Jeg fortsætter lidt med ugens fund af ny musik. Her drejer det sig om kvartetten Desperate Journalist fra det nordlige London. To unge damer (Jo Bevan, sang, og Caz Hellbent, trommer) og to unge mænd (Simon Drowner, bas, og Rob Hardy på guitar). De spiller opfindsom, støjende, melodiøs indierock, der nok burde interesse de store pladeselskaber mere end tilfældet har været indtil nu. Giv dem en chance i hovedtelefonerne.
Dagens albumlytning er Country Joe & the Fishs debutalbum Electric Music for the Body and Soul. Pladen blev indspillet i foråret 1967, udsendtes i The Summer of Love og regnes for at være et af de første psykedelisk inspirerede album. Pladen udsendtes i en restaureret cd-udgave i 1990 og i en deluxe-udgave i 2013. Men vi mangler stadigvæk et bokssæt med dette syrede band.
Dagens popmusikalske fund er Violet Hours fra London. Hos Violet glider tressernes feminine vokalpop elegant sammen med en guitarlyd, der står i gæld til såvel firsernes som halvfemsernes storladne guitarrock. Det er ikke poprock, der forandrer verden, men det er charmerende og indtagende.
Det var helt tilbage i 2010, jeg slog et slag for den herhjemme noget oversete svenske singer-songwriter m.m. Louise Hoffsten. Og nu kan jeg så gøre det igen, for Hoffsten er aktuel med et nyt album med titlen Bringing out the Elvis. Det er mødet mellem Hoffsten og Elvis’ sange. Nogle af sangene på pladen er Elvis’, andre er fra Hoffstens eget repertoire.
Ja, i dag den 13. marts er det otte år siden, bloggen fik en snublende start som smartlogblog. Og den 13. august 2006 afløstes smartloggen af den autonome capac wordpress, som du nu sidder og kigger på. Dengang havde jeg ingen forestilling om, hvor længe det projekt skulle køre eller udvikle sig. I dag ved jeg meget mere om det. Jeg ved også, at den vil fortsætte længe endnu, hvis omstændighederne ellers tillader det. Den har fundet en slags identitet, men er under stadig forandring, selv om den ikke forandrer sig så meget nu som tidligere. Den nærmer sig de 9000 indlæg (dette indlæg er nr. 8616), og bloggen har stadigvæk rigtig mange besøgende, hvilket jeg er meget glad for og beæret over. Tak!
Og så vælger jeg at markere dagen med en af mine yndlingssange fra dengang capac var helt ung og gik med Beatleshår. Tror du på magi? Do you believe in magic? spørger Lovin Spoonful – og svaret er selvfølgelig: Ja.
Helle Hansens nye og tiende plade Songs of Death, Love & Other Mayhem er en af den slags sjældne udgivelser, der kun med største besvær lader sig placere i kendte musikalske kategorier. Det er hverken klassisk kammermusik, jazz, pop, folk eller rock. Og så er der alligevel farver og schatteringer af det hele og mere til. Helle Hansen er en egensindig kunstner, der tydeligvis vil sin kunst og vil gå sine helt egne veje for at itonesætte sine alt andet end lettilgængelige tekster.
Som pladens titel antyder så er det musik, der vil livets alvor og ikke stryge os med håret og underholdende behage os. Vi befinder os i et landskab, hvor melankolien og mørket er dominerende, men hvor mørkets modsætning også glimtvis skinner igennem. Sådan må det nødvendigvis være.
Et eksempel blandt de mange kunne være sangen “Skeleton Crew”, der som jeg forstår den handler om at leve med bevidstheden om sin egen dødelighed, om at sejle med en besætning af skeletter, stadig være i live, men med en bevidsthed om forgængelighed og tab: “It’s too cruel to know/ it’s too hard to face/ We can’t let go/ What we can’t replace/ There’s a hole below/ Way down in the belley of the beast/ All hands on deck/ Tonight we sail with de deceased/ Sailing with a skeleton crew/ Sailing with a skeleton crew/ Sailing with a skeleton crew/ Sailing with a skeleton crew”. Risikoen, Helle Hansen løber, når hun sådan tematiserer livets tunge temaer, er, at teksterne til tider nærmer sig det prætentiøst litterære. Om kunstneren faktisk falder i den grøft, vil jeg overlade til lytteren at tage stilling til.
Helle Hansen har en rigtig god stemme og fremfører sine sangtekster med frasering og følelse, der svinger mellem det kabaretagtige (som fx i sangen “We’re late”) og det jazzede (eksemplerne er legio). Musikken er som nævnt hybrider af klassisk, jazz, pop m.m. Det er melodiske sange uden af være regulær popsange. Musik, der i allerhøjeste grad lever og ånder i kraft af sine stemninger. Ja, undertiden kan man næsten få den tanke, at musikken på denne plade er skabt til en film, der kun eksistere i hovedet på kunstneren selv.
Songs of Death, Love & Other Mayhem er en plade, man kun kan anbefale, fordi den er udtryk for et kunstnerisk mod til at gå mod middelstrømmen i dansk musik. Den er skabt af en egensindighed, der er sjælden og derfor så meget desto mere velkommen i et musikalsk landskab, hvor kommercialisme og underholdning er de kvaliteter, der sætter dagsordenen. Tag godt imod Helle Hansen og hendes nye plade.
Helle Hansen. Songs of Death, Love & Other Mayhem. Gateway Music. Udkommer i morgen.
For en gangsk skyld kaster jeg mig over en reklame. Og det gør jeg kun, fordi det handler om noget, der ligger mig på hjerte, nemlig at forbedre musikoplevelsen i den digitale tidsalder. I årevis er vi blevet spist af med skod-mp3-filer eller – når det gik højt – Flac og lignende knap så tarvelige komprimeringsformater. Men nu er forgangsfiguren Neil Young omsider i gang med at promovere et nyt kvalitetsformat – Pono. Så der er håb endnu for musikken og oplevelsen af den i digitiden.
Det er dansk, det er mørkt, skrev jeg, da jeg introducerede til Shiny Darkly i april 2012. Og den overskrift holder for så vidt endnu, hvis ellers man kan bedømme bandet på det, der er kommet siden hen. Trioen er på trapperne med debutalbummet Little Earth, der følger på EP’en Dead Stars fra 2013. Den har jeg desværre ikke haft mulighed for at forholde mig til. Men her er et par sange fra tiden efter min første omtale.
Explicit Language – står der som advarsel på Lily Allens nye video “Our time”. Så kender vi hende jo igen. Fræk som en slagterhund, men også med umiskendelig tæft for moderne, feminin dansant pop. Lily rules.
Her er det unge talent Jake Bugg alene ved skrivebordet med sin guitar og stemme. No bullshit, bare god musik.
Det er ikke meget af tidens pop, jeg får lyttet til. Faktisk er det mere ved tilfældighed end noget som helst andet, at det sker, at jeg bliver konfronteret med poppen, som den tager sig ud i dag. Fx har jeg aldrig lyttet til den herhjemme så populære Rasmus Seebach. Nå, men i går skete det så alligevel. Jeg lyttede til DR P3s sportslørdag med transmission fra fodboldkampen mellem Viborg FF og min hjembys klub Efb. Og undervejs blev der spillet en del af tidens populære toner. Blandt andet med den rødhårede Katy B. Jeg kunne med det samme konstatere, at den unge dame, der – i parantes bemærket – har modtaget et væld af nomineringer og en enkelt udmærkelse for årets ‘dansenummer’ i 2012, har en ganske fortræffelig sangstemme. Til gengæld synes jeg, at nummeret “Crying for no reason” mangler en ordentlig melodi. Noget, der i det hele taget er en mangelvare nu om stunder. Det synes jeg bl.a. det netop afviklede MPG understregede (vurderet ud fra de klip, jeg opfangede).
For halvandet år siden slog jeg et lille slag for trioen Pistol Annies moderne country og noterede i den forbindelse, at en af de tre skønne damer – Ashley Monroe – var på vej med en soloplade. Den kom sidste år under titlen Like a Rose og er Ashleys andet album. Det første – Satisfied – kom i 2009 som digital download. Det store hitlistegennembrud har Monroe ikke fået endnu, men hun har været flittig soms sangskriver for andre talenter i countrymusikken, bl.a. kollegaen Miranda Lambert fra Pistol Annies. Like a Rose er heller ikke brudt igennem til toppen af hitlisterne, men er endnu et eksempel på, hvor meget talent, der er blandt unge amerikanerinder med hang til countrymusik.
