Armbåndsur
30. maj 2021Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg er blevet spurgt om, hvad klokken var – fordi spørgeren kunne se, at jeg bar på et armbåndsur på venstre håndled. Og jeg kom til at tænke på det, da jeg forleden var inde og hente det ene at mine to armbåndsure, fordi det havde været til reperation (datofunktionen var gået itu).
Ja, jeg bærer stadigvæk armbåndsur, selv om mobiltelefonen har sit eget ur. For mig bliver mobilen aldrig en afløser for armbåndsuret. Det hele begyndte med, at min far, sømanden, mente, at jeg skulle gå med armbåndsur. Det var, da jeg gik i realen. Og han forærede mig et Seiko armbåndsur med en smuk blå urskive (så smuk at flere af mine pigeskolekammerater bemærkede det). Så vidt jeg husker, var uret mekanisk og skulle trækkes op. Siden blev det afløst af andre Seiko-ure med batteridrevet mekanik. Ligeledes ure, som min far gav mig. Og det er jeg ham i dag meget taknemmelig for. Selv drømte han om at eje et Omega Seamaster, men han fik det aldrig.
Jeg kan ikke forestille mig at jeg skulle gå uden mit armbåndsur. Derfor måtte Seiko-uret også til urmageren, da datoværket satte ud. Og selv om urmageren gjorde mig opmærksom på, at jeg kunne risikere, at de skiftede hele urværket ud. Det gik nu ikke så galt. Kun den del, der havde med datoværket at gøre blev udskiftet (og jeg fik det gamle med, så jeg kunne se, hvad der var blevet skiftet ud).
I dag har jeg to armbåndsure, som jeg går med på skift (sammen med to par briller, jeg også skifter mellem). Et armbåndsur uden dato, og et – Seiko – med dato. Så er jeg klar til, at nogen spørger mig om, hvad klokken er.
PS. Jeg tror, at mit gamle blå ur ligger et sted i gemmerne. Sikkert sammen med det digitale Casio ur, jeg engang anskaffede mig, bare for sjov.
