27. november 2022 arkiv

Dødsfald: Hans Magnus Enzensberger – 93 år

27. november 2022

Jeg stødte for første gang på Hans Magnus Enzensberger – der en overgang skrev sit navn med småt – i gymnasiet, hvor vi læste nogle af hans digte fra digtbindet fra 1957 Verteidigung der Wölfe, hvor hans særlige intellektuelle kvalitet allerede var markant (forsvar for ulvene mod fårene…). På universitetet var hans mediekritik et standardværk i vores tænkning af det, der dengang hed “massemedierne”, nu vel bare medier. Og undervejs var hans bog om den spanske borgerkrig Anarkiets korte sommer et til stadighed tankevækkende værk. Og da Berlin-muren faldt bidrog han på markant vis med at bearbejde, hvad der skete derovre med sine tanker om tilbagetogets helte, bl. a. Gorbatjov. Blot for at nævne nogle få af de skrifter, der kom fra hans hånd og ånd.

Hans Magnus Enzensberger var, hvad man kunne kalde en fri intellektuel. Han var løst tilknyttet de radikale, venstreorienterede miljøer i Tyskland, men faldt aldrig i et med nogen bevægelse, noget parti eller dogmatisk meningsdannelse. Som nogle af hans forgængere – for eksempel den tysk-jødiske filosof Walter Benjamin – holdt han fast i sin egen egensindighed og vedblev med at placere sig selv uden for enhver gængs kategorisering.

Enzensberger var forfatter, essayist, journalist, tidsskriftgrundlægger, forlægger og meget andet. Og helt frem til sin død i torsdags var han en stemme i tysk, ja europæisk, kultur og åndsliv, som man blev nødt til at lytte til. Nu er han ikke mere, og verden er fattigere.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Capac anbefaler: Claudia Campagnol – Right Now

27. november 2022

Im strong hed Claudia Campagnols debutalbum, der præsenterede os musikelskere for en usædvanlig kraftig og smuk kvindelig vokal, der fik lov til at udfolde sig rigt facetteret i et musikalsk univers, der især tog sit udspring og inspirationskraft i jazz-rock-fusionsmusikken, som har eksisteret siden halvfjerdserne.

Og nu er Claudia tilbage med albummet Right Now, der tager tråden op fra debuten og indfrier alle de forventninger, som det første album nødvendigvis afsatte hos lytterne. Claudia gav dengang fusionsmusikken en tiltrængt og længe ventet vitaminindsprøjtning med nogle fængende sange og en stemmepragt, der ikke bare er en vokal i forgrunden, men som min salige musiklærer for mange år siden forklarede mig (i en anden kontekst) et instrument blandt instrumenter. Og det er netop det, der – i hvert fald hos – mig springer i ørerne.

Pladen er en kærlighedserklæring til livet – både tekstmæssigt og musikalsk. Og musikalsk mærker man også en mindre, men markant nyorientering hos Campagnol. Jazz-rock-fusionen står stadigvæk som et slidstærkt fundament og varig inspirationsbund for musikken. Men – for eksempel i titelsangen – mærker man en dør åbne sig mod fx den latinamerikanske musik. Jeg kom straks til at tænke på flere af de store sangerinder derned fra og deres bossa nova og samba. Lyt fx også til nummeret “Eya”, hvor inspirationen fra det sydlige også er helt tydeligt. Og det er en helt naturlig åbning, for fusionsjazzen havde også sådanne tilbøjeligheder.

Måske er døren også åbnet mod poppen, sådan forstået, at det nye album har en klar appel til ethvert popøre, selv om musikken er langt mere kompleks end dagens pop og selv om Claudia Compagnols instrument af en stemme overgår langt det meste, som moderne pop kan byde på.

Claudia Campagnol kar skrevet alle sangene og tager sig også af tangenterne på pladen, og så får hun solid støtte af et stærkt hold af musikere, der forstår at give hendes fortrinlige stemme det med- og modspil den fortjener.

Hvis man er til fusionsmusik og stærke kvindestemmer, så er Right Now ikke til at komme uden om. Hermed anbefalet.

Claudia Campagnol. Right Now. Produktion: Peter Sundberg. Giant Sheep Music. 18. November 2022

 

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Capac anbefaler: One Eyed Mule – Bird of Passage

27. november 2022

Det var faktisk med One Eyed Mules andet album alt det her musikanbefaling tog sin start helt tilbage i februar 2008. Årene er gået siden dengang, hvor jeg skrev varmt om den plade under min egen rubrik “dansk-americana”. Siden havde jeg fornøjelsen af at give deres fjerde album When tomorrow comes nogle anbefalende ord med på vejen. Og nu sidder jeg så her med bandets sjette album Birds of Passage. 

Konstellationen i bandet har ændret sig lidt, men det er stadigvæk Rasmus Dall (guitar, sang) og Uffe Ipsen (bas, guitar og tangenter) der tager têten og står for sangskrivningen. Rune Højmark er også stadigvæk med (guitar, pedal steel), og Christian Rindorf tager sig af trommer, slagtøj og tangenter og Rasmus Skovgaaard håndterer også guitarer og tangenter. Men forandringerne til trods bevæger det enøjede muldyr sig stadigvæk i det musikalske spor, som det banede på sine første plader.

Udgiverne kalder det folk-rock. Og fint nok med det, hvis vi bare kan blive enige om – i disse kategoriseringsløse tider – at der er tale om en moderne form for rock, som trækker naturligt på de mange rødder, som rocken har. Folk er en af dem, country en anden og så hele den folkelige amerikanske musikkultur, vi betegner americana, og som trækker på hele det folkelige musikalske substrat derovre.

De ti sange på pladen er prægnante små tekststykker, der især gør indtryk i kraft af deres optagethed af stemninger og følelser. Sange om ikke helt at have fundet sig selv og sin plads i verden, men at være i bevægelse som fuglene i titlen, søgende og reflekterende over, hvad der sker. Jeg vil overlade til den opvakte læser at fordybe sig yderligere i teksterne.

Rasnus Dall synger for på sangene og de mange involverede guitarer er markante hele vejen igennem, og det er måske det, der får folk-rock-emblemet til at dukke op. Og det er da også rigtig, at der er dette folkpræg over mange af sangene – uden at jeg af den grund vil skrive under på påstanden om, at det er ‘mere Donovan end Dylan’ (fjerde sang på pladen). Men bag denne folkede forgrund udfolder der sig et musikalsk bagtæpper, hvor alle de benævnte stiltræk gør sig gældende. Så det samlede billede bliver en kompleks hybrid af mange stilarter.

På coveret står en ung mand med ryggen til på en nøgen strand ved sigen af en autocamper. Og måske giver billedet et godt indtryk af tekstuniversets indhold, samtidig med at musikken på pladen fortæller om et band, der for længst har fundet sin musikalske plads i verden og har forfinet sit udtryk i en række sange, der er slidstærke og holdbare uden for den såkaldte mainstreams flygtighed. Der er al mulig god grund til at tage kærligt imod Birds of Passage, hvis man er til moderne rock. Den fortjener sin naturlige plads på pladereolen. Hermed varmt anbefalet.

One Eyed Mule. Birds of Passage. Produktion: Søren Steffensen & One Eyed Mule. Grab Them Records. 25. november 2022.

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »