover, der var lavet af selveste Andy Warhol og bestod af en række farvediasbilleder af John Cale. Selv om pladen ikke rigtig gjorde sig hos kritikerne eller kommercielt, så betragtes den i dag som en milepæl i mandens produktion – ikke mindst blandt hard core-Cale-tilhængere.

Academy in Peril

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

31 har læst indlægget

50: Doobie Brothers – Toulouse Street

3. juli 2022

Doobie Brothers debuterede i 1971 med et eponymet album, der hverken kunstnerisk eller kommercielt sendte gruppen op på berømmelsens tinder. Så gik det bedre for halvtreds år siden, hvor toeren – Toulouse Street – så dagens lys. For på denne skive finder man gruppens første rigtige hit – “Listen to the music” – der nåede top 10 på Cash Box’ liste og blev en af gruppens signatursange.

Listen to the music

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

9 har læst indlægget

Digteren og sangskriveren Pete Brown

2. juli 2022

Læsningen af McCartney-biografien bliver ved at med afdække interessante sider af tressernes musikliv. Det gælder for eksempel digteren Pete Brown, der stammer fra Liverpool og er mest kendt for at være medsangskriver for Cream.

Han begyndte sin karriere tidligt som digterspire, og det førte ham ind i musiklivet. Først som medlem af The First Real Poetry Band, der havde selveste John McLauglin på guitar. Og det var her han kom i kontakt med Cream. Først som sangskriver sammen med trommeslager Ginger Baker, men snart derefter med Jack Bruce. Og samme skrev de “I feel free”, “White Room”, “SWLABR” og de fleste sange på Jack Bruces to første soloalbum. Sammen med Eric Clapton skrev han “Sunshine of your love”.

I 1968 dannede Brown bandet Battered Ornaments, der talte Dick Heckstall-Smith (saxofon) og Chris Spedding (guitar). Og de fik udgivet to albums og optrådte som opvarmningsnavn for Rolling Stones i Hyde Park. Men Brown blev smidt ud af sit eget orkester og dannede kort tid efter Piblokto, der også fik indspillet et par albums.

Og siden fortsatte Browns karriere på samme slingrende vis. Han holdt forbindelsen til Jack Bruce ved lige og arbejdede sammen med Graham Bond, lavede flere gruppedannelser, der aldrig rigtig blev til noget, og fortsatte med at skrive tekster, filmmanuskripter og digte. Når man lytter til de grupper, han fik udgivet musik sammen med (bortset fra Cream), får man let det indtryk, at han var langt mere avantgardistisk end de fleste, og det forklarer måske, at han aldrig rigtig blev en del af mainstream.

Battered Ornaments – Mantlepiece

Pete Brown & Piblokto – Things may come and things may go

Piblokto – på fransk tv

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

36 har læst indlægget

Hvor blev hun af: Tracy Chapman?

1. juli 2022

Ja, hvor er hun henne, den nu 58-årige sanger-sangskriver Tracy Chapman? Hendes seneste studiealbum kom i 2008 – Our Bright Future. Og siden har vi “kun” fået en største-hits-plade – Greatest Hits – der, om ikke andet, mindede os om hendes kvaliteter og som blev udsendt kloden rundt. Men ellers har der været ret så stille omkring denne arvtager af Carole King og Joan Armatrading. Måske nyder hun bare livet, klipper sine aktiekuponer og tærer på royalty-indtægterne, når hun ikke lige engagerer sig i kampen for sociale rettigheder og kvinders ligestilling? Så vi kan blot håbe, hun får inspiration til flere sange og albums.

Tracy Chapman

Our Bright Future

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

150 har læst indlægget

Noget om moderne teknologi – eller: Hvor dum kan man være?!

1. juli 2022

Jeg havde smut mig en håndmad – groft hvedebrød med smør og marmelade – og ville sætte mig i lænestolen og nyde den. På bordet ved siden af lå fjernbetjenerne til hhv. tv og tv-boksen. Og lige da jeg sætter mig ryger håndmaden ud af tallerknen og ned på fjernbetjeningerne. Selvfølgelig med smør og marmelade nedad.

Jeg forsøger at tørre det værste af med køkkenrulle, men det lykkes ikke rigtig at få det fedtede stas af og så gjorde jeg noget, jeg ikke skulle have gjort, hvis jeg havde tænkt mig om: tog fjernbetjenerne, gik ud i køkkennet og skyllede dem af under rindende vand. Ja, hvor dum man man være – begge fjernbetjenere holdt straks op med at virke. Og hvad gør man så?

Første tanke var, at få fjernbetjenerne tørret. Ud med batterierne, ind med fruens hårtørret. Og tørre blev det – udenpå. Stadigvæk uvirksomme. Næste tanke: Nyt tv og boks? Nej, ikke sådan give op. Næste tanke: Universal fjernbetjener. Efter søgning på nettet fandt jeg ud af, at den lokale sælger af den slags havde en, der kunne håndtere adskillige apparater med samme fjernbetjener. Så af sted og indkøbe sådan et apparat. Og se, se, om ikke den fungerede upåklageligt.  Så den kan håndtere såvel tv, boks, dvd, bluray og mere, hvis jeg har brug for det. Til sidst tog jeg de to ikke-fungerende fjernbetjenere, fjernede batterierne og lagde dem på et tørt sted – og i dag virker de igen. Dumheden er gjort god igen – og jeg har en ekstra fjernbetjener, hvis uheldet er ude eller jeg dummer mig igen. Og hvad kan man lære af det? Sikkert ikke ret meget.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

26 har læst indlægget

P. J. Proby og Chris Farlowe

30. juni 2022

Barry Miles’ McCartney-biografi er fuld af sjove oplysninger og anekdoter. For eksempel er det sjovt at se, hvor man kunstnere, Beatles kom i kontakt med og blev venner med i de unge år. Især da de kom til London, hvor den kunstneriske elite samledes.

Jeg vidste ikke, at de var nære venner med sangeren P. J. Proby, der i 1965 fik et pænt hit med Lennon-McCartney-sangen “That means a lot“, som Beatles selv indspillede til filmen Help!, men fravalgte, fordi de var utilfreds med den. Probys version nåede en 24. plads på hitlisten, og Beatles egen version kom med på Anthology 2 i 1996.

Jeg vidste heller ikke, at de havde et nært forhold til sangeren Chris Farlowe. Miles fortæller, hvordan Farlowe modtager en acetat-demo-indspilning af McCartneys “Yesterday“. Men Farlowe, der dengang havde haft en vis succes som skifflemusiker i John Henry Skiffle Group og i R&B-gruppen Johnny Burns Rhythm & Blues Quartet, var ikke varm på at indspille sådan en følsom ballade og henvendte sig derfor til sin ven Eric Burdon (The Animals), som overbeviste ham om, at der kunne komme noget godt ud af det. Og selv om hans fine version ikke blev et stort hit, så viste den i hvert fald, at Farlowe med sin rå vokal sagtens kunne indspille ballader. Ellers var det især samarbejdet med Jagger og Richard fra Rolling Stones Farlowe fik udbtytte af, fx med det store hit “Out of Time”, “Paint it black”, “Satisfaction”, “Think” og “Ride on”.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

30 har læst indlægget

Frede Norbrink – Frede Fup – 75

29. juni 2022

Det begyndte med The Placers i 1961 og fra 1979 hed Frede Norbrinks band Frede Fup og blev kendt i det ganske land som et af de bedste live-bands. I går fyldte Frede femoghalvfjerds og er vist nok stadigvæk aktiv i Frede Fup, der har været hjemsted for mange kendte musikere, lige fra Thomas Grue til Bjørn Uglebjerg.

Kaj og stjernerne

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

59 har læst indlægget

Billy Fury – engelsk rock and roll

28. juni 2022

Billy Fury (Ronald Wycherley ) blev ikke så gammel. Han døde kun 42 år gammel i 1983 af et hjertetilfælde, der skyldtes et svagt hjerte, der var forårsaget af giftfeber i barndommen. Men i sin korte levetid formåede han at få rigtig mange hits, 24 helt præcist. Det er næsten lige så mange som The Beatles, men ingen af Furys hits nåede toppen af listen. Han begyndte selv at skrive sange allerede som 18-årig og kastede sig først over rock and roll a la Elvis og senere skrev han især ballader med succes.

Hvis man er til præ-Beatles-rockandroll, så er Billy Fury bestemt værd at lytte til. Tag for eksempel B-siden fra hans single fra 1959 “Margo” /”Don’t knock upon my door“. Læg især mærke til pianosoloen, der giver sangen et ekstra løft.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

36 har læst indlægget

Fuck you very much!

27. juni 2022

Et sammenrend af gamle, forstokkede, højreorienterede højesteretsdommere har – som læserne sikkert allerede har  opsnappet fra nyhedstrømmen – gjort det muligt for de enkelte stater i USA at afskaffe kvinders årtilange ret til abort. Og det er ikke gået stille af – heller ikke i musikkens verden og heller ikke på Glastonbury-festivalen, hvor flere at de nye, store navne på spindesiden – fx Phoebe Bridgers, og Billie Eilish – har udtrykt deres misfornøjelse med afgørelsen. Et andet eksempel er det lille stjernefrø Olivia Rodrigo, der med hjælp fra selveste Lily Allen gav højesteret i USA fingeren – både i bogstaveligste og overført forstand: Fuck you! (En sangtitel Rodrigo nok ikke ville være sluppet heldig fra derovre…).

Lily Allens original med tekst

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

31 har læst indlægget
Tidligere indlæg »
31 har læst indlægget