CAPAC

Indspillet i november måned 1967 af  Steppeulvene version 2.0. Eik Skaløe havde forladt Danmark med næsen mod Fjernøsten, hvorfra han som bekendt ikke vendte tilbage. Steppeulvene blev reorganiseret med Søren Seirup, Preben Devantier, Hasse Levy og William Skotte Hansen. På pladen medvirker også Rudolph Hansen (ex-The Defenders). Og det var vist den eneste single, der kom fra det legendariske band (med “Flip” på side B). Pladen blev i øvrigt genudgivet i et begrænset oplag på Record Store Day i 2015.

Post-punk-rock-DNA kaldte jeg Savages debutplade, da den væltede mig omkuld tilbage i 2013. Og i 2016 fulgte de op med Adore Life, der også fortjente mange lyttere. Siden har der været lidt stille omkring bandet, hvor de enkelte medlemmer har fokuseret på individuelle projekter og holdt en pause fra Savages. Og nu  er så frontkvinde Jehnny Beth på banen med en soloplade To Love Is Too LiveI, der afslører, at meget af den ‘feminine vildskab’ i Savages nok stammer fra hende.  Der er masser af oprør og fandenivoldskhed i Beth.

Neil Youngs Homegrown er som tidligere omtalt lige på trapperne. Og endnu en sang er sluppet ud til offentligheden, Vacancy der i den grad bærer sin tid med charme og værdighed.

“Der vil jeg skrive videre på dette brev, og så vil man selvfølgelig sige på forlaget, at dette under ingen omstændigheder kan udgives, fordi der bliver sagt noget dårligt om God, mens Cunt bliver lovprist, den hedenske gudinde, der har et behåret fjæs, og hvis mund sidder på langs. Jeg tror skam på Gud, var det et ontologisk bevis på, at Gud findes, fordi man taler om Gud? På samme måde som også solnedgangen findes, da man jo kalder det for en solnedgang, fordi jorden vender sig i en stilling, hvor solen ikke kan ses længere. Cunt er en større guddom end God, da den jo findes, også selv om man ikke taler om den. Teologi og matematik er videnskaber. Jeg burde have studeret teologi.”

På mit natbord, der også er mit skrivebord, ligger den karelske (finske) digter Pentti Saarikoskis bog Brev til min hustru (2015), der udgør en af mine læsebøger i overgangen mellem vågentilstand og søvn. Som regel har jeg 3-5 fem stykker, som jeg skifter lidt imellem efter humør. Saarikoskis bog er en lang tekst – ca. 130 sider – der har karakter af et brev til konen, men som overskrider og nedbryder alle genregrænser. Som fx ovenstående overrumplende ateistiske overvejelser. Det er en konstant flydende skrift, der rummer elementer af alt muligt – fra filosofiske tanker til helt banale informationer om hovedpersonens fordøjelse.

Saarikoski var og er en celeber digter i Finland. Han levede et bohemeliv, mente at han ‘levede sit liv som en fiktion’, oversatte både Homers Odysse og James Joyces Ulysses, var en begejstret kommunist, drak som et hul i jorden og døde en tidlige død af samme grund. Hvis du trænger til at læse noget andet end middelmådig hitlistelitteratur, så læs Saarikoski.

Grateful Deads fjerde album var det første, hvor tekstforfatter Robert Hunter blev en fast del af projektet. Og med hans sangskrivning (sammen med Jerry Garcia) tog bandets musik en drejning fra det psykedeliske mod det, vi siden hen har kaldt americana. Uden at fornægte psychedeliaen begyndte Grateful Dead for alvor at kigge efter deres musikalske rødder.  Pladen var den første plade, jeg fik erhvervet med det store band.

Jeg må indrømme, at jeg nok har en lille svaghed for den amerikanske skuespiller m.m. Steve Martin. Ok, han er ikke som skuespiller i en klasse, hvor han tåler sammenligning med de bedste anglo-amerikanske skuespillere. Men – han kan et eller andet med komik. Komik på den der helt-nede-på-jorden-facon, hvor man som publikum har let ved at identificere sig med den fremstillede rolle. Og i dag kom jeg – som så ofte før – tilfældigt til at se filmen med den ret så markskrigeriske titel Det vilde dusin (nogen i markedsføringsafdelingen kan sikkert huske Det beskidte dusin og lignende sællerter og har tænkt at med den titel må man kunne hente nogle dollars ind…). På amerikansk hedder den Cheaper by the dozen.

Og der er tale om en meget amerikansk komedie, der vil hente sine point ind på et forsvar for amerikanske familieværdier (familien er det bedste, som man bør prioritere højere end karriere og ussel mammon, og hvis man lever op til disse værdier, så vil det gå en godt her i livet, også selv om det er ganske usandsynligt, at man som gennemsnitsamerikaner vll kunne forsørge en familie med kone og tolv børn…), forklædt som komedie.

Filmen er ren underholdning , og man kan kun fornøje sig med sådan en film, hvis man – midlertidigt – slår den kritiske sans fra. Og kan man det – indrømmet: det er ikke let – så er der tale om en ganske munter film, der uden blu malker de muligheder, der er i en familie med tolv uvorne unger i forskellige aldersklasser.

Plottet er også ganske forventeligt. Fruen i huset, spillet af den smækre Bonnie Hunt, har skrevet en bog om det at have en familie med tolv børn. Bogen skal udgives og derfor skal hun i et par dage til New York for at lancere bogen. Det viser sig så, at lanceringen kommer til at tage i hvert fald 14 dage. Og samtidig har farmand Tom (Steve Martin) fået sit drømmejob som træner for sin baseballklub, hvilket betyder, at hele familien skal flytte fra deres hjem til et nyt. Og det vil kun ægteparret. Børnene skal nødes til det. Og så er banen kridtet op. Tolv børn, der ikke ønsker at være i et nyt hjem, med ny skole osv. Og en far, der har påtaget sig et krævende job og samtidig skal få hjemmet til at køre, medens mor er i New York. Og selvfølgelig går det ikke efter planen. Faderen kan ikke styre ungerne – hvilket giver anledning til alskens sjove optrin – moderen savner sin familie i højeste grad (og må have 12 ekstra puder i sin seng for at kompensere for de fraværende børn…) og parret må revidere deres drømme i overensstemmelse med erfaringerne og de amerikanske familieværdier. For selvfølgelig sejrer disse værdier (vi er vel i Hollywood!?) og alt ender i fryd og gammen ved  julebordet.

Jeg lykkedes med at lægge den kritiske sans på hylden, og var ganske godt underholdt. Og måtte endnu engang indrømme, at ham Steve Martin egner sig godt til netop den platte rolle som gennemsnitsamerikaner (i enhver forstand). Og jeg greb mig i at tænke på hans rolle i en af mine favoritkomedier fra USA, Trains, Boats and Airoplanes, hvor han også er sådan en middelborger, der kastes ud i fuldstændig absurde situationer.

Og så var det, da rulleteksten allernådigst løb over skærmen (noget der IKKE er en selvfølge i disse tider), at benævnte Steve Martin ikke kun er en god komiker, men også en mere end habil musiker, der udgiver plader, afholder koncerter og så videre. Og hans musikalitet er nok en del af forklaringen på hans vellykkede komik.

Den 76-årige, autodidakte musiker, Kenn Henderson synger og spiller Janis Ians coronaoptimismesang “Better Times”. Enklere kan det vist ikke gøre.

I en engelsk avis læser jeg, at sangskriveren Kenny Young er død. Kenny hvem, vil du måske tænke! Og hans navn er måske ikke et af dem, der ligger længst fremme i bevidstheden. Men, hvis man tilføjer, at det var ham, der skrev “Under the Boardwalk”, som blandt mange andre The Rolling Stones og vores egne The Someones har indspillet, så giver det nok mere mening.

https://youtu.be/KIyJH2WxBqI

Kenny Young var jøde og hed egentlig Shalom Giskan, og først efter at han var emigreret fra Israel til USA ændrede hans sit navn til det ordinære Kenny Young. Hans første hitsingle var “Please don’t kiss me again” med the Chamettes – efter at han havde kastet sig over sangskrivningen, der førte ham til et job i sangskrivermekkaet Brill Building. Det var i starten af tresserne, og der gik ikke længe, før han sammen med Artur Resnick skrev “Under the Boardwalk”, der sikrede ham et eftermæle. Fordi sangen var en af dem, spirende bands måtte have på repertoiret.

Det er uden tvivl en af The Kinks mest populære sange, der udkom på denne dag for halvtreds år siden. Lola. En sang, der foregriber vor tids identitets- og kønsforvirrede tid, om den unge mand, der på en bar i Soho møder Lola, der ‘går som en kvinde, men taler som en mand’. Sangskriver Ray Davies løb ind i problemer med den sang, dels på grund af det med kønnet, og dels fordi brandnavnet “Coca Cola” bliver brugt i den oprindelige version (på singlen blev det ændret til “Cherry Cola”). Ray Davies var faktisk nødt til at afbryde The Kinks turné i USA og rejse til London for at indspille ordet “Cherry” i stedet for “Coca”, så singlen kunne udsendes, og derefter rejse tilbage og fortsætte koncerterne. “Coca Cola” forblev dog på albumversionen, og typisk for den tid medførte det både bandlysninger og anden modstand. Det ændrer dog ikke ved, at sangen er blevet en af Davies’ mest elskede sange.

Personligt tror jeg ikke, at publikumssuccessen skyldes sangens indhold, men derimod, at det er en rigtig syng-med-sang med et uforglemmeligt omkvæd. Det vidner flere liveoptagelser også om.

https://youtu.be/NFwP2huyNzg

Socialdemokratiet vandt regeringsmagten, selv om partiet fik sit måske ringeste valg nogensinde. Men med det rette parlamentariske flertals opbakning kan det gå sådan. Og valget blev kaldt et klimavalg, fordi klimaet op til valget havde været et fælles tema for de opstillede partier. Og socialdemokraterne lovede en ny klimalov og en 70% reduktion af CO2-udledningen senest i år 2030.

Allerede efter valget var jeg skeptisk med hensyn til Socialdemokraternes klimaløfter og hensigter. For man ved jo, at Socialdemokratiet er et reformistisk parti. Det vil sige et parti, der oprindeligt var socialistisk og anti-kapitalistisk, men som siden hen afskrev sig sin fortid i arbejderbevægelsens socialistiske rødder og i stedet koncentrerede sig om at ‘få det bedste ud af kapitalismen’ ved at afbøde dens værste tendenser og reparere på dens destruktive tilbøjeligheder. Og denne reformistiske tendens er blevet tydeligere og tydeligere. Efter Tony Blairs indføring af ny-liberalistiske ideer i Storbritannien, så vi det samme herhjemme under Thorning Schmidt og Bjarne Corydon. Og derfor kunne man godt – fordi Mette Frederiksen er et produkt af Thorning Schmidt-Corydon-regimet – være en anelse nervøs for, hvordan Socialdemokratiet ville gribe klimapolitiken an.

Og indtil videre har det vist sig at være med god grund. Socialdemokraterne har fx afvist at indføre en CO2-afgift for de tunge industrier, der forurener allermest. Fx Ålborg Portland. Og det til trods for, at regeringens rådgivere i Klimarådet netop har peget på denne afgift som et meget vigtigt instrument til at opnå en markant reduktion af udledningen. Ikke nok med det, så har partiet også set gennem fingre med, at olieselskaberne – også en af de store CO2-forurenere – via EU kompenseres for de CO2-kvoter, de kan købe i EU, hvilket indebærer en nærmest fri CO2-udledning. Endelig er der meget der taler for at samme regering vil give tilladelse til, at olie- og gasudvindingen i Nordsøen fortsætter – og dermed også en voldsom CO2-udledning. Og for at slå en sløjfe på disse kedelige kendsgerninger, så har den socialdemokratiske såkaldte klima- og energiminister, Dan Jørgensen, foreslået at håndteringen af affald i Danmark skal privatiseres, dvs. gøres til genstand for profit. Påstanden er som altid, at det vil effektivisere affaldshåndteringen, fordi det sker på markeds- og konkurrencevilkår, selv om erfaringen med privatiseringer peger på de velkendte kapitalistiske udviklingstendenser: monopolisering (og sandsynligvis på globalkapitalistiske hænder), fordi det er pengene, der afgør, hvem der bliver ejerne, fordyrelse af ‘produktet’ (og dermed øgede afgifter til borgerne), fordi hensynet til aktionærerenes afkast vejer meget tungere end den tjeneste, der skal leveres, og et tab af bæredygtighedsfokus, fordi det økonomiske hensyn altid vil veje tungere end idealistiske forestillinger om en verden i balance. Osv.  Jo, der lurer en ny privatiseringsskandale lige om hjørnet, hvis ikke det lykkes det parlamentariske grundlag at få sat en kæp i hjulet. Der er ikke rigtig grund til den store optimisme med hensyn til Socialdemokratiets klimapolitik.

Dobbeltalbummet Selfportrait, der udkom for halvtreds år siden, var allerede ved udgivelsen et omstridt album. Fordi den var og er en rodebunke af coverversioner af gammelt og nyt og uden mange originale sange fra sangskriveren.  Efter sigende var pladen kunstnerens forsøg på at vriste sig fri af den spændetrøje, som pressen og ihærdige fans ville have ham i som sin generations talerør osv.

Pladen har siden vundet i anerkendelse, måske i lyset af mange af Dylans senere projekter, der igen og igen har afsløret ham som en traditionalist, der altid har set tilbage og altid har sunget og spillet andres sange som en del af det kunstneriske projekt. Sådan var det i begyndelsen, sådan har det været lige siden, og Dylan ville ikke være den han var, hvis ikke han havde taget traditionen til sig som inspiration og lærestykker.

Hold da op, nåede jeg lige at tænke ved meddelelsen om, at Nancy Sinatra fylder 80 år i dag. Og straks er tankerne tilbage i tiden til dengang, hvor hun prægede datidens hitlister med uforglemmelige sange som solist, sammen med Lee Hazlewood eller farmand Frank. Her sammen med sidstnævnte i “Something Stupid”, der stadigvæk er en dejlig popsang.

https://youtu.be/oO_Wa9OAsIg

På nettet – bl.a. Facebook – huserer projektet The Immediate Family, der består af virkeligt garvede studiemusikere – Danny Kortchmar (guitar), Waddy Wachtel (guitar), Leland Sklar (bas) og Steve Postell (guitar). Og især de tre førstnævnte var nærmest uomgængelige sessionmusikere på den amerikanske vestkyst i halvfjerdserne. Og så var der ikke så langt til at finde Warren Zevons album Exitable Boy fra 1978 frem fra reolen (den første Zevon-vinyl, jeg købte – det blev til flere…). Og her er titelsangen, der byder på Wachtel (sang og guitar) og ‘backingsangerinderne’ Linda Ronstadt og Jennifer Warnes. Ret meget bedre bliver det ikke.

Fire unge mænd iført jakke og bukser, måske endda jakkesæt, på det sort-hvide coverfoto til Mansfields nye album Star-Crossed Lovers – det kaster mange associationer af sig. Først når vinylen snurrer lystigt på grammofonen falder de værste associationer bort. Nej, der er ikke tale om en flok kontorister på bytur i frokostpausen eller en håndfuld yuppidrenge på gale veje.

Musikken fortæller fra første anslag (på trommer) om en musikalsk udfoldelse, der peger tilbage i tiden. Først og fremmest til den britiske beatmusik fra tresserne, den der rejste sig i sporet af the Beatles, og også brit-poppen, der i halvfemserne samlede arven fra beatmusikken op og pustede liv i en sangskrivning med vægt på gode melodier og klassiske dyder som kvartetrockinstrumentering (guitar, bas, trommer og sang) og jordnær, enkel produktion.

Og det er da lige netop, hvad der møder lytteren på de to pladesider. Elleve iørefaldende sange, der har den der lette popkvalitet, der var vandmærket i meget af den musik, inspirationen hentes i. Elleve sange, der – som den shakespearske albumtitel antyder – i høj grad kredser om den altid svære kærlighed (model: Romeo og Julie), der i bedste fald fremtvinger en real-opti-misme, hvor drømmene godt nok er ramponerede, men hvor kærligheden dog kan udfolde sig.

Christian Stage (der sammen med de andre tre musikere – Mads Havelund (guitar, sang), Mathias Wedeken (bas) og Filip Gulløv (trommer, sang) – har skrevet sangene) synger for på klassisk vis, og han har en af disse rene, intense stemmer, der tager den naturlige føring i sangene og i arrangementerne, der lige præcis lader den rollefordeling være gennemgående på pladen.

Helt efter rockens grønspættebog, så er pladens sange en god blanding af ballader og rockere. Og soliditeten og kvaliteten af sangene er sådan, at det nærmest er umuligt at fremhæve en eller to sange på bekostning af andre. Sangskrivningen niveau er med andre ord højt og adskiller sig måske kun fra den inspirative fortids sangskrivning ved ikke at indeholde et eller to numre med tydelig adresse til singlehitlisterne. Og det taler i sig selv for pladens homogenitet.

Star-Crossed Lovers skal anbefales varmt, fordi den på bedste, moderne vis viderefører en rocktradition, der alt for let kan drukne i vor tids overproducerede, digitaliserede populærmusik. Mansfield er traditionalister i ordets bedste forstand: forvaltere af den gode musik. Hermed varmt anbefalet.

Mansfield. Star-Crossed Lovers. Produceret af: Jakob Winther. DME. Udkom 29/05 2020