6. december 2023 arkiv

Dødsfald: Denny Laine – 79 år

6. december 2023

79 år blev Denny Laine, der var frontfigur i The Moody Blues og blev kendt i en endnu større kreds som medlem af Paul McCartneys Wings.
Men det hele begyndte i de vist nok glade tressere, hvor Laine spillede sammen med blandt andre Roy Wood (Move) og Bev Bevan (ELO m.fl.) på den såkaldte Brumbeat-scene (R&B). I Moody Blues fik han æren af at synge for i bandets første og største hitsingle “Go now”, men han forlod bandet, inden det for alvor blev stort med sin særlige udgave af britisk psykedelisk musik med sange som Nights in White Satin. Derefter spillede han i nogle mindre kendte sammenhænge, inden McCartney og fru Linda fik ham indlemmet i Wings.Det betød at han var der i omtrant ti år og blandt andet var med til at skrive hittet Mull of Kintyre, der blev nr. 1 i England i julen 1977. McCartney og Laine fortsatte samarbejdet efter Wings, hvor de hjalp hinanden på deres soloalbums, og Laine var det mest solide medlem af Wings, indtil der opstod problemer i starten af firserne, inden bandet gik helt i opløsning.

Fiasko i fodbold til danske kvinder: Danmark 0 – Island 1

6. december 2023

Medens det danske kvindelandshold i håndbold brillerede i Herning i kampen over de stærke rumænere, gik det helt den anden vej for de danske fodboldkvinder i Viborg, hvor de led et forsmædeligt nederlag på 0-1 til et hold af overvejende amatører fra Island. Det var en regulær fiasko. Og der er ingen grund til at besmykke ordet eller tale uden om.

Det danske hold kom med et andet forsmædeligt nederlag til Tyskland i baghovedet. I Tyskland blev det til 0-3 i en kamp, hvor tyskerne kynisk, koldt og effektivt slog igennem med deres taktik. Og nu mod Island gjaldt det for de danske kvinder om at vinde eller i det mindste få uafgjort, hvis chancerne for at få en plads ved næste olympiade skulle i hus, sammen med en flot placering i Nations League-dysten. Men sådan blev det altså ikke.

Hvad gik galt? Efter min mening slog den relativt nye landtræner Andrée Jeglertzs taktik fejl. Hurtige kombinationer og ryk op ad op ad banen og konstant modpres skulle sørge for, at de danske kvinder kom frem til scoringer på mål. Men det lykkedes ikke, og en vigtig del af forklaringen var, at holdet var drænet for mange af de spillere, der i tiden forud havde haft afgørende positioner. En Pernille Harder, der med sine afleveringer og bevægelser i feltet op mod mål, altid var med til at ryste modstandere; en Pernille Bøye, der har været en forsvarsklippe i mange år og været spilskabende op ad banen; en Katrine Veje, der har været midtbaneanker i lang tid og garant for at bolden blev generobret og ført fremad; en Sofie Svava der styrede venstresiden med lange løb op mod mål og fortrinlige afleveringer mod mål og gennemspilninger og Nadia Nadim – den gamle målscorer. Alle var ude af billedet og erstattet af yngre talenter, der ikke har den samme erfaring med holdet.

Masser af ungt talent med fine individuelle kvaliteter bestemt, men det udgør ikke i sig selv et hold. Og det var problemet. Det var holdet, der gik ned i kampen. Hvor islændingene havde en klar og simpel plan, som de med fysik og viljestyrke satte igennem, var det åbenbart, at de danske individualister fejlede som hold. Et godt eksempel var angriber Janni Thomsen, der fik en stor åben chance men forpassede den til hendes egen og publikums fortrydelse. Og som i øvrigt spillede langt under sit vanlige niveau. Samspillet med de andre på holdet fungerede ikke optimalt, og det kom til at koste. Selv om der var fine individuelle præstationer – fx Frederikke Thøgersen på højre fløj, som gang på gang sled sig løs op mod baglinjen og lagde flotte afleveringer ind mod feltet eller driblede sig igennem, så gled også hendes anstrengelser ud i sandet, fordi holdet ikke var på niveau med de enkeltstående præstationer.

Selv om det blev lidt bedre i anden halvleg – og det blev tydeligt, at trænerstaben godt vidste, hvor skoen trykkede – så var det for sent at ændre noget på 0-0-stillingen, og islændingene kunne fattet og konsekvent udnytte den ene store chance de fik, hvor et fremadorienteret dansk hold svigtede i forsvaret. Og mere skal der ikke til for at besejre et på papiret stærkere hold. Ros til islændingene for den præstation.

En ting er, at holdet nok ikke kommer med til olympiaden; det kunne vi nok leve med som fodboldsfans; men når hovedpinen er ovre og den sikkert søvnforstyrrede nat efter kampen, så må det være på tide at fokusere mere på holdpræstationen i de forskellige formationer, som de mange talenter muliggør.  Det er holdet, der vinder kampe; ikke bare en samling individuelle talenter. Det så vi da herrene vandt EM i 1992 og vi så det  i håndboldkvindernes indledende kampe under dette VM. På med vanten og god arbejdslyst.