maj 2020 arkiv

Peggy Lee – 100

27. maj 2020

Som man får indtryk af i Paul McCartneys rosende omtale, så var Peggy Lee en af de store damestemmer i tiden før The Beatles. En af de stemmer, som også den helt unge Paul McCartney lyttede til hjemme i Liverpool og som givetvis var med til at farve hans musikalske smag.

Clapton i Nürnberg

26. maj 2020

Jeg kan ikke helt slippe Billy Cross’ lille erindringsbog. I omtalen af Bob Dylans koncert i Nürnberg for 80.000 publikummer fortæller Cross, at Eric Clapton kommer på scenen for at “jamme” med Dylan og bandet. Clapton står “bomstille”, hans ansigt er “udtryksløst” og kroppen “stiv som et bræt”. “Men tonerne der kom fra hans forstærker var uforglemmelige”. Og det er lige sådan, jeg opfatter Eric Clapton – især efter at have set dokumentaren Life in 12 bars. Som en kunstner, der lader sit instrument tale og overlader alt det med sceneoptræden til dem, der mener, at det er nødvendigt og vigtigt.

Cross, Springsteen og ikke mindst Bob Dylan

25. maj 2020

“Han synger om biler. Jeg synger om ting fra før bilernes tid.”

[Bob Dylan om Bruce Springsteen – i følge Billy Cross]

Jeg er næsten færdig med Billy Cross’erindrende Så langt så godt, og er kommet til den tid, hvor Cross bliver optaget i Bob Dylans band og er på verdensturné, der bl.a. fører til Japan, Australien, New Zealand og til sidst USA. Og sammen med Dylan indspiller han og de andre musikere dobbelt-live-albummet …at Budokan og albummet Street Legal. Samtidig får vi Cross’ billede af den store sangskriver, og Cross er hele vejen igennem fuld af beundring for den tynde jødiske mand. Et billede, der er overvejende positivt. Dylan fremstår som en både omgængelig og respektfuld mand, der har styr på hele sin virksomhed og som hele tiden skrive sange, der – når det passer Dylan selv – bliver prøvet af i øverummet.

Men også en Dylan, der helt klart ved, hvad han vil og ikke vil. Det kommer bl.a. til udtryk i en pinlig oplevelse, som Cross fortæller om. På et tidspunkt bliver han kaldt op til Dylan, der vil snakke med ham. Cross er sikker på, at Dylan vil fyre ham og er rystende nervøs. Men, det er værre endnu. Dylan ønsker, at Cross skal give en fyreseddel til vennen Rob Stoner. Cross skal være sendebud. Og han gør det, selv om det koster ham et venskab, der har varet siden de unge år. Cross er knust, men bebrejder alligevel ikke Dylan.

Cross’ Dylan-billede bekræfter også det, man får ved læsningen af Dylans egne Chronicles, af en kunstner, der især har været optaget af musikken fra gamle dage. Musikalsk er Dylan tilbageskuende mod traditionen. Det var han, da han var ung, og det er han stadigvæk. Den store traditionsbevidsthed er et adelsmærke hos Dylan. Og det er også det, der kommer til udtryk i hans bemærkning om ‘den nye Dylan’, Bruce Springsteen. For at være den store fornyer i rocken, skal man være den store traditionalist. Og det er Bob Dylan.

Og Cross fremhæver koncerten i Nürnberg som et højdepunkt. Lydsporet til den koncert ligger lige nu på Youtube. Og nedenfor er en lille film om Dylans ankomst til Tyskland i 1978, hvor vi får et glimt af det art deco-tog, som Dylan havde lejet til køre sit show rundt i Europa. Et tog, der tidligere havde tilhørt Goebbels. Og vi får også et lille glimt af Billy Cross på scenen.

Aftenens filmoplevelse: Erik Clausen – Mennesker bliver spist

24. maj 2020

Coronaen og andre af livets forhindringer ville, at jeg i går landede på DR2, hvor man viste Erik Clausens film fra 2015 Mennesker bliver spist. Og det var et positivt slumpetræft, for det er en god film, den kære Clausen her har bedrevet.

Jeg har ikke fulgt Clausen i et og alt som instruktør, men mest som samfundskritiker, og har fået indtryk af en instruktør, der på sin egen skæve facon og fra sit eget socialistiske ståsted har skabt en række “folkekomedier”, der ikke ligner andres.

Og også Mennesker bliver spist kan læses og forstås som en variation over folkekomedien, hvis man blot husker på, at ingen komedie fungerer, hvis ikke også den har et element af -tragedie.

Filmen er en fortælling om familiefaderen og automobilmekanikeren Herluf – kaldet Luffe – der bliver ramt af demens. Hans kone Ingelise (Bodil Jørgensen) har indledt en affære med en mandlig kollega på socialkontoret, hvor hun arbejder. Datteren Gitte (Lærke Winther) står for at skulle giftes for tredje gang og Herluf skal betale (igen), selv om han meget hellere ville bruge pengene på en gammel Triumf motorcykel, som han har forelsket sig i. Og oven i det kommer så en katastrofe, som Herluf udløser, da han på værkstedet glemmer at sætte bremsekablerne på en bil, han har arbejdet med, med den konsekvens at en mor og hendes datter kører galt og kommer til skade. Herlufs demens udvikler sig hurtigt og spiller ham et puds, der fører til hjemsendelse fra arbejdet og en politisag på nakken.

Med meget enkle midler fortæller Erik Clausen, der selv spiller Herluf, hvordan Herlufs liv fra den ene dag til den anden styrter sammen. En tragedie udfolder sig og truer med at gøre fortællingen til en dyster sag. Men det ville nok ligne Erik Clausen meget dårligt, hvis fortællingen blot tog en nedadgående bue. Og det sker da heller ikke.

Med en gammel vens mellemkomst kommer den dementforvirrede Herluf på bilauktion, hvor hans egen bil stjæles af et par unge løjsere, og han selv ‘kommer til’ at købe en ny bil på auktionen. I forvirringen – sin egen og situationens – ender Herluf inde i en bil på ladet af en biltransport og køres til Polen. Her indlogeres han hos nogle polakker, der lever af at handle og fuske med brugte biler, og han får til opgave at reparere biler. Situationen er uholdbar fra starten af, og det ender med, at de polske mænd kører tilbage til Danmark med Herluf, så han kan komme hjem igen, hvorefter de fortsætter deres virke.

Selv om demens er en alvorlig sag, og selv om Herlufs demens udvikler sig hurtigt og trist, så lykkes det Erik Clausen at snige en masse humor og menneskelighed ind i fortællingen. Faktisk fra starten af, og i scenerne på bilauktionen og i Polen kaster det et formildende skær over det hele. Man kommer ligefrem til at holde af Herluf, der er fortabt både i sit eget hovede og i et fremmed land.

Og så bliver Herlufs forsvinden (i dobbelt forstand) noget, der sætter gang i konens og familiens selvransagelser. Det går op for konen Ingelise, at hun elsker sin kedelige mand Herluf, og i konsekvens heraf dropper hun elskeren, forsoner sig med sin søster og formår at samle hele familien i et forsøg på at finde den fortabte Herluf. Og Herluf kommer hjem af sig selv og filmen slutter med en fotografering af den genforenede familie.

Selv om Clausen ikke helt undgår de klichéer, som en sådan særlig folketragikomedie lægger op til, så lykkes det fint for ham med enkle og stille midler at skabe et hverdagskunstværk om et liv i al dets tragikomik. Med filmen viser Clausen, at han altid har været solidarisk med de mennesker, han fremstiller i sine film, i al deres tragikomiske menneskelighed. Og det er nok ikke en film for alle. Jeg tror, man skal have en vis modenhed for at kunne sætte pris på filmens fortælling og fortællemåde.

PS. Filmens titel er et halvt citat af John Mogensens lidt sære sang “Mennesker bliver spist i Polynesien“, som er Herlufs yndlingssang. Og mennesker i Danmark bliver spist af de problemer, de løber ind i, og de omstændigheder, de er placeret i. Måske har Clausen også sendt den tyske Rainer Werner Fassbinders film Angst essen Seele auf…

The Jam i Spil Op, DR april 1982

24. maj 2020

Jeg skynder mig at dele Jens Unmack og Pastorens opslag med The Jam på dansk tv. Den optagelse har vist ikke tidligere været tilgængelige på nettet og den sendte mig tilbage til den aften for mange år siden, hvor jeg i de sidste timer af en kollegiefest sad med en samfundsfagsstuderende deltager og lyttede til Jams første album In The City. Det var her, jeg for alvor fik smag for bandet, der ikke kunne skjule sin begejstring for The Kinks, The Who og flere andre tresserbeatnavne.

Bemærk også introduktionen – jo, man tog beatmusik seriøst på DR tv dengang.

Clem Snide og Scott Avett

23. maj 2020

Og medens vi er ved optrædener, så er her en fin optagelse med et af mine favorit-kult-navne, Clem Snide (og dvs. Eef Barzelay), der efter en længere pause har udgivet en ny plade. Her optræder Clem Snide dog med Scott Avett (Avett Brothers) – uden at det bliver dårligere af den grund.

De Taknemmeligt døde i beatklubben…

23. maj 2020

What’s not to like, som man siger på nu-dangelsk. Grateful Dead optræder i min barn- og ungdoms beatprogram på tysk tv, Beat-Club, og har offentliggjort koncerten på deres Youtube-kanal. Der er ingen ende på Grateful Dead.

Tilbage til Davy Crockett – præriens bedste mand

23. maj 2020

For længe siden (2008) skrev jeg om min purile besættelse af Davy Crockett  og ønsket om at få en pelshue som hans. Og jeg funderede lidt over, hvad der havde udløst en sådan besættelse og nævnte i den forbindelse den sang, der lød dengang og endnu klinger i mit baghovede. Davy Crockett, præriens bedste mand. Og nu er jeg så via en længere associationsrække, der omfatter både Lou Reed, Weekendavisens Bo Green Jensen med meget mere endt der, hvor jeg har fundet sangen om Crockett i Preben Uglebjergs og Henry Hagemanns orkesters version fra 1955. Jeg var to år, da den udkom, og har sikkert hørt den mange gange på dampradioen.

Skattely

22. maj 2020

I Weekendavisen kommenterer journalist René Gummer under rubrikken Gabetokken en debat, der har kørt – især på Facebook. Det drejer sig om firmaet Lagkagehuset.

For nogen tid siden mente TV2 at kunne udpege en række firmaer, bl.a. Lagkagehuset, som firmaer, der har modtaget lønkompensation via de såkaldte krisepakker, selv om firmaerne benytter sig af “skattely”, dvs. selv om de overtræder en af reglerne for, hvem der kan modtage krisebestemt lønkompensation.

Det førte til, at ngo-virksomheden Oxfam Ibis (der bekæmper fattigdom i verden) lavede et opslag, hvor de viste billedet af en muffin med teksten “skattelymuffin til 67 kroner til dem, som ikke vel dele med fælleskabet”. Og det satte igen gang i en Facebook-trend, hvor Facebook-brugere gav udtryk for, at de ikke længere ville handle hos Lagkagehuset.

Som Gummer forklarer, så er denne udvikling problematisk. For det første er Lagkagehuset ikke omfattet af EUs liste over skattelyfirmaer (fordi Lagkagehuset opererer på Jersey og i Luxembourg) og har derfor ret til støtte fra hjælpepakkerne. For det andet har firmaet de sidste par år investeret så meget i deres forretning, at der ikke har været noget overskud at beskatte herhjemme. Og for det tredje har firmaet kun overholdt landets love og regler. Gummers pointe er, at Oxfam / Ibis, der selv modtager over 150 millioner fra staten om året, fremfører en moralsk kritik:

“Men når der nu fidnes en række regler og love om firmaer og skat, der tydeligt skelner mellem rigtigt og forkert, er det så ikke tilstrækkeligt, at man opfylder de regler og love? Og hvis man som Oxfam / Ibis mener, man skal stramme eller ændre de lover, bør man så ikke henvende sig til dem, der har ansvaret for det?”

Hertil er der flere ting at anføre. For det første, så er der jo ikke noget som helst forkert i at forholde sig moralsk til en sag som denne. Især ikke når moralen bygger på Oxfam (Bis’ idegrudlag, der handler om at afhjælpe verdens fattigdom. For det andet har Gummer jo ret i, at Oxfam / Ibis og dets følgere i denne sag ‘retter smed for bager’. For, hvis Lagkagehuset (og andre) overholder EUs og Danmarks regler og love på skatteområdet, så er det jo ikke firmaet Lagkagehuset, der er ‘forbryderen’, men derimod lovenen og reglerne – og det vil sige det politiske establishment i Danmark og EU. Som i andre sager – hvidvaskningssagerne, skatterefusionssagerne, Britta Nielsen-sagen med mange flere – så er der i pressen en tydelig tendens til at fokusere på selve handlingen og de handlende subjekter, men at glemme den lovgivning og det regelsæt, der ligger bag. Det nytter ikke noget at jagte og straffe nogen, der blot handler inden for lovenes og reglernes rammer, især ikke når man glemmer det politiske system, der har skabt disse rammer.

Hvis man vil skattely til livs, så nytter det ikke at fravælge et bestemt firmas produkter – fx Lagkagehusets brød og kager – især ikke, hvis man ikke arbejder politisk for at ændre den lovgivning, der muliggør skattelytænkning. Skattelyproblemet skal ses i en større kontekst end den, pressen præsenterer for os.

I’m in a rock and roll band: Lou Reed i topform anno 2009

21. maj 2020

Lou Reed i 2009 på Lollopoaloza, Chicago. Ret meget bedre bliver det ikke med hr. stenfjæs ham selv…