Så skete det. Paul McCartney og Ringo Starr blev forenet på scenen i forbindelse med Grammy-uddelingerne, hvor Beatles blev hædret. De kan stadigvæk de to gamle – også sammen, selv om det ikke vil være en musikbegivenhed, der går over i historien som et af de helt store.
Â
Ja, så blev det Niels Skousens tur til at runde det skarpe hjørne, 70 år. Det sker d. 28. januar. Og præsentation burde være unødvendig, i hvert fald her i bloggen, hvor jeg for et par år siden udførligt omtalte Skousens erindringsbog Herfra hvor jeg står om hans livs rejse, der foreløbigt munder ud i, at Skousen finder tilbage til musikken og sangskrivningen. Og det er godt at vide, at Skousen stadigvæk – som dengang han sammen med Peter Ingemann indtog dansk musikliv med mesterværkert Herfra hvor vi står – så vi kan forvente flere gode danske rocksange, sådan som han har bevist med sine seneste udgivelser Dobbeltsyn, Daddy Longleg og Lyt til din coach. Til lykke til Niels med dagen – og på gensyn og -hør i april, hvor han gæster Aarhus med Skousen og Ingemann.
David Crosby er efterhånden blevet 72 år, men årene tynger åbenbart ikke det gamle Crosby, Stills, Nash & Young-medlem mere end at han har kunnet indspille et nyt album – det første soloalbum i mere end tyve år. Croz hedder det og det kan man lytte til in extenso på Rolling Stone-magasinet – lige her. Og selv om Crosby forsøger at lægge lidt afstand ti Crosby, Stills & Nash, som han stadigvæk arbejder med – så er der en umiskendelig air af netop denne trios vokalharmonier og særlige sound over den nye plade.
Dagning er et godt dansk ord for det tidspunkt i døgnet, hvor nat bliver til dag. Og North Falls lille album (8 numre) Outside it’s growing light kredser tematisk omkring dette overgangstidspunkt, hvor lyset – som titlen angiver – så småt er ved at bryde frem, men natten endnu ikke helt har sluppet taget.
Bag North Fall gemmer sig først og fremmest den unge sangskriver og musiker Anders Belling. Sammen med en lille håndfuld musikalske venner – Mikkel Moseholm på trommer, David Nedergaard på bas, Kevin Hansen og Simon Kjær på guitarer har Belling indspillet or produceret musikken, der oprindeligt er blevet til i en etværelses lejlighed på Nørrebro i København.
Omstændigheder omkring musikkens tilblivelse forklarer muligvis, hvorfor resultatet fremstår som rå, upolerede lo-fi indiemusikstykker. Produktionen ligger milevidt fra tidens blankt skinnede, strømlinede og kønsløse måde at producere musik på og sender tankerne hen på den æstetik, der blev dyrket i punken og – ikke mindst – postpunken. Det er ikke musik, der søger X-Facot-segmentets gunst, men musik, der lever og ånder for de stemninger, der opstår, når skrøbeligt melodiøse og lidt mistrøstige sange omgærdes af frenetiske guitarer, der svæver over en dansende bund af trommer og bas. Det er ikke popmusik for dem, der vil smigres og stryges med håret af mainstreampoppens indladenhed, men musik, der givetvis vil finde sit publikum hos indiepublikummet og hos dem, der sætter pris på musik, der vil mere end bare behage. Hermed anbefalet.
North Fall. Outside it’s growing light. Soholme Records. Udkommer i morgen mandag den 27. januar.Â
Det er næsten to år siden, jeg sidst havde fornøjelsen af at omtale den danske singer-songwriter Jens Lysdal. Det var hans fremragende album A Matter of Time. Og nu er Lysdal så aktuel igen med albummet Easy Heart.
Easy Heart er den helt rigtige titel til et album, der uden at fornægte den omsiggribende melankoli i populærmusikken, går i den anden retning og besynger det positive, det livsbekræftende og livets skønhed i stort og småt. Den lette tone anslås allerede i den fine indlendende sang om livets sødme “It happens to me sometimes”, hvor det bl.a. hedder: “Do you ever have fireflies in your mind/Or bubbly water in your spine/do you evet thing uh sweet life of mine/Mmm – it happens to me sometimes.” Små øjeblikke og stunder af lykke og livsintensitet. Hvem kender ikke dem, hvis de skal være ærlige?! Selv om det kun sker en gang imellem.
Og let om hjertet er Lysdal også i sangen “The Beauty of it all”, der handler om den skønhed, der kan binde de to vidtforskellige køn sammen i latter, venskab og kærlighed. “Walk with me and share what there’s to share/Let me be close enough/ So I can smell your hair and touch your lips/What is perfect – what is true“. Men et eller andet sted, så er melankolien og sortsynet der selvfølgelig også som en nødvendig modsætning og klangbund. Og det ville være galt andet. Vi kan ikke få det ene uden det andet. Og i kærlighedssangen “I should have danced” balancerer sangtekstens hovedperson på kærlighedens knivsæg og kan ikke rigtig overvinde sig selv og kaste sig ud i dansen og kærligheden. Eller i den anden kærlighedssang “Le’s go to bed”, hvor det handler om – for parret – at finde ind til hinanden mentalt og kropsligt og hvor vejen er forståelse, forsoning, kærlighed – og en sang.
Men først og fremmest bæres albummet frem af en følelse af lethed om hjertet, der i allerhøjeste grad understreges af musikken, som Lysdal har indspillet i The Congress House, Austin Texas med et mere end kompetent hold af musikere bestående af: Tim O’Brien (mandolin, fiddle og akustisk guitar), Greg Leisz (pedal steel guitar), Danny Frankel (trommer og slagtøj), Glenn Fukunaga (bas), Bjarke Falgren (vioolin,viola), Dan Hemmer (tangenter), Jesper Bo Hansen (synthezisers), Aimee Bobruk (sang) og Jes Lysdal selv (sang, guitarer, piano m.m.). Det er et hold, der har spist kirsebær med de store på musikscenen, og det mærker man, når arrangementerne af Lysdals lette og meget melodiøse, men ikke popsmarte sange løftes op af forfinet musiceren, hvor der er kælet for detaljerne og de enkelte instrumenter får lov til at krydre det samlede lydbillede, der er skabt omkring Jens Lysdals stemme og instrument. Stemningen og tonen på pladen trækker i retning af americana og alt country uden at blive nogen af delene helt. Men det imponerende hold sikrer, at pladen får et smukt homogent udtryk, og at den hænger sammen i sin hjertelette helhed. Det er en plade, der i den grad appellerer til intens lytning, hvad enten det er i selskab med gode bekendte eller i enrum. Og den fortjener at vinde indpas i de radiofoniske playlister, der i dag sætter dagsordenen på musikfronten. Og det vil ske, må tiden vise. Men hos mig kandiderer Easy Heart til dette års liste over de bedste danske udgivelser. Hermed anbefalet alle musikelskere.
Jens Lysdal. Easy Heart. Producer: Jens Lysdal. Gateway Music. Pladen udkommer i morgen d. 27. januar.
I går ville den amr. singer-songwriter Warren Zevon være fyldt 67 år, hvis ikke en kræftlidelse havde spændt ben for ham den 7, december 2003. Her vil vi mindes ham med Linda Ronstadts fortolkning af en af hans smukkeste sange “Hasten down the wind”
Medens der går kage i den for Tegan & Sara, så tager de meget omtalte Arcade Fire (som jeg – indrømmet – ikke har lyttet ret meget til) fat i en anden ende, idet de har lavet musik til en ny romantisk film Her. Her kan du høre de tretten spor, det drejer sig om.
Rocken og poppen har forlængst indgået et registreret partnerskab med kommercialismen. Store bands og kunstnere sponsoreres af store pengestærke firmaer osv. Og kendte poptoner bruges i flæng til at sælge hvad som helst i reklamerne. Og duoen Tegan & Sara tager skridtet fuldt ud, når den har kreeret en jinglesang til et kageprodukt. Sangen kunne såmæn godt tale for sig selv. Den er da ganske sød pop. Men altså… kager.
Den 6. December 1975 , kort tid før min 22 års fødselsdag, var jeg til koncert i århusianske Stakladen (v. Aarhus Universitet) og opleve Fairport Convention. Med Sandy Denny, Dave Swarbrick m.fl. Jeg ville ikke kunne huske datoen, hvis ikke jeg tilfældigt var faldet over Torben Skøtts hjemmeside, hvor der findes en masse billleder fra netop den koncert (her). Sandy Denny døde ca. tre år senere kun 31 år gammel, og vi mistede en af de specielle og smukke stemmer i britisk rock.
Erindringen om denne koncert kom op, fordi jeg ad omveje faldt over nedenstående video med Fairport Conventions album Liege & Leaf, som jeg lyttede rigtig meget til, dengang den kom på gaden. Og den holder stadigvæk. Så meget at jeg fluks bestilte cd-udgaven efter at have lyttet til den igen…
Videoen findes desværre ikke mere på Youtube. Men her er en anden.
Louie Louie, oh no, me gotta go, yeah, yeah, yeah, yeah, yeah, baby
Louie Louie, oh baby, me gotta go
A fine little girl, she waits for me
Me catch the ship across the sea
Me sailed the ship all alone
Me never think I’ll make it home
Louie Louie, oh no, me gotta go, yeah, yeah, yeah, yeah, yeah, baby
Louie Louie, oh baby, me gotta go
Three nights and days I sailed the sea
Me think of girl constantly
On the ship, I dream she there
I smell the rose in her hair
Louie Louie, oh no, me gotta go, yeah, yeah, yeah, yeah, yeah, baby
Louie Louie, oh baby, me gotta go
OK, let’s give it to ’em right now
Me see . .
Me see Jamaica, the moon above
It won’t be long me see me love
Me take her in my arms and then
I tell her I’ll never leave again
Louie Louie, oh no, me gotta go, yeah, yeah, yeah, yeah, yeah, baby
Louie Louie, oh baby, me gotta go
I said me gotta go now
Let’s step on out of here
Let’s go!
I Guardian fortæller Alexis Petridis om den klassiske rocksang “Louis Louis” (titlen har forskellige stavemåder…). For 50 år siden blev sangen forbudt i Indiana, fordi den var vulgær. Og FBI brugte to år (!) på at undersøge teksten. De havde afspillet pladen ved forskellige hastigheder, indkaldt vidner og havde fået forskellige “eksperter” til at undersøge, hvad The Kingsmen sang om, men havde ikke fundet et eneste tegn på, at pladen skulle være “obskøn”. Og efter nogen tid mistede FBI interessen for sangen.
Sangen byggede på riffet fra Rene Touzets “El Loco Cha-Cha”, der blev brugt, da Richard Berry komponerede “Louie Louie” og indspillede den i 1957, og siden er den blevet planket i et utal af versioner. The Kinksmen fik efter sigende ideen fra The Wailers fra Tacoma, Washington. Et af de tidlige garagebands. The Kingsmen indspillede deres udgave i et take og måtte selv betale for studietiden. Og da sangen blev plademærket Wand udsendte den gik den i blodet på de unge med sit uafrystelige i det uendelige gentagne riff. Den 14. december 1963 lå sangen på hitlistens andenplads.
Historien om “Louie Louie” hører med til rockens mytologi. Og den er en illustration af det, man dengang kaldte “generationskløften”. Forældregenerationen var bekymret over de unges optagethed af rock’n roll, fordi de godt vidste at rock’n roll – med Billy Cross’ ordvalg – var parringsmusik. Og måske skulle FBI og andre ikke have brugt så megen tid på at analysere pladen, men blot have lyttet til den teenager, der satte det hele i gang med et brev til guvenør Matthew Welsh i Indiana. I brevet påstod teenageren, at teksten var obskøn. Og hvis en teenager opfattede det således, så måtte det være sandt. Teenagere har altid talt deres eget sprog. Dengang som nu.
Smægtende, iørefaldende melodier, piskende trommer, dansende bas og guitarer, der river og rusker i en. The Rifles fra Chingford, London, har powerpop i blodet og har vist det på deres indtil videre tre album. Et nyt – Non the Wiser – er lige på trapperne. Bandet har ikke ligget øverst på hitlisterne, men burde have gjort det efter min mening. Joel Stoker (sang, guitar), Lucas Crowther (guitar, sang), Rob Pyne (basguitar), Grant Marsh (drums) og Dean Mumford (keyboard) er med til at løfte arven efter de foregående powerpopbands – fra Squeeze og tilbage. Sådan.
Selv om Bruce Springsteens seneste plade High Hopes har fået lidt blandede anmeldelser, så er den gået ind på såvel den britiske hitlistes top som den amr. Billboardslistes ditto. Publikum er lige glade med anmeldelser generelt betragtet. Og med sin nr. 1 placering i USA, har Springsteeen haft flere ettere end Elvis, men halter stadigvæk efter Beatles (med 19 albumetttere) og Jay Z (13). Tja.
Hvad kan man så bruge det til? Andet end at spille lidt fra Bruces plade.
Vi skal ikke slippe Aretha med det samme. For lidt tilfældigt faldt jeg over Rolling Stones liste over de “100 største sangere”, og her topper Aretha, skarpt forfulgt af Ray Charles, Elvis Presley, Sam Cooke, John Lennon, Marvin Gaye, Bob Dylan, Otis Reddin, Stevie Wonder og James Browne. Og den får ikke for lidt i Rolling Stones omtale af Aretha, der på meget amerikansk vis kaldes “en gave fra gud” og “årsagen til at kvinder ønsker at synge”, Overdrivelse fremmer forståelse eller også er det bare udtryk for den hæmningsløse begejstring, man undertiden finder hos amerikanske kulturskribenter. Men ellers er jeg ret enig i lovprisningen af den unge Aretha. Hun har både teknikken, kraften og hjertet med, når hun kaster sig over gyldne sange som “Chain of Fools”, “Respect”, “I never loved a man” og “A natural woman”. Om hun er verdens største, vil jeg lade stå hen som et stort spørgsmålstegn, men stor er – eller var – hun. For som jeg tidligere har givet udtryk for, så synes jeg, hun med tiden begyndte at skrige og råbe mere end at synge.
En tekstlinje i et essay satte mig på sporet af denne smukke sang med den unge souldronning Aretha Franklin. “When the world was young”
They call me coquette, and mademoiselle,
And I must admit I like it quite well.
It’s something to be the darling of all;
Le grande femme fatale the belle of the ball,
There’s nothing as gay as life in paris ,
There’s no other person, I’d rather be,
I love what I do I love what I see,
But where is the schoolgirl that used to be me
Ah, the apple trees,
Where at garden teas,
Jack-o-lanterns swung:
Fashions of the day,
Vests of applique,
Dresses of shantung,
Only yesterday.
When the world was young
While sitting around we often recall,
The laugh of the year the night of them all,
The blonds who was so attractive that year,
Some opening night that made us all cheer;
Remember that time we all got so tight,
And jacques and antoine got into a fight,
The gendarmes who came, passed out like a light,
I laugh with the rest it’s all very bright.
Ah, the apple trees,
Sunlight memories,
Where the hammock swung,
On our backs we’d lie;
Looking at the shy,
’til the stars were strung,
Only last July,
When the world was young.
You’ll see me in cape d’antibes, or in spain ,
I follow the sun by boat or by plane,
It’s any old millionaire in a storm,
For I’ve got my mink to keep my heart warm:
And sometimes I drink too much with the crowd,
And, sometimes I talk a little too loud,
My head may be aching, but it’s unbowed,
And sometimes I see it all through the clouds
Ah, the apple trees,
And the hive of bees,
Where we once got stung,
Summers at bordeau
Rowing at bateau,
Where the willow hung,
Just a dream ago,
When the world was young
Sangen er i øvrigt komponeret af franskmanden M. Philippe-Gérard – “Le Chevalier de Paris” – og Johnny Mercer har skrevet den engelske tekst. Den har været indspillet af en lang række kunstnere, bl.a. Bing Crosby, Peggy Lee, Frank Sinatra, Nat King Cole og altså frk. Franklin
