CAPAC

Nej, der er ikke højvande i tv-krimiafdelingen af DR for tiden. Selv om solide Inspector Morse-“ripp-off” Lewis kører endnu engang over skærmen (og tåler et gensyn) og Vera er i gang med de seneste, også meget solide, afsnit, så ser det lidt sløjt ud. Er der ikke noget nyt på vej fra britisk t, må man spørge?! Hvornår kommer der nye serier, der kan leve op til Vera, Banks, Endeavour og så videre?

For briterne har længe været mindst en hestemule foran andre lande, når det gælder kriminalserier, der matcher, ja overgår, de litterære forlæg. Så jeg håber virkelig, at corona og Brexit ikke forpurrer noget her.

Men lidt er der da at fornøje sig på, oven i Vera og Lewis. Det drejer sig især om den irske miniserie Acceptable Risk, der kører endnu på DR2 (og som kan ses på DRs hjemmeside). En udspekuleret historie om Sahra Manning, der vil finde sin nye kærestes mordere. Sahra og kæresten har begge arbejdet i et stort medicinalfirma, og det viser sig lidt efter lidt at mordgådens løsning skal findes netop i firmaet. Og værre bliver det af, at Sahras første mand, der også var ansat i firmaet, også er død ved mystiske omstændigheder, der peger på endnu et uopklaret mord. En serie, der bygger både på et korrupt firma, korrupte politikere, korrupte politifolk og familiemedlemmer og bekendte, der ikke alle har helt ren mel i posen. Det er en fremragende serie, der helt lever op til niveauet med hensyn til djævelsk udtænkt plot, stram fortællestil og overbevisende skuespilpræstationer (ikke mindst af Elaine Cassady i hovedrollen).

https://youtu.be/pGc21RZ4U5U

Men også vores naboer på Island kan de noget med krimier. Og de seneste par onsdage har DR1 vist Flateyjargátan, der på dansk har fået den lidt gumpetunge titel Øen og gåden. En historie om den unge kvindeoprørske forsker Jóanna, der vender tilbage til sin hjemø Flatø med sin søn for at bo i faderens hus og løse den gåde, som faderen i sine sidste mange år havde forsøgt at løse – og måske havde fundet en løsning på. En gåde, der er indskrevet i et af de berømte islandske håndskrifter. Det bliver en kompliceret mordgåde, da en dansk forsker myrdes umiddelbart efter begravelsen af Jóannas fader. Mordgåden kompliceres af, at politimanden Brynar forsøger at hænge Jóanna op på mordet, fordi hun er mor til Brynars søn. Historien tilsættes en  portion lokalkolorit med indbyrdes stridigheder mellem de lokale myndigheder, en lille sag om hustruvold, tvangsauktion og gæld og en strid mellem Jóanna og Københavns universitet, der vil have udleveret faderens papirer.

Historien fortælles lige ud ad landevejen med nogle få flash backs og solidt skuespil. Og med den særlige stemning, der opstår, når handlingen foregår på en islandsk ø og i en islandsk kulturel kontekst. Absolut værd at bruge nogle timer på.

I går blev det offentliggjort, at demokraternes præsidentkanditat Joe Biden har valgt Kamala Harris som sin vicepræsidentkandidat og medløber i præsidentvalget mod Donald Trump. Et på papiret klogt, ja smart træk. En yngre mørk kvinde af indisk-jamaicansk oprindelse, der er en af Bernie Sanders’ bevægelse – og dermed garant for, at nogle af Sanders’ mærkesager – almen sundhedsforsikring, større lighed osv. – vil leve videre. Derudover besidder hun noget Joe Biden ikke har: kampvilje, veltalenhed og politisk skarphed og gennemslagskraft. Og endelig “løser” Biden et problem: Han opfattes af mange som en for gammel præsidentkandidat. Hvis han vælges bliver han 78 år, den ældste nyslåede præsident nogensinde. Men med den 55-årige Harris ved sin siden, så kan Biden falde død om uden at det politiske projekt falder til jorden. Og vi vil få den første sorte (som hun selv betegner sig) kvindelige præsident.

Men, men, kommer det mon til at gå sådan? Kan vi være sikre på, at Trump taber? Nej, som valget af ham tydeligt beviste, så kan han ikke bare betragtes som en taber.  På trods af alle hans personlige og mediemæssige fejl og mangler. Vi skal huske på, at han stadigvæk har en kernevælgerskare af u(ud)dannede amerikanere, der primært er træt af det politiske establishment, som Trump vandt over, og som ikke bekymrer sig synderligt om de løgne og meningsløsheder, Trump fylder Twitter med. For dem er Trump bare en helt, fordi han siger, hvad der passer ham og er fløjtende ligeglad med offentligheden i form af pressen og medierne.

Dertil skal lægges – og det må vi ikke glemme – at han har store, økonomiske interesser i ryggen, fx Amerikas rigeste mænd, Koch-brødrene. Økonomiske interesser, der lige som kernevælgerne er ligeglade med Trumps “fake news” og meningsløsheder på Twitter, så længe han tjener deres sag. Og det har han gjort hele vejen og gør fortsat. Og det er en kendsgerning i amerikansk politik, at det er meget svært at vinde et præsidentvalg, hvis ikke du har mange penge i ryggen. Og det har Trump.

Det er min blogkollega Jens Unmack, der gør opmærksom på, at forsangeren i The Undertones fylder 62 år. Så 42 år er løbet af sted, siden Undertones’ testosterondrevne sang om “Teenage Kicks” brændte igennem og ind i mange hjerner, hvor den sidder endnu og minder om både ungdommelig galskab og om glorværdige punk-post-punk-tider.
Her er den i en udgave fra sidste år, hvor  Undertones får hjælp af Baby Shakes. Og jeg synes de gamle drenge kører den fint hjem.

Bare navnet er et, man let husker eller ikke sådan lige glemmer. Trini Lopez. Han meldes nu død i en alder af 83 år – død “med corona”.
Den texansk-mexikanske guitarist og sanger blev i tresserne eksponent for en pop-rock, der tog farve af fx tex-mex-musikken. Og i mange år kunne man jævnligt høre ham på P3s programmer. Af samme grund er han blevet end del af mit lydbagtæppe fra de år.

Trini Lopez – If I had a hammer – from Mariquita Parecxzio on Vimeo.

Hedebølger føles som regel med højt solskin. En hedebølge er, når gennemsnittet af dagens højeste temperaturer er over 28°C tre dage i træk. Det er med andre ord, når det er rigtig, rigtig varmt i en længere periode (DMI)

Først fik vi vist en varmebølge, nu er det så en hedebølge. Og selv om vi i månederne forud har efterlyst “rigtig” sommer og varme, så brokker vi os nu over hedebølgen. Måske har det noget at gøre med den danske nationalkarakter? (Jeg er ikke sikker på, at en sådan findes eller kan defineres, men alligevel…).

Nå, men jeg forsøger at leve med temperaturer omkring de 28-30 stykker. Og det kræver visse modifikationer af min modus vivendi. Fx drikker jeg mere væske. Det giver næsten sig selv. Med mit store korpus og min store svedproduktion skal der kompensation til. Og det sker – nej, ikke i form af øl – med rigelige mængder vand – postevand fra hanen. Jeg bruger et halvlitersglas, som jeg nemt tømmer i en køre. Så er der tanket op en tid. Men i går gik jeg alligevel i fælden. Jeg stod ude i køkkenet og ville fylde glasset igen, og blev så grebet af en ubestemmelig trang til at drikke noget andet. Hvor kom den trang fra? Nå, men hvad gør man så? Jo, kigger selvfølgelig i køleskabet. Og der stod – en sodavand. Jeg er normalt ikke den store sodavandskonsument. Slet ikke Coca Cola. Men måske var det, der gjorde, at jeg blev fristet over evne og greb sodavanden, der hed noget med “eksotisk”, hældte den op i glasset og lod den løbe ned i dybet.

Det skulle jeg nok have undladt, for kort tid efter var glasset igen fuld af postevand med en lav temperatur. Sukkervandet (ja, der var rigtig sukker i) havde ikke slukket tørsten, men nok dulmet den imaginære trang efter noget andet. Men sådan er det vel med begæret. Det vil altid have “noget andet”.

Nå, men til livsmodifikationerne hører også et obligatorisk køligt brusebad inden sengetid. Den indre afkøling skal modsvares af en ydre, så at sige.

Ellers er alt ved det gamle.

Den lå øverst i den lille DVD-bunke oven på bogrækken i reolen. Og den passede fint til mit behov der i går, hvor den lumre varme havde fået godt fat og fik sveden til at pible stille ud af alle porer. Så behovet for lidt billedfiktionsadspredelse og godt med postevand i det halvliter store glas var akut.

Jeg kan ikke huske, om jeg har omtalt filmen før. Men The Bourne Legacy er et såkaldt “spin-off” til den her i bloggen omtalte serie om Jason Bourne. Dvs. filmen involverer ikke Jason Bourne i skikkelse af Mat Damon (selv om han bliver nævnt), men tager afsæt i den præmis, som Bourneserien hviler på, nemlig at Jason Bourne har været involveret i et hemmeligt efterretningsprogram og vendt tilbage for dels gøre op med dem, der styrer programmet, og for at finde ud af, hvem han egentlig selv er. En historie, der nøgternt betragtet ikke er færdig endnu og måske aldrig bliver det.

Bourne Legacy handler om agenten Aron Cross (spillet af Jeremy Renner), der er med i det hemmelige efterretningsprogram Outcome. Præcist, hvad Outcome skal, får vi ikke at vide, men programmet består af ialt ni agenter (Cross er “fem”), der alle er udsat for kemisk genetisk design, således at deres fysiske og psykiske formåen er optimeret. Hver dag skal de tage nogle piller, der vedligeholder designet.

Vi møder Cross på et tidspunkt, hvor han i Alaskas ødemark har opsøgt agent “tre” i en træhytte. Denne kan fortælle Cross, der er ved at løbe tør for de nødvendige piller, at han ikke har overholdt spillereglerne til fulde.

Samtidig sker der det, at ledelsen af Outcome finder ud af, at programmet er i fare for at bliver afsløret, da en video på internettet antyder en forbindelse mellem Outcome og det af Bourne afslørede program Treadstone. For at forhindre, at afsløringen bliver til noget og kommer til myndighedernes kendskab, beslutter man så straks af lukke Outcome og i den forbindelse at dræbe de involverede agenter. I filmens indledning ser man, hvordan nogle af agenterne får nogle nye designerpiller til erstatning for de gamle blå og grønne. Og de nye piller slår dem ihjel.

I hytten i Alaska kommer Cross på sporet af ledelsens planer, da en drone kommer og udrydder træhytten og agent “tre”. Det lykkes Cross med snedighed og snille at skyde dronen ned, hvorefter han begynder en jagt på de piller, som skal har brug for. Det fører ham i armene på biokemikeren Marte Shearing (Rachel Weisz), der arbejder med de kemisk-designede piller og er kommet på sporet af bagmændenes skumle planer i forbindelse med et skyderi på laboratoriet.

Da bagmændenen finder ud af, at Shearing er mistænksom, forsøger de at slå hende ihjel, men Cross kommer hende til undsætning og sammen tager de flugten. Den fører dem til Manilla i Filippinien, hvor produktionen af de famøse piller foregår. Her kan Cross med hjælp fra Shearing blive løst fra det kemiske program. Bagmændene sætter alle kræfter ind på at finde de to, og det lykkes dem på samme tidspunkt, som de to flygtende er kommet ind i fabrikken og er i gang med at give Cross en indsprøjtning.

Fra det øjeblik, hvor de flygtende afsløres på fabrikken og resten af filmen er der tale om ren action, hvor Cross og Shearing med politiet og en kemisk hjernevasket superagent fra underprogrammet LARX i hælene kæmper for at slippe fri.

Den første gang, jeg så filmen, var jeg lidt i tvivl om, hvad jeg skulle mene om den. Kunne den leve op til leve op til det niveau Bourne-serien har? Kunne den fastholde de fortællemæssige dogmer, som gør Bourne-filmen til noget særligt i sammenhæng med andre action-film? Jeg tænker her bl.a. på en neddrosling af actionsfilmenes tendentielle trang til ødelæggelse af biler, bygninger osv., dels en mere “naturalistisk” design af slagsmål og lignende, og dels en modsvarende dramaturgisk effektivisering af fortællemåden med hurtigere klipning, dristigere kameraføring m.m. Og jo, jeg synes, filmen ved gensyn lever pænt op til det niveau, som især instruktøren Paul Greengrass har været eksponent for. Tony Gilroy, der har instrueret Bourne Legacy, har bestemt taget ved lære og lægger sig tæt op ad læremesteren. Filmen bliver stramt fortalt og vokser i intensitet minut for minut for til sidst i en forrygende bil- og motorcykeljagt gennem Manilas tæt befolkede gader og stræder at nå et ganske overbevisende klimaks, der taler for den fortsættelse, som slutscenen diskret åbner muligheden for.

Jeremy Renner er en anden type en Matt Damon, men passer fint til rollen som Aron Cross. Og som det feminine modspil er Rachel Weisz også velvalgt som den lidt blege kemiforsker, der viser sig at indeholde meget og andet, da først helvede bryder løs. Dertil skal lægges fine birollepræstationer af Edward Norten (den ansvarlige for nedlukningen af Outcome), Stacey Keach, Oscar Isaac (“tre”) osv.

Samlet set leverer filmen et godt argument for at fortsætte “spin-off”-serien. Og efter sigende er det vist også planen. Hvad der sker med hovedserien er mere tvivlsomt, idet Matt Damon vist nok er kørt lidt sur i serien. Men den fortjener en form for afrunding, dvs. løsning på Bournes konflikt mellem frihedstrang og ønsket om at tjene fædrelandet.

På min vej hen over den store græsplæne, der pryder udsigten fra mit kontor og stuen in casa, faldt disse ord og denne sang mig ind – igen.

Det er så forudsigeligt, som det næsten kan være. Vi så det sidst, da Johanne Schmidt Nielsen forlod folketinget. At Enhedslistens såkaldte rotationsprincip, der sikrer, at et folketingsmedlem kun kan sidde i en fireårig periode, bliver sat til debat. Ja mere end det: At kravt om en fjernelse af dette princip, som Preben Wilhjelm var ophavsmand til og selv måtte leve op til, lyder igen og igen. Denne gang er det partiets politiske ordfører og frontfigur Pernille Skipper, der er årsagen til debatten.

Og ingen tvivl om det. Pernille Skipper har flot løftet fanen efter Johanne Schmidt-Nielsen. Hun er veluddannet (jura), velformuleret, og har folkelig appel. At hun også er kvinde og mor tæller kun på plussiden i tidsånden. Så det er ikke hendes aktiver i politik, det handler om. Hun er en god repræsentant for Enhedslisten.

Nej, når rotationsprincippet skal håndhæves, så hænger det sammen med, at det er partiet, det politiske projekt og medlemmerne, det handler om. Det handler om at tro på partiet og projektet og på, at det hele ikke afhænger af en enkelt person, hvad enten der er tale om Skipper, Schmidt-Nielsen, Rosenkranz-Theil, Anne-Grete Holmsgaard, Steen Folke, Preben Wilhjelm eller hvem der ellers har været til debat. Men det handler også om noget andet og sammenhængende: Nemlig at persondyrkelsen med al sin mediale fokusering er udtryk for den tendens, der altid truer et socialistisk orienteret parti, nemlig bevægelsen mod den politisk kastrerende midte. At slippe rotationsprincippet er at give efter for den indbyggede tendens i borgerlig dansk politik til at søge mod midten.

Nej, det er vigtigt, at Enhedslisten holder fast i princippet og tror på, at mange andre af såvel han-  som hunkøn vil kunne løfte fanen efter Pernille Skipper. Og Skipper vil fortsat være et aktiv for partiet og vil om nogle år kunne vende tilbage til folketinget.

Enhedslisten er det eneste parti på den såkaldte venstrefløj som stadigvæk han hævde at holde fast i det socialistiske tankegods. Og det er vigtigt for partiet, at det undgår at blive sovset ind til midterpolitikkens politisk udhulende malstrøm. Derfor skal rotationsprincippet fastholdes.

Opdatering 12/08-20: En af dem, der for nylig har kritiseret rotationsprincippet er filminstruktøren, forfatteren og debattøren Christian Braad Thomsen. Thomsens kritik bygger på den præmis, at det at være folketingsmedlem er et fag på linje med professorer, sygeplejersker, folkeskolelærere, arkitekter m.v. Og at jo flere år en folkevalgt har siddet, desto mere erfaring og derfor en bedre politiker. Læs Thomsens kritik her. Jeg er lodret uenig med Thomsen. Det samme er det tidligere folketingsmedlem for VS Steen Folke, der udførligt kritiserer Thomsens position – her. Og der er tale om to vidt forskellige syn på politik. Thomsen forsvarer personfokuseringen, medens Folke holder fast i, at et parti – og dets folkelige succes – er resultat af en holdindsats. Og at et parti ikke skal bæres af enkeltpersoner, men af en folkelig bevægelse. – Det sjove er, at rotationsprincippet ikke har forhindret partiet i at blive et parti med indflydelse eller har betydet voldsom tilbagegang.

Coronaen gør det svært, ja umuligt, for musikere at møde deres publikum på traditionel vis. Heldigvis er der alternativer, som mange har opdaget. Hjemmekoncerter osv.

Og så kan vi jo grave lidt i tv-annalerne. Og er der nogen, der kunne det der med at lave live-koncerter for tv, så var og er det tyskerne. Beat-Club, Musikladen, Pop-Rock und so weiter. Uden dem… Og her har de fanget de fotogene og friske Talking Heads i Dortmund.

Jeg har hilst på Tom McEwan en gang. Det var tilbage i midten af 1970’erne, hvor han var med i Culpeper’s Orchard som trommeslager, slagstøjsspiller og sanger. Og det foregik i Stakladen. På et tidspunkt blev jeg prikket på skulderen og der stod Tom. Han ville bare låne lidt ild til sin cigaret. Men da jeg var og er ikke-ryger, kunne jeg ikke hjælpe. Men et par ord, fik vi da udvekslet.

I dag fylder Tom så 80. Og kan se tilbage på en imponerende karriere som musiker, komiker, skuespiller og meget mere.

Bissekræmmeren, klaverstemmeren, pløksmeden, protesebyggeren, udtrækkeren, landtæge. Kært barn har mange navne – i hvert fald i følge min slangekspert Kaj Bom. Og i dag var det så min tur. Uvist af hvilke årsager er jeg en af dem, der er blevet indkaldt til tandeftersyn her i coronatiden. Selv om jeg som regel – dvs. de seneste mange gange – ikke har haft nævneværdige problemer med gebisset. Men, de skal vel have noget at leve af – tandlægen og i dette tilfælde tandplejeren.

Og tandplejeren, der er en ung dame, iførte sig en plastikbeklædning, der lignede (og måske var) en stor hvid affaldspose, af den slags man har under køkkenvasken. Dertil den obligatoriske lyseblå maske og beskyttende handsker. Jeg tillod mig at ymte noget om, at vi skulle huske – ud over alle adfærdselsreglerne – ikke at gå i  panik. Og det var vi til dels enige om – “men jeg er i højrisikogruppe”, som hun sagde. Og jeg havde frygtelig lyst til at sige: Ikke med mig i tandlægestolen. Men jeg beherskede mig og samlede kræfter til den lidelsesfulde tandrensning.

Heldigvis var alt som det plejer, så et kvarter efter, jeg havde sat mig i stolen, stod jeg igen ude på fortorvet og svedte tran.

Crosby, Stills & Nash – Woodstock from Shawn Rosvold on Vimeo.

I epilogen til sin bog om Woodstock fortæller Michael Lang, hvordan han nogle dage efter festivalen kommer kørende en solskinsdag i Los Angeles og bliver kontaktet af en anden bilist, en ung mand med sandfarvet hår, lange bakenbarter og et furet ansigt. Det er Steven Stills, der insisterer på, at Lang skal høre noget. Sammen kører de til Stills hjem i Laurel Canyon, hvor Stills sammen med trommeslageren Dalla Taylor spiller ‘sangen’ for Lang. Og sangen er “Woodstock”, som Joni Mitchell skrev i New York efter at have set noget om festivalen på tv (hun var nemlig selv blevet forhindret i at deltage, fordi hun skulle være med i The Dick Cavett Show). Og Lang skriver: “Jeg var fuldstændig overvældet. Følelsen af at høre den sang for første gang på den måde er blevet hos mig til i dag”.

Ovenstående video med Kjeld Petersen og denne sang “Bare græd”, har jeg lige brugt i en sammenhæng om mandlig gråd. Men genhøret med sangen fik mig til at tænke over teatergenren “revy”. Hvordan står det egentlig til med denne engang så elskede og dyrkede genre i dagens Danmark? Er det hele overtaget af såkaldte “stand-ups”?

Nej, genren er der endnu. Fx kan man se nogle skuespillere (Ulf Pilgaard, Lisbeth Dahl, Niels Ellegaard, Carsten Dahl og Mille Lehfeldt) fra den københavnske Cirkusrevy optræde på tv i en coronaficeret udgave med den rammende titel Revy på afstand. En række små sketches med aktuelt indhold.

Og hvor Cirkusrevyen, der næsten traditionelt vises hvert år på DR, ofte har en kedelig tendens til at blive lidt for indforstået københavnsk med klakkerende hjemmepublikum og en horisont, der ikke strækker sig ud over Valby Bakke, dér lykkes det ganske godt for corona-udgaven at ramme ned i nogle af tidens tendenser. Når fx Lisbeth Dahl folder sig ud som corona-tester mede vatmundpind og får vendt den aktuelle kønsforvirrings (LGBTQ+) absurditet, eller når Ulf Pilegaard parodierer den aldrende Jørgen Leth som rapporterende (à la Tour de France) fra et job i et supermarked. I denne korte serie lykkes det næsten teamet at nå forne tiders højder fra hedengangne tv-satireprogrammer.

Det forlyder også, at det går ganske godt med de lokale revyer rundt om i landet, så der må jo være et behov. Og det ville da også være synd og skam, hvis ikke der var plads til sådan en genre, hvor satire, humor, tekst og musik kan gå op i en højere fornøjelig enhed. Det gælder bare om at få nogle unge talenter til at indse det.

Sidespring: I det filmklip, der ledsager Kjeld Petersens sang ser man en af mine yndlingsskuespillerinder, Birgitte Reimer. Om hvem en sand cineast og connaisseur skriver på Filminstituttets side:

Ved siden af den mere kødelige Judy Gringer er hun vores eneste rendyrket erotiske komedienne. Hun hæver pikanteriet til raffinement og forførelseskunsten til underfundig leg. Charmen og de erotiske antydninger har musikalsk brus. Mon ikke Hollywoods komedie-mester Ernst Lubitsch ville have elsket hende lige så højt som hans danske elev Erik Balling gjorde det?

Jeg kunne ikke have formuleret det mere diskret og på samme tid præcist. Og hvornår har man sidst set det dejlige ord “komedienne”?! Nej, vel!?

Og hvis jeg ikke tager fejl, så er klippet fra filmen “Den grønne elevator” (1961), hvor Petersen spiller en ægtemand, der roder sig ud i nogle ægteskabelige problemer. Filmen er i øvrigt et remake af en tysk film Der Mustergatte (Mønsterægtemanden)fra 1937 af Wolfgang Liebeneiner og med Heinz Rühman i hovedrollen. Der blev siden lavet endnu to tyske udgaver, inden den nåede til Danmark og fik en anden titel (efter en drink, der spiller en vigtig rolle i filmens handling). Nu har jeg beskæftiget mig så meget med emnet, at jeg har bestilt filmen på biblioteket til et gensyn.

Jerry Garcia Band – 1980-03-01 Late Show from Davidaron on Vimeo.

25 år er gået, siden Jerry Garcia – fra Grateful Dead – døde 53 år gammel af et hjertetilfælde på en afvænningsklinik. Og det kan stadigvæk ærgre mig en smule, at jeg aldrig fik set Jerry Garcia Band i Århus, fordi koncerten blev aflyst i sidste øjeblik. Men sådan går det jo en gang imellem. Og hvorfor græde over spildt mælk, når der findes så meget materiale med Garcia og Grateful Dead på nettet!?

https://youtu.be/aMtPeclbdx

Nej, rockens rødder er mange og mangefacetterede. Det var ikke kun blues, der var grundlanget for rock and roll. Den var som en Misssissippi River, der løb sammen af en masse små vandløb, der løb ud i den store flod og blandede sig med alt det, der strømmede ad sted. Så selvfølgelig er der også plads til Judy “Over the Rainbow” Garland i det store billede. Og vi kan jo ikke tage fra hende, at hun synger med en power, der ellers er forbedholdt store jazz- og rocksangerinder.