marts 2016 arkiv

Capac anbefaler: Isabelle Denaro – From within & beyond

19. marts 2016

Coveret og coverfotoet på singer-songwriter Isabelle Denaros nye plade From within & Beyond sendte mig ned af memory lane – til den række af popplader, der er kommet med selvstændige, talentfulde popsangerinder. Og førstehåndsindtrykket er ikke helt ved siden af. For pladen her er – i bedste forstand – repræsentant for netop en helt igennem traditionel tilgang til en popsangerindes markedsføring. Og det er der noget næsten befriende ved i en tid, hvor ny kvindelige solister helst skal markedsføres med en særlig (illusorisk) x-factor og iscenesættes efter alle kunstens regler. Det er rart at se og høre, at man stadigvæk kan føre sig frem med enkle midler. Og det er, hvad Isabelle Denaro gør på sin plade.

Over 11 selvskrevne, melodiske popsange besynger Isabelle kærligheden og det liv, den forvikler og indvikler. Titler som “Never say no to love” og “Love is one” fortæller os lidt om, hvor vi tematisk befinder os hos Denaro. Og sangene, der har klare popkvaliteter og burde tiltale ethvert popøre, passer fornemt til teksterne med arrangementer, der kalder på tillægsord som traditionel, smagfuld og perfektionistisk. Det er ikke musik, der halser efter tidsånden, men musik, der står ved sin tradionsbundenhed, sin sans for den gode popsang og sin smag for en nærmest klassisk produktion. Tag godt imod Isabelle Denaro.

Isabelle Denaro. From within & beyond. Produceret af Isabelle Denaro og Boe Larsen. Scarlet Red Talent. Udkommer i dag.

Capac anbefaler: Inouwee – Rawhide

19. marts 2016

Duoen Inouwee – bestående af Signe Marike og Kaare Hansen – følger op på tre EP’er med albummet Rawhide. Og det er en plade, der på mange leder og kanter rammer rent ind i tidsånden. Man mødes af en moderne popmusik, der henter sin inspiration fra såvel poppen som fra rocken, trip-hoppen og en elektroniske musik. Og fra første spor på pladen er det popappellen, der rammer øret, og den kropslige-dansante rytmik. Det er musik, der svæver og balancerer mellem det analoge og digitale udtryk og fint formår af trække på de bedste fra begge lyduniverser. Alt sammen båret frem af Kaares poprockforelskede guitar og Signes fortrinlige stemme, der i forbifarten godt kan lede ens tanker hen på Sahrah Cracknell (og Saint Etienne). Og helt i pagt med tidsånden er teksterne gennemvædet af den allestedsnærværende melankoli og det moderne menneskes splittethed. Så samlet set er Rawhide en plade, der må ramme plet i mange moderne musikelskeres smagsradar. Hermed anbefalet.

Inouwee. Rawhide. Empty Bodies Recordings. Er udkommet.

Pet Sounds fylder 50

19. marts 2016

Ja, til maj er det 50 år siden, Beach Boys udsendte deres og rockhistoriens hovedværk Pet Sounds. Og selvfølgelig vil det blive markeret på behøring vis. Blandt andet vil Brian Wilson turnere og fremføre hele albummet, og et nyt bokssæt vil se dagens lys. Branchemagasinet Billboard skriver:

“Capitol/UMe’s Pet Sounds 50th Anniversary Edition will be released in June, including a 4CD/Blu-ray Audio collector’s edition presented in a hardbound book, featuring the remastered original album in stereo and mono, plus new hi res instrumental and 5.1 surround mixes, as well as session outtakes, alternate mixes, previously unreleased live recordings and hi res stereo and mono mixes; a 2CD and digital deluxe edition pairing the remastered album in stereo and mono with highlights from the collectors edition’s additional tracks; a remastered, 180-gram LP editions of the album in mono and stereo with faithfully replicated original artwork.”

Så den får ikke for lidt. Inden man farer til lommerne, skal man dog overveje om man ikke hellere vil investere i nogle af de tidligere udgivelser, pladen har været genstand for. Fx i forbindelse med 30-året, hvor The Pet Sounds Sessions blev udsendt og kom godt omkring værket. Eller måske kunne man nøjes med en af de lydforbedrede udgaver af selve pladen – uden alle dikkedarerne… Hvis man da ikke allerede har den uomgængelige plade i sin samling… 

 

Dan Turèll – (19. marts 1946 på Frederiksberg – 15. oktober 1993 i København)

19. marts 2016

Storbypoeten, krimikongen og meget mere Dan Turèll har fødselsdag i dag. Han ville sikkert have fejret dagen med en tur rundt i sit elskede København.

En aften med Burnin Red Ivanhoe

18. marts 2016

‘Alting var bedre i de gamle dage’. Sådan cirka lyder en tekstlinje fra en af de sange, som Burnin Red Ivanhoe fremførte i går aftes på spillestedet Atlas i Aahus Midtby. Og dermed blev den nostalgiske tone slået an, hvis den ikke allerede havde været det før. For Burnin Red Ivanhoe er, som kapelmester Karsten Vogel så rigtigt sagde indledningsvist, et gammelt orkester. Et orkester, der går tilbage til sidste halvdel af 1960’erne, hvor Karsten Vogel (musik) sammen med Niels Erik Wille (tekster) havde lavet 18 numre og blot manglede et orkester til at fremføre dem. Resten er historie, dansk rockhistorie.

I dag fremstår Burnin Red Ivanhoe i en lettere forynget udgave, idet de to forgrundsfigurer – saksofonist m.m. Karsten Vogel og multiinstrumentalist m.m. Kim Menzer – er suppleret af yngre musikere: Lone Selmer (sang, tangenter), Assi Roar (bas), Klaus Menzer (trommer) og Jens Runge (sang og guitar). Derfor fremstod bandet også meget anderledes end på coverfotoet ovenfor, men musikalsk set var kontinuiteten intakt. De tre nye medlemmer havde tydeligvis og uden de store problemer adopteret ånden og ikke mindst lyden fra det hæderkronede gamle rockorkester.

Det var Menzer og Vogel, der som en slags kapelmesterpar, førte an i løjerne. Vogel fortalte om gamle dage – om dengang i sluttresserne, hvor bandet spillede en snevejrsaften på Stakladen, om bandets gamle turbus “Wilhelm” (el. var det “William”?), om historien bag bandnavnet, om tilblivelsen af de første atten sange osv. Og anekdoterne blev garneret med humoristiske lyrisk-politiske indslag om musikkens status i vor tids konjunktur og andet. Og derved sørgede Vogel for at foretage en solid kobling mellem for- og nutid. En kobling, der så blev understøttet og udbygget i det musikalske.

Hovedvægten i det musikalske program lå også på gamle dage med numre fra især hovedværket M144 (“Ridder Rød”, “Tingel-Tangel Mand”, “Indre Landskab”, “Medardus”, “Purple Hearts” og afslutningsvis som ekstranummer “Ivanhoe i Brøndbyerne”). Og med Kim Menzer som det store legebarn eller klovnen (forstået i den mest positive betydning), der, iført rød hue og hawaii-skjorte, med håndholdte klokker, mundharmonika, trækbasun, tværfløjte og didgeredoo sørgede for at etablere forbindelse til fortiden, herunder tressernes udmærkede og veludviklede sans for at lade det gale og kreative blomstre. Imedens spillede Karsten Vogel på sine saksofoner (når han ikke lige for en kort stund afløste Lone Selmer ved keyboardet) med sin karakteristiske og prægnante lyd og sørgede for at skabe det cross over mellem free form-jazz (Ayler ikke mindst) og progressiv rock, der udmærker Burnin Red Ivanhoes stil. Og unge Runge på guitar havde læst lektien og forstod i sine soli at demonstrere, at han sagtens kunne løfte arven fra bandets tidligere guitarister og lade inspirationen fra ikke mindst Jimi Hendrix skinne igennem.

Publikum, der fyldte pænt i salen (og sad ned!) tilhørte mestendels det ‘grånende segment’, altså dem, der er gamle nok til at kunne huske ‘de gode gamle dage’. Og det var mit indtryk, at de fik, hvad de kom for.

Men det var ikke bare en nostalgisk aften. I hvert fald ikke nostalgi i den forstand som det indledende citat antyder: et begær efter at vende tilbage til en tid, hvor alt var bedre. Nej, aftenen var nostalgisk i den forstand, at Vogel, Menzer og Co. (be)viste, at Vogels musik og Willes vilde, syrede tekster i de rette musikalske hænder fremstår lige så friske som dengang de blev skabt og fremført første gang. Og at Burnin Red Ivanhoe burde kunne tale til et langt yngre publikum, fx dem, der dyrker den moderne udgave af psykedeliaen og står med hovedet i vinylbunkerne for at finde perler fra dengang det hele startede. Uden sammenligning i øvrigt så er Burnin Red Ivanhoe Danmarks svar på Grateful Dead, et langvarig band med en unik lyd. Og heldigvis er Burnin Red Ivanhoe stadigvæk i gang. Keep on trucking.

 

Gong Gong The Elephant Song 

Gårsdagens film: Cilla

17. marts 2016

Helt tilfældigt kom jeg til at se den britiske tv-serie Cilla på DR i går. En miniserie om den britiske tressersangerinde Cilla Black. Og den var overraskende god.

I hovedrollen som Cilla Black finder man den meget vellignende Sheridan Smith, der bl.a. er kendt fra filmene Hysteria og Quartet, og hun udfylder rollen virkelig godt. Man følger Cilla White – senere Black – fra hendes unge år i familien i et af Liverpools arbejderkvarterer, hvor hun arbejder som skrivemaskinedame i et kendt firma, medens hun om aftenen forsøger at komme til at optræde på de lokale scener – bl.a. The Cavern og The InDoor – med de lokale bands, fx The Big Three, Rory Storm and the Hurricanes og The Beatles. Vi følger hendes vej mod successen. Og vi får den kendte historie om hendes møde med Brian Epstein og George Martin og den hurtige succes.

Ud over mange fine birollepræstationer, så byder filmen på et overbevisende tidsbillede af ungdomsliv i arbejderklassens Liverpool i de tidlige tressere og et nogenlunde realistisk billede af musikbranchen, der allerede dengang var lige dele kynisk købmandsskab og sans for musikalsk talent. Og portrættet af den S/M-orienterede bøsse Brian Epstein, der har svært ved at forlige sin homoseksualitet med en baggrund i det bedre borgerskab, virker både biografisk korrekt og overbevisende. Og portrættet af Cillas senere ægtemand og første tour-manager Bobby Willis er indfølt og ægte – og tildeler ham en afgørende rolle i Cilla Blacks karriere.

Cilla er endnu et bevis på, at englænderne kan noget særligt, når det drejer sig om at fortælle om de vist nok frodige tressere og den tidsånd og kultur, der herskede i årene op til og lige efter gennembruddet af Beatlemania. Det eneste man godt kunne ønske sig var, at DR var bedre til at reklamere for sådan en fin film, i stedet for at bruge alle reklamepengene på mere eller mindre ligegyldige danske serier, realityprogrammer og lignende åndelig smalkost. Filmen kan vist fås på dvd og bør være obligatorisk pensum for alle, der holder af Beatles-tiden og tresserne i det hele taget.

 

Capac anbefaler: Tårn – Ud ad mit vindue

17. marts 2016

TåRN

Det er lidt af et tilfælde. Jeg har stadigvæk tonerne af det britiske halvfemser-nuller-band Teenage Fanclub i ørerne, da jeg sætter odenseanske-københavnske Tårns nye plade Ud ad mit vindue på afspilleren. Og hvis man ikke vidste bedre, så kunne det sagtens tænkes, at Tårns fire medlemmer – Asger Nordtorp Pedersen (sang og bas), Erik Apollo (sang og guitar), Daniel Sheffmann (guitar og synth) og Hans Henrik Thomsen (trommer) – engang har lyttet til netop dette britiske band og lignende bands, der gør og har gjort sig inden for den udpræget melodiøse og let melankolske udgave af amerikansk og britisk (indie)rock. Og det er nok ikke en hel gal association.

I hvert fald er det lige netop i kraft af en indierock med gode, fængende melodier, ringlende guitarer, lyse, maskuline vokaler (Asger og Erik) og – ikke mindst – lytteværdige danske tekster, at de fire gutter i Tårn gør krav på lytterens opmærksomhed – og sikkert får den. For alt andet ville være uretfærdigt. Desværre er teksterne ikke optrykt på mit anmeldereksemplar (en tilbagevendende anke her hos capac: og jeg synes helt ærligt, at man – kunstnere/pladeudgivere bør gøre sig den ulejlighed, når man synger på modersmålet!), men der synges klart, så klart at man godt får et indtryk af nogle mundrette tekster, der byder på både gode historier og diskret humor.

Pladen er en debutplade, og som sådan kommer den stormende med en herlig positiv opdrift af melodiøsitet og velgørende energi i form af solskinsrock, der skubber de melankolske skyer væk fra ens hovede og fra den stadigvæk lidt grå forår. I hvert fald i overført forstand. Tårn har skåret et overbevisende debutalbum, der fortjener et stort publikum og indtager en naturlig nicheplads på danskrockens brogede landkort. Hermed anbefalet.

Tårn. Ud ad mit vindue. Produceret af Søren Jensen Buhl. NMS. Udkommer i morgen.

 

Graham Nash akustisk ved skrivebordet

17. marts 2016

Ganske vist har Graham Nash sagt farvel til sin gamle “ven” David Crosby – og dermed til trioen Crosby, Stills & Nash og duoen Nash & Crosby – men han kan stadigvæk som solist. Det viser han her, hvor han ved skrivebordet hos NPR vender gode gamle sange og nyere…

Godt nyt for countryrockere: Trio genudgives

17. marts 2016

Dolly Parton, Emmylou Harris og Linda Ronstadt lavede noget af det bedste inden for den brede countryrock, da de gik sammen og indspillede som Trio. Og nu har en geschæftig sjæl taget sig sammen til at genudgive hele baduljen som en lille boks på tre CD’er. En nødvendighed for enhver ynder af de tre damer og countryrock. Så er det sagt.,

Genhør med The Cardigans

16. marts 2016

Jens mener, at Signe Svendsen på sin nye plade kan minde om The Cardigans. Ja, måske. I hvert fald er det god grund til at genhøre netop dette svenske band, der vist stadigvæk eksisterer men ikke har udgivet noget nyt siden 2005. Her et af deres højdepunkter..

Signe er tilbage: Rift

16. marts 2016

500x500

Signe Svendsen er tilbage med en ny plade Rift  (Bear Records). Desværre har jeg ikke modtaget et eksemplar til omtale, så jeg kan ikke sige, om hele pladen lever op til den fine titelsang, der er en dejlig popsang af den bedste slags.

Jeg omtalte hendes foregående plade her.

Og endnu et genhør fra en hel anden kant: Tages – I’m going out the same way i came in

15. marts 2016

Og så dukkede det svenske beatorkester Tages op i mit hovede med deres gamle beatleske ballade “I’m going out”, der er en passende kommentar til min situation nu, hvor jeg står med den ene fod ude af døren og på vej ud på arbejdsmarkedet.

En psykedelisk hjørnesten: Anthem of the Sun – Grateful Dead

15. marts 2016

En obskur blog har fundet en gammel miksning af Grateful Deads album Anthem of the Sun frem fra gemmerne. Og det er da en passende start på min dag, der trænger til noget af den tidsalders boblende livsmod og visionære kraft. I går var lidt en lortedag, hvor energien helt havde forladt mig, så jeg måtte køre igennem på rutinen. Det gik, men det huede mig ikke. Så spil Jerry og syng og lad energien brede sig over det ganske land…

Velfærdsstatens demontering – et eksempel fra uddannelsessektoren

14. marts 2016

Man skal være nærmest blind og døv, hvis man ikke for længst har opfattet, at det borgerlige Danmark med partiet Venstre i spidsen er i fuld gang med at demontere velfærdsstaten, forstået som den socialdemokratisk supporterede stat, der brugte en stor del af sine skatteindtægter på de fælles goder i form af sygehusvæsen, alderdomsforsørgelse, omsorg og pleje af handicappede borgere, børneinstitutioner, folkeskole og andre uddannelser. Iklædt en floromvunden og til tider forførende retorik flyttes skattekronerne fra velfærdsområderne til ‘den private sektor’, om hvilken det hele tiden hedder, at det er den vi skal leve af, og det er der, værdierne skabes – selv om det pt. er svært at se såvel værdivæksten som væksten i arbejdspladser.

Et godt eksempel på på ovenstående tendens finder man hos den just udnævnte undervisningsminister Eva Tørnæs, der er blevet hentet ind fra EU – og måske derfor ikke endnu har fundet den helt glatte retorik frem og derfor uforsætligt lader hele det ideologiske tankegods skinne igennem sin talestrøm som var der tale om freudianske fortalelser.

Tørnæs, der i øvrigt ikke har færdiggjort nogen uddannelse efter sin studentereksamen fra Statsskolen i Esbjerg, men har shoppet rundt her og hisset og ladet sig uddanne i det politiske erhverv, åbnede for en ny, gammel debat, da hun fornylig udtalte følgende om Statens Uddannelsessystem, kaldet S.U.:

»Jeg er enig i, at der er sket en skævvridning i den måde, vi bruger vores ressourcer, hvor vi kan se, at SU tager en forholdsvis alt, alt for stor del af hele vores ramme, så i stedet for at bruge ressourcer på overførsel, så vil jeg selvfølgelig hellere bruge dem på indhold og kvalitet i vores uddannelser. Men før vi er nået dertil, er der rigtig, rigtig lang vej, for der er jo også en politisk realitet, som jeg er nødt til at forholde mig til. Og den politiske realitet hedder Folketinget, hvor man skal kunne samle 90 mandater for at få ændret på tingene«, sagde ministeren.”

Skåret ind til benet, så siger Tørnæs her, at der skal skæres i SU’en (og pengene skal flyttes til uddannelsernes indhold og kvalitet…), men at det ikke kan lade sig gøre lige nu, fordi der er politisk modstand (‘den politiske realitet’) i Folketinget.

Men den grundliggende holdning er klar nok: Under luftige løfter om at løfte kvaliteten i uddannelsessystemet, vil man fjerne SU, en af de unikke velfærdsgoder, som det danske samfund i årevis har kunnet være stolte af og som sikrede en vis ligestilling blandt uddannelsessøgende. Selv om fru Tørnæs og flere andre borgerlige politikere ikke har fået den store glæde ud af det system – bogligt set.

“Den aktuelle udmelding skal ses i lyset af Tørnæs’ og regeringspartiet Venstres ideologiske grundtanke, som undervisningsministeren ved sin tiltræden formulerede sådan:

“Uanset hvordan man vender og drejer det, er vi nødt til at effektivisere den offentlige sektor, for ellers er der ikke plads til at skabe udvikling i den private sektor – og det er nu engang den, vi skal leve af.

“I den borgerlige retorik betyder “effektivisere” at lave besparelser, der så skal flyttes over i ‘den private sektor’ under løfter om vækst, arbejdsplader osv.

“Tørnæs er en af de nye borgerlige politikere, der ikke har forstået nødvendigheden af at sløre sine ideologiske grundtanker for at gøre dem spiselige for vælgerne eller også er hun bare et eksempel på, at den politiske konjunktur lige nu er sådan, at det ikke gør den store forskel, om vælgerne opdager politikernes reelle hensigter eller ej – for ‘den politiske realitet’ ændrer ikke ved, at man vil gennemføre disse forringelser. Og hvis man tror, det stopper med uddannelsesstøtten, så har man da slet ikke forstået noget som helst.

It’s all over now…

14. marts 2016

Leave your stepping stones behind, something calls for you
Forget the dead you’ve left, they will not follow you
The vagabond who’s rapping at your door
Is standing in the clothes that you once wore
Strike another match, go start anew
And it’s all over now, Baby Blue

I går læste jeg en tekst af Søren Ulrik Thomsen og den fik mig ad uransagelige grunde ind på Dylan-sporet og Dylans gamle “It’s all over now Baby Blue”. Måske fordi Thomsens underliggende spor handlede om det tabte og det for altid tabte…