24. november 2020 arkiv

Gårsdagens filmoplevelse: Wind River

24. november 2020

Jeg har omsider fået købt mig en bluray-afspiller – vel vidende, at de faste medier er på retur. Men jeg har haft et par koncert-blurays liggende, som jeg gerne ville se. Og så havde jeg i anledning af købet, på biblioteket lånt Taylor Sheridans Wind River, som nogen havde anbefalet på nettet.

Og det var en god indledning og indvielse af maskinen. Wind River er en original kriminalhistorie om drabet på en indiansk kvinde i reservatet Wind River Indian Reservation i Wyoming.

Filmen indledes med billeder af den unge indianske kvinde, der løber blødende og barfodet gennem sneen. Senere findes hun død af en lokal jæger, Cory Lambert (spillet af Jerymy Renner), der er ude for at nedlægge nogle pumaer, der overfalder de lokale indianeres kvæg. Da der er tegn på en forbrydelse (voldtægt og mord) tilkaldes FBI, der har myndigheden over den slags forbrydelser i reservatet. Det er den unge FBI-agent Jane Banner (Elisabeth Olsen), der får fornøjelsen af at opklare forbrydelsen sammen med en lille håndfuld lokale politimænd

Da Banner ser, at Lambert er god til at læse tegn og spor i sneen og kender området i kraft af sit job, beder hun ham om at hjælpe sig. Og det gør han, selv om han, som han siger, er “jæger”, ikke politimand. Og sammen begynder de en både dramatisk og voldsom jagt på morderen. En jagt der fører ind i hjertet af reservatet.

Ser man bort fra det eksotiske miljø (men kan man det?), så er der tale om en klassisk who-done-it-fortælling, hvor detektiven gennem afdækning af fakta og spor finder frem til forbryderen. Men det er vejen derhen, der er noget særligt. De to hovedroller fungerer godt sammen og får – trods deres forskellighed – sporet sig ind på den blodige sandhed om forbrydelsen. Jeremy Renner, som man bl.a. kender fra en af Bourne-filmene, er overbevisende som en indfødt jæger, der selv har mistet sin datter under nogen lunde lignende omstændigheder. Og Elisabeth Olsen er god som storbypigen, der kommer lige fra Las Vegas – uden den rette påklædning til et vinterligt Wyoming – og kaster sig ud i opklaringsarbejdet trods en vis modvilje hos de lokale.

Filmen er inspireret af den kendsgerning, at der hvert år forsvinder mange indianske kvinder uden at myndighederne sørger for at opklare deres forsvinden eller fører statistik over hændelserne (modsat andre kvinder). Og måske er det denne realistiske ramme, der giver filmen det ekstra, der gør, at man oplever filmen som en helt særlig udgave af den klassiske kriminalfilm. I hvert fald er den værd at bruge et par timer på en mørk novemberaften i 2020. Og som sagt kan den lånes på biblioteket – som bluray,

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Lyden af de langhårede

24. november 2020

I

I morgen skal jeg til frisøren. Der går lang tid mellem frisørbesøgene. Siden jeg var rigtig langhåret i tresserne og halvfjerdserne har jeg haft den vane at lade håret gro længe og langt. Og sådan er det stadigvæk, selv om moden foreskriver noget i retning af kronragning. Ja, jeg overvejer faktisk at få en hestehale. Det har jeg endnu ikke prøvet.

Nå, men da det hele begyndte med Beatlemania, fik jeg ofte at høre for mit lange hår. Jeg var en af de meget få, der havde hår, der voksede ud over ørerne. En frisør i Strandbygade nægtede at klippe mit hår og sendte mig over til damefrisøren på den anden side (det var dengang, der var kønsapartheid på det område). En lille, emsig gymnastiklærer fortalte mig, at “hvis jeg var hans hund, så skulle jeg klippes” og at “det var hårets skyld at jeg ikke kunne klatre helt til tops i tovene”. Men min mor og min far accepterede min idé og Beatlemani, og jeg lod bemærkningerne prelle af mig. Hvor jeg fik det overskud fra dengang, ved jeg ikke rigtig. Men sådan var det. Og det lange hår blev der, og blev længere med tiden – helt frem til min studietid i halvfjerdserne.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »