Forleden for digteren, musikeren, humoristen, grinebidderen Benny Andersen hen. Og i dagens udgave af Information leverer bladets mangeårige litteraturanmelder Erik Skyum-Nielsen en fin nærlæsende, sprogfølsom nekrolog over Andersen. En nekrolog, der både vidner om en stor sproglig og litterær følsomhed – hos såvel nekrologskriveren som den afdøde digter – og om, hvad man forsøgsvis kunne kalde en sproglig omsorg. En omsorg for det danske sprog. For var der noget, Benny Andersen udøvede, var det netop denne kærlige omsorg for vort fælles sprog, dansk.
Og dermed blev Andersens død også – for alle os andre – en påmindelse om, at vi bør anstrenge os dagligt for at behandle det lille sprog dansk med kærlighed, omhyggelighed, opbyggelighed, nænsomhed og så videre. Og det gælder ikke mindst de faggrupper i landet, der ernærer sig ved at bruge sproget. Fx – min yndlingsaversion for tiden – journalisten. Jeg kunne give tusindvis af eksempler på, hvor lemfældigt journalister bruger det danske sprog i medierne. Ikke kun almindelige fejl, som dansklærere hver dag møder i opgaveretningen. Fx (hentet fra en kørende tv-reklame på DR) forskellen mellem at ligge og at lægge. En anden journalist snubler i en talemåde og giver op over for problemet. Eksemplerne på manglende sproglig agtpågivenhed er legio. Og så har jeg slet ikke nævnt den omfattende, hærgende angli- og amerikanificering af det danske sprog, der truer med at tage livet af vores lille sprogområde.
Og jeg mener ikke, man kan skyde det ind under “travlhed” og lignende. Det handler om prioritering. Journalister og andre professionelle sprogudøvere har et eller andet sted et ansvar over for publikum for at behandle sproget ordentligt. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke kan være plads til fejl og smuttere undervejs. Men det er heller ikke det, der er tale om nu til dags. Der er tale om et generel svigt med hensyn til den sproglige omsorg. Og hvis ikke de professionelle sørger for omsorgen, så kan man heller ikke forvente, at alle andre almindelige sprogbrugere gør det (se blot de sociale medier…).
Benny Andersen vil blive husket og læst mange år frem, og vi skal sørge for, at nye generationer får lov til at kende ham og hans digtning. Sådan som Skyum-Nielsen gør opmærksom på. Og så kan vi bruge sorgarbejdet til at udøve sproglig agtpågivenhed og omsorg, når vi bruger vort danske sprog.
