27. november 2020 arkiv

Jule- og årsskifte-listomani

27. november 2020

Vi nærmer os 2121 med coronaen hos os som en påmindelse om, at alting har en ende. Og når vi nærmer os et årsskifte, så kører forbrugskanoner i stilling. Der skal forbruges – og mange glemmer, at vi har en truende klimakrise, der faktisk tilsiger os at træde på forbrugsbremsen, ret så kraftigt endda…. Og der laves lister over de kulturprodukter, som året har givet anledning til. Bøger og musik ikke mindst. Hvad var det bedste i årets løb. Og meningerne er mange og delte. Og som altid følger jeg ikke med i den polemik. Musik og kultur er for vigtig for mig til at gøre det til en konkurrence. Hvad er højest – Rundetårn eller et kanonslag. Sådan har jeg det lidt med denne konkurrencementalitet, der gennemsyrer vores samfund.

Nå, men i stedet for en liste, så henviser jeg gerne til de mere end 30 plader, jeg indtil videre har anbefalet her i bloggen. Følg bare linket her – capac anbefaler. Fra Hanne Boel til Claus Funch. Alle plader af høj kvalitet. Så, hvis man mangler en original julegaveidé til en musikelsker, så er det bare at kigge blandt denne buket af musikudgivelser. De er alle kommet på faste medier, så det er lige til at have med at gøre.

 

Hammond-orgel-boogie

27. november 2020

Dybt inde i Bob Hites enormt store samling af gamle blues-78’ere (efter sigende havde han 15.000 i sin samling…) finder man Leonard George Destoppelaire – bedre kendt som Lenny Dee – og hans forrygende “Plantation Boogie”. Den blev et mindre hitlistehit i 1955.

Sort fredag – Black Friday (weekend, week, month…)

27. november 2020

Det er jo Black Friday i dag. Amerikanerne har igen fået deres vilje, og det betyder, at vi skal til lommerne og give forbrugerismen en ordentlig indsprøjtning (som opvarmning til julehandlen…). Men nej. Bortset fra at fylde benzin på den firhjulede, så har jeg ikke tænkt mig at bruge så meget som en bøjet 25 øre i dag. Men nogle “sorte” sange kan det da blive til som optakt til weekenden.

50: George Harrison – All Things Must Pass

27. november 2020

Hovedhjørnestenen i Beatle-George Harrisons post-Beatles-tid, tredobbeltalbummet All Things Must Pass udkom på denne dag for halvtreds år siden. Og bliver – selvfølgelig – genudgivet i en ny lydforbedret udgave i anledning af jubilæet.

Albummet viste med stor tydelighed, at George Harrison var kommet videre end i tiden med Beatles. Her kom hans guitar til fuld udfoldelse og hans spirituelle interesser skinnede tydeligere igennem end nogensinde før. Og så blev albummet også en kommerciel succes. Selv var Harrison lidt forbeholden over for den Phil Spector-farvede lyd på pladen – og det har hans arvinge vist gjort noget ved på den kommende nye udgivelse.