oktober 2021 arkiv

The Liverbirds – pigernes svar på The Beatles

24. oktober 2021

Historien om The Liverbirds, der var pigernes svar på the Beatles i Liverpool. Og som man kan høre, så besøgte de også Danmark. I popbladet Beat, nr. 1, 1965, var der en artikel om dem. Den kan læses på The Butterflies’ danske hjemmeside – her. Hvor de optrådte i Danmark har jeg ikke kunnet få at vide, men sandsynligvis har det været i København, for de var jo et relativt stort navn dengang. Og jeg har selv set dem optræde på tysk tv i Beat-Club, som beskrevet i dette indlæg.

En rørende, sjov historie, selv om de ikke nåede helt så langt som deres mandlige modstykker.

Bill Wyman – 85 år

24. oktober 2021

                                                                                                                                                                             I oktober 1962 forlader Dck Taylor The Rolling Stones. Han erstattes af en 26-årig, Brylcreme-indsmurt tidligere bookmaker ved navn Bill Perks. Denne skifter navn til Bill Wyman og er til audition en aften i snevejr på en pub ved navn Wetherby Arms, nær Edith Grove. Prøvesessionen er nærmest en katastrofe. De andre Stones negligere ham, indtil han får stillet sine to store Vox-forstærkere op og demonstreret, at han faktisk kan spille på bas.

Bill blive en del af Rolling Stones uden at være imponeret. Han er den ældste af dem, betragter dem først som en flok beatnicks og trives bedst med Brian Jones. Han bliver dog i bandet frem til februar 1993, hvor han meddeler, at han vil forlade gruppen, fordi han hellere vil lave et bluesband, skrive endnu en bog om sin tid i Stone og blive gift igen. Det billede, man får at Wyman hos Sandford, er, at han først og fremmest er gruppens womanizer. Det er tydeligt, at han er vild med piger og ikke kan få nok af det, de kan give ham. Han bliver også gift hele tre gange, første gang i 1959, anden gang i 1989, hvor han gifter sig med den kun 18-årige Mandy Smith (han var selv 52 og havde kendt Mandy siden hun var fjorten) og endelig i 1993.

Kun Keith Richard protesterer mod Wymans exit, og han forsøger at overtale ham til at blive, fordi han elles vil miste mange millioner i indtægt. Men Wyman holder fast i sit. Og selv om Wyman har optrådt lejlighedsvis sammen med Stones, så har han ikke været interesseret i at genoptage forbindelsen og har klaret sig fint, bl.a. i kraft af sit eget band Bill Wyman’s Rythm Kings.

I dag fylder Bill så 85 år.

Exit Brian Jones

23. oktober 2021

“To dage efter at have sagt farvel til sine forældre for sidste gang, gav Brian [Jones] sit sidste optagede bidrag til the Stones. Siddende i et hjørne for sig selv lagde han nogle få uforglemmelige [haunting] toner til “You got the silver”.” [Christoffer Sandford/ The Rolling Stones]

Der er skabt en hel mytologi omkring Brian Jones’ død. At den på en eller anden måde skulle være mere og andet end blot et forudsigeligt uheld. Men Sandford fortæller stille og roligt og uhyre omhyggeligt om tiden op til Jones’ druknedød i sin egen opvarmede swimmingpool. Og man skal være noget af en konspirationsteoretiker, hvis man ikke lader Sandfords beretning stå til troende.

Brian Jones var manden der skabte Rolling Stones, gav bandets dets navn og i nogle år var dets formelle leder. Men den musikalske Jones kom ud i et voldsomt stof- og alkoholmisbrug, som beskrives ned i mindste detalje i biografien. Han tager voldsomt på i vægt, bliver mere og mere psykisk ustabil og upålidelig og til sidst må de andre i gruppen de facto fyre ham. Og Jones ved godt, at han er nået til en slags endestation. I månederne op til sin druknedød  planlægger han sin egen afsked med verden og sin egen begravelse. Det er som om han godt ved, at hans liv er ved at rinde ud. Men han formår ikke som de andre at få styr på sit voldsomme og voksende misbrug. Og derfor ender han liggende med ansigtet ned i vandet, armene og benene ud til siderne, druknet og død i en alder af kun 27 år.

Mere om Hound Dog – Big Mama Thornton

22. oktober 2021

Men historien om “Hound Dog” slutter ikke med Elvis’ indspilning og succes med sangen. Jerry Leiber var ikke helt tilfreds med Elvis’ udgave. For – som nævnt – teksten var forvansket. Ja, faktisk er teksten i Elvis’udgaven lidt volapyk. Og sangskriver Leiber mente, at Elvis med sin version tabte pointen. Nemlig, at der ikke var tale om en hund, men om en mand, en “freeloading gigolo”. Og at sangen i Big Mama Thorntons fortolkning var “an anthem of black female power”. For Big Mama Thornton var netop eksponent for de sorte kvinders voksende styrke og frihed.

Og ikke nok med, at Big Mama Thornton – som egl. hed Willie Mae Thornton og blev født i 1926 (og døde i 1984) – var en stor, sort kvinde. Hun var også – i følge omstridte rygter – queer. Og der fortælles en anekdote, om dengang Little Richard (der jo var bøsse) havde hængt Big Mama ud som lesbisk. Det fik hende til at jagte Little Richard rundt i deres fælles pladeselskabs lokaler med en stor, nyslebet slagterkniv, løftet til hug. Og pladeselskabet ejer måtte lægge sig imellem den store, stærke, vrede Big Mama og en grædende Little Richard. Hvor sand historien er, tør jeg ikke med sikkerhed sige, men den fortæller os i hvert fald noget om, hvilken selvstændig og stærk kvinde Thornton var.

Til historien om Thornton hører også, at hun var ophavskvinde til sangen “Ball ‘n Chain”, som Janis Joplin gjorde til et hit. Thornton indspillede selv sangen i de tidlige tressere på plademækret Bay-Tone Records. Men pladeselskabet ville ikke udgive sangen og beholdt oven i købet rettighederne til den. Hvilket betød, at Thornton gik glip af nogle royalties, da Joplin senere hittede med sangen.

Freddie Bell and the Bell Boys – Hound Dog

22. oktober 2021

Sangskriverduoen Jerry Leber og Mike Stoller var bare nogle unge knægte, da de blev uhjælpeligt forelsket i den bluesbaserede sorte musik. Og specielt den 150 kilo tunge sangerinde Big Mama Thornton gjorde et dybt indtryk på de to unge, hvide mænd. Og de besluttede sig for at skrive en sang, der kunne leve op til det udtryk, de oplevede i det enerigbundt. Og resultatet blev sangen “Hound Dog”, som Big Mama Thornton fik ud på plade i 1953.

Men sangen blev mest kendt i Elvis Presleys udgave. Det var dog ikke Big Mama Thorntons version, der overbeviste Elvis om, at han skulle synge den sang. Selv om han sikkert har elsket hendes vulkaniske fortolkning. Derimod var det Freddie Bell & the Bellboys, der fik æren af at få Elvis til at indspille nummeret. I deres fortolkning havde de ændret på det sorte feminine perspektiv og havde renset teksten for ord og vendinger, der for tydeligt henviste til det seksuelle forhold mellem mand og kvinde. Og dertil kom at Freddie Bell havde valgt at arrangere nummeret, så det lød mere som rock and roll end blues – for Freddie og hans Bellboys var en hvid gruppe, der som nogle af de første, der tog den sorte Rhythm and Blues til sig.

 

 

50: The Doors – Other Voices

21. oktober 2021

Jim Morrison døde i 1971, og de resterende medlemmer af The Doors – John Densmore, Ray Manzarek og Robby Krieger – forsøgte at holde skuden flydende med albummet Other Voices. Dengang pladen udkom var det svært for kritikerne/anmelderne ikke at høre, at Morrisons markante stemme ikke var med, og det gave ikke pladen de bedste vilkår på det store plademarked. Men musikken var allerede blevet til, medens Jim opholdt sig i Paris, og meningen var at han skulle vende tilbage og være en del af det. Men sådan gik det altså ikke. Og de tre resterende valgte – godt støttet af pladeselskabet, der gerne så pladesalget fortsætte med trioen – at fortsætte. De skrev sange og fik altså indspillet Other Voices. De Andre Stemmer var Ray Manzareks og Robbie Kriegers.

Året efter udgave Doors Full Circle, der blev den sidste med trioen. De to album er siden blevet genudsendt som en dobbelt-CD. Og genhørt på afstand af det sorgfulde 1971 fremstår musikken på de to plader absolut som holdbar og Doorsk.

The Seekers – Georgy Girl – 1967 – stereo liveoptræden

21. oktober 2021

50: Gong – Camembert Electrique

20. oktober 2021

Ja, i dag er det halvtreds år siden, at det australsk, britisk, franske band space rock-band Gong udsendte deres andet album Camemtbert Electrique på det  lille franske plademærke BYG Actuel. Tre år senere genudsendte Virgin Records pladen til en spotpris, svarende til prisen på en singleplade, i et behjertet forsøg på at skubbe til markedsføringen. Det hjalp dog ikke stort på salgstallet. Heller ikke senere forsøg på at hjælpe pladen på vej til hitlisterne lykkedes. Sikkert fordi Gongs progressive rock især taler til rockens feinschmeckere, der helst lytter til eksperimenterende psykedelisk kultrock. Og det er netop som kultplade, den elektriske camembert fortjener at blive husket og spillet.

Jeg kan huske at selveste Jørgen de Mylius spillede pladen på Danmarks Radio, selv om han egentlig ikke var så meget til progressiv rock. Og Canenebert Electrique var det album, der gjorde Gong kendt uden for en snævner kreds af yndere.

Hele albummet kan man lytte til på tuben, hvor der ligger indtil flere udgaver.

Dødsfald: Anders Bodelsen – 84 år

19. oktober 2021

Så væltede endnu et af de store træer i dansk litteraturs lille store skov. Anders Bodelsen døde i søndags, 84 år gammel.

Måske siger han ikke yngre mennesker så meget, for han var i mange år fraværende på  grund af noget, der omtales som en “skriveblokade”. Men han vendte dog tilbage for en kort bemærkning med novellesamlingen Varm Luft i 2009. Før blokeringen satte ind var han dog en særdeles produktiv forfatter og havde været det, siden han som ganske ung debuterede med De lyse nætters tid (1959). Og han manifesterede sig i de modernistisk prægede tressere som lidt af en antipodisk forfatter, der dyrkede realismen frem for den fremherskende modernisme med bl.a. Klaus Rifbjerg som eksponent og forgangsfigur. Og netop Rifbjerg kom Bodelsen op at toppes med – sådan rent litterært. Det udmøntede sig bl.a. i romanen Strauss, der var lidt af en nøgleroman i forhold til konkurrenten og modstykket Rifbjerg.

Jeg kan huske, at jeg dengang i min ungdommelige selvsikkerhed, syntes, at Anders Bodelsen godt kunne være lidt for journalistisk i sin skrivestil og måske også lidt for populistisk, når han fx kastede sig over kriminalromanen med Tænk på et tal (1968) – det var før kriminalromanen blev den helt store genre – eller den science fiction-orienterede Frysepunktet (1969). Men det forhindrede mig dog ikke i at beundre hans følsomme, sanselige nyrealisme – ikke mindst i de tidlige værker som Rama Sama (1967), Drivhuset (1965), Villa Sunset (1964) og debuten De lyse nætters tid.

Hedigvis genoptrykkes de fleste af Bodelsens bøger, så der er håb om, at også yngre generationer vil være med til at holde ham ude af glemmebogen.

Pigtrådsrock!?

18. oktober 2021

DRs serie om dansk rockhistorie har fået mange øretæver blandt tv-anmeldere. Og som jeg har været inde på med god grund. Under titlen DR2s store danske rockhistorie får seerne – med DADS Jesper Binzer som vært – en gang snak, der mest af alt ligner noget, der kunne foregå backstage efter en koncert og efter de første af mange genstande. Og på DRs hjemmeside kan man læse, hvordan en programansvarlig forsøger at bortforklare skandalen ved at gøre selve titlen til problemet. Samtidig med, at hun forvissede sig om, at serien skal ville fortsætte uforandret.

Men nej. Det er sgu ikke titlen, der fejler noget. Derimod at serien på ingen måde forsøger at leve op til titlens løfte om en omgang historieskrivning. Man kunne med lige så god grund kalde Billedbladet og Se & Hør for historiske magasiner.

Et lille eksempel, der afslører seriens mangel på historisk greb om emnet rock er bruget af ordet “pigtrådsrock”, der pludselig optog hele skærmen. Der er sgu da aldig noget, der har heddet sådan. Det hed pigtrådsmusik eller bare pigtråd. “Pigtrådsrock” er en konstruktion, der i en nøddeskal afslører seriens totale mangel på historisk sans. Og synd og skam er det, for emnet kunne godt fortjene en seriøs historisk fortælling. Seneste afsnit handlede om “Protest og politik” – og det gik heller ikke, men blandt de medvirkende var Savage Rose (eller rettere Annisette).