maj 2023 arkiv

« Nyere maj 2023 indlæg

Rock’n Dolly

13. maj 2023

I 2022 blev Dolly Parton optaget i The Rock and Roll Hall of Fame. Og hun kvitterede med at skrive på sin Instagram-profil, at hun ikke syntes, at hun havde fortjent det. Og det kan der da være noget om. For selv om Parton har indsunget medrivende popsange, så har hun især gjort sig bemærket som country og western-kunstner – lige fra bluegrass til mainstream-pop-country.

Men måske har spørgsmålet rumsteret i Dollys blonde hoved, for nu udgiver hun sit første rock-album – dobbelt oven i købet – Rockstar, hvor hun får hjælp fra en lang række rock-musikere t il at fortolke mere eller mindre kendte rock-sange. Og så skulle pengene gerne passe, eller? Nej, problemet med den hal er ikke dem, der bliver indlemmet, men dem, der indlemmer, og som har svært ved at holde styr på, hvem der er til rock og hvem der ikke er. Det er nemlig ikke første gang, problemet er opstået. Spørgsmålet er så, om dobbeltalbummet vil ændre meget ved billedet af Dolly Parton? Tja, jeg tvivler i hvert fald.

    1. Rockstar (with special guest Richie Sambora)
    2. World on Fire
    3. Every Breath You Take (feat. Sting)
    4. Open Arms (feat. Steve Perry)
    5. Magic Man (feat. Ann Wilson with special guest Howard Lee)
    6. Long As I Can See The Light (feat. John Fogerty)
    7. Either Or (feat. Kid Rock)
    8. I Want You Back (feat. Steven Tyler & special guest Warren Haynes)
    9. What Has Rock And Roll Ever Done For You (feat. Stevie Nicks & special guest Waddy Wachtel)
    10. Purple Rain
    11. Baby, I Love Your Way (feat. Peter Frampton)
    12. I Hate Myself For Loving You (feat. Joan Jett & The Blackhearts)
    13. Night Moves (feat. Chris Stapleton)
    14. Wrecking Ball (feat. Miley Cyrus)
    15. (I Can’t Get No) Satisfaction (feat. P!nk & Brandi Carlile)
    16. Keep On Loving You (feat. Kevin Cronin)
    17. Heart Of Glass (feat. Debbie Harry)
    18. Don’t Let The Sun Go Down On Me (feat. Elton John)
    19. Tried To Rock And Roll Me (feat. Melissa Etheridge)
    20. Stairway To Heaven (feat. Lizzo & Sasha Flute)
    21. We Are The Champions
    22. Bygones (feat. Rob Halford with special guests Nikki Sixx & John 5)
    23. My Blue Tears (feat. Simon Le Bon)
    24. What’s Up? (feat. Linda Perry)
    25. You’re No Good (feat. Emmylou Harris & Sheryl Crow)
    26. Heartbreaker (feat. Pat Benatar & Neil Giraldo)
    27. Bittersweet (feat. Michael McDonald)
    28. I Dreamed About Elvis (feat. Ronnie McDowell with special guest The Jordanaires)
    29. Let It Be (feat. Paul McCartney & Ringo Starr with special guests Peter Frampton & Mick Fleetwood)
    30. Free Bird (feat. Ronnie Van Zant with special guests Gary Rossington, Artimus Pyle and The Artimus Pyle Band)

Første smagsprøve fra pladen er ude…

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Lars Movin om Dan Turèlls pladesamling

12. maj 2023

For nogen tid siden fortalte jeg om Lars Movins foredrag om “Dan Turells pladesamling” , som jeg overværede på et lokalt bibliotek (ikke hvilket-som-helst bibliotek, men Viby Bibliotek, hvor Chili Turells far var den allerførste overbibliotekar). Og nu er foredraget blevet transformeret til en side på den hjemmeside – turellsamlingen.dk – der er helliget Dan Turell. Fint og flot og til lykke med det. Nu mangler vi så bare, at foredraget også resulterer i en lille bog…

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

The Pretenders er tilbage…

11. maj 2023

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Landsbyhospitalet er vendt tilbage… på en måde

11. maj 2023

I går løb sidste afsnit af Landsbyhospitalet – The Royal – i over DRs skærm, igen, igen. Og som tidligere fortalt slutter serien brat, fordi ITV, der producerede serien, vist nok løb tør for penge. Og derfor fik seerne ikke svar på, om doktor Ormerod – en af seriens helt centrale figurer – overlever at blive stukket ned med et operationssaks af en ung mand. Og det har der været en heftig diskussion blandt fans om på nettet. Selvfølgelig.

Og så er det, jeg finder ud af – helt tilfældigt i min søgen efter oplysninger om lydsporet (igen, igen) – at serien har fået en opfølger, der hedder – selvfølgelig – The Royal Today  – og foregår i nutiden og med et nyt hold skuespillere. Blandt andre John Scarborough i rollen som doktor Jonathan Ormerod, søn af den gamle Ormerod, som åbenbart overlevede angrebet med saksen.

Den nye serie, som DR åbenbart ikke fandt værdig til transmission, blev sendt fra januar 2008 og blev allerede standset efter et par måneder – i marts samme år – fordi seertallene ikke levede op til producentens forventninger. Det er åbenbart ikke lykkedes at få de gamle fans tilbage, selv om den nye serie på mange måder ligner den gamle, fx er indledningen og titelsangen modelleret over den gamle og seriens afsnit  er også som i de gamle afsnit, men i et højere tempo (et afsnit af 30 minutter om dagen) for at illudere, at handlingen foregår i såkaldt realtid. Men måske er tiden løbet fra den slags nostalgiske dramaer? Og måske havde perioden – de glade tressere med beat-musikken som bagtæppe – også en vigtig rolle at spille for seerne!? I hvert fald for mig – men hvem ved?

Apropos the Royal, så har nogen været frække nok til at lægge de første otte sæsoner op på Youtube – hvis man ikke har fået nok allerede. Se her. Og ellers kan vi bare vente på, at DR om et stykke tid igen begynder at udsende Landsbyhospitalet for n’te gang. Den nye(re) serie kan ses på en af de kommercielle streaming-tjenester.

The Royal Today – uddrag

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Ny sang fra Loudon Wainwright III

10. maj 2023

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

I pladebutik…

10. maj 2023

På vej ud at købe ind kom jeg forbi en ny pladebutik i udkanten af Århus. Og kunne selvfølgelig ikke lade være med at følge opfordringen på døren – “Kom bare ind!” – og gå ind for at ose lidt i sagerne. Og selv om der var lidt genkendelsens glæde over det, så var det alligevel ikke som det var engang, da der var mange pladebutikker. Udvalget var pænt, men langt fra så stort som man kunne opleve det i vinylernes storhedstid. Og udvalget var også mere begrænset. Dengang kunne man være heldig at se en kunstners samlede udgivelser. Her var det mere spredt fægtning med en hel del genudgivelser af klassiske album – fx Paul McCartney, Bob Dylan, ABBA og Carole King – og en tilsvarende mængde nye udgivelser af navne, jeg ikke kender eller har hørt om.

Og så var prisniveauet et andet. Typisk kostede et enkelt album omkring 150 kr. Og dobbeltalbum tilsvarende højt. Og selv om man tager højde for inflation og tidernes skiften, så er der stadigvæk tale om en højt prisniveau. Man følte sig ikke tilskyndet til at gå hjem med ti album som dengang i fortiden. Allerhøjest et enkelt album. – Men selv om fristelsen da var til at mærke, så holdt jeg mig i skindet, for der var ikke noget, som jeg rigtig følte, jeg manglede i min lille samling derhjemme. Men sjovt var det nu, igen at stå der og bladre gennem stakkene.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Dagens fødselar: C. V. Jørgensen – 73 år

9. maj 2023

Som tidligere skrevet, så hører vi ikke så meget til C. V. Jørgensen i disse tider, men alligevel er han værd at løfte på hatten for på hans fødselsdag. Så det gør vi med en sang fra hans storhedstid:

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Noget om Hep Stars, hvide cykler og de vist nok glade tressere

8. maj 2023

Så blev jeg færdig med Joe Boyds erindringsbog White bicycles – making music in the 1960s fra 2006. Jeg fandt den på en obskur antikvariatside og købte den, fordi jeg havde læst positive omtaler af den, og fordi den nu firsårige Boyd er en vigtig figur i tressernes musikmiljø. Han startede sit eget pladeselskab, Hannibal Records, og producerede en lang række store navne – Pink Floyd, Fairport Convention, Sandy Denny, Richard Thompson, Nick Drake, The Incredible String Band, R.E.M., Vashti Bunyan, John and Beverley Martyn, Maria Muldaur, Kate & Anna McGarrigle, Billy Bragg, James Booker, 10,000 Maniacs med flere. Og som turnémanager og producer følger man ham fra de første arrangementer med amerikanske bluesnavne i de tidlige tressere og helt frem til det tidspunkt, hvor han til dels forlader musikbranchen til fordel for filmbranchen i 1980’erne. Og man får et flot vue over epoken og et kærligt, men også kritisk blik på kulturen og persongalleriet – og han kommer i kontakt med gud og hvermand – i de år.
Og så er bogen fuld af sjove, informative anekdoter. Som fx da Joe Boyd kommer på sporet af svenske Hep Stars (med Abba-medlemmet Benny Andersson). Boyd er hjemme hos John Sebastians ex-kone Lorey og de spiller grammofonplader for hinanden. Og efter at have lyttet til Nike Drakes Five Leaves Left, som Boyd producerede, kommer Lorey i tanke om Hep Stars’ sang “Sunny Girl”, som – i følge Boyd – er “en tydelig kopi af Sebastian’s ‘Daydream'” (det kan jeg nu ikke høre…). Og de kan lide sangen og er især optaget af, at sangeren – Svenne Hedlund – minder dem om dels Nick Drake og dels John Sebastian (det har jeg også lidt svært ved at følge dem i…).
Og episoden fører til, at Boyd senere – da han er i Sverige med Mothers of Invention – kommer i kontakt med Hep Stars og også Björn Ulveus, der har indspillet duoplader med Benny Andersson.
Og således blev Skandinavien, i hvert fald Sverige, en del af Boyds fascinerende beretning om tressernes musikbranche.

PS. Titlen Hvide cykler henviser til, at de hollandske provoer cyklede rundt på hvide cykler, der blev en slags symbol på de progressive, oprørske tressere.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Tilbageblik – eller rettere: tilbagelyt

7. maj 2023

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Krænkeren Lizette og hvad skal der ske nu? – en replik eller to

7. maj 2023

Sagen om den detroniserede forkvinde for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, trækker stadigvæk spor efter sig i offentligheden. Således for eksempel i den borgerlige ugeavis Weekendavisen, hvor hele to artikler helliger sig sagen.

Først og på  avisen forside udbreder bladets to journalister Arne Hardis og Hans Mortensen sig  under rubrikken Bærndende Protokoller om sagen. Og  de mener blandt andet, at:

Lizette Risgaard blev den magtskikkelse,der tog kønnet ud af MeToo-bølgen og destillerede den ind til ren essens. MeToo er som bevægelse skabt af kvinder, men handler grundlæggende ikke om mænds misbrug af magt, men om misbrug af magt slet og ret.

Men har de to skribenter nu også ret i dette synspunkt? At Lizette Risgaard sag har reduceret MeeToo-bølgen til et spørgsmål om ren og skær magt? Magt uden det mindste antydning af (han)køn? Jeg mener, at de to skribenter i bedste fald springer en hundredår gammel debat blandt europæiske intellektuelle – lad for kortheds skyld sige fra Marx og Freud (omkring 1900) og frem til post-strukturalisterne i sidste halvdel af forrige århundrede – om partriarkiets betydning samfundsmæssigt, psykologisk og kulturelt. Og netop dette perspektiv har faktisk været i det mindste antydet i MeeToo-debatten, når det flere gange er blevet hævdet at man i opgøret med krænkeriet bør forholde sig til det strukturelle. Lad så være, at dette “strukturelle” sjældent defineres; det ændrer ikke ved, at i det mindste nogle MeeToo-kombatanter er klar over, at krænkeriet ikke står og falder med enkeltpersoners utilstedelige adfærd, men stikker dybere.

Og er MeeToo-bølgen ikke netop selv en diffus, ofte modsigelsesfuld og til tider forsimplet indikation af, at de omtalte strukturelle  forhold allerede er under angreb? Fordi bevægelsen – i det mindste potentielt og tendentielt – ikke bare stiller sig tilfreds med at vippe nogle fremtrædende krænkere af deres sociale pind, men med konstante krav om ligestilling mellem kønnene – og hele det spektrum, der benævnes LGBTQIA+ – er begyndt at rokke ved magtstrukturerne. Lad så være, at denne side af MeeToo-bevægelsen langt fra er slået markant igennem, men den er der som en mulighed, der bør indfries. Måske peger MeeToo-bevægelsens hærgen – med alle de forbehold, man børn tage over for en så ureguleret og diffus bevægelse – frem mod samfundsændringer, der er parallelle til dem, Karl Marx og Friedrich Engels så ske under bourgeoisiets fremmarch: “Bourgeoisiet har, hvor det er kommet til magten, ødelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold. Det har ubarmhjertigt sønderrevet de brogede bånd, der i feudaltiden knyttede mennesket til dets naturlige foresatte, og har ikke ladet andet bånd tilbage i menneskenes forhold til hinanden end den nøgne interesse, den følelsesløse “kontante betaling”.(Det kommunistiske manifest).

Nej d’herrer journalister ved Weekendavisen rammer helt ved siden af med deres forsimplede analyse af magtspørgsmålet.

I en anden artikel med rubrikken førtidspension i skam kommer min fagfælle, Frederik Stjernfelt ind på et andet ubehagelig aspekt ved Risgaard-sagen og tilsvarende sager. Nemlig, at der ruller hoveder (fyringer osv.), inden sagerne er undersøgt ordentligt:“der er ikke nogen formel sagsgang med adgang til forsvar, henvisning til lovgrundlag og prindippet om uskyld, indtil det modsatte er bevist – hele den procedure, som vi ellers er stolte af at udstrække til både mordere og terrorister”, som Stjernfelt skriver. Nej, forløbet af denne sag og tilsvarende sager er simpelt hen ikke en retsstat værdig. Krænkeren (Lizette Risgaard etc.) er dømt og straffet (frivillig pensionering i skam), inden sagen overhovedet for alvor er kommet i gang. Hvor i pressen – om overhovedet nogetsteds – har man råbt op om, at den varslede undersøgelse af sagen ikke var afsluttet, ja end ikke rigtig kommet i gang!? Jeg mindes ikke at have set det nogetsteds i pressen, der lang hen ad vejen blot har løbet med folkestemningen.

Og tingene hænger sammen. For en grundig undersøgelse af, hvad der er op og ned i sagen, kunne måske vise, at der bag den såkaldt upassende adfærd fra hovedpersonen gemmer sig andre forhold, der ikke direkte vedrører seksuelt betonet kontakt, men – måske – magtrelationer, -kampe osv.!?

Sagerne om Risgaard og andre fortjener en mere seriøs behandling end vor presse give den. Det er en opgave for kloge hoveder på bjerget. Folk med interesse for samfundsforhold, magtforhold m.v. Folk, der vil og kan udforske dette felt på højest tænkelige intellektuelle niveau.

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Brumbeat – the Applejacks

6. maj 2023

Brumbeat var betegnelsen for tresser-beatmusik, der stammede fra området omkring Birmingham. Et slags modsvar til fx Merseybeat. Og et af de fremtrædende bands fra det hjørne af England var The Applejacks, der udmærkede sig ved at have en kvindelig bassist (Megan Davies) og ved at nå hitlistens top-10 med sangen “Tell me when”, der stilistisk minder om flere sange fra Merseybeat-repertoiret. Men Applejacks kunne ikke rigtig fastholde interessen hos det store pladepublikum, og det blev ikke til flere top-hits og mod slutningen af bandets levetid (1963-67) måtte de satse på at spille lokale koncerter i hjemstavnen og job på krydstogtskib.

Applejacks dukker op i tv-serien Landsbyhospitalet, der løber over DRs skærm for n’te gang og som hovedsaglig bruger velkendte, klassiske popsange fra tresserne. Jeg ser ikke serien mere (den tåler et par gensyn, men så heller ikke mere…). Desværre findes der ikke en komplet liste over seriens sange (lydsporet er helt klart et af seriens store styrker). Tunefind.com har en del af sangene, men især de sidste sæsoner mangler lister. Jeg har så selv forsøgt at lave en fyldig liste – du kan lytte til den her.

Og et enkelt nummer har jeg ikke kunnet finde – nemlig en særlig udgave af The Whos “My Generation” – med et foretagende ved navn Women with drums. Måske jeg finder en oplysning en dag – kvinder med trommer.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Da Kinks var hitlisteleverandører

5. maj 2023

You Really Got Me, All Day And All Of The Night, Tired Of Waiting For You, Everybody’s Gonna Be Happy, Set Me Free, See My Friends, Till The End Of The Day, Dedicated Follower Of Fashion, Sunny Afternoon, Dandy, Dead End Street, Waterloo Sunset, Autumn Almanac and Days. Ja, det er den britiske musikskribent, redaktør m.m. Mark Ellen, der gør opmærksom på, at ikke kun The Beatles var flittige hitlisteleverandører – det samme var Ray Davies og The Kinks, der over en periode på kun fire år havde fjorten store singlehits. Og det er sgu svært at vælge mellem disse perler på en snor. Men jeg har siden dengang i tresserne haft en svaghed for Davies’ sang om ham modedyrkeren i “Dedicated follower of fashion”… her i en fin optagelse fra 1973 med Ray Davies i en frontrolle, som han tydeligvis nyder til fulde (kan desværre ikke indlejres i bloggen).

 

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

De flyvende tallerkner kommer

4. maj 2023

Og når så Yoko Ono har renset ører og hjerne, så kan vi jo slappe af med og nærme os den måske sidste Bededag med The Rezillos og deres “Flying saucer attack” – punkt-new-wave-garage… når det er bedst:

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Udrensning i øre og sjæl

4. maj 2023

En på mange måder grænseoverskridende indspilning med Yoko Ono (og bag hende Plastic Ono Band) fra hendes/deres andet album, dobbeltalbummet fly, fra 1971. Yoko synger, skriger osv. på en solid bund af Plastic Ono Band, der bare kører som en velsmurt maskine nedenunder Onos nervesavende, ørerensende, sjælerivende udfoldelser. En markant, bemærkelsesværdig indspilning.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Pd26: Debbie Gibson – Electric Youth

3. maj 2023

Og så tilbage til sidste års serie, hvor jeg kommenterer på nogle vinylplader, jeg er kommet i besiddelse af – via skralderummet eller på anden hånd. Og her er vi nået til den amerikanske sangerinde og sangskriver (med meget mere) Debbie Gibson (egl Deborah Ann Gibson) og hendes andet album Electric Youth fra 1989 (Atlantic Records, velholdt cover og vinyl).

Debbie Gibson har selv skrevet alle sangene og står for en stor del af produktionen. Gibson er en frisk, ungpigestemme, og stilen beskrives i musiklitteraturen som tyggegummipop. Og det er nok ikke helt ved siden af. Letbenede popsange, hvoraf nogle har et ganske fængende omkvæd og helt klart tekstligt tager sigte mod en ung(dommelig)t publikum. Pladen blev kunstnerens største succes med millionsalg til følge i hjemlandet og Storbritannien. Og successen blev fulgt op af en verdensturne,  en kosmetikserie og en musical – inspireret af musikken og temaerne på pladen.

Siden dengang har Debbie udsendt en lang række albums, hvoraf ingen dog tilnærmelsesvis har nået den popularitet, som Electric Youth nåede. Måske siger det noget om popstilens tidsbundethed og forgængelighed – men faktisk er det en plade med en vis ungdommelig popcharme. Så den får da lov til at stå i min lille pladesamling som eksempel på poppens flygtighed og forsvindende charme.

 

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Ældre maj 2023 indlæg »