december 2020 arkiv

Julegaven til dig: Neil Young ad libitum i julen

13. december 2020

Via sin Instagramprofil deler Neil Young julegaver ud til sine fans i form at gratis adgang til hans arkivside i hele juleperioden. Så burde julen være dækket ind rent musikalsk.

Julegaven til dig: Phil Ochs – I’m gonna say it now

12. december 2020

Phil Ochs var en af Bob Dylans samtidige. Men hans livs løbebane blev kort. Han døde 35 år gammel, tynget af en “bipolar” lidelse og et massivt alkoholproblem. Men inden han nåede så langt, nåede han at indspille otte album og at deltage i en masse politisk farvede koncerter og begivenheder i tresserne. Han  betegnede sig selv om en “topical singer”, dvs. en sanger, der sang om tidens vigtige emner, andre kaldte ham protestsanger, og han betegnede sig selv som værende politisk set en “venstre socialdemokrat”, andre ville nok sige at han slet og ret var venstreorienteret i en europæiske forstand. Men i hvert fald var han nok den blandt Dylans generation af sangskrivere, der var mest klar i mælet, når det gælder om at tage stilling til tidens tunge samfundsspørgsmål. Og nu er hans sangtekster og skrifter udgivet i en bog med titlen I’m gonna say it now, der er værd at anskaffe sig, hvis man vil læse og forstå, hvad det var han sang og sang om. Han var om nogen en kunstner, der satte ord på de løfter, som tressernes ungdomsoprør gav i ofte uartikuleret form. En oplagt julegave til den musikelsker, der gerne vil tænke lidt over sangteksternes betydning.

Forsømmelsernes bog

12. december 2020

I mange år har min beskedne sum af værktøj ligget i en gammel, brun damekuffert, som jeg for mange år side overtog efter en afdød ældre dame, hvis bo lod den ligge med henblik på skraldespanden. Men det nænnede jeg ikke. Det var en pæn, velholdt kuffert med intakte lukkemekanismer og den var ikke synderlig slidt, hverken indvendig eller udvendigt. Damen har ikke været meget rejsende de sidste år af sit liv.

Men tiden er gået og kufferten har set bedre dage, og længe har jeg haft stående på min liste over forsømmelser, at jeg skulle udskifte damekufferten med noget mere håndværktøjsregnet. Også fordi mængden af værktøj er vokset noget, ikke meget med nok til at der ikke længere er plads i kufferten. Og så kom dagen i dag, hvor jeg for et beskedent beløb fik købt en håndværkstøjstaske. Af moderne, slidstærkt materiale, men masser af  små rum og lommer og rigelig med plads.

Spørgsmålet er så, om jeg vil kunne finde mit værktøj i den nye taske? Vi får se. I hvert fald kommer der nok til at gå nogen tid, inden jeg vænner mig til denne nymodens tingest. Til gengæld fandt jeg flere stykker værktøj under oprydningen som jeg helt havde glemt eller i hvert fald ladet støve til i bunden af damekufferten. Nå, men min liste over forsømmelser er blevet lidt kortere, selv om der er lang vej igen.

Uden sammenhæng i øvrigt…

 

 

Dagens citat – af Jack Bruce

12. december 2020

“Eric [Clapton] var en guitarist, Jimi [Hendrix] var en  naturkraft” (Jack Bruce efter at have oplevet Hendrix for første gang i London i 1966). Citater, revet ud af deres sammenhæng, skal altid tages med et gran salt eller mere. Men ingen tvivl om, at Jimi Hendrix gjorde et stort indtryk på Jack Bruce.

 

https://www.youtube.com/watch?v=P4SYct1sAj4

https://www.youtube.com/watch?v=58wzqZBbhu8

Aftenens filmoplevelse: Dommerens valg

11. december 2020

Torsdag aften var en af de aftener, hvor jeg måtte gribe til filmlageret, hvis jeg skulle undgå de værste sider af de danske kanaler. Og valget faldt på Richard Eyres Dommerens valg (orignaltitel: The Children Act). Og begrundelsen, min egen indre, var enkel: Emma Thompson har hovedrollen.

For ikke så længe siden læste jeg, at samme Emma Thompson til pressen havde beklaget sig eller i hvert fald ytret sig kritisk over det forhold, at Hollywood foretrak yngre (end 50+) kvinder, når der skulle deles gode roller og hovedroller ud. Og hun har jo ret. Aldersdiskriminationen – specielt på spindesiden – har gode vilkår i den store filmindustri. Men der er jo altid undtagelser. Og til dem hører altså den engelske filmindustri, der stadigvæk gør god brug af deres lange række af fremragende skuespillerinder. Og når så det kombineres med en ferm instruktør (Richar Eyre) og en klassemanuskriptforfatter (Ian McEwan), så kan det ikke gå galt. Og det gør det da heller ikke.

Emma Thompson spiller dommeren Fiona Maye, en retlinet, yderst kompetent dommer, der kan sit kram og bruger det meste af sin vågne tid på sager af vanskelig karakter. Da vi møder hende er hun involveret i en sag om et sammevokset tvillingepar, hvor valget står mellem at lade dem begge dø eller skille dem ad og lade den ene tvilling overleve. Denne svære sag følges straks op af en mindst lige så vanskelig sag. Nemlig sagen om den 17-årige Adam Henry, der er ramt af leukæmi – og oven i købet medlem af Jehovas Vidner. Og da denne religiøse kult tror på, at sjælen sidder i blodet, afviser de – og det vil sige Adams forældre og ældrerådet i kulten – at Adam kan få den nødvendige blodtransfusion, der sandsynligvis kan redde hans liv.

Lovgivningen er klar nok. Fiona skal redde Adams liv, hvis hun kan, og det kan ske ved at give hospitalet mulighed for at give ham den nødvendige blodtransfusion. Men sagen kompliceres af et par forhold. Dels er Adam kun et par måneder fra at fylde 18 år og dermed være myndig i sit eget liv og selv at kunne træffe afgørelsen. Og dels løber Fiona ind i samlivsproblemer med ægtemanden Jack, der er blevet seksuelt og følelsesmæssigt udsultet på grund af Fionas opslugthed af sit arbejde. Og han kræver adgang til en udenomsægteskabelig affære med en meget ung dame. Fiona presses altså både gennem sagens karakter og sit privatlivs kaos. Man kan vel sige, at Fiona kastets ud i en eksistentiel krise, der måske også forstærkes af den kendsgerning, at hun selv er barnløs (havde ikke tid til at få børn på grund af arbejdet…) og at sagens hovedperson endnu nogle måneder er netop et barn.

Det tjener forfatter Ian McEwan til ære, at han indfører disse emotionelle og eksistentielle dimensioner i dramaet, der ellers kunne være blevet ret så banalt, fordi de lovmæssige sider af sagen er rimeligt enkle. Staten har ret til at sidde de troendes krav overhørig, når det gælder et menneskes liv.

Fiona reagerer på sin situation ved at gøre noget ganske usædvanligt. Hun opsøger den syge Adam på hospitalet for at høre, hvad han tænker om sit valg mellem en sikker død og muligheden for en ny start på livet. Og det resulterer i en kort samtale, der ikke kun kommer til at handle om selve sagens kerne, men i allerhøjeste grad om den emotionelle relation, de to får etableret mellem hinanden. En relation, der har elementer af en forelskelse, en mor-barn-relation, en lærer-elev-relation osv. Og så alligvel det hel og ingen af delene. Men begge bliver de dybt berørt af mødet, med det resultat, at Adam, da dommen er afsagt og har overlever sin blodtransfusion, begynder af stalke (Fionas ord) Fiona. Hvad der sker herefter vil jeg ikke afsløre, blot nævne, at historien tager endnu en drastisk vending og munder ud i en slutning, der er åben for fortolkning. Sådan som en god historie fortjener.

Men filmen er mere end god. Emma Thompson og hendes med- og modspillere, fx Stanley Tucci som ægtemanden Jack, Fion Whitehead som Adam, Jason Watkins som Fionas sekretær og mange flere, spiller på det høje niveau, man forventer sig at det bedste fra britisk film- og tv-industri. Og Emma Thompson er er gave som dommeren med den kølige, rationelle overflade og det alt andet end kontrollerbare indre. Richard Eyre fortæller historien uden de store falbelader og solidt struktureret af Ian McEwans komplekse manuskript.

Filmen kan kun varmt anbefales til en kold decemberaften – og kan ses på bibliotekernes Filmstriben, hvis man ikke nåede at optage den eller har den på et fast medie. God fornøjelse.

 

50: Plastic Ono Band

11. december 2020

Ja, i dag for 50 år siden udkom John Lennons første soloalbum, John Lennon Plastic Ono Band, samtidig med Yoko Onos parallelle plade Yoko Ono Plastic Ono Band. Lennons soloalbum blev straks et pænt hit med top-10-placeringer i Storbritannien og på Billboard, hvorimod det kneb mere med Yoko Onos. Måske, fordi hun var for avangardistisk i sin tilgang til rock, og fordi hun blev gjort til syndebukken for The Beatles’ opløsning. I hvert fald fortjener hendes udgivelse at blive revurderet på halvtreds års afstand.

https://www.youtube.com/watch?v=DCb0TsSIqI0

Lennons plade er uden tvivl et højdepunkt i mandens karriere. En plade med dybt personlige, selvransagende sange, der markerede tydeligt, at han, John Lennon, var kommet videre end Beatlestiden. En plade, der stadigvæk i dag kan føles som en mental renselsesproces at lytte til.

 

December 1964: Da Brian Wilson fandt melodien

10. december 2020

Helt tilfældigt læser jeg om Beach Boy-Brian Wilson, der en dag i 1964 er på vej med flyet til Houston, Tesxas, for at give endnu en af den lange række af koncerter, Beach Boys leverede det år. Men Brian havde nået sit bristepunkt. Han kunnne ikke længere klare presset. Forventningerne til at skabe ny musik. Publikums forventninger om at høre alle hitsene. Pladebranchens forventninger om afkast. Mediernes mange interesser. Og konkurrenternes plader (ikke mindst de fire opfindsomme Liverpooldrenge). Og derfor lå han, Brian Wilson, på knæ i midtergangen på flyet og græd som et lille barn. Han ville bare hjem til mor og væk fra al den ståhej. Og sådan gik det. Brian kom hjem og isolerede sig  for at gøre det, han var bedst til – at lave musik til Beach Boys.

1964 var et exceptionelt år for Beach Boys. De havde udgivet hele fire album, inklusive et koncertalbum. De havde afholdt et hav af koncerter, og havde i det hele taget presset sig selv helt umenneskeligt. Og det kunne især Brian Wilson ikke klare.

Året efter udkom albummet The Beach Boys Today!, der af mange betragtes som deres bedste (den er forløberen for Petsounds). Det var her på denne plade, Brian Wilson for første gang kunne koncentrere sig om det, der var hans læst: at skrive sange. Og ikke bare sange, der forholdt sig til forventningerne om surfbræt, solbeskinnet strand og bikiniklædte ungmøer.

Så kys det nu det satans liv…

9. december 2020
Tæt på min bolig ligger en stor folkeskole. Og hver morgen kan jeg – og det sker ofte, fordi jeg er ude at lufte min hund – kan jeg se fortravlede forældre i bil sætte deres børn af ved “Kys og farvel”-skiltet. Og i dag kom jeg, inspireret af en vens alt for tidlige bortgang, til at tænke på, om disse fortravlede forældre på vej mod ‘livets indhold’, arbejdet, nogensinde tænker over, hvor let tingene glider os af hænde, hvor let noget slipper ud mellem fingrene på os. Som i ABBAs mesterlige sange om den lille pige, der går til skole med sin skoletaske i hånden og et fraværende smil på læben, medens moderen med det velkendte sug af tristhed gør sig sine tanker om den forsvindende tid.
Og sangen er så god og stærk, fordi den lader en tænke, at denne følelse ikke kun gælder den lille pige, der vandrer af sted til skole og ud i livet, men livet som sådan. I vores begær efter at fastholde nuet, oplever vi, at det er umuligt, at det slipper gennem fingrene på os – eller at det kun paradoksalt er muligt at fastholde nu’et i erindringen.
Schoolbag in hand, she leaves home in the early morning
Waving goodbye with an absent-minded smile
I watch her go with a surge of that well known sadness
And I have to sit down for a while
The feeling that I’m losing her forever
And without really entering her world
I’m glad whenever I can share her laughter
That funny little girl
Slipping through my fingers all the time
I try to capture every minute
The feeling in it
Slipping through my fingers all the time
Do I really see what’s in her mind
Each time I think I’m close to knowing
She keeps on growing
Slipping through my fingers all the time
Sleep in our eyes, her and me at the breakfast table
Barely awake I let precious time go by
Then when she’s gone, there’s that odd melancholy feeling
And a sense of guilt I can’t deny
What happened to those wonderful adventures
The places I had planned for us to go
Well, some of that we did, but most we didn’t
And why, I just don’t know
Slipping through my fingers all the time
I try to capture every minute
The feeling in it
Slipping through my fingers all the time
Do I really see what’s in her mind
Each time I think I’m close to knowing
She keeps on growing
Slipping through my fingers all the time
Sometimes I wish that I could freeze the picture
And save it from the funny tricks of time
Slipping through my fingers
Schoolbag in hand, she leaves home in the early morning
Waving goodbye with an absent-minded smile

Torben Brostrøm – kritiker, litterat – er død, 93 år

9. december 2020

Endnu et fyrtårn i dansk kulturliv er væltet. Kritikeren, litteraten m.m. Torben Brostrøm er død i en fremskreden alder af 93 år (08.12.2020). Han blev magister i mit fødeår, 1953, og blev bannerfører for modernismen i Danmark, især modernismen i lyrik og poesi. Inspireret af den anglo-amerikanske new criticism, der – hvis vi ser bort fra dens ideologiske implikationer – lagde stor vægt på den opmærksomme, følsomme nærlæsning af teksterne og lagde dermed grunden for mange årtiers senere optagethed af teksten og dens udfordringer (fx i den såkaldte og udskældt dekonstruktivisme) – blev Brostrøm eksponenten for den begavede, tekstnære formidling af moderne dansk litteratur.

Og dermed blev han en væsentlig forudsætning for mit eget valg af fag efter gymnasiet. Faktisk uden at jeg vidste det, for Brostrøm var – med sine kritiske arbejder, fx Versets Løvemanke fra 1960, pligtpensum for min dansklærer i folkeskolens ældste klasser. Og senere, da jeg selv fik appetit på at læse moderne litteratur sidst i tresserne, indkøbte jeg et par bind af Brostrøms “billigbøger”, bl.a. Poetisk Kermesse (1968) og den føromtalte, og selv om mine veje førte ad andre teoretiske og ideologiske stier end Brostrøm, så vil jeg altid være ham tak skyldig for hans insisteren på at tage teksten alvorligt og nærlæse den og fortolke den. Det har helt frem til i dag været været det fundament, jeg har bygget på.

John Lennon – 9.08.1940 – 8.12.1980

8. december 2020

Jeg husker det som var det i går, da jeg i radioen en sen aften hørte, at John Lennon var blevet skudt i New York. Jeg sad i sofaen med en god ven og aftenen blev aldrig den samme igen. Det var lige som dengang, meddelelsen om Elvis Presleys død blev annonceret. Verden forandrede sig med et slag, fordi var noget helt særligt i den tid, de levede i. Det er der blevet skrevet meget om.

Lennon var en kunstner i sin egen ret, men det er ikke alene men især for sit virke i det unikke, kreative fælleskab The Beatles var, at han vil blive husket i mange år frem.

Og i anledning af den triste dag så har DR viet ca. 7 timer med dokumentarfilm om Lennon.

 

Gør Bob Dylan boet op?

7. december 2020

Han er blevet 79 år, og gør sig sikkert sine overvejelser omkring sin egen afsked med denne miserable verden. Og måske har coronapandemien fået ham til at at forberede sig lidt på det uavvendelige. I hvert fald er en af dagens nyheder, at han har solgt rettighederne til alle sine sange til Universal Music Group. Mere end 600 sange, lavet fra tresserne og frem til i dag. Hvor meget hr. Zimmermann får for handlen bliver selvfølgelig ikke offentliggjort (det ville nemlig ligne ham dårligt…), men vi kan da godt gætte på, at det vil gøre et eventuelt otium ganske behageligt.

Hav en dejlig jul

7. december 2020

Det canadiske indierockband Stars har kastet sig over en gammel, sød julesang. Og de benytter lejligheden til at give Trump-familien en virtuel fuckfinger:

FOR THIS OCCASION WE ALSO BROUGHT BACK THE GOODBYE FASCIST CHRISTMAS ORNAMENT!!!!

Torq wanted to tell you a little about our ornament…..

“who gives a fuck about christmas?”

-melania trump

good question melania. the answer is, we do!

it’s been a terrible year, but one bright shining truth has emerged: we will not have to spend 2021 listening to or looking at or caring about any member of the Trump family! and to celebrate, we have created these beautiful silver christmas ornaments. years ago we made a t-shirt that read “goodbye fascist” and we have brought it back on our exclusive ornaments because…the dude is done! goodbye liar! goodbye narcissist! goodbye orange abomination! goodbye fascist. make your christmas tree extra sprakly this year by celebrating our narrow escape from fast food nazism with this lovely decoration.

Hvad har Beatles og Shu-Bi-Dua til fælles?

7. december 2020

Ja, de har en del tilfælles. Ikke bare er der tale om to meget talentfulde bands med meget dygtige musikere. Og ikke bare har Shu-Bi-Dua musikalsk tilkendegivet inspirationen fra Liverpoolkvartetten. Men det har også – fx – det tilfælles, at de begge har gjort brug af den britiske musiker Gordon Langhorn (1925-1992) eller som han også kaldte sig Don Lang. Det var nemlig Don Lang, der var komponisten til Shu-Bi-Duas sang “Nam Nam”. Om der er tale om en regulær coverversion af en Lang-sang har jeg ikke fundet ud af, men Don Lang var en vigtig figur i englændernes rock-and-roll-bølge i halvtredserne, hvor han som en slags britisk udgave af Bill Haley forsynede britterne med gode rock-and-roll-sange, både coverversioner og selvskrevne. Egentlig var Lang jazz-musiker og spillede på trombone, men blev altså – med succes – grebet af rock’n roll.

Men hvad har denne Lang(horn), så med Beatles at gøre? Jo, han har såmæn været sessionmusiker for Beatles. For eksempel spiller han trombone på “Revolution 1” på Beatles’ White Album. Især John Lennon skulle have været meget begejstret for Don Lang.

In memoriam – en ven

7. december 2020

Sådan er livet – også

6. december 2020

Og lørdagen bød på en længere køretur, udforskning af mobiltelefon-gps-muligheder, en coronatestet og -sikret familiekomsammen i barn- og ungdommens land, et bryllup, meddelelsen om en vens alt for tidlige død, god mad og vin i lange baner. Sådan er livet også – set her fra bloggen.

– og apropos coronasammenhold…

https://youtu.be/elurOwLc1LM