Mon ikke den meget omtalte og roste koncert med Paul McCartney på Glastonbury kommer på et eller andet medie – tænkte jeg, da jeg hørte om den gamle ex-Beatles optræden. Og det vil jo vise sig. Men i mellemtiden kan man en lille månedstid høre hele koncerten på 2 timer 44 minutter og 2 sekunder på BBCs hjemmeside. Så hvad er der at betænke sig på!?
I mit forsøg på at få styr på mine tv-abstinenser, der kun forstærkes af dansk tvs – DRs og TV2s – underholdningsbacille, genser jeg kriminal-serien om den unge Morse – der på originalsproget hedder Endeavour (Morses fornavn, som han ikke bryder sig om). Og i går aftes var vi kommet til sæson fire og afsnittet med titlen “Canticle” (en kristen hymne), hvor den unge Morse møder tidsånden i tressernes såkaldte “permissive society”, altså den gryende frigørelse på mange områder af samfundet, seksuallivet, musikken, moden osv. Og i den forbindelse spilles der noget musik, som sendte mig ud på efterforskningens åbne land.
Folkene bag Endeavour har ramt tonen fra de frigjorte, psykedelisk påvirkede tresser meget fint. Begyndende med en sang med titlen “Kiss Me”, hvor en Sandie Shaw-lignende ung sangerinde folder sig ud, over et par sange med et band ved navn Windwood. Og det lød så godt, at man kunne fristes til at tro, at der var tale om rigtige kunstnere fra dengang. Men efterforskningen afslører, at musikken i afsnittet, der også rummer smagsprøver på Yardbirds, Jimi Hendrix og Cream, er udført af Endeavor Cast, altså folkene bag serien, og er – ta da! – udgivet på cd som Endeavour Soundtrack. Selvfølgelig, havde næsten skrevet.
Make believe you love me (med Sharlette Henry i den vokale forgrund)
I går fejrede McCartney endnu en succes med sin koncert på Glastonbury, der nogle steder omtales som hans bedste nogensinde. Og medens andre nød den, læste jeg videre i Miles-biografien og måtte endnu engang imponeres over Beatles’ arbejdsomhed og flittighed. En ting er, som bekendt, at de spillede røven ud af bukserne på alle og enhver, inklusive dem selv, i Hamborg. Men det fortsatte sgu også, da de vendte tilbage til England. De havde dårligt nok en fridag i tiden efter Hamborg. Hvis ikke de optrådte rundt i landet, var på tv eller i radioen, så skrev de sange og indspillede dem. Et lille symptom på deres travlhed var, at de ikke havde tid til at blive fotograferet til forsiden af Time, da det prestigeøse blad lavede en artikel om dem i forbindelse med deres første USA-turné.
Og McCartney og Lennon skrev sange i et væk. De havde faste aftaler om, hvilke dage de skulle mødes og skrive sange (for så var de sikre på, at de ikke blev fristet til at holde fri…). Og de sprøjtede sange ud. De arbejdede typist 2-4 timer og det blev til minimum en sang, gerne flere. Og det hændte, at ikke alle sangene passede helt til Beatles selv, og så gav de dem videre til venner og bekendte i musikmiljøet.
Det gælder for eksempel sangen “One and one is two”, der gik til The Strangers (med Mike Shannon) fra Liverpool. De var venner (“mates”) med Beatles. Og den sang omtalte John Lennon senere som værende en af McCartneys mislykkede sange. Måske. I hvert fald en umiskendelig McCartney-sang (krediteret Lennon & McCartney), og en sang, der er blevet indspillet af andre også: The Badbeats (1979), Bas Muys (1982), Beatnix (1992), Apple Jam (2009), BLF Rock Band (2013), The Weeklings (2014) og ikke mindst Graham Parker (2003). Sidstnævntes udgave finder man på albummet The Lost Songs of Lennon and McCartney – From a Window af Pierson (Kate Pierson fra B-52s), Parker (Graham) og Janovitz (Bill), der netop består af en række sange, som Beatles vist ikke selv fik indspillet. Og måske er sangene ikke de allerbedste fra Lennon & McCartney, men lytter man til denne hyldestplade så er det tydeligt at selv deres mindre vellykkede sange har høj kvallitet og emmer af Beatles.
Historien om Kate Bushs genfødsel som hitlistenavn med sangen “Running up that hill” i kraft af streamingserien Stranger Things er velkendt. Og historien spøgte i mit hoved, da jeg dyrkede en af mine små særheder, nemlig at afkode de popsange, der bliver (mis)brugt i fiktion og reklamer på tv.
Mange af disse popsange er velkendte travere fra rockens historie som bruges til at sælge biler eller skabe stemning i film og serier. Men det sker også, at en knap så kendt sang dukker op. Som fx i forskræppet til DRs serie “Den store stygge verdensøkonomi”, hvor selveste The Zombies dukker op med den smukke sang “This will be our year” fra bandet kultplade Odessey And Oracle (1968). Det er lidt overraskende, og jeg aner ikke, om sangens giver nogen som helst mening i serien, som jeg ikke har set.
Som Chris Franz fortæller i sin bog om Talking Heads, så indspillede de ikke deres musik på bånd før de fik en pladekontrakt. De lærte sangene udenad, og så kørte det ellers der ud af. Men da kontrakten var i hus ændrede det selvfølgelig på tingene. Og på nettet (og på bootleg) kan man få et indtryk af, hvor langt de allerede var nået med deres sange inden den første plade så dagens lys. Demooptagelserne fra CBS i 1975 er overraskende friske og gode.
Paul McCartneys biograf Barry Miles noterer tørt i sin bog, at Beatles efter at have opnået stor succes med derres første album Please please me (der nåede førstepladsen i hjemlandet og blev på listen i 30 uger) beslttede og insisterede på, at deres fremtidige singleplader ikke måtte være inkluderet på deres album, så deres fans var nødt til at købe de samme optagelser to gange. Please please me indeholdt sangene fra to singler. Men det skulle være slut nu. Men helt så enkelt blev det ikke, for amerikanerne havde det med at gå deres egne vej. Derovre udkom Beatles ikke helt som i Europa. Og det betød blandt andet, at flere at gruppens såkaldte non-album-singles – for eksempel “We can work it out”/ “Day tripper” – alligevel blev indlemmet på album (nemlig på Yesterday and Today). Men ideen var god nok.
Den kan allerede fås i en luksuøs 4 K Ultra HD-jubiæumsudgave. Den første film i serien om Jason Bourne, Bourne Identity. Filmatiseringen af Robert Ludlums roman af samme navn fra 1980 og den film, der grundlagde det man har kaldt og kalder Bourne franchise.
Og det var mine tv-abstinenser, der – af mangel på seværdigt tv – fik mig til at kaste mig over denne første genrefornyende film. Og efterfølgende må jeg spørge mig selv, om ikke det også er den allerbedste af de fire film med Matt Damon i hovedrollen som Bourne? Jeg er lige ved at tro det, selv om Peter Greengrass’ efterfølgende film kun cementerer Bourne-universets filmiske kvaliteter.
Bourne Identity havde Doug LIman som instruktør og Tony Gilroy og William Blake Herron. som drejebogsforfattere. Og Doug Liman, der havde været en fan af bogen siden han gik i gymnasiet, lod lod sin fortolkning af historien farve af sin egen faders oplevelser fra efterretningstjenesten for at modernisere historien og lægge den mere op af sin egen opfattelse af de forenede staters udenrigspolitik. Og Limans kritiske syn på sit hjemlands udenrigspolitik skinner da også klart igennem og løfter Ludlums historie ud af den pure underholdning – uden at underholdningsværdien forsvinder.
Og historien om agenten Bourne, der mister sin hukommelse og bliver tvunget til at genfinde og -vinde den i et løbende opgør med den efterretningstjeneste, der har trænet og skabt ham, fortælles med den genrefornyende æstetik, der er blevet Bournefilmenes vandmærke: håndholdt, nervøs kameraføring, lynhurtig klipning, rudimentær, sanselig, materielt skrabet action osv. Bourne Identity rummer skabelonen for Bourne-franchisen og den dogmatik, der har styret de efterfølgende film – og har sat sine spor i andre agentfilm, som for eksempel James Bond-filmene med Daniel Craig i hovedrollen.
Og jeg må sige, at filmen med sine tyve år på bagen holder 100% og imponerer stadigvæk ved sine kvaliteter. Og nu ved jeg, hvordan jeg kan kvæle mine tv-abstinenser den kommende tid, nemlig ved at se resten af serien.
Jovist. Rammstein, det tyske neue deutsche Härte-band, indtog Århus midtby i går. Og det gav anledning til ret så kaotiske, trafikale forhold i den jyske hovedstad. Men det er noget, vi efterhånden er vant til her i byen, hvor den politiske elite åbenbart mener, at der skal afvikles mange store begivenheder og arrangementer i det centrale Århus, hvor fraværet af en regulær trafiksanering er åbenlys for de fleste.
Nå, men Rammstein kom, indtog byen og gav en koncert, der går gny af på de sociale medier. Og nej, jeg var der ikke. Jeg har ikke rigtig lyttet til Rammstein (hvilket nok er en fejl, da jeg absolut holder meget af tysk rock), har ingen plader med gruppen og har ikke rigtig fulgt med i bandets udvikling. Først og fremmest fordi jeg – som tidligere anført – generelt ikke er til heavy rock. Men Rammstein i Århus får mig nok til at lytte lidt til dem i den kommende tid.
En anden fødselar. Peter Asher, som er broder til Jane Asher, der engang var Paul McCartneys kæreste. Og som var en del af den succesfulde duo Peter and Gordon. Som fortalt, ville han hellere arbejde med pladeproduktion end selv indspille plader og turnere. Og det var enden på Peter and Gordon og begyndelsen på en lang karriere med pladeproduktion. Især James Taylor og Linda Ronstadt her nydt godt af Ashers evner bag knapperne. Han producerede James Taylors debutalbum i 1968 og har produceret ham helt frem til pladen Live in Rio fra 1991.
Men helt stoppet med at optræde er Peter Asher. Han har nu og da optrådt undervejs sammen med andre, og i 2018 indledte han et duosamarbejde med Jeremy Clyde, der har været en del af duoen Chad & Jeremy, som var en slags pendant til Peter & Gorden i de tidligere tressere. Og sammen optræder de som Peter & Jeremy og synger sange fra de to duoers repertoire.
I går fyldte Peter Asher 78 år.
Og så en lille sjov ting, som blandt andre Barry Miles fortæller om. Da McCartney boede hos familien Asher, var Peter en kort periode kæreste med selveste Millie Small – kendt som Millie med hittet “My Boy Lollipop“. Det holdt dog ikke.
Chad and Jeremy – Greatest Hits
Peter and Gordon – Greatest Hits
Hjemkomst kalder Anne Eltard sit nye album og straks tænker jeg – hjem til hvad? Og måske gemmer svaret sig i sangen “Hun kommer hjem” (3 på side A), hvor det blandt hedder “hun kommer hjem når freden er sluttet, når børnene ler, når mennesker og grænser er åbne og sanser så kommer hun hjem” (med forbehold for fejlhøring). Men altså en hjemkomst – ikke til et bestemt, afgrænset sted, men derimod og tværtimod til et sted, hvor der åbnes op for noget. Og det kunne meget vel være mod en musikalsk og menneskelig frodighed og frugtbarhed.
For ganske vist bekender Anne Eltard sig på sin fine hjemmeside til ‘den nordiske tone’, men albummet demonstrerer også, at denne grundtone langt fra får lov til at stå alene, men bliver befrugtet og legeret med toner fra vores fælles store verden. Med sin kvartet – bestående af Anne selv (sang og violin), Regin Fuhlendorf (guitar og kor), Nicolai Land (kontra- og ukulelebas og kor) og Anders Pedersen (cajón, slagtøj og kor) – inviteres lytteren ind i et musikalsk univers, der både byder lytteren op til dans, syngen med og intens lytten.
Allerede i den første sang “Hold mig tæt” er vi ude på et imaginært dansegulv. En sang om et kærligt møde vugger forførende af sted med latinamerikansk fornemmelse og Django Reinhardsk jazz-feeling. Og oven i det hele Anne Eltards behagelige, indtagende stemme, der forbilledligt klart og forståeligt fremfører de danske tekster. Og videre går det til “Tal til mig”, hvor kærlighedens problemer melder sig, og et meget mere moderne, nutidigt musikalsk udtryk melder sig med funky tangenter og rockende guitar. Og kvartetten ændrer udbesværet udtryk og får fin hjælp fra andre musikere (Jens Nørremølle, tangenter, Peter Klitgård, guitar, Channe Nussbaum, kor, Monica Jakobsen, kor og Louise Nipper, kor). Og sang for sang udfolder kvartetten sit brede, fornemme udtryk, der ikke er for fastholdere, men genremæssigt vidt facetteret og fascinerende i sin grundlæggende, medrivende, dansante og lytterorienterede variation.
Anne Eltard har skrevet de fleste numre på pladen. Og her er både poppede sange (som de nævnte) og et enkelt instrumentalnummer (“Halvfem”). Men der er også andre bidragsydere som for eksempel Kai Normann Andersen med sin og Poul Henneingsens “itu, itu i tusinde stykker”, Mogens Dams og Henrik Blichmanns “Den sidste turist i Europa” og Børge og Arvid Møllers klassiske “Glemmer du”. Og med disse bidrag fra den danske sangskat er den nordiske tone i hvert fald sikret, hvis den ikke var det i forvejen (hvilket den er).
Ingen tvivl om det: Anne Eltard og hendes kvartet vil rigtig meget med deres musik – og de kan det hele og mere til. De har slået et stort brød op og er lykkedes med at få det til at hæve og få det bagt godt og grundigt. Hjemkomst er et særdeles vellykket album, der fortjener stor ros og mange lyttere. Så hvis ikke musikradioen vil spille den, så sørg for at lytte til den digitalt eller på fast medie. Hermed varmt anbefalet.
Anne Eltard. Hjemkomst. Produceret af: Anne Eltard og Jens Nørremølle. Eget plademærke. Er udkommet.
Lidt research på nettet og i diverse opslagsbøger gjorde mig ikke klogere på, hvilken måned i 1972 Day of Phoenix’ andet album The Neighbour’s Son udkom. Men i hvert fald var det i 72 og derfor halvtreds år siden, dette progressive rockbands sidste album af to udkom.
Gruppen udsprang delvist af The Maniacs og bestod i første omgang af Cy Nicklin (gt. og sang), Henrik Friis Nielsen (trommer), Karsten Lyng Nielsen (gt. og sang), Ole Prehn (gt. og sang) og Jess Stæhr Nielsen (bas og sang). Og blev dannet i 1968. Gjorde sig bemærket ved at optræde i filmen “Helle for Lykke”.
Allerede i 1969 skete der store udskiftninger. Nicklin og Stærh blev erstattet af hhv. Hans Lauridsen (sang) og Peter Friis Nielsen (bas og ang). Og i den nye konstellation indspillede bandet i 1970 Wide Open N-Way, der blev godt modtaget, også i England. I 1972 kom så The Neighbour’s Son .
I 1972 bestod gruppen af Lyng, Prehn og Stæhr, Ole Fick (gt.) og Bo Thrige Andersen (trommer). De sidste tre med fortid i Burnin Red Ivanhoe. Den ny konstellation holdt dog ikke længe og Day of Phoenix opløstes endelig i 1973. Inden da nåede de at indspille nummeret “Make me look away”, der findes på Burnin Red Ivanhoes right on (1974).
Day of Phoenix blev aldrig det helt store navn i Danmark, men er forblevet et kultband. Og deres musik blev genudsendt samlet under titlen Mind Funeral i 2020.
Brian Wilson, sangskriver par excellence i the Beach Boys, fylder 80 i dag. Også hans fødselsdag vil sikkert give genklang i musikpressen og på de sociale medier. Barry Miles fortæller en sjov historie om Wilson i sin McCartney-biografi. Medens konkurrencen mellem Beatles og Rolling Stones alene var en konkurrence om, hvem der flest og højest hitlisteplaceringer, så var konkurrencen mellem McCartney og Wilson på det kunstneriske plan. Som McCartney var/er Wilson bassist, og de to fulgte hinandens musikalske udvikling nøje for at kunne overgå hinanden. Pet Sounds var således Wilsons svar på Beatles’ Rubber Soul.
Og hvilket svar. McCartney benyttede enhver lejlighed til at rose pladen, blandt andet for Wilsons brug af bassen som melodisk instrument. Men selv om han anbefalede pladen til alle, han mødte, så gik det meget trægt med pladens salg i England. Indtil der kom hjælp fra en uventet kant. Rolling Stones’ manager, Andrew Loog Oldham, bekostede helsidesannoncer i musikbladene som fortalte alle, at det var det største album, der nogensinde var lavet. Og det virkede. Alle, der havde noget at sige i den britiske musikbranche, købte pladen, og det satte skub i salget. I mellemtiden var Beatles i fuld gang med at indspille Revolver, der ville flytte popmusikkens grænser endnu en gang.
For ikke at få for store tv-abstinenser kastede jeg mig over den færøske krimi-serie Trom, der oprindeligt blev vist på Viasat, men nu kan ses på DR.
Serien bygger på den færøske forfatter Jógvan Isaksens bøger om den kritiske journalist Hannis (spillet af Ulrich Thomsen). Hannis er blevet kaldet hjem til Færøerne af en aktivistisk kvinde, Sonja, der kæmper mod misbruget af havmiljøet. Modstræbende tager han derop, og så viser det sig, at Sonja er hans egen datter, som han ikke vidste, han havde. Og hun har oplysninger, som han ville kunne bruge til en kritisk artikel.
Men næppe er han arriveret, før Sonja findes druknet i havnen. Og noget tyder på, at det hverken var selvmord eller uheld, men mord. Og Hannis begynder langsomt at grave i sagen, samtidig med, at det færøske politi med politikvinden Karla (spillet af Maria Rich) i spidsen også forsøget at finde ud af, hvad der er sket.
Med sin placering på Færøerne og handlingscentrum i og omkring Thorshavn får serien et spektakulært, smukt og storladent sceneri og en mikro-metropolisk noir-stemning forærende for en fortælling, der langt hen er ganske traditionel. Med Ulrich Thomsen i rollen som den fåmælte, handlende journalist-detektiv, som er lavet efter en klassisk skabelon fra klassiske krimier af Chandler og Hammet. Thomsen udfylder rollen godt med hele sin internationale erfaring pondus, men mangler også lidt dimensioner i sin karakter. Heller ikke Maria Rich lykkes helt med sin karakter, der virker lidt utroværdig og konstrueret. Bedre går det for skurken, de religiøse forretningsmand Ragnar (Olaf Johannesen) og birollerne, bl. a. Karlas kvindelige underordnede, spillet af Mariann Hansen.
Samlet set er serien absolut seværdig, hvis man ellers er til kriminalserier, selv om den ikke helt når det niveau, man er vant til fra engelske og svenske serier i samme genre.
Helt tilfældigt opdagede jeg, at min gamle smartlog – dér hvor capac-bloggen begyndte for mange år siden – har fået nyt liv på nettet. Min gamle bloggerbuddy Klaus har åbenbart publiceret sin bogudgave af bloggen på noget der hedder yumpu.com, hvor man kan læse, hvad jeg skrev engang. Her.
Det ligner en gammeldags singleplade, men min grammofon overbeviste mig om, at der nok snarere er tale om en EP eller måske endda en mini-lp. Old Man Blues’ Ready for fun, der består af fire sange, fordel på to sider.
Og måske er tanken om gammeldags singleplader slet ikke så malplaceret. For Ready for fun rummer musik, der gerne fandt vej til 45″-vinylerne i gamle dage. Om projektet Old Man Blues har taget navn fra Duke Ellington ved jeg ikke, men tænker at navnet nok snarere henviser til, at de medvirkende alle har en dåbsattest, der daterer sig tilbage i det tyvende århundrede.
I spidsen står Right Hand Buddy, der har skrevet alle sangene, synger for og bag. Og bag ham find vi Niels Kaarsberg på guitar (og flaskehals) og kor, Favia Couri på guitar, bas, klaver, mellotron og kor go Martin Couri på trommer, slagtøj og kor. Og sammen spiller de en afart af garagerock.
Det er beskidt, svedigt, ukompliceret rock, der flintrer af sted med piskende trommer, pulserende og undertiden forvrængede guitarer, hamerende piano og dunkende bas. Helt som garagerockens simple æstetik foreskriver. Og tekster svarer nøje til musikkens enkel- og renhed. Det er direkte tekster, der taler uden omsvøb om at have det “sjovt”, dyrke sex uden at blande kærligheden ind i det, om alzheimerens begrænsninger af livsudfoldelsen og om savnet af en rigtig god ven. Tekster, der har karakter af citationer og som befinder sig på umiddelbart hverdagslivsniveau.
Det kan godt være, at det er nogle gamle drenge, der gemmer sig bag projektet Old Man Blues, men attituden er ung – nej, ikke ungdommelig – som i frisk, uforfalsket, hudløs og umiddelbar. Det er musik, der på sæt og vis er tidløs. Den har paralleller tilbage i halvtredserne og de tidligste tressere og kan følges som en rød tråd op gennem rockens historie. Musik, der aldrig går rigtig af mode og som altid vil finde sine tilhængere, fans og proselytter.
Så hvis man er til ægte garagerock, som vor far, bedstefar og oldefar lavede den, er der god grund til at få fat i denne vinyl til samlingen. Og man kan kun ønske sig, at Right Hand Buddy og hans kammesjukker vil tage sig sammen og lave et stort album med flere ærlige sange. Hermed anbefalet.
Og så skal Old Man Blues have ros for at tilegne en sang – “I miss you” – til musikmennesket Jan Sneum, som vi mistede i 2020. Fin, fin gestus.
Old Man Blues. Ready for fun. Hookfarm . Er udkommet.
