CAPAC

[Ian Stewart sammen med Billy Preston og Rolling Stones, july 1975 – lånt fra Wikipedia.org.]

Ian Andrew Robert Stewart (18 July 1938 – 12 December 1985), der blot blev kendt som Ian Stewart var den første Rolling Stone. Forstået på den måde, at han var den første, der svarede på bandmager Brian Jones’ stillingopslag i Jazz News (2. maj 1962). Først derefter kom Mick Jagger og Keith Richard. Med sin store lidenskab for rhythm and blues, boogie-woogie, big band jazz m.m. og en relativt stor erfaring med at spille netop de stilarter gjorde den unge skotte et stort indtryk, ikke mindst på Keith Richard.

Men Stewart, der ud over sit job i Stones havde arbejde ved siden af i den kemiske industri, var ikke populær hos bandets første manager, Andrew Loog Oldham, der mente, at den lidt ældre skotte med det store kæbeparti og lidt grove udseende ikke passede ind i gruppens “image”, og at de i forvejen var for mange, nemlig seks medlemmer. Og derfor ville han fyre Stewart, men lod ham dog fortsætte som roadie, altmuligmand og sessiontangentspiller.

I stedet for at sige “fuck you!” accepterer Stewart sin nye rolle og forbliver på den måde den femte Rolling Stone frem til sin for tidlige død af et hjertestop i december 1985, kun 47 år gammel. Især Keith Richard beundrede Stewarts musikalitet og tilskrev ham en afgørende rolle i bandets virke og succes. Selv om han aldrig blev en aktiv del af gruppens udsvævende liv. Det fortælles, at han foretrak at spille golf i stedet for at dyrke groupies, sprut og stoffer. Når han fandt hoteller til gruppen i USA, sørgede han altid for at finde hoteller, der lå langt uden for byerne, hvor groupierne havde sværere ved at finde hen, og hvor der var en golfbane lige i nærheden.

Stewart satte sit mærke på gruppens indspilninger i hele perioden fra 1964 til 1986. Og det var ikke kun på tagenter, han gjorde sig gældende. Fx var han en fortræffelig percussionist. Han arbejdede sammen med flere af sessionmusikerne og spillede også sammen med fx Led Zeppelin, The Blues Band og flere andre, når tiden med Stones tillod det. Og så er han en vigtig kilde til skildringen af livet i og omkring Stones i
Sandfords jubilæumsbog. Han kendte bandets liv bag scenen bedre end de fleste – på godt og ondt.

Jeg lavede en varm anbefaling af Big Sky Countrys album Autumn of Love i januar måned. Ja faktisk var det min første pladeanbefaling i 2021. Og nu er pladen så omsider kommet på gaden som vinyl og digitalt. Og der er kommet en video med sangen “Blaze”.

Læs eller genlæs min anbefaling af det fortræffelige album lige her.

Efter opgradering af noget software i baggrunden opstod der problemer med bloggens fremtræden. Bl.a. forsvandt nogle små, men for mig væsentlige funktioner på det i øvrigt skrabede og enkle layout. Men ved hjælp af – først og fremmest – tålmodighed og analyse af det nye softwares begræsninger og muligheder, så er det vist lykkedes at få CAPAC til at fremstå stort set som før. Og læren af det må være: At man aldrig ved med it, især ikke når man står over for uventede opgraderinger fra sit webhotel. Man skal hele tiden lære og tilpasse sig – akkurat som i livet i øvrigt.

Måske hænger det sammen med, at min egen krop lige nu minder mig om, at også jeg har en udløbsdato – at meddelelsen om Per Aage Brandts død rammer mig som en sproglig hammer gennem internettets nådesløse direkthed. Nej, jeg ville under alle omstændigheder bliver ramt af den nyhed. For Per Aage Brandt er uden tvivl den intellektuelle, der har haft størst betydning for min akademiske løbebane. Åh nej, nu er han død.

Det var, da han var ansat på Romansk Institut ved Århus Universitet i halvfjerdserne, jeg fik fornøjelsen af at have ham som underviser. Det var på den særlige institution, som Århus Universitet dengang havde skabt for at fremme det tværvidenskabelige, interdisciplinære, kaldet Tværfag, at han sammen med en lille håndfuld, yngre kolleger og med sit allerede dengang unikke udgangspunkt, semiotikken, kastede os ud i læsning af moderne fransk filosofi (fx Jean Baudrillard) og ikke mindst psykoanalysen i Jacques Lacans franske aftapning. Takket være Per Aage kom jeg i gang med at læse fransk filosofi, psykoanalyse og andet på originalsproget – noget jeg lige siden har haft stor nytte og glæde af.

Og af de kollektive anstrengelser i det tværfaglige miljø udsprang et lille universitært tidsskrift, der senere voksede op og blev til tidsskriftet Semiotik (der vist stadigvæk eksisterer i en universitær udgave under navnet Almen Semiotik). Og det tværfaglige arbejde og ikke mindst Per Aages insisteren på det semiotiske udgangspunkt betød også, at universitetet efterfølgende fik sit eget center for semiotik – selvfølgelig med Per Aage Brandt som leder.

Jeg blev meget inspireret af Per Aage Brandt dengang, selv om jeg ikke altid forstod, hvad han tænkte og mente, og heller ikke altid var enig med ham. Men han inspirerede mig, og jeg fulgte ham længe efter afsluttet uddannelse på hans åbne semiotik-seminarer på Center for semiotik. Helt ind i halvfemserne.

Først her mange år senere er det gået op for mig, at det, der først og fremmest inspirerede mig og som jeg tog farve af (uden at vide det…), var hans intellektuelle egensindighed. Uanset, hvad han kastede sig over – strukturalisme, post-strukturalisme, psykoanalyse, Marx, kognitionsforskning og meget mere – så var det først og fremmest hans egne ideer og tanker, der var gældende. Han identificerede sig aldrig restløst i det teoretiske udgangspunkt. Og på den led var han som flere af mine intellektuelle helte – Karl Marx, Sigmund Freud, Jacques Lacan, Walter Benjamin, Jacques Derrida m.fl. – der alle havde det tilfælles, at de gik deres egne veje og af samme grund kom på tværs af og i det akademiske establishment.

Og måske er det ikke helt tilfældigt, at Per Aage Brandt gennem alle årene holdt fast i en esoterisk, excentrisk inspirationskilde, nemlig franskmanden George Bataille, som Per Aage var den første til at oversætte og som han blev ved med at vende tilbage til. En tænker, der er prototypen på den geniale ener, der forfulgte sin egen grænseoverskridende forskning – på kanten af det etablerede åndsliv.

Jeg kunne blive ved med at skrive side op og side ned om Per Aage Brandt og hans betydning for mit akademiske liv, men vil stoppe her i taknemmelighed over at have fået lejlighed til at opleve ham som underviser, forsker og digter. Og glæde mig over, at reolerne er tynget af mange af hans bøger.

Og jeg finder lidt trøst i en sætning, Per Aage skrev på sin Facebookside: “Thinkers, like poets, get better after their death —“.

Det sker, at jeg ønsker mig tilbage i tiden. Måske som en dagdrøm. For en kort stund vender jeg tilbage til et bestemt sted i barndommens eller ungdommens land. Med al min livserfaring og voksne habitus. Enten er jeg tilbage  min egen barnlige eller ungdommelige krop eller også er jeg den famøse flue på væggen, der sidder med alle sine øjne og registrer, hvad der sker.

Det er selvfølgelig en umulig drøm, men den er der engang imellem. Tænk for en stund at opleve den virkelighed, der var ens egen dengang. I baggården, hvor jeg legede. På skolebænken, hvor timer, dage, måneder og år blev forbrugt. Hvordan var det – sådan helt konkret? For godt nok kan jeg endnu huske ganske mange detaljer fra dengang. Om stedets indretning, om personerne, der var en del af mit liv. Men erindringen svigter, når det gælder livets gang på den helt banale facon, hvor minut afløser minut. Hvordan var det nu det var? Og så  opstår dagdrømmen igen.

Tidsrejser af denne slags finder vi selvfølgelig i fiktionens verden. Hvor mange amerikanske film har ikke sendt hovedpersoner frem og tilbage i tiden? Og især i litteraturens verden. Faktisk er det Søren Ulrik Thomsens tidsrejse i Store Kongensgade 23, der satte dette skriveri i gang, selv om jeg har haft denne dagdrøm mange gange, siden jeg var ganske ung. I håbet om, som SUT skriver, “at jeg, medens jeg fortæller, kommer til at skrive noget, der vil overraske mig selv og måske derfor også vil være værd at læse for andre.”. Det er det skriften kan. Erindringens skrift.

Søren Ulrik Thomsen kan stå uden for Store Kongensgade 23 og kigge på bygningen eller ind gennem hovedøren til terazzogulvet og trappegelænderen. lige som jeg kan stå uden for hoveddøren til den lille bygnng, der udgjorte min barndoms hjem de første 11-12 år. Og selv om lejligheden – både Thomsens og min – for længst er blevet overtaget af andre “uvedkommende” beboere, så er den der stadigvæk – intakt – i erindringen. Vi skal blot lukke øjnene, så dukker detaljer op, fx lugten af “malingen og væg-til-væg-tæpperne” eller de ofte med brun sæbe vaskede linoleumstrapper. “Mærkeligt at man kan erindre dufte” noterer Thomsen. Ja, men det kan man. Lige som man kan få dèja-vu-oplevelser af steder, situationer, stemninger m.m. Og måske er det virkelig muligt at rejse i tiden, i hvert fald i erindringens tid, hvor alt er ved det gamle – bogstaveligt talt. Dog med det forbehold, at erindringen kan svigte og ikke altid er helt 100% pålidelig. Til gengæld er det det skriften, litteraturen, kan opveje. Fremskrive det overraskende og måske glemte.

Jeg bliver ikke færdig med dette indlæg, fordi det kun er en ansats til noget større. Det er et stykke work in progress så at sige. Så jeg vender nok tilbage til det med dagdrømmen om at rejse i erindringens tid – hvilket blot understreger det mulige i projektet.

Når tv-abstineneserne blive for store, så kaster jeg mig over kriminalserier. Fx har jeg – med begrænset succes – forsøgt at se den gode, gamle serie om Morse. Men af en eller anden grund har jeg tabt koncentrationen undervejs. Alligevel har jeg en plan om at få den set fra første afsnit til sidste – for første gang.

Men der er også andet. Fx diverterer DR seerne med den nye serie Vigil, der har fået den alarmerende danske tilføjelse Døden i dybet, Men det er nu ikke nødvendigt at sælge denne seks afsnit store serie med den slags sensationstitulering, for den klarer sig fint uden.

Godt nok er der en død mand i dybet, nemlig et medlem af ubåden HMS Vigil, en fiktiv atomkraftdrevet missilbærende ubåd af Vanguard-klassen. Manden er død under omstændigheder, der er så påfaldende, at det skotske politi sender politikvinden Amy Silva ned i dybet i tre dage (der senere udvides til tre uger…) for at finde ud af, hvad der op og ned på det påståede ‘selvmord’.

Så vidt ligner plottet mange andre plots i britiske og andre udenlandske kriminalserier. Det særlige er selvfølgelig, at dramaet foregår nede i en ubåd, hvor besætningen som udgangspunkt rotter sig sammen mod Amy Silva, der oven i købet kommer med en traumatisk druknedød i bagagen – og efterfølgende angst og depression, der behandles med medicin.

Det viser sig snart, at påstanden om et ‘selvmord’ ikke holder vand. Og langsomt afdækker Silva – i tæt samarbejde med eks-kæresten Kirsten Longacre og andre politifolk på land – det ene lag efter det andet som skal dække over mandens død. Og det viser sig, at trådene fra ubåden til flåden, den civile atomkraftmodstand, efterretningstjenesten MI5, britisk politik, de amerikanske allierede og “fjenden” Rusland. De enkelte detaljer i det meget faceitterede plot skal ikke afsløres her, men endnu engang er jeg blevet imponeret over, hvor overbevisende briterne kan udvikle, forfine og afvikle et meget kompleks plot, der både bærer traditionens adelsmærke og afslører en stor sans for aktualitet. Ved hjælp af flot fotografering, klipning, skuespilkunst af fineste klasse orkestreres plottet på mesterlig vis.

Og så er denne serie et udmærket eksempel på, hvad tv-serien kan som spillefilmen med sine få timer ikke formår, nemlig den detaljerede, filigranagtige fremstilling af et hyperkompleks plot. Når det lykkes så godt som i denne serie, så er det et godt argument for serie-streaming (men sådan er det selvfølgelig ikke altid…).

Serien kører pt. på DR1, men kan (som jeg har gjort) ses i sin helhed på DRs hjemmeside. Hermed anbefalet.

En opgradering i maskinrummet betyder, at capac-bloggen ikke kører helt optimalt. Jeg arbejder selvfølgelig på sagen og håber snart at være helt funktionsdygtig igen. Indtil da har jeg lukket for kommentarer og henviser til min e-mail, capacSNABELAcapac.dk

Opdatering 10/11: Jeg roder stadigvæk i maskinrummet med forsvundne plugins og widgets, spamangreb og andet. Derfor ligner bloggen ikke helt sig selv endnu, men der er igen åben for kommentarer. Jeg håber, at læserne er tålmodige.

Opdatering 11/11: Det tager længere tid end jeg havde forestillet mig at genoprette bloggen som den var før opgraderingens af serversoftwaren blev foretaget. Nogle plugins fungerer ikke mere og er ikke erstattet af nye tilsvarende. Og andre problemer. Men vigtigst af alt er, at bloggen igen kører nogenlunde normalt. Så får vi se, om den bliver lige så god som den var engang.

Led Zeppelin udsender deres fjerde, titelløse album d. 8. november 1971. Albummet med den gamle

mand med brænde på ryggen bliver det bedst sælgende album, ikke alene i Led Zeppelins karriere, men

i det år (1971-1972) og også et af de bedst sælgende albums til alle tider.

Jeg er gået lidt kold i bogen om Rolling Stones’ halvtredsårsjubilæum, og har derfor kastet mig over min jævnaldrende, Søren Ulrik Thomsens lille essay om Store Kongensgade 23. Et essay, der handler om steders betydning, om erindringens kraft, om det at blive ældre, om det at skrive og mange andre ting. I kondenseret form. En bog, der er lille i omfang (93 sider), men alligevel en stor bog. Eftertænksom, reflekterende, analyserende og digtende.

Fredag aften viste DR2 den tysk-britiske samproduktion Alene i Berlin, der bygger på den kendte tyske forfatter Hans Falladas roman Jeder stirbt für sich alein fra 1940. Instrueret af den svejsiske instruktør Vincent Perez.

Filmen foregår i Berin i 1940. Ægteparret Otto og Anna Quangel har lige mistet deres søn Hans, der var soldat og bliver skudt under tyskernes invasion af Frankrig. Og sønnens død får Otto og Anna til at begynde deres egen diskrete kamp på nazismen. Otto, der arbejder som værkfører på en fabrik, der producerer ligkister, begynder at skrive anonyme postkort med “sandheder” om Hitler og nazismen. Og sammen med Anna placerer han postkortene – med en opfordring til at viderebringe postkortene til andre – på offentlige steder.

Der er dødsstraf for at udbrede den slags propaganda om Hitlerismen, og det ved Otto og Anna godt. Men de fortsætter ufortrødent med at sprede deres kort over et stor del af byen. Men den professionelle politimand – og Gestapo – Escherich får til opgave at finde den skyldige. Escherich er først og fremmest politimand og tager sit arbejde meget alvorligt, men brænder ikke for nazismen. Og han arbejder systematisk som en af vor tids moderne detektiver for at afsløre Otto og Anna.

Så vidt kan filmen godt opfattes som en ganske almindelig kriminalhistorie, blot med en særlig historisk ramme. Men det afgørende er spørgsmålet om, i hvilket omfang forbrydelsen lykkes. Ottos og Annas aktion har til formål at få berlinerne til forstå, at Hitler og nazismen er af det onde. Og dette overordnede budskab afhænger selvfølgelig af, hvor mange der læser postkortene. Selv om Otto forsøger at finde ud af, om læserne giver kortet videre, så får han og Anna ikke rigtig svar på spørgsmålet.

Det lykkes for ægteparret at få uddelt mere end 200 postkort. Men en dag taber Otto to postkort på sit arbejde, fordi der er gået hul i hans frakkelomme. Og han bliver efterfølgende arresteret og indrømmer sin skyld, vel vidende at det vil koste ham livet. Han forsøger til sidst at indgå en handel med nazisterne: At han underskriver en tilståelse til gengæld for, at de lader Anna gå fri. Men sådan går det selvfølgelig ikke. Da politmanden spørger Otto, om han har et sidste ønske, siger han: et postkort og en pen. Og fortæller politimanden, at han ikke har holdt sit løfte. Derefter føres Otto til guillotinen.

Filmens afgørende scene får man bagefter, hvor den pligtopfyldende politimand, der undervejs i sagen er blevet tvunget til at skyde en uskyldig mistænkt, står tilbage på sit kontor med alle postkortene. Og han fortæller sig selv, at han er den eneste, der har læst alle postkortene. Han tager de sidste atten kort, der endnu ikke er fordelt af Otto og smider dem ud af vinduet; hvorefter han skyder sig selv. I billederne derefter ser man hundredvis at kort svæve ned over byen Berlins gader. Og så kan man fortolke det, som man vil.

Først og fremmest er filmen en nænsom og fint fortalt historie, der har rod i virkeligheden. Emma Thompson og Brendan Gleeson spiller ægteparret Quangel så overbevisende, at man kun kan få den største sympati for de to mennesker, der er alene mod overmagten, men i kraft af deres diskrete kamp har fået deres frihed tilbage. Også de andre skuespilpræstationer i filmen – fx politimanden (Daniel Brühl) og en SS Officer (Mikael Persbrandt) -spiller deres roller overbevisende med nedtonede virkemidler.

Dertil kommer, at filmen gengiver tiden i de sidste år af nazismen med stor akkuratesse og sans for “tidsånden”. Instruktør Perez forstår at respektere forfatteren Falladas “nye saglighed”, den nøjeregnende, præcise realisme. Det er en stille, overbevisende film om et til tider lidt forsømt emne: den civile modstand mod nazismen i Tyskland. Absolut seværdig.

Med undertitlen The Very Best of the first two decades. All Killers, no fillers and same old lies. markerer Thorbjørn Risager & The Black Tornado, at bandet gennem hele to årtier har været på banen – på plader og optrædener her og hisset –  og bevist sin eksistensberettigelse som fornem, fremtrædende eksponent for en musikform, der har sine rødder dybt nede i såvel the blues som den gode, gamle rock and roll.

Og den nye plade, der er noget så markant og i disse tider relativt sjældent som et dobbeltalbum, rummer hele 33 skæringer, der dækker hele de to årtiers periode. Den første skive Volume One dækker årene 2004 til og med 2012, dvs. kursorisk sagt, de formative år, hvor Thorbjørn og forløberen til den sorte tornado, bandet Blue 7, fik udforsket New Orleans-R&B og med inspiration fra rock and roll efter hånden fik skabt deres eget, personlige udtryk og et kultpublikum i hjembyen København.

Og Volume Two dokumenterer på fineste vis, at Thorbjørn og nu The Black Tornado gennem de seneste ti år har fundet deres plads eller hjem i den blandede musikform og gennem en lang række koncerter hjemme og i udlandet har fundet deres stilart og form.

Og det er ret imponerende at lytte til dette tværsnit af ti studie- og livealbums (hvoraf jeg tidligere har anbefalet en lille håndfuld…). For selv om der selvfølgelig er tale om en bemærkelsesværdig udvikling fra de første sange, så er der også tale om en fundamental musikalsk konsistens. Og den har helt klart at gøre med Thorbjørn Risagers kærlighed til sit musikalske udgangspunkt og sin evne til at skrive sange, der både besidder traditionens ånd og rummer et personligt aftryk. Risager og tornadoen har et solidt tag i den musikalske kerne fra starten af.

Og med tiden bliver der så lagt lag på lag på udtrykket. Fx i form af en stadig mere udsøgt brug af blæsere, der giver musikken mere fylde og bidrager til få tornadoen til at blæse. Men fx også brugen af backingsangerinder giver et ekstra plus til samlede udtryk og får Risagers flotte mandsstemme – der er blevet sammenlignet med både Ray Charles, Joe Cocker og Bob Seeger, men som først og fremmest er sit eget kraftfulde, ekspressive, indfølende organ til fortolkning af sangene.

Risager og tornadoen kører som en velsmurt maskine, hvor de medvirkende kender deres rolle som små tandhjul i den store helhed. Samtidig med at der er god plads til solistiske og improvisatoriske indslag undervejs på Volume Two.

Best Of… er en imposant og flot fejring af bandets tyve år i blues-rockens tjeneste. Og ud over at dokumentere en fornem udvikling frem til i dag, så leverer de to, rige plader konstant påmindelser om, at Risager og bandets har meget at bygge videre på de næste mange år. Med dette flotte udvalg af medrivende bluesrocknumre og enkelte ballader bør Thorbjørn Risager & The Black Tornado få endnu flere følgere, og nubegyndere kan passsende begynde med disse 33 stærke sange. Hermed varmt anbefalet.

Thorbjørn Risager & The Black Tornado. Best of. Producer: Thomas Ruf. Vinyl Ruf Edition. Er udkommet.