Det er igen muligt af følge jordmødrene og nonnerne i den britiske serie Call the Midwife (da. Jordmoderen). DR1 genudsender for tiden serien og er vi – tilhængere af serien – heldige får vi denne gang de allerseneste afsnit med. Men ellers kan vi nøjes med at nyde gensynet med det fattige, havnearbejderkvarter Poplar i London og indbyggerne i Nonnatus House som sørger for at bringe nye borgere til verden og for at give sundheden støtte i området. – Og så kan man, når man er mig, også igen nyde lydsporet med de i alt 350 sange, der alle (indtil videre i hvert fald) er fra post-Beatles-perioden med masser af doo-wop, fler- og enstemming skønsang og Tin Pan Alley-sangskriverformat.
Det var vist pladeselskabets idé at udsende opsamlingsalbummet Relics. Selskabet var bange for, at Pink Floyd ikke ville nå at få en rigtig plade ud i 1971, fordi bandet efter Atom Heart Mother var gået i studiet uden at have noget materiale og for at skabe det, der ville blive til Meddle. Og selv om Relics ikke bød på nyt, så var det alligevel en interssant udgivelse, idet den omfattede Pink Floyds første singleplader – ikke mindst “Arnold Layne” og “See Emily Play” – plus lidt filmmusik og et par Syd Barretts-sange fra tidligere albums.
En bekendt fra barndomsbyen Esbjerg har forsynet mig med ovenstående gamle foto af den lokale frugt- og blomsterbutik i Nygårdsvej i Esbjerg. Butikken lå på den anden side af gaden, et lille stenkast fra det hus, hvor jeg boede sammen med mine forældre. Bortset fra ismejeriet, der lå lidt længere oppe ad Nygårdsvej på hjørnet til Sjællandsgade, var frugt- og blomsterbutikken den eneste på vores stykke af Nygårdsvej. Og det var en tid, hvor der var mange små butikker i gaderne…
Ejeren af butikken dengang (1954-1965) var hr. og fru Lisby. De havde en datter og en søn (Hans). Sidstnævnte var en af gadens legekammerater, selv om han var, hvad man i dag vil kalde udviklingshæmmet.
Jeg husker primært butikken for dens blomster og hvad dertil hører. At der også forhandledes frugt erindrer jeg ikke.
Jeg kom mestendels i butikken, når jeg var sammen med min mor, der købte blomster til sig selv. Men det skete også nogle gange, at jeg selv – sammen med en af gadens kammerater – var derovre for at købe materialer til flitsbuer. I følge ordbogen er en flitsbue (ty. Flitzbogen) “etskydevåben til pile, bestående af en bøjelig stang imellem hvis spidser der er udspændt en strengofte om tilsvarende legetøjsmodel”. Og det ville i vores tilfælde sige en bambuspind med en tykkelse på 1-1½ cm og nogle tynde blomsterpinde af træ. Og så skulle der bruges en tynd snor (slagter- eller pakkesnor), der blev sat fast på bambspinden med et lille hak i enderne (her kom fars gamle Clutters and Cie-kniv til sin ret). Med en passende bue blev snoren spændt godt ud mellem enderne. Og når så de små træpinde var snittet spidse i den ene ende og havde fået et lille hak i den anden (til snoren), så var drengevåbnet klar til cowboy- og indianerlege o.a. Når det gik rigtig højt satte vi en lille møtrik i enden på pilen, der så fik lidt mere tyngde.
Nu om stunder ville det selvfølgelig være utænkeligt, at børn fik lov til at lege med sådanne filtsbuer. Tænk, hvad der kunne ske af ulykker. Børneøjne osv. Men der skete ikke noget alvorligt dengang. Vi legede med flitsbuerne, indtil vi – sådan som det jo er med børn – pludselig tabte interessen for den leg og kastede os over noget andet.
PS. Butikken eksisterer ikke længere, men er for længst afløst af lejlighedsbyggeri. Det er vist det, man kalder udviklingen…
Længe før Graham Keith Gouldman blev en del af 10cc som sangskriver og bassist var han sangleverandør til hitlisterne – ikke mindst de britiske – med sange som “For Your Love”, “Heart Full of Soul” og “Evil Hearted You” (The Yardbirds,), “Look Through Any Window” og “Bus Stop” (The Hollies), “Listen People”, “No Milk Today” og “East West” (Hermans Hermits) og mange flere. 10cc var i første omgang aktive fra 1973-1983, men er blevet gendannet flere gange siden, senest (og nok sidste gang) i starten af 1990’erne. Men Gouldman har fortsat samarbejdet med gamle 10cc-medlemmer, fx i Wax (med Andrew Gold). Så sent som 2020 udsendte Gouldman soloalbummet Modesty forbids, hvor han får hjælp af Ringo Starr, hvis All Star Band Graham også har været en del af.
Efter at have lagt videoen med Stones op, er jeg blevet opmærksom på, at klippet stammer fra en ny udgivelse med det gamle band. Nemlig en oppulent udgivelse med optagelser fra bandets gratis 2006-optræden på Copacabana Beach. Under titlen A Bigger Band: Live at Copacabana Beach udsendes forskellige udgiver med vinyl, dvd, blu ray og CD med minder fra den koncert. Så der burde være noget for enhver Stonesfans smag. Og klippet ovenfor lover da godt. En dag, hvor Stones er i spillehumør.
For et stykke tid siden reddede jeg en stor håndfuld vinyl-LP’er fra at ende som storskrald. Og pladerne har fået lov til at stå, indtil i dag, hvor jeg lige ville kigge nærmere på dem for at få et indtryk af deres stand og deres indhold.
Og til min store glæde kunne jeg konstatere, at pladerne er i meget fin stand – mint, near mint, som pladesamlerne ville kategorisere dem. Uden nogen form for ridser og faktisk uden støv af betydning. Og omslagene i tilsvarende stand. Brugt, men hele og ikke slidte. Så langt så godt. Men hvad med indholdet?
Jo, der er rare sager iblandt, dvs. lytteværdig musik, som jeg ikke har i min samling i forvejen. Der er musikken til musicalen Chess (dobbeltalbum), Agneta Fältskogs Wrap your arms around me, Fridas Something’s Going On, Kim Larsen Forklædt som voksen, Fleetwood Mac Behind the Mask, Billy Joel An innocent Man, Jeff Lynne Armchair Theater, Anne Dorthe Michelsen Den ordløse time, Blondie Autoamerican og så et dobbeltalbum med titlen Lennon & McCartney Songbook (fra 1990), som jeg ikke tror, jeg har hørt om eller i hvert fald ikke erindrer noget om. Den består af andre kunstneres fortolkninger af duoens sange:
–Elton John Lucy In The Sky With Diamonds
–Aretha Franklin Let It Be
–Emmylou Harris Here There And Everywhere
–Nils Lofgren Anytime At All
–Otis Redding Day Tripper
–Joe Cocker With A Little Help From My Friends
–Wilson Pickett Hey Jude
–Judy Collins In My Life
–The Mamas & The Papas I Call Your Name
–Cliff Bennett & The Rebel Rousers Got To Get You Into My Life
–Monsoon Tomorrow Never Knows
–Ike & Tina Turner Get Back
–Tiffany I Saw Her Standing There
–Flamin’ Groovies* Please Please Me
–Cliff Richard Things We Said Today
–Three Good Reasons Nowhere Man
–The Dillards I’ve Just Seen A Face
–Bobby McFerrin From Me To You
–Joe Cocker She Came In Through The Bathroom Window
–Three Dog Night It’s For You
–Cilla Black Step Inside Love
–Billy J. Kramer & The Dakotas Bad To Me
–Marianne Faithfull Yesterday
–The Silkie You’ve Got To Hide Your Love Away
Mange kendte, solide fortolkninger af de to Beatlers sange. Og nogle få knap så kendte. Op i hvert fald en, der ikke fortjener at være med – nemlig Tiffany og hendes langt fra kongeniale udlægning af “I saw her standing there”.
Og som rosinen i pølseende i bunken er også Anne Linnet og hendes Min sang, den plade, hvor hun – meget apropos Johannes Møllehaves bortgang – netop arbejder sammen med Møllehave.
Apropos heavy metal, så forekommer det mig, at netop denne genre er globalt grænseløs. Man finder heavy metal-bands i rigtig mange lande og med meget forskellig tilgang til netop denne hårdtslående genre. Og det er dejligt og godt.
Fx har vi spanske heavy-post-rock-band Toundra, der har fået den – synes jeg – oplagt idé at lave et lydspor til Robert Wienes tyske ekspressionistiske filmklassiker Dr. Caligaris kabinet.
Som bekendt har jeg pålagt mig selv den opgave, at lytte til musik, som jeg – af den ene eller anden grund – aldrig er kommet på bølgelængde med. Og det er faktisk gået helt fint med at få bølgelængden til at passe bedre. Det gælder fx for post-Malurt Michael Falch. Det gælder såmæn også for Frank Sinatra, som jeg nu faktisk lytter til med glæde (jeg skal dog glemme alt om mandens alt for eksponerede og til tider tvivlsomme levned). Men albummet “Lulu” med Lou Reed og Metallica kan jeg fortsat ikke rigtig lide, og så hjælper det meget lidt, at Lou Reed selv løftede netop denne plade op til et af sine mesterlige værker. Jeg er tilbøjelig til at mene, at Reed sygdom til sidst slørede hans dømmekraft. Og det har ikke noget at gøre med min gamle modvilje mod heavy metal. Også på det punkt har tingene ændret sig og jeg har endda investeret i nogle lytteværdige heavy-albums med knap så kendte navne. Så kort sagt: Man kan godt ændre mening eller i hvert fald nuancere den med tiden og alderen.
It’s my life, and I do what I want, sang Eric Burdon i 1965. Og efterlevede det motto siden hen.
Han er vist nok stadigvæk aktiv, selv om han fylder 80 i dag. Og drengen fra havnebyen Newcastle upon Tyne er gået sine egne veje, siden han som 10-årig så Louis Armstrong på tv og indså, at musikken måtte være hans levevej.
Efter en skolegang, som han helst vil glemme alt om, kom han i 1962 med i the Animals som forsanger. Animals var Alan Prices R&B-band, men efter Burdons indtræden kom rocken også med. Og sammen med The Who, The Rolling Stones, Pretty Things m.fl. blev Animals del af den britiske R&B-bølge og også en del af The British Invasion i USA.
I 1965 forlod Alan Price Animals, der aldrig rigtig blev sig selv igen, selv om der blev tale om gendannelser siden hen. Og gendannelsen i 1975, der resulterede i det fine album Before we were so rudely interrupted, var – alt andet lige – et vellykket, men kortvarigt, sådan.
Herefter hed det Eric Burdon and the New Animals og fra 1969 War i USA. Men allerede i 1971 begyndte Burdon en solokarriere, der trods diverse gendannelser sørgde for kontinuiteten gennem fire-fem årtier.
Engang var han et lige så stort navn som The Beatles. I dag er han stadigvæk aktiv, men ikke længere helt fremme i rampelyset. Og fylder i dag 75 år – med masser af fine sange på samvittigheden. Og den stemme, man enten elsker eller hader.
Efter længere tids sygdom er præsten og forfatteren Johannes Møllehave afgået ved døden på et plejehjem på Frederiksberg. Endnu en markant, særegen figur i dansk kulturliv er forsvundet – og tilsvarende forudsigelig og kedelig er det blevet.
Vinyler er det nye sort. Og eftersom grammofonen er kommet rigtig i gang igen, har jeg også kastet mig over mine gamle single- og EP-plader. Og i dag faldt jeg over den coverløse Elvis Presley King Creole vol. 2. Jeg kan ikke huske, om jeg nogensinde har været i besiddelse af coveret, og jeg tror – men husker måske forkert – at jeg fik den foræret af en kammerdreng på et af de skibe, min far sejlede med. Men heldigvis er vinylen i god forfatning og kan afspilles uden hak og ridser.
I mit fortsatte forsøg på at skære ned på tv-timer foran de danske tv-kanaler landede jeg i går på kanalen Paramount Networks, der er en af de mere ukendte kanaler på min lille (men alligevel alt for store – 20 kanaler) tv-pakke. En kanal, der tydeligvis og ikke spor overraskende har til formål at markedsføre det bagvedliggende produktionsselskabs produkter. Typisk genudsendelser af gamle serier – som fx “Friends” – kombineret med store reklameblokke.
Men jeg landede der, fordi der var et program om The Police. Et afsnit i en serie med titlen “The Story of the Songs”. Og den sang, der her var tale om, var The Polices gennembrudssang “Roxane”.
Men programmet viste sig nu at være endnu en fortælling om bandets historie. Fra de første spæde forsøgt på at blive en del af den britiske punk til Stings solokarriere. Og det var sjovt at høre historien om The Polices første pladen – singlen “Fall out”/ “Nothing Achieving”, der udkom i 1977 på Illegal Records og ikke blev nogen succes. Interessant også, fordi guitaristen på denne indspilning var korsikanske Henry Padovani, der var med i bandet fra januar til august 1977, hvor han blev erstattet af Andy Summers, der i starten måtte nøjes med at være andenguitarist. Padovani fortsatte i Wayne County & the Electric Chairs og fik siden sin egen gruppe The Padovanis.
Singlen fra 1977 er genudgivet på den første boks med The Police Message in a Box fra 1993.
Men ellers var det den kendte historie om, at Police måtte via det amerikanske koncertmarked for at slå igennem. Først da “Roxane” blev et hit hos amerikanerne, tog briterne bandet til sig. I hjemlandet var sangen blevet bandlyst af BBC, angiveligt fordi den handlede om en prostitueret, så Police måtte markedsføre sig selv som et band, der var i konflikt med offentligheden og det omkringliggende samfund. Men så gik der også hul på bylden og succes fulgte og fortsatte frem til albummet Syncronicity og megahittet “Every breath you take”, hvorefter Sting smed håndklædet i ringen og gik solo.
Det mest interessant ved udsendelsen var det små interviewklip med bandets producere, bl.a. Hugh Padgham og deres backingsangerinde Tessa Niles, der sjældent nævnes i forbindelse med omtaler af bandet.
En bekendt har givet mig ovenstående foto. Det viser Lindvig Poulsens Radioforretning i Esbjerg engang i tresserne. Forretningen eksisterer ikke længere, men det var her, min første grammofon – den andetsteds omtalte ‘grønne rejsegrammofon’ blev indkøbt i 1962-63. Og det var her jeg fik – ja fik, for Poulsen var en flink mand, der nok mente, at rejsegrammofonen skulle have et par plader at begynde på – to singleplader. Og dermed begyndte en lang rejse ind i musikkens forunderlige verden, en rejse, der stadigvæk foregår og med lige så stor forundring og begejstring som dengang.
Opdatering: Jeg har faktisk vist ovenstående foto engang for længe siden, men det gør ikke noget. Der er noget særligt over disse gamle sort-hvide fotos fra anno dazumal.
Sidste år var det 50 år siden, jeg fik min realeksamen. Denne uddannelse findes ikke mere, fordi den blev afskaffet i 1975-78. Men den eksisterede fra 1903, og fra 1963 var den treårig og startede efter 7. klasse. Og den markerede et tidligt uddannelsesforløb, idet man skulle være egnet til at gå i realen – lige som man sidenhen skulle være egnet til at gå på gymnasiet. Enten var man – som man sagde dengang i tresserne – “almen” eller “boglig”.
Dem, der var almene, gik i ottende osv., medens de “boglige” gik i realen. Og allerede i 2. real kunne man blive erklæret egnet til at gå videre til gymnasiet og springe et år over. Den “almene” linje var for dem, der skulle i lære, medens dem i realen skulle have boglige uddannelser. Denne skelnen var ikke noget, jeg overhovedet tænkte over dengang. Jeg fulgte bare de anvisninger og anbefalinger, som jeg fik fra skolen. Hvis nogen havde fortalt mig, at jeg allerede dengang valgte bogens vej, så ville jeg nok have tvivlet og kløet mig i håret.
Jo ældre jeg er blevet, desto stærkere står denne før-gymnasiale realeksamen i min erindring. Her lærte jeg virkelig noget, jeg har haft stor gavn af siden hen. Det var her, jeg fik min lille latinprøve hos frk. Hvass. Det var her jeg lærte så meget fransk (hos samme frk. Hvass), at jeg stort set ikke behøvede at lave noget i det fag, det første år jeg gik i nysprogligt gymnasium. Og så var der alt det, jeg lærte i tysk, engelsk og dansk, som dannede et meget solidt grundlag for det, der skete siden hen. Jo, realeksamen var en lille studentereksamen dengang. Med den i ryggen var man godt rustet til livet uden for skolesystemet og i det videre uddannelsessystem. Og jeg er mine gamle lærere i realen dybt taknemmelig for den ballast, de gav mig.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
