Indrømmet. Det er svært at holde sig helt fri af valgkampen, der buldrer løs i offentligheden, på gader og vej. Selv om det går ganske fint med hensyn til tv og radio. Alligevel smutter der noget gennem mit frivillige filter.
Men lad mig begynde et andet sted. Jeg tog bussen ind til Århus forleden. Og jeg sad ved siden af en rødhåret dame, der er lidt ældre end mig. Og på et tidspunkt lænede hun sig over mod mig og spurgte: Og hvad skal man så stemme denne gang? Jeg ville ikke pege på et bestemt parti, men sagde til hende, at jeg synes, hun skulle tænke på sine børnebørn, oldebørn og deres efterkommere, fordi klimaspørgsmålet er så påtrængende i disse år og desværre er lidt underprioriteret i den aktuelle valgkamp. Hvorpå hun affyrede en bredside mod partiet Venstre, der efter hendes mening holder hånde over det industrialisede landbrug, der både forurener vores grundvand med pesticider, mishandler dyrene og jordbunden. Så hun var allerede i gang med at overveje sit kryds.
Og så opfangede jeg i går en af de seneste meningsmålinger. Og den fik mig til at tænke på, om skællene var ved at falde fra mange vælgeres øjne!? Søren Pape Poulsen og De Konservative taber terræn i målingen, ja har fået deres flotte tal halveret fra ca. 16 til 8. Så det er gået op for en del vælgere, at Søren Pape Poulsen – til trods for den politiske ordførers stædige forsøg på at holde fanen højt – er en løgner og bedrager, man ikke kan sætte sin lid til. Og også dette valgs “stjerne”, Inger Støjberg, og hendes nye parti mærker tilbagegang før valget. Måske er det gået op for nogle vælgere, at også hendes troværdighed er tynd som den første is på vandpytterne?! Og opportunisten over dem alle, Lars Løkke Rasmussen og hans nye parti, nyder ikke helt den tilslutning, som nogle journalister gerne vil give ham og hans såkaldte ‘midtersøgende’ politik. Det klinger hult, når Løkke Rasmussen frontalangriber sundhedssektoren og dens forfald, når han selv i årevis har haft ansvar for dens indretning og udvikling (eller ‘afvikling’ som han selv kalder det). Måske er der – trods en almindelig skepsis over for det repræsentative folkestyre – plads til et spinkelt håb med hensyn til valgets udfald. Måske.
