CAPAC

Den slovenske filosof Slavoj Zizek parafraserer den engelske forfatter George Orwell (Vejen til Wigan Pier):

“Vi raser alle sammen mod den globale opvarmning og pandemien, men meget få mennesker ønsker seriøst at fjerne dem. Så længe det kun er et spørgsmål om at forbedre almindelige menneskers lod i livet, så er ethvert anstændigt menneske enig. Men uheldigvis når man ikke længere ved bare at ønske sig den globale opvarmning og pandemien væk. Mere præcist er det nødvendigt at ønske sig dem væk, men dit ønske har ingen virkning med mindre du begriber, hvad det indebærer. Den kendsgerning, som skal konfronteres, er at fjernelsen af den globale opvarmning og af pandemien indebærer en fjernelse af en del af dig selv. Vi er nødt til hver især at forandre os så fuldstændigt at vi til sidst ikke vil være genkendelige som den samme person. ” [Min oversættelse – kilde rt.com]

Det fine ved Zizek er, at han som filosof ikke bare forholder sig kritisk til verden som udspiller sig for vores øjne, men også vender kritikken indad, dels mod den europæiske venstrefløj, der ikke er sin opgave voksen, men også mod sig selv. Vi er mange, der kan lære noget af den gamle slovener…

I går fyldte Kinks’ trommeslager Mick Avory (Michael Charles Avory). Han har – sammen med brødrene Ray og Dave Davies – været med i The Kinks fra starten i 1964 og frem til 1984. I 1962 var han to gange til optagelsesprøve for The Rolling Stones i The Bricklayers Arms Pub i London, men rullestenene foretrak en anden trommespiller ved navn Charlie Watts. Og så kom Avory med i The Kinks, hvor han første gang lod sig høre på sangen “Everybody’s gonna be happy“. På de første indspilninger med Kinks blev der brugt studiemusikere. Det var producer Shel Talmys krav. Så Avory måtte nøjes med lidt tambourin og slagtøj i begyndelsen. Selv om Avory fremstod som det stille og reserverede medlem i gruppen, så kom han hurtigt i konflikt med Dave Davies – en konflikt, der til sidst, i 1984, betød, at han måtte forlade gruppen (godt hjulpet på vej af Ray Davies). Siden blev Dave og Mick dog gode venner igen og Mick spillede blandt andet på en af Daves soloplader, men vendte ikke tilbage til Kinks, fordi han var træt af turnélivet og al den ståhej, der er om et stort band. Siden har han spillet i en række sammenhænge, der alle har med tresser-revival at gøre. I går fyldte Mick Avory så 78 år.

Også de danske kunstnere bliver ældre. I går rundede Lasse Helner de 75. Baronets, Lasse & Mathilde og solokarriere med mere. Og pladeaktuel med albummet Over the Hill, der kaldes Helners “musikalske testamente”. Well, vi får jo se.

Lasse Helner – Cover

“Shakin’ all over” er skrevet af den navnkundige Johnny Kidd, der selv indspillede nummeret sammen med sine Pirates i 1960. Og sangen er sådan et standardrocknummer som fx Richard Berrys “Louie Louie” og lignende simple sange med heftige riffs, mere eller mindre fornonsede tekster og medrivende rytmer. En af den slags sange, som alle garagebands og pigtrådsorkestre forsøgte sig med i starten.

Her er den med Chad Allan & The Expressions, der senere transformeredes til den canadiske rockgruppe Guess Who. Singlen blev nummer 1 i Canada og i USA blev den markedsført under Guess Who-navnet, fordi det lokale pladeselskab mente, at mystikken omkring bandnavnet ville generere flere indtægter i en tid, hvor britisk beat oversvømmede staterne.

Chad Allan & the Expressions/Guess Who – Shakin’ all over

I går var der et indslag i tv-avisen. Det handlede om optælling af hjemløse i Danmark. Hvert år laver man en optælling af, hvor mange mennesker, der lever på gaden, som man formulerer det. Og i forbindelse med nyheden blev den socialdemokratiske socialminister Astrid Kragh interviewet. Og hun satte fænomenet “hjemløs” i forbindelse med velfærden, altså det forhold at vi har et såkaldt velfærdssamfund. Og da tallet for hjemløse er vokset år for år i den tid, man har opgjort det. Og denne kendsgerning satte Kragh i relation til vores velfærd, forstået på den måde, at antallet af hjemløse sætter spørgsmålstegn ved, om eller i hvilken grad vi har et velfærdssamfund. Underforstået: Et velfærdssamfund skal helst ikke have ufrivillige hjemløse, vel!? Måske udlægger jeg Kragh for konstruktivt, men jeg tror, at det var sådan hun tænkte – uden direkte at sige det.

Nej, vi kan nok godt leve med, at nogle mennesker frivilligt vælger at leve på gaden. I min barndom mødte jeg nogle gange landevejens farende svende, som de blev kaldt. Og nogle af dem havde selv valgt at leve som vagabonder. Men i dag ender folk på gaden af mange grunde. Sociale ulykker (skilsmisse, arbejdsløshed osv.), misbrug eller dårlige økonomiske forhold. Og så risikerer de at miste deres bolig og ende på gaden.  Og sådan bør det ikke være i et samfund, der forstår sig selv som et velfærdssamfund, efter min mening.

Men der var noget, der ikke blev behandlet i det omtalte tv-indslag. Nemlig spørgsmålet om, hvordan vi undgår at flere og flere ender på gaden? Jo, det handler om det, man på journalistsprog bl.a. kalder “ressourcer”. Sagt med lidt andre ord: Det handler om, at der ikke er penge nok i det offentlige til at skabe nogle vilkår for dem, der er truet af hjemløshed. Og dermed handler det om noget, som  regerende politikere og den loyale presse helst ikke vil tale om, nemlig at velfærd koster penge, mange penge, og at voksende velfærdsudgifter betyder, at der skal opkræves mere i skat, hvis velfærden skal bevares. Og er der noget, som den socialdemokratiske regering helst ikke vil røre med en rødglødende ildrager, så er det spørgsmålet om at indkræve mere skat fx hos dem, der kan bære det, dvs. hos de højestlønnede og erhvervslivet. Og det er der politiske grunde til.

Hvem er Pete Townshend?, spurgte Torben Bille for nogle år siden, da Townshends selvbiografi var på trapperne. Og sådan kan man stadigvæk spørge, for Pete Townshend er svær at få hold på.

Det kan man forvisse sig om ved at læse det timelange telefoninterview, han oplagt har givet til det gamle hippieblad Rolling Stone. Og igen må man konstatere, at Townshend stadigvæk fører sig frem som en mærkværdig blanding af semi-intellektuel kunstner, rockmusiker og privatperson. Og at han er lige så svær at få hold på som håndsæben i Rifbjergs brusekabine. Townshend er ikke for fastholdere med et af Rifbjergs udmøntninger.

Men tag meg ikke hårdt
kom ikke med gale hænder og kryst mig.
Bliv fra min krop
med disse knugende, heftige hænder.
Jeg er ikke for fastholdere.
Fang mig

[cit. fra Klaus Rifbjergs “Livet i badeværelset”, Konfrontation (1960)]

Så han glider let af på spørgsmål om nye Who- og soloplader og i det hele taget. Man er ikke i tvivl om, at manden stadigvæk har store kunstneriske ambitioner og er meget aktiv som komponist og i sit hjemmestudie. Det er straks sværere at få et holdbart bilede af, hvad der kommer til at ske i nærmeste fremtid – og det skyldes ikke udelukkende coronaen. Men sådan har det altid været med Pete Townshend, der nærmer sig de 77 og det med hjælp fra både høreapparater og nye linser i øjnene. Han er glat.

The Who i deres velmagtsdage – I can’t explain

Efter den store succes med At Fillmore East og med Duane Allmans tragiske død i bevidstheden og store problemer med stoffer – nærmere bestemt heroin – skulle Allman Brothers Band forsøge at leve op til det renommé de havde fået. Og det blev med Eat a Peach, en blanding af live- og studieoptagelser. Og med Tom Dowd som producer lykkedes projektet. Pladen solgte rigtig godt og betragtes i dag som et højdepunkt i gruppens karriere.

Mountain Jam 

• og hele albummet kan man lytte til sammesteds

Som titlen antyder, så består Olga Wittes nye plade Organ Trio No. 1 + 2 af to afdelinger. Den første Please Crawl Out My Eyelid er fire stykker for noget så usædvanligt som orgel (Olga Witte) og to tromboner (Jens Balder og Jens Kristian Bang). Der lægges ud med det næste 12 minutter lange Andante, der som titlen angiver er i et roligt, nærmest meditativt tempo og noget, der farvet af jazz og klassisk musik uden at være nogen af delene. Derefter går det videre til de gradvist hurtigere Rubato, Prestissimo og Andante Cantabile, hvor de udøvende får friere spil og tempoet stiger uden at det eftertænksomme og meditative forsvinder. Og påvirkningen af fri jazz og klassisk kompositionsmusik er mere markant end i indledningen.

Pladen anden del Carlon Arang udgøres af 7 stykker, der ud over inspirationen fra klassisk og jazz også trækker på balinesisk folkemusik, som Olga Witte har studeret. Her er trombonerne skiftet ud med altsaxofon (Anja Nedremo) og tenorsaxofon (Jacob Danielsen). Og igen er stemningen tilbagelænet og ja meditativ, selv om der er steder, hvor tempoet øges.

De to orgeltriostykker er ikke pop, og heller ikke bare jazz, klassik og balinesisk musik i en legering, men originale musikstykker, der ikke ligner ret meget andet, i hvert fald ikke noget, jeg har hørt før. Og som sådan udgør pladen et musikalsk udspil, der stikker væsentlig af fra den musik, man møder som radiolytter og forbruger af populærmusik i dens bredeste betydning. Det er ikke pop, men krævende musik, der bedst indtages, når man er i det rolige hjørne og måske har behov for at trække sig lidt bort fra verdens voldsomhed og støj. En plade, der passer fint til de stille stunder – hvis man ellers er til orgelmusik. Hermed anbefalet.

Olga Witte. Organ Trio No. 1 + 2. Indspillet i Sankt Lukas Kirke, Aarhus. Eget plademærke.

Musikken kan man lytte til her.

Oh

Oh, yeah

Ziggy played guitar
Jamming good with Weird and Gilly
And the Spiders from Mars
He played it left hand
But made it too far
Became the special man
Then we were Ziggy’s band

I går var det et halvt århundrede siden David Bowie tog på tur som Ziggy Stardust, hans vist nok mest berømte figur. Desværre er den første koncert på turen – på The Toby Jug pub, Tolworth, Surrey – vist ikke blevet planket af nogen fans, men nogen har dog forsøgt at redde et indtryk af hvad der skete den dag. Her.

Ja, alle mine musikalske helte er ved at blive rigtig gamle. I går fyldte således en af de allerstørste, Carole King, hele 80 år. Carole, der egentlig hed Carol og Klein til efternavn, fordi hun er at jødisk afstamning, var et såkaldt vidunderbarn, der tidligt imponerede sine forældre med et absolut gehør.

Hun blev født i 1942, og allerede i halvtredserne begyndte hun for alvor at spille musik. Først med sit eget high school-band The Co-Sines og ved at indspille demomusik sammen med en god ven ved navn Paul Simon (mon disse optagelser findes? Det må undersøges!). Og i 1958 udkom hendes allerførste selvskrevne sang “The Right Girl”, der er en fin popsang, der både giver løfter for fremtiden og viser, at hun har lyttet intenst til datidens popsange på radioen.

Da hun kom på Queens College i New York mødte hun sin første mand Gerry Goffin, og sammen skrev de – med King som komponist og Goffin som tekstforfatter – et hav af popsange, hvoraf en stor del blev helt store hits. Ægteskabet med Gerry varede til det mytologiske år 1968, hvorefter Carole flyttede til Laurel Canyon, hvor hendes helt store gennembrud som solist kom med albummet Tapestry. Og resten er historie, som man siger.

Kære faste læser! I den kommende tid vil du opleve, at CAPAC ikke er helt sig selv. Det vil bl.a. give sig udslag på den måde, at der vil mangle illustrationer (billeder osv.) i indlæg, især de gamle indlæg. Og det vil tage nogen tid, inden bloggen kører helt normalt igen.

Årsagerne til ombygningen er flere. Dels er der nogle eksterne, som jeg ikke vil komme nærmere ind på i denne omgang. Der er også nogle interne. Det er fx sådan, at når man bruger illustrationer, videoer og lignende, så betyder det, at bloggens database får vokseværk. Og det betyder igen, at manden bag CAPAC skal bruge flere penge på at drive bloggen. Og det går ikke, når man kuns er en gammel mand i sit livs otium.

CAPAC på skriftens vinger

Nu er du advaret kære faste læser. Og her så nogle overvejelser om, hvor CAPAC vil bevæge sig hen den kommende tid. Kort sagt vil CAPAC søge tilbage til sit udgangspunkt. Som du sikkert ved forstår CAPAC sig som en autonom, ikke-kommerciel, personlig, dansk weblog. Og hensigten med bloggen har været og vil fortsat være at være et sted, hvor bagmanden kan skrive om alt mellem himmel og jord. Og sådan ønsker jeg det fortsat skal være.

Lad mig for en ordens skyld tilføje, at bloggen er for læsere. Det kan lyde som en trivialitet, men som den afdøde idehistoriker Hans-Jørgen Schanz gav udtryk for i sit sidste offentlige interview i Weekendavisen, så er vi inde i en tid, hvor menneskene deles op i to store grupper – dem, der læser, og dem, der ikke gør. Som gammel dansklærer m.m. kan jeg kun bekræfte, at denne opdeling og udvikling (eller måske snarere afvikling) har været undervejs i mange, mange år. Desværre.

Noget af en forklaring på denne moderne udgave af analfabetisme er selvfølgelig den højt besungne digitalisering. Internettet med alle dens (a)sociale medier (a’et skyldes også Schanz) er hjemstedet for billeder og fotografier, faste og dem i bevægelse, og i den sammenhæng er skriften som en truet art. Man taler oven i købet om digital dannelse med fokus på billederne. Suk, siger jeg bare.

Og det er sin sag at bevæge sig på internettet i disse billedbårne tider (det er ikke tilfældigt at Instagram har taget førertrøjen i forhold til Twitter og Facebook!). For hvem gider efterhånden at læse!? Nuvel, det er der fortsat nogle, der gør, bl.a. denne blogs læser. Og CAPAC vil være for dem, der læser. Og for dem der elsker musik – og andet kulturstof. Så på den måde vil CAPAC ikke ændre sig. Det vil formen derimod. CAPAC er på vej ind i sit 16. år (i næste måned), og i fremtiden vil der være mere fokus på det skrevne og og færre illustrationer. Så får vi se, hvordan det kommer til at tage sig ud.

Men som skrevet, så er det ikke nemt at færdes på internettet. Især ikke når man forstår sig som autonom og ikke-kommerciel. For internettet er i stigende grad blevet et sted, hvor pengene hersker. Den kapitalistiske økonomi har for længst indtaget internettet og er ved at få overtaget i forhold til den demokratiske dimension, der har været en del af det, siden dets opfindelse. Det ved enhver, der dagligt bombarderes med reklamer m.v., når de åbner deres smartphone eller laptop. Pengene taler, uanset hvor de færdes på nettet. Sådan er det, og det må vi leve med – indtil videre.

Velkommen på CAPAC igen. Det vil tage nogen tid at ombygge bloggen, så jeg håber, at I vil være tålmodige. Det skal nok blive nogenlunde normalt igen, blot på en lidt anden måde. Og der vil fortsat komme indlæg løbende. Tak.

Opdatering 16.02.22: Forleden blev CAPAC omtalt i en kommentar på et af de (a)sociale medier som værende en influencer. Nej, hverken bloggen eller bagmanden er influencer. Selv om bloggen måske har en ringe effekt på læserne ved fx at få læseren til at lytte til noget musik eller måske blive ganske uenig i de synspunkter eller holdninger, bloggen giver udtryk for, så identificerer bloggen og dens bagmand sig på ingen måde med tidens selviscenesatte, selvoptagne, kommercielt orienterede influencere. Nej, CAPAC er blot en blog, en lillebitte stemme, der ytrer sig på det store, uoverskuelige internet på mest beskedne og demokratiske vis. Og sådan skal det fortsat være.

Som bekendt lagde Paul McCartney og Wings ud med at optræde på en række universiteter, da bandet skulle begynde at give koncerter. Og jeg har netop læst, at i dag for 50 år siden, optrådte de for første gang på universitetet i Nottingham (amatøroptagelse af koncerten). James Griffith fortæller historien om dengang Macca kastede sig ud i post-Beatles-koncert-tiden. 50 år siden, og dengang kunne man komme ind for 50 pence…

[Privatfoto]

På ovenstående foto står jeg sammen med nogle gymnasiekammerater af hunkøn. Året er 1971/1972, og stedet er Østberlin. Det vil sige: DDR. Vi var på ekskursion sammen med to lærere bag den såkaldte Berlinmur, jerntæppet mellem vesten og østen. Og det var, for mig i hvert fald, en stor oplevelse.

Jeg anede ikke meget om verdens indretning dengang, selv om jeg selvfølgelig havde hørt om Østblokken osv. Men at opleve det selv, var noget ganske særligt. Og vi var så heldige, at vi fik lov til at bevæge os ganske frit omkring i Berlins østlige del og afprøve det tysk, vi havde lært. Ganske vist blev i udstyret med en “vagthund”, der skulle følge os rundt, men vores lærer havde gode forbindelser derovre og gode overtalelsesevner og fik “vagthunden” overtalt til at lade os gå for os selv. Hvilket betød, at vi kom i snak med almindelige borgere på de lokale værtshuse og hvor vi nu stødte ind i dem.

Selvfølgelig var det noget af en overraskelse at komme til en storby, hvor der ikke var lysende, farverige reklamer overalt og hvor butiksvinduerne var lige så farveløse og alt andet end appellerende. Men det glemte man hurtigt for der var meget andet at se og opleve. Mennesker, bygningsværker, spor efter krigen (fx masser af skudhuller i mure og vægge), museer og – ja – en enkelt stor biograf, der viste film fra DDR og dets allierede lande (men også fx Olsenbanden…).

Vi boede et stykke uden for det centrale Berlin i en stor villa, der engang havde huset en rig familie, men nu var indrettet som en slags ungdomsherberg. Her boede vi sammen med nogle ungarbejdere, der kom fra grænseområdet mellem DDR og Polen. Og de kunne fortælle en masse om livet derovre og om livet som et ungt menneske i DDR. Det var vældigt oplysende og interessant.

For mit vedkommende betød opholdet, at jeg fik et noget mere nuanceret syn på DDR end det, jeg blev præsenteret for i tv. Specielt tysk tv, som jeg så meget dengang, og hvor DDR ikke blev omtalt i positive vendinger. Officielt var DDR jo en stor landsdel, der var besat af Sovjet. Og med historier om de mange DDR-borgere, der flygtede over til Vesttyskland. At der også var en anden side af den historie, hørte man ikke meget til. Så det var godt at have været der selv og se og opleve, at alt ikke var sådan, som den vestlige propaganda beskrev det.

Det betyder ikke, at der ikke var problemer derovre. Murens fald i 1989 har gjort os opmærksomme på mange af disse problemer, lige fra den famøse overvågning af befolkningen med Stasi og dens mange agenter, over varemangel og stor forurening af industrien. Men der var også en anden side af historien, som længe blev mere eller mindre ufortalt. Og som nu mere end 30 år efter murens fald begynder at bliver fortalt. Historer om et andet hverdagsliv med andre idealer, drømme, en anden moral og andre værdier, end dem, vi er opfostret med og bliver indoktrineret med i Vesten.

På de sociale medier følger jeg fx en gruppe unge efterkommere af DDR-borgerne, som aktivt kæmper for at skabe en anden fortælling om virkeligheden i DDR og for, at borgere i de tidligere DDR-områder bliver accepteret på lige fod med borgere i det gamle Tyskland.Noget, der har været et problem, siden murens fald. Wir sind der Osten, kalder gruppen sig.

Og så sker der også det, at også vestlige medier begynder at fortælle historier om DDR-tiden, hvor et andet billede af virkeligheden begynder at dukke op. Det sker fx i DRs serie om Danskere i DDR, hvor man følger nogle af de danskere, der levede i DDR eller som besøgte landet i kraft af deres politiske engagement som fx ungkommunister. En serie, der er seværdig, fordi den både skildrer DDR kritisk, men også med blik for de kvaliteter, der faktisk var i det samfund.

Og så kan man – ligeledes på DR – se den aldeles fremragende fiktionsserie Dobbeltgængerne (opr. titel Der Palast), hvor man følger to tvillingesøstre, der ved skæbnens spil er endt på hver sin side af muren, idet de som spædbørn er blevet adskilt, da faderen flygter til Vesttyskland med den ene pige. 27 år senere mødes de to søstre i DDR og beslutter at bytte roller, så de kan møde deres anden familie. Med et simpelt, smart fortællegreb – at pigerne bliver hinandens dobbeltgænger – lykkes det serien at få fortalt en nuanceret historie om de to forskellige virkeligheder, uden at tilsløre alle de problemer, som opdelingen af Tyskland førte med sig. Og selv om serien, hvis man skal være nøjeregnende – og det skal man! – er pro-vestlig, så lykkes det alligevel for skaberne at fremstille livet i DDR meget mere nuanceret og også positivt, end man har været forvænt med i de vestlige medier. Og det efterlader et håb om, at man en dag kan nå frem til en historisk forståelse af DDR, som ikke bare er et produkt af vestlig ideologisk forvrængning, og det vil være til fordel for alle de ex-DDR-borgere, der stadigvæk lider under eftervirkningerne af murens fald.

Hvis man har været så heldig at opleve DRs børne- og ungdomstv i halvfjerdserne vil man sikkert kende Nulle, Elith Nykjær Jørgensen. Mest kendt som jazzmusiker i mange sammenhænge, men også som tv-mand, hvor han bl.a. var med til at ødelægge julen for nogle med hans og Poul Nesgaards “Jul og grønne skove”, der for andre står som et højdepunkt af original, anarkistisk, antiautoritær fortolkning af en julekalender. Også “Hullet i jorden” var med til at gøre de to til syndebukke for DRs påståede venstreorienterede fordrejning.

Nulle var oprindeligt ansat som rekvisitør på DR, men droppede jobbet for at hellige sig musikkens og livet som freelancemedarbejder. Det gik vist meget godt, og i dag fylder Nulle 85 år.

The Students lavede “I’m so young” i 1958. Den blev ikke noget hit, men sangen er siden blevet planket flere gange. Fx af Dell Vikings og Rosie and the Originals

Og mest kendt er måske Beach Boys’ udgave fra  1965 (Beach Boys Today).

Og hvilken er mon bedst? Jeg synes, at originalen med Leroy Kings smukke vokal er svær at overgå.