7. august 2018 arkiv

At huske: Enewetak

7. august 2018

Bedst som man går og bliver helt bevidstløs af tv-journalistikken overfladiske dyrkelse af tynde nyheder – gerne med kendte personer i centrum – så kommer der pludselig en udsendelse med dybde og perspektiv. Det skete således i går, hvor DR sendte udsendelsen Horisont Atomtruslen på tropeøen. Desværre gjorde DR ikke meget for at gøre opmærksom på programmet – i modsætning til alle mulig andre mere eller mindre ligegyldige programmer – så der er nok en del seere, der gik glip af den.

Og det er en skam (selv om den endnu kan ses på nettet), for det var en spændende fortælling om især den atomforurenede atol Enewetak i Marshalløerne. Den mest kendte atol derud er nok Bikini, der blev kendt som det sted, hvor amerikanerne lavede mange  atomprøvesprængninger. Men Enewetak har været lidt glemt – af gode grunde: det officielle Amerika ikke været interesseret i at for mange informationer om atomforureningen der kom ud til en større offentlighed. Og sådan er det stadigvæk.

Under en 35 cm tyk betonkuppel har amerikanerne gemt højradioaktivt atomafffald, bla. indeholdende plutonium – det allergiftigste stof. Og langsom siver det forurenede materiale ud i vandet omkring atollen. Faktisk mener fagfolk, at betonkuplen ikke længere skjuler noget, der ikke også er uden for kuplen.

Fortællingen om atollens affolkning i forbindelse med prøvesprængningerne og tvangsudskrivningen af op mod 8000 amerikanere, der skulle rydde og og bygge kuplen – uden at være iført beskyttende dragter og masker – og med liv og helbred som indsats er en rystende beretning om en amerikansk politisk kynisme, der under påskud af at gøre noget godt for menneskeheden fordrev folk fra deres hjem og ødelagde mange menneskers liv. Og kontaminerede et sted på jorden de næste 24000 år….

Og her mange årtier efter Marshalløerne blev genstand for atomforsøgene er der nogen, der kæmper for at få forbryderne stillet til ansvar. Historien bliver ikke sådan glemt, selv om de amerikanske myndigheder gør, hvad de kan for at tysse sagen ned, fx ved ikke at anerkende de ødelagte amerikanske soldater som atomofre (og dermed give dem mulighed for at få en særlig dækning af deres enorme hospitals- og medicinregninger).

Den lille halve time udsendelse varer burde være sendt i den bedste sendetid i stedet for de hjernevaskende underholdning, vi dagligt udsættes for. En udsendelse af stor både historisk og aktuel relevans.

Vent ikke på bedre tider

7. august 2018

Som tidligere skrevet, så læser jeg pt. Wolf Biermanns store selvbiografi Warte nicht auf bessre Zeiten. Og den er storartet. Både biografi og et stykke tysk historie med fokus på tiden fra 2. Verdenskrig og frem til nutiden. Og Biermann, der jo bosætter sig i DDR som ganske ung, bliver en slags sandhedsvidne for den komplicerede og modsætningfulde udvikling både DDR og BRD gennemløber. Der er ikke plads til forenklinger eller halve sandheder og Biermann holder sin socialistiske fane højt trods sin udsatte position som politisk “outsider” i begge de to Tysklande.

Og billedmaterialet i bogen er i sig selv ens studie værd. Her ser man bl.a. alle de forskellige kulturpersoner, Biermann møder på sin vej. Fx – som afbilledet ovenfor – Joan Baez, en søster i ånden, eller – som tidligere dokumenteret – Nina Hagen. Eller den amerikanske beatpoet Allen Ginsberg og den tyske filosof Ernst Bloch. Fine sort-hvide fotos, der afspejler tiden og tidsånden.

Nedenfor ses endnu engang Nina Hagen (med ølflasken for munden) sammen med Biermann og Ninas moder Eva-Maria Hagen. Året er 1988.

https://www.youtube.com/watch?v=DK-pNuzP92k