13. november 2020 arkiv

Koncert med K. D. Lang

13. november 2020

Desværre har K. D. Lang trukket sig lidt tilbage fra det aktive musikliv med plader og optrædener. Så er det jo glædeligt, at BBC i deres radioserie Sounds har valgt at sende hendes koncert fra 2011, hvor hun især synger sange fra albummet Sing it loud. Du kan lytte med her. Den kan også opleves på tuben – her.

McCartney varmer op til III

13. november 2020

Medens vi venter spændt på Paul McCartneys hjemmegjorte III, har han udsendt – som streaming – en EP med sange med rødder i det hjemlige, Home. Kendte numre som “Eat at home”, “Mull of Kintyre” og “Heart of the Country” – alle i mere eller mindre nyredigerede udgaver. Find den på streamingtjenester som Spotify, Apple, Yousee, Telmore og så videre.

Og så optager Macca masser af spalteplads i Rolling Stone, hvor han diskuterer tilblivelsen af sin nye plade med sin “lidelsesfælde” i coronoexilet Taylor Swift. Der er dog en betalingsmur til denne artikel…

Capac anbefaler: Claus Funch – Noise Tablets

13. november 2020

 

Jeg har her over middag gået lidt rundt om Claus Funchs nye – og andet – soloalbum Noise Tablets som katten om den varme grød eller som skoleeleven om det stilehæfte, der gerne skulle fyldes med endnu en stil. Ordene til en anbefaling kom ikke som de plejer med det samme. Ikke, fordi pladen ikke taler til mig. Tværtimod. Snarere, fordi Funchs musik appellerer til nogle bestemte smagsløg på min musikalske tunge (billedligt talt).

Noise Tablets er en af den slags plader, der med sin tekstlige og musikalske kvalitet skiller sig markant ud fra den store, kulørte strøm af populærmusik, vi dag ud og dag ind præsenteres for. Det er en i ordets egentlige og bedste forstand egensindig plade, der ikke tager sigte mod tidens populære toneart eller forsøger at stryge nogen med hårene.

Teksterne (der kan læses håndskrevne på et ark i coveret) kredser omkring kunstnerens “dæmoner”, nedtrykthed og spleen. Og de gør det i form af en slags Streams of Consciousness, der taler i sønderrevne sætninger og fragmenter om den mentale tilstand.

Og bevidstehedsstrømmene er itonesat en rudimentær, elementær skrabet og lidt skramlende udgave af moderne, americanaindflueret rock i otte sange, der udmærker sig ved en stilfærdig melodiøsitet og en paradoksal næsten introvert karakter. Det er ikke en storladen, oppulent og kostbar produktion, men en produktion, der skærer ind til benet i den musikalske nødvendighed, der lyser ud af projektet.

Claus Funch har skrevet alle sangene og synger selv for med sin egen vedkommende stemme, der fra første rille påkalder sig lytterens opmærksomhed. Han får støtte og selskab af Emma Fleming, der tager têten på sangen “Poesy for a dead Friend”, men ellers gør rigtig god nytte som stemningssættende baggrundssangerinde.

Funch selv står også for de fleste instrumenter på pladen. Piano, trommer, glockenspiel, tangenter og mere. Og får indfølt hjælp af medproducer Tim Graubæk på slideguitar, bas og slagtøj og af en håndfuld andre musikere.

Noise Tablets er en af den slags egensindige plader, der kalder på sin egen særlige plads på pladereolen. En af den slags vellykkede skiver, man gerne vender tilbage til igen og igen, når man får nok af streamingflodens behagesyge og vil sætte sine tanker og følelser på prøve. Hermed varmt anbefalet.

Claus Funch. Noise Tablets. Produceret af: Claus Funch og Tim Graubæk. Celebration Records. Udkom d. 9.10.2020

Advarsel: Fællessang – hver for sig (DR1 i aften)

13. november 2020

Jeg har det umådeligt dårligt med det coronasmittefrembragte koncept på DR1, der bærer den coronaforskriftprægede overskrift Fællessang – hver for sig, hvor DRs kultiverede svar på Richard Clayderman, Philipp Faber, og den fra Kender Du Typen-livsstilprogrammet og radioprogrammet Mads og Monopolet kendte tv-vært Mads Steffensen gelejder publikum gennem en række populære sange og sørger for, at disse publikummer sender deres smartphonevideoer og -fotos som dokumentation af, at de synger med derhjemme i  sofaen. For mig er det indbegrebet af et tv-pseudo-program, der svigter både musikken (fællessang er bestemt noget, når det er iscenesat rigtigt!) og publikum, der udstilles mere eller mindre ufrivilligt. Hertil skal lægges en klam, næsten nationalistisk omklamring, hvor vi alle skal være ‘i samme båd’ om de elskede danske sange. Her er sgu ikke plads til nogen ramadan-sang (apropos balladen om Højskolesangbogen).

Og i aften får kvalmeriet endnu en drejning, idet fællessangen (eller hvad man nu vil kalde det iscenesatte show) skal dreje sig om afdøde Michael Bundesen og Shu-bi-dua. Selvfølgelig kunne man på DR ikke nære sig for at skamride den triste nyhed om Bundesens død og malke de sidste dråber af den historie. DR har – som den danske presse i almindelighed – en horisont, der er på størrelse med en for lille glorie, der har sat sig fast om panden og forhindrer ethvert udblik og ethvert tilløb til opfindsomhed.

I stedet for Fællessang – hver for sig kunne man fx have vist, hvad fællessang kan være, når det rigtig lykkes, fx i form af korsang (DRs pigekor er en nærliggende mulighed), og have mindet os om Shu-bi-dua gennem nogle af de mange koncert- og studieoptagelser, som DR må ligge inde med.

Hvis du kære læser vil se Fællessang, så fred med det. Ellers vil jeg foreslå dig, at du finder Shu-bi-dua frem fra gemmerne (alternativt streamingtjenesten), læser Rene Gummers nekrolog over Michael Bundesen i Weekendavisen Farvel, onkel Michael, der er drevet af oprigtig kærlighed til Shu-bi-duas og Bundesens sangskat.

[Puha. Jeg skulle lige af med dette opstød. Undskyld.]. Og så en sang, der handler lige så meget om mig selv som om Faber, Mikkelsen og dig (?):