En no bullshit video uden fiksfakserier og afklædte piger. Bare lige ud af landevejen. Sharon gør det igen: Giver en lektion i moderne soulmusik. Så kan I lære det…
Â
The Ohio Express var ikke engang et rigtigt orkester, men snarere en konstruktion, der blev sammensat til lejligheden, og som havde som primær funktion at markedsføre Super K Productions. Sidstnævnte var Jerry Kasenets og Jeffrey Katz’ forretning, der omkring 1970 førte sig frem med tidens poptoneart: bubble gum music.
Ohio Express hittede første gang med sangen “Beg, Borrow And Steal”, som var hugget fra The Rare Breed og omproduceret af Super K. For at markedsføre singlen engagerede produceresset et band ved navn Sir Timothy & The Royals, der kunne spille sangen på scenen under navnet Ohio Express. Efter endnu en single – “Try it” – indspillede turbandet med hjælp fra andre, bl.a. The Measles, et helt album Beg Borrow and Steal og fik det ud på Cameo-Parkway. Desværre gik pladeselskabet rabundus samtidig og blev opkøbt af Allen Klein.
Det hjalp lidt på tingene, da Ohio Express blev tilknyttet Buddah Records, der var blevet oprettet i 1967 og fokuserede på bubblegum pop, folk-rock, progressiv rock (bl.a. Captain Beefheart) og soul. Og det var her Ohio Express lavede deres største hit “Yummy, yummy, yummy”, der blev efterfulgt af flere singler og fire album. Med forskellig besætning har Ohio Express eksisteret – dog med afbrud undervejs – frem til i dag og med Super K Productions som brand-indehaverne.
Historien om Ohio Express er historien om et spekulationsprojekt. Et historie om, hvordan det går nogle gange i en branche, hvor pengene betyder mere end musikken. At der så alligevel er kommet en enkelt lytteværdig popsang ud af det eller to, er en helt anden snak. Pop, der stadigvæk har lyttere.
Og nu udkommer der så et helt album med alle Ohio Express’ indspilninger for Cameo Parkway. The Ohio Express – Beg, Borrow and Steal – The Complete Cameo Recordings. Tyggegummityggere kan begynde her.
http://www.youtube.com/watch?v=gQ71NK5Gd08
Â
På dette tidspunkt for 50 år siden viser The Kinks sig nederst på den amr. singlehitliste med debutsinglen “Long Tall Sally”/”I took my baby home”. Det var et lille halvt årstid før Beatles udsendte deres version af Little Richards hit fra 1955.
Sidste år døde Lou Reed. Og vi mistede en af de store i rocken. Og i disse dage for 25 år siden – nærmere bestemt d. 10 januar 1989 – udkom Reeds femtende album New York. Et album, der genrejste kunstnere efter en række plader, der havd skuffet kritikere og publikum. Reed fandt tilbage til rockens elementarpartikler: “You can’t beat guitars bas drum” (Reed egne noter på pladens bagside). Elementær rock’n roll, der skilte sig ud fra tidens musik, men lagde en god bund for Reed enkle tekster om livet i storbyen New York . Med denne plade lykkedes det for alvor for Reed at realisere sit eget ideal for en plade: en voksen rock’n rolle plade. Han anbefaler, at man lytter til den som ‘vr den tænkt som en bog eller en film’. Selv rockens svar på Gravpot Robert Christgau må overgive sig (med forbehold) og give en topkarakter i sin forbrugerguide: “Protesting, elegizing, carping, waxing sarcastic, forcing jokes, stating facts, garbling what he just read in the Times, free-associating to doomsday, Lou carries on a New York conversation–all that’s missing is a disquisition on real estate. I don’t always find his politics especially smart–though I have no problem with his grousing about Jesse’s Jewish problem, I wish he’d called the man on Hymietown rather than Arafat. But that’s not really the point, is it? As usual, the pleasure of the lyrics is mostly tone and delivery–plus the impulse they validate, their affirmation that you can write songs about this stuff. Plus, right, the music. Which is, right, the most Velvets of his entire solo career. And which doesn’t, wrong, sound like the Velvets. Not even as much as Galaxie 500. Just bass, drums, and two (simple) guitars.”
[Klik på billedet for at se det i en lidt større udgave]
Fra Troels har jeg modtaget Wonderlands nye 7″ med dobbelt A-side. Den københavnske kvartet springer flot og fredigt ud og rider med på en lille bølge af rock, der både er smækker og lækker indiepopvellydende og har klare røde tråde tilbage til den for tiden så populære psychedeliske musik fra tresserne. Lyt fx til det Farfisa-saftige, potentielle playlistehit “Far away”. Det burde kunne vække selv indslumrede P3-lyttere op til dans og medsang. I B-side-balladen “Alabama” får “Far away” et eftertænksomt, roligt modspil, der om ikke andet viser at de fire københavnere har spændvidde nok til at kunne bestride et større pladeformat næste gang. Måske endda et helt album. Tag godt imod Wonderland, der understreger grokraften i den danske rocks undergrund. Jeg håber, Troels også sender mig deres næste udspil. Kom igen.
Pladen er udgivet af Levitation Records.
Jeg har undertiden forholdt mig til fænomenet tænketanke her i bloggen. Mest i form af kritik af den liberalistiske tænketank Cepos. Men der findes andre, fx Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Cevea. Fælles for tænketankene er, at de arbejder ud fra et ideologisk grundlag. Cepos står på en nyliberalistisk fundament, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på et socialdemokratisk og Cevea på, hvad man forsigtigt kunne kalde et centrum-venstre-grundlag.
Og det er et velkendt fænomen, at repræsentanter for ikke mindst de to førstnævnte tænketanke ofte er i medierne som kommentatorer til tidens politisk-økonomiske forhold. Og det i et sådant omfang, at man som almindelig tv-seer og avislæser godt kan undre sig over, hvorfor de får så stor opmærksomhed som selvbestaltede eksperter?! Derfor var det med en vis forventning, jeg i går aftes satte mig til at se programmet Bag Borgen: De indflydelsesrige tænketanke på DR1. Vært var DR1s politiske journalist Ask Rostrup.
Nu var der en chance for at få kigget tænketankene lidt efter i sømmene og få svar på, hvorfor pokker de har tilranet sig så stor en betydning i medierne. Troede jeg. For faktisk var det skuffende, ja ligefrem beskæmmende, at se, hvor lidt journalist Rostrup fik ud af programmet. Fx fik vi ikke kastet lys over, hvem der faktisk er de økonomiske sponsorer bag Cepos. Vi fik kun at vide, at der var tale om donationer fra privatpersoner og firmaer, men ikke hvem. Vi fik oplyst, at partierne Venstre og Konservative, sammen med erhvervspersoner som Bent Fabricius Bjerre og Michael Laudrup havde været med til at søsætte den ideologiske tænketank, men de reelle økonomiske bagmænd kom ikke frem i lyset. Og journalist Rostrup gjorde end ikke tilløb til at grave i det. Til trods for, at der har cirkuleret rygter om, at fx Saxo Bank var en vigtig støtte. Det skreg så meget desto mere til himlen som direktøren for AE åbenhjertigt fortalte, at deres penge kom fra fagbevægelsen. Og det er ikke ligegyldigt, hvor penǵene kommer fra, for pengedonationer forpligter. Man donerer kun penge, hvis man i en eller anden grad har en forventning om, at pengene går til et formål, man sympatiserer med.
I det hele taget stod det skralt til med den kritiske journalistik i det program. Rostrup var mest af alt mikrofonholder for de to direktører, der forståeligt nok fremførte deres respektive holdninger uden modstand. Ikke en eneste gang anholdt Rostrup nogle af påstandende, som fx da direktøren for Cepos – for gud ved hvilken gang – fremførte påstanden om, at det ikke ville have den store effekt, hvis man reducerede det offentlige med fx 10 milliarder.
Udsendelsen var et flop. Den kunne teoretiske set have været oplysende for seerne, den kunne have kastet lys over, hvordan den ideologiske kamp konkret bliver ført i disse år osv., men desværre forblev den en ukritisk bekræftelse af det billede, man i forvejen havde af tænketankene position i medielandskabet. Og den var endnu et søm til den kritiske journalistiks ligkiste.
Du kan se udsendelsen her.
Det er efterhånden længe siden, jeg sidst omtalte sangerinden Claudine Longet. Og i dag faldt jeg så over hendes særegne udgave af Rolling Stones’ “Let’s spend the night together”
Â
Ja, amerikanerne fejrer deres historisk forskruede udgave af Valentine’s dag i et sikkert oppulent forbrugeristisk orgie i kærlighedens navn. Her i bloggen synes vi – jeg – at de skal beholde den for sig selv og lade os i fred. I stedet vil vi lytte til musik, der har et helt andet om modsatrettet budskab og indhold. Heartbreaking music…
Efter sigende var Peter Tork – eller som han egentlig hedder Peter Halsten Thorkelson – den eneste af de fire Monkees, der fik lov til at spille med på den designede popgruppes første to album. Resten var overladt til dygtige studiemusikere. Og siden var multiinstrumentalisten med til at farve bandet særlige sound. Det var bl.a. ham, der trakterede pianoet i indledningen af hittet “Daydream believer”. Ellers var Tork mest interesseret i selve pladeoptagelserne og produktionen, indtil han kørte træt i projektet og blev løsnet fra sin kontrakt fire år før dens udløb. I årene efter og frem til gendannelsen af Monkees i 1986 arbejdede Tork bl.a. sammen med George Harrison fra The Beatles (på denne Wonderwall-filmprojekt) og i sit eget band Peter Tork And/Or Release. Han spillede også i et bluesband ved navn Osceola og arbejdede på et tidspunkt som tjener på et spisested i Santa Monica.
Siden 1986 har Tork on and off spillet sammen med Davy Jones og Micky Dolenz som Monkees (Mike Nesmith har ikke ønsket at vende tilbage…) og ved siden af passet sine egne bandprojekter The Peter Tork Projekt og Shoe Suede Blues. Med sidstnævnte band har han indspillet tre album, seneste Step by step fra 2013. Et enkelt soloalbum er der også blevet tid til. I 1994 udkm Stranger things have happened.
Â
Tinariwen er tilbage med turaregrocken. Og skal man tro udenlandske anmeldelser, så konsoliderer bandets sin førerposition blandt world music orkestrene med den nye pladeEmmaar. I hvert fald overbeviser disse to videoer mig om, at de stadigvæk er værd at bruge tid på.
Â
Det er 30 år siden The Smiths pladedebuterede. Og det markerer Rhino-pladeudgiverne ved at lægge hele bandets bagkatalog ud på iTunes. Selvfølgelig. Det manglede da også bare. Hep Smiths.
I disse dage er vi vidner til et tidligere stort parti dødskamp. Jeg tænker selvfølgelig på balladen om Socialistisk Folkeparti. Senest ‘kampen’ om formandsposten, som ikke blev nogen kamp, idet den nye formand blev valgt uden modstander og med akklamation. Det er en i bund og grund trist historie om et parti, der af navn var både socialistisk og folkeligt, men som mødte sin skæbne, da staten/regeringen ville sælge DONG-aktier til de ultrakapitalistiske spekulanter i Goldmann Sachs. Som et andet skib Titanic sejlede SF ind i isbjerget og sank. Og ned i de kolde vand gled drømmen om socialisme, troen på folkeligheden og demokratiet.
Samtidig har vi været vidne til et politisk skred hen over midten – fra venstre mod højre. Politikere sadler om og går mod højre. Ole Sohn er blot et lysende eksempel på denne tidstypiske bevægelse fra rødt mod sort.
Hvad er forklaringen på denne sære bevægelse? Vi befinder os i en globale økonomisk krise endnu, selv om danske politikere helst vil se indad og fortæller os at eksporttallene er gode og væksten i de private firmaer i bedring osv. Så man kunne måske tro, at krisestemningen ville være til fordel for venstreorienterede tanker om en anden samfundsmodel? Men nej. Der er alt for mange indicier, der peger på, at kapitalismen har sejret ad h…… til. Overalt i samfundet er der tegn på, at kapitalismens logik slår igennem. Finansministeren vil have en ‘konkurrencestat’ i stedet for et velfærdsamfund. Alle uddannelser skal være erhvervsrelevante og rettes ind mod erhvervslivets behov. Og de enkelte borgere reduceres i stadig højere grad til at være udbyttelig ‘arbejdskraft’ i en eller anden procentuel størrelse. Fortsæt selv.
Som den afdøde tysk-jødiske filosof og litterat Walther Benjamin levende beskrev det i et fragment fra 1921 (få år før kapitalismen krakkede for alvor i Wall Street), så har kapitalismen udviklet en religiøs struktur. Den er blevet religion. På en afstand af næsten 100 år ser Benjamin nogle træk, som vi sagtens kan genkende i dag. For det første er kapitalismen blevet en ren, ekstrem kultreligion uden særlig dogmatik og uden nogen teologi. Det betyder, at tilbederne af religionen ikke taler samme sprog eller dyrker en bestemt gud. Men de dyrker alle kapitalismens udbytning af arbejdskraften og dens søgen efter profit. Et andet træk, der slår Benjamin er, at denne kult har, hvad han kalder ‘en permanent varighed’. Modsat andre religioner helligholder kapitalismen ikke fx søndage og særlige festdage, hvor religiøse ceremonier og handlinger foregår. I kapitalismen er hver dag, hverdagen, en fest for kapitalismen. For det tredje hævder Benjamin, så er kapitalismen den første religion, der ikke er sonende. Den er derimod forgældende. En gældsbevidsthed, der efter Benjamins mening peger i retning af kultens fald på et tidspunkt.
I stedet for at stille en soning i udsigt, sørger kulten for at gøre skylds- og gældsbevidstheden universel, at hamre den ind i bevidstheden, som han udtrykker det. Det svarer – hvis eller jeg forstår Benjamin ret – til den moderne slovenske filosof Slavoj Zizeks forestilling om, hvordan ideologi skal tænkes nu til dags. Ideologien er ikke længer noget, man kan stå uden for. Den omslutter hele vores virkelighed – og derfor er det svært at ‘gennemskue’ den, som den traditionelle ideologikritik foreskriver. Det ligger også i denne religions eller kults selvforståelse, at den må fortsætte sin fortvivlede bevægelse til den bitre ende. Ingen soning er mulig inden for systemets rammer – først når kapitalismen engang må give op er soning mulig.
Benjamins tanker er svære og filosofiske og trækker på både Marx, Freud, Nietzsche m.fl. Men vi kan i det mindste bruge dem til at forstå, at kapitalismen – som Marx i øvrigt også var inde på hist og pist – ikke kun er et i snævert forstand økonomisk system, men også et system, der lægger beslag på vore hjerner og følelser. Selv i de mest banale handlinger i hverdagen bliver vi indskrevet i dens kult.
Og måske bidrager Benjamins tanker også til en forståelse af, hvorfor den såkaldte venstrefløj (SF, venstresocialdemokrater, Enhedsliste…) så let lader sig forføre af borgerlige ‘ansvarlighed’, ‘markedet’ osv. Det er meget nemmere at bekræfte den gældende religion end at begynde at sætte spørgsmålstegn ved den. Benjamins fragment er netop et godt eksempel på, hvor svært det er at tænke kapitalismens åndelige dimension.
Hermed er bolden givet op.
Dengang og nu.
Navnet Gerry Goffin – Gerald Goffin – er uadskilleligt fra Carole King. Sammen lavede Goffin og King en række af tressernes helt store pophits. “Will you love me tomorrow” (The Shirelles), “Take good care of my baby” (Bobby Vee), “Go away little girl” (Steve Lawrende) og “The Locomotion” (Little Eva), blot for at nævne nogle få stykker.
Parret blev gift i 1959, da King var 17 og Gerry 20. Han havde aftjent sin værnepligt som marinesoldat og var vendt tilbage til det civile liv for at læse kemi på universitetet. Men musikken trak ham væk fra den løbebane. Og de arbejdede sammen – også efter skilsmissen i 1968. Goffin fortsatte med at skrive sangtekster, bl.a. til Whitney Houston og Diana Ross. Et par soloplader er det også blevet til. I 1973 km It Ain’t Exactly Entertainment og i 1996 kom Back Room Blood. Til billedet af fødselaren hører også, at han er manio-depressiv.
Goffin skrev også teksten til denne her:
Â
Nadia Ali hedder den unge dame, der her modigt og vellykket tager Polices gamle sang “Roxanne” under kærlig akustisk behandling. Nadia Ali har siden starten af det nye årtusind været en del af den såkaldte EDM dansescene og har været forsangerinde i iiO. Sangen kan hentes ned gratis fra Alis Soundcloud-side – her.
Suzanne Vega er aktuel med sit ottende studioalbum med den forfærdeligt lange titel Tales from the realm of the queen of pentacles. Selv om den 54-årige singer-songwriter måske er gledet lidt i baggrunde, så fortsætter hun ufortrødent med at skrive gode sange med tekster, der er over gennemsnitlig niveau. Her er hun i en optagelse fra NPRs desktop concert-serie, hvor hun diverterer os med nyt og gammelt.
