Dødsfald: Mihail Larsen – 75
31. oktober 2022Endnu et af stundenteroprørets fremmeste koryfæer er gået bort. Det drejer sig om Mihail Larsen, der døde den 13. oktober. Når jeg først omtaler dødsfaldet i dag, skyldes det simpelthen, at pressen har været larmende tavs omkring denne hændelse. Og det siger måske i virkeligheden noget om, hvor vi befinder os i dag – kulturelt set.
For Mihail Larsen var ikke en hr. hvem-som-helst, men derimod en særdeles indflydelsesrig figur i studenteroprørets storhedstid. Han var en af de stærkeste fortalere for, at læsning af Karl Marx’ skrifter blev nærmest obligatorisk læsning i de humanistiske fag. Det var ham, der fik Johannes Sløk til at forføje sig over på Teologi igen fra Idéhistorie. Og det var Mihail der insisterede på, at de studerende fik halvdelen af pladserne i universiteternes konsistorium (universitetets øverste besluttende organ). Og han var forfatter til bogen Kritik af den kulturradikale pædagogik (Modtryk, Aarhus 1974.), der dengang havde effekt på den pædagogiske debat.
Siden blev Mihail professor i sit eget fag idehistorie, blandt andet ved universitetet i Firenze. Og selv om han ikke fortsatte med at være længst fremme på barrikaderne, så forblev hans kritiske tankegang intakt, hvilket man kan læse ud af et interview, han gav til Kristeligt Dagblad i 2018, hvor han samlede op på erfaringerne fra opgøret på universitet med disse ord:
”Vi ville gøre op med professorvældet og det hierarkiske system, der dengang var på universiteterne. Vi ville have mere demokratisk styring og studenterindflydelse – ja, vi ville på et tidspunkt endog have det teknisk-videnskabelige personale, TAP’erne, med i universitetets ledelse. Det var der brug for i en tid, hvor ’forskningen ikke kun skulle være for profitten, men for folket’. Men vi var politisk naive, fordi vi troede, at det var politikerne, der skulle sikre os ændringerne. Med slagord som ’Al magt til Folketinget!’. For ved at gå den vej var vi desværre indirekte med til at lade politikerne nedbryde universiteternes autonomi, og vi blev på den måde til nyttige idioter for de politikere, der siden har arbejdet på at gøre universiteterne til institutioner, der kan underlægges og strømlines efter samfundsøkonomiske strategiplaner. Det var en fejl. I stedet for ’forskning for folket’, som vi efterlyste, fik vi groft sagt ’forskning for erhvervslivet’.”
