november 2020 arkiv

One Hit Wonder anno 1966: Napoleon XIV – They’re coming to take me away, ha-haaa!

30. november 2020

Jeg har nævnt den før, for længe siden. Men i dag blev jeg gjort opmærksom på denne specielle, for ikke at sige skøre, hitplade, der var noget i 1966 og blev flittigt spillet på DRs program 3 hos Jørgen (de) Mylius.

Bag Napoleon-figuren gemte sig sangskriveren og pladeproduceren Jerrold “Jerry” Samuels. Det blev ikke til mere for Jerry, men dengang hittede den og kastede en guldplade af sig. Og måske siger det også noget om tiden – tresserne – hvor der var plads til humor, eksperimenter og galestreger.

John Mayall – 87 år

30. november 2020

Det kan gordt være, at han er ‘så godt som væk’, men sluppet guitaren har John Mayll ikke endnu. Og han bærer den med en lethed, der kommer af årtiers venskab med det instrument. Han er blevet kaldt en dårlig sanger og musiker. Det er forfejlet. Man kan ikke være nogen dårlig musiker med det gehør han har og som har resulteret i nogle af de fineste rhythm-and-blues-bands, som de britiske øer har fostret. At han ikke er nogen Eric Clapton eller Mick Jagger ændrer ikke ved det forhold. Keep on rocking John.

Apropos Macca – sikken et band!

29. november 2020

Paul McCartney varmer stadigvæk op…

29. november 2020

Man skulle tro, at Sir Paul McCartney manglede penge til julegaverne. I hvert fald gør han usædvanligt meget ud af lanceringen af sin nye plade, den allerede omtale McCartney III. Ikke alene udsendes den, når vi når dertil i december, i en lang række forskellige udgaver, men Macca har også gødet jorden ved at udsendte et par digitale EP’er med gammelt materiale (fra McCartney I og III). Og fx ved at udsende ovenstående videosingle med sangen “Coming up” fra II‘eren. Nå, men (jule)fred med det. Hvis den gamle dreng skal have lidt ekstra til gaverne, så lad ham.. Men hvad var det hans gamle band engang sang?

50: Slade – Play it loud

29. november 2020

Play it loud  var Slades – eller rettere: The Slade – første album. Ganske vist havde musikerne udsendt en plade før, Beginnings, men det var under et andet navn, Ambrose Slade. Den første plade floppede. Og det gjorde nummer to også. I hvert fald i begyndelse.

Slade havde skabt sig et navn i slutningen af 1970, idet bandet havde turneret hjemlandet tyndt og givet et hav af koncerter. Men kunne altså ikke følge live-successen op med pladesalg.

Manager Chas Chandler – kendt som bassist i The Animals og som manager for selveste Jimi Hendrix – mente, at Slade skulle forsøge sig med en anden iscenesættelse – som skin heads med Dr. Martens støvler, tandbøjler og vildt hår.  Han overtalte også bandet til at skrive dets egne sange. Men lige meget hjalp det, der kom ikke hits ud af det. Heller ikke et nyt og mere kendt plademærke gjorde noget for gruppen.

Først da Slade droppede skin head-imaget og omsider fik et hit – i 2021 – med singlen “Get down and get with it” begyndte der langsom at ske noget. Og Play it loud blev, hvad man dengang kaldte en sleeper, altså et plade, der langsom begyndte at sælge. Med det resutat, at den kastede en sølvplade af sig. Men da havde Slade og alle andre forladt året 1970.

Danish Music Awards Ærespris går til Savage Rose

28. november 2020

Hvor er det dog fortjent, nåede jeg lige at tænke, da Annika Åkjær åbnede døren til kolonihavehuset, hvor Annisette og Savage Rose holder til, for at fortælle dem, at de bliver dette års modtager af Danish Music Awards Ærespris. For er der nogen, der fortjener at blive hyldet i dansk populærmusik er det Savage Rose, der siden dannelsen i 1967 har stået for noget af det mest originale danske musik og har ladet en af de allerstørste stemmer – nemlig Annisettes – være musikkens sjæl – og aldrig været i tvivl om, at deres rødder er dybt forankret i det, vi kalder folket.

Jule- og årsskifte-listomani

27. november 2020

Vi nærmer os 2121 med coronaen hos os som en påmindelse om, at alting har en ende. Og når vi nærmer os et årsskifte, så kører forbrugskanoner i stilling. Der skal forbruges – og mange glemmer, at vi har en truende klimakrise, der faktisk tilsiger os at træde på forbrugsbremsen, ret så kraftigt endda…. Og der laves lister over de kulturprodukter, som året har givet anledning til. Bøger og musik ikke mindst. Hvad var det bedste i årets løb. Og meningerne er mange og delte. Og som altid følger jeg ikke med i den polemik. Musik og kultur er for vigtig for mig til at gøre det til en konkurrence. Hvad er højest – Rundetårn eller et kanonslag. Sådan har jeg det lidt med denne konkurrencementalitet, der gennemsyrer vores samfund.

Nå, men i stedet for en liste, så henviser jeg gerne til de mere end 30 plader, jeg indtil videre har anbefalet her i bloggen. Følg bare linket her – capac anbefaler. Fra Hanne Boel til Claus Funch. Alle plader af høj kvalitet. Så, hvis man mangler en original julegaveidé til en musikelsker, så er det bare at kigge blandt denne buket af musikudgivelser. De er alle kommet på faste medier, så det er lige til at have med at gøre.

 

Hammond-orgel-boogie

27. november 2020

Dybt inde i Bob Hites enormt store samling af gamle blues-78’ere (efter sigende havde han 15.000 i sin samling…) finder man Leonard George Destoppelaire – bedre kendt som Lenny Dee – og hans forrygende “Plantation Boogie”. Den blev et mindre hitlistehit i 1955.

Sort fredag – Black Friday (weekend, week, month…)

27. november 2020

Det er jo Black Friday i dag. Amerikanerne har igen fået deres vilje, og det betyder, at vi skal til lommerne og give forbrugerismen en ordentlig indsprøjtning (som opvarmning til julehandlen…). Men nej. Bortset fra at fylde benzin på den firhjulede, så har jeg ikke tænkt mig at bruge så meget som en bøjet 25 øre i dag. Men nogle “sorte” sange kan det da blive til som optakt til weekenden.

50: George Harrison – All Things Must Pass

27. november 2020

Hovedhjørnestenen i Beatle-George Harrisons post-Beatles-tid, tredobbeltalbummet All Things Must Pass udkom på denne dag for halvtreds år siden. Og bliver – selvfølgelig – genudgivet i en ny lydforbedret udgave i anledning af jubilæet.

Albummet viste med stor tydelighed, at George Harrison var kommet videre end i tiden med Beatles. Her kom hans guitar til fuld udfoldelse og hans spirituelle interesser skinnede tydeligere igennem end nogensinde før. Og så blev albummet også en kommerciel succes. Selv var Harrison lidt forbeholden over for den Phil Spector-farvede lyd på pladen – og det har hans arvinge vist gjort noget ved på den kommende nye udgivelse.

Den brune drik

26. november 2020

Har i lagt mærke til, at der drikkes whisky i snart sagt alle tv-krimier. Vera i Northumberland afslutter ofte sine sager hjemme i faderens hus med et glas, Perez i Shetland drikker whisky sammen med den underskønne DS Asha Israni, inden denne forfører ham på et hotelværelse, unge Endeavour Morse, der ellers ikke er til alkohol, lokkes hurtigt ind på den vane af sin faderfigur DI Fred Thursday, ja selv islandske Stella Blómkvist sværger til whisky, nærmere bestemt Johnny Walker Black Label, når hun skal skylle sine oplevelser ned.

Denne kendsgerning er nok ikke sundhedspolitisk korrekt og måske er der også undertiden et element af product placement, som vi engang kaldte “skjult reklame”. Omvendt er det forståeligt, at kriminalisterne griber til denne særlige drik, når de står over for de voldsomme og grimme sider af vores civilisation. Skål.

I’m so glad

26. november 2020

Flere af mine bekendte har et anstrengt eller ligegyldigt forhold til the blues. Selv betyder bluesen mere og mere for mig som tiden går, og jeg forstår fuldt ud, at Bob Dylan aldrig ville være blevet den kunstner, han er i dag, hvis ikke han havde brugt sine unge år til at lære bluesen at kende, spille den, kopiere den, stjæle fra den osv.

Sangen “I’m so glad” af Skip James er nok bedst kendt fra Cream, der lavede en fantastik blues-rock-udgave på debutalbummet Fresh Cream i 1966. Også Deep Purple lavede en version på deres debutalbum Shades of Deep Purple (1968). Og så har Beck lavet en udgave, som jeg synes er interessant, fordi den næsten river den ud af bluesen.

Værd at se: Værtshushistorier

26. november 2020

Medens DR laver massive reklamefremstød for nogle af sine ikke altid lødige udsendelser – fx om familier, der forsøgsvis har spiselige husdyr i hjemmet, eller ‘ofre’ for coronaisolationens ensomhedsfremme – så er der seværdige udsendelser, der ikke får noget forskræp og derfor risikerer at bliver overset. Det gælder fx den lille serie med titlen Værtshushistorier, der kører på DR2.

Conceptet er enkelt: Med udgangspunkt i legendariske, københavnske værtshuse fortæller nogle af værtshusenes brugere/gæster om oplevelser, der knytter an til lige netop det værtshus. I går var det fx det navnkundige værtshus Drop Inn, der var rammen om en fortælling om Thylejrens opståen – fortalt af journalist Lasse Ellegård, Henning Prins, Peter Øvig Knudsen og Aske Jacobi som guide. Undervejs får man også indtryk af dette sted på den københavnske “dødsrute” (en række værtshuse som journalister og andre kulturpersoner gennem tiderne har brugt, når de skulle slå til Søren), bl.a. optagelser med Stig Møller og Peter Ingemann, der jævnligt optræder på stedet med sange fra deres ungdomstid.

Og udsendelsen understreger endnu engang, at noget af det bedste radio og tv, man kan lave, er så enkelt: At lade inspirerede mennesker fortælle for åben mikrofon. Hvor svært kan det være? Ikke desto mindre er det en sjældenhed i disse digitaliserede tider. Det er en fornøjelse at høre den gæve venstrefløjskæmpe Henning Prins fortælle som dengang ideen til Thylejren opstod, og høre Lasse Ellegaard og Peter Øvig Knudsen supplere, hver fra deres særlige udgangspunkt. Kan kun varmt anbefales. Og ligger stadigvæk på DRs netside.

I de øvrige udsendelser er der historier om likvideringen af stikkeren Hestetyven (Rosengårdens bodega) og om de homoseksuelles historie efter krigen (Cosy Bar).

Lou Reed synger Skip James, blues – Look down that Road

25. november 2020

Diego Maradona – ‘den lille fede’ – er død, 60 år

25. november 2020

Den berømte argentiske fodboldspiller Diege Armando Maradona Franco er død i en alder af kun 60 år. Hjertet ville ikke mere. Og måske er det forståeligt, når man betænker, at manden i sine senere leveår havde et massivt problem med narkotiske stoffer og en række efterfølgende sygdomme og lidelser.

Men det han vil blive erindret for – først og fremmest – er hans meriter på fodboldbanen. Verdensmesterskaber med landsholdet fra Argentina, og en fodboldkarriere, der omfattede lange ophold i Barcelona, Napoli og Sevilla. Om glorificeringen af ham holder vand vil jeg overlade til de fodboldkyndige at afgøre, men i hvert fald havde han en udpræget sans for at iscenesætte sig selv i medierne. Og det betyder en hel del i fodboldverdenen.