juni 2022 arkiv

Aftenens filmoplevelse: Gainsbourg, vie héroique

3. juni 2022

For længe siden viste DR Joann Sfars film om Serge Gainsbourg – Gainsbourg, vie héroique, altså: Gainsbourg, et helteliv. Den danske titel er lidt anderledes. Og jeg haft den liggende på min tv-harddisk indtil i går, hvor skærmen var indtaget af post-forsvarsforbeholdet-debatter.

Og det er en på mange måder interessant film. Som titlen antyder er der tale om en positiv fortælling om sangskriveren og musikeren Serge Gainsbourgs’ liv. Ikke nogen traditionel biografisk film, snarere en fri fortælling, der ganske vist er kronologisk, men tager sig friheder i formen ved for eksempel at bruge fantasifigurer, blandt andet Gainsbourgs alter ego, der følger ham gennem filmen som en teatralsk figur med stor næse og meget lange fingre.

Ellers følger filmen Gainsbourg fra barndommen i det nazi-besatte Frankrig, hvor han gør en dyd ud af sin jødiske baggrund, og får interesse for musik og frem til hans berømmelse og mange kærlighedsforhold med kendte franske kunstnerinder som Juliette Greco, Brigitte Bardot og ikke mindst Jane Birkin. En fascinerende fortælling om en mand, der havde masser af succes som kunstner og kvindebedårer, men også var en aparte, arrogant, anti-autoritær, rebelsk skørlevner, der storryger og -drikker hele vejen frem til sin alt for tidlige død.

Hovedrollen bestrides overbevisende af Eric Elmosnino, der ligner Gainsbourg meget – både af udseende og fremtræden. Og flere af Gainsbourgs kendteste sange er med i filmen – blandt andet den famøse “Je t’aime” – i en dampende erotisk badekarsscene. Og man får et sympatisk billede af denne outsider-rod. Absolut en seværdig film for yndere af Gainsbourg og fransk kultur i det hele taget.

Trailer til Gainsbourg heroic life

Cash Box Magazine

3. juni 2022

Apropos Cash Box, så var det et magasin, der konkurrerede med Billboard om at bringe hitlister og lignende ud til amerikanerne. Magasinet udkom i årene 1942 til 1996 og udmærkede sig ved – til forskel fra konkurrenten – at bringe lokale hitlister fra byer, radiostationer, pladeforretninger, jukeboxe og efter genre (country og R&B fx). Magasinet er bevaret på følgende side, hvor man kan få en nostalgisk tur tilbage til dengang, hvor man virkelig gjorde noget ud af hitlisterne.

50: Looking Glas – Brandy (You’re a fine girl)

3. juni 2022

Selv om den nåede førstepladsen på både Billboards og Cash Box’s hitlister for halvtreds år siden, er jeg lidt i tvivl, om jeg har hørt den før. Looking Glas’ single “Brandy (you’re af fine girl)“. Men den gjorde det, selv om den blev fortrængt fra pladsen af Gilbert O’Sullivan og hans “Alone again naturally”. Men måske blev den helller ikke udgivet i Danmark? Jeg ved det ikke. Det er da heller ikke en sang, der besidder de helt store popkvaliteter, synes jeg.

50: Eagles debuterer

2. juni 2022

The Eagles – Glen Frey (guitar,sang), Don Henley (trommer,sang), Bernie Leadon (gt., sang) og Randy Meisner (bas, g. og sang) voksede ud af Laurel Canyon-miljøet som Linda Ronstadts backingband (spillede på hendes tredje album og på hendes turneer).
Og så fik de en pladekontrakt med David Geffen, der også tilhørte omtalte miljø. Og han sørgede for at overtale stjerneproduceren Glyn Johns (Rolling Stones, The Who, Led Zeppelin m.fl.) til at producere dem. Det tog dog lidt tid, da Johns ikke var overbevist om gruppens kvaliteter i første omgang. Men han lod sig overbevise og var med til at skabe gruppen lyd med fokus på de flotte, høje vokalharmonier.
To uger tog det at indspille pladen, selv om Frey og Henley ikke var helt enige med Johns om, hvordan bandet skulle lyde. De ville helst have en country-rock-plade, medens Johns trak i retning af et mere akustisk countryudtryk. Og Johns trak det længste strå.
Med til historien hører at pladen blev en pæn succes, der kastede platin af sig og fine hitlisteplaceringer.

Eagles

Jubilæet fik mig i øvrigt til at hente deres Greatest Hits-.plade frem fra gemmerne (et gammelt storskraldsfund..). Den fra 1976. Som blev vel modtaget af kritikken for at være gruppen måske mest velafbalancerede plade. Skæringerne er taget fra debuten, “Desperado (1973), On the Border (1974) og One of these Nights (1975). Og den rummer to sange fra debuten – “Take it easy” og “Witchy Woman”.

Også Steve Forbert er tilbage…

2. juni 2022

Ja, det er jo fantastisk. Også en anden af mine gamle helte udi sangskrivningen, amerikanske Steve Forbert, er tilbage med et album med sange fra sit hjemland. Titlen fortæller det hele – Travelling throught America – og smagsprøven, “Fried Oysters“, viser, at Forbert i en alder af 67 år stadigvæk besidder sin fortrinlige drengede stemme og sansen for at kreere medrivende, iørefaldende popsange. Så længe den slags sange udkommer, må I gerne beholde Blackpink og andre nymodens navne for jer selv.

Apropos Steve Forbert så vil jeg gene anbefale hyldestalbummet An american troubadour: The Songs of Steve Forbert, hvor en række knap så kendte kunstnere fortolker hans sange. Og de gør det rigtig godt.

Loudon Wainwright er tilbage…

2. juni 2022

Nej, Blackpink, der fylder Rolling Stone og bladets forsider, siger mig ikke noget, selv om det er moderne musik. Men jeg glæder mig som en lille dreng til at lytte til min gamle singer-songwriter-helt Loundon Wainwright III’s nye album, der kommer til august. Titlen på den nu 75-årige troubadurs plade bliver Lifetime Achievement og Loudon fortæller om den:

“I remember when I made my first record for Atlantic in 1969. I was always saying, ‘I want it to be a record — not only a recording, but a document that captures a moment.’ I was 21 and very serious, and I thought I’d be dead in four years […] So I wanted to make something that would last. A testament. Now, fifty years later, I guess I still want to make a testament. I want to write a group of songs and get them down in the best possible way. And I like to think they might last a while.”

Se, det er en attitude, jeg kan forstå. At man vil skrive sange, der bliver stående længere end til næste skvulp på den kommercielle musikmarkeds rørte vande.

Og Loudon giver os også en smagsprøve – med hans vanlige humor og energi – med en sang – “Town and country” – om New York, som han vendte tilbage til, da coronaen tillod det.

Et forventeligt ja

2. juni 2022

Som de førende medier skriver, så blev det et forventeligt “ja” til afskaffelsen af forsvarsforbeholdet. Så den politiske elite og deres forlængede arm i medierne fik deres vilje. Men, der er stadigvæk grund til skepsis og bekymring. For eksempel var valgdeltagelsen på landsplan sådan, at kun 65,8 % stemte  – eller omvendt: 34,2% undlod at stemme. Det er da et problem for folkestyret i et land, der ellers bryster sig at en høj valgdeltagelse ved folketingsvalgene, ikke!?

Det tyder jo på, at lidt mere end en tredjedel af vælgerne enten er indifferente over for dette valg eller måske i vildrede med hensyn til fordele og ulemper ved beslutningen. Så, hvis jeg var tilhænger, ville jeg nok fare med lempe, når de nye militaristiske tider for EU for alvor tager fat. For i har jo ikke hele befolkningen med jer…

Opdatering: Og den fra tv kendte valgforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalistskole er i dag fremme med krabasken over for blandt andet ja-politikerne, der ikke har formået at motivere de mange tilbageholdende vælgere til at komme til stemmeurnerne. Hvorfor vi har fået den næstlavede tilslutning til et EU-valg (lavest var valget om Patentdomstolen i 2014!). Og det er et nederlag for demokratie, siger Roger Buch.

Ron Wood – 75

1. juni 2022

Inden han blev en af hjørnestenene i The Rolling Stones – i øvrigt var vejen dertil belagt med mangen en udfordring, kan man læse om i Sandfords Stones-biografi – var Ron Wood, Donald David Wood, langt omkring musikalsk set. Fra at være medhjælpende musiker (på vaskebræt) i sine brødres – Arthur (Art) og Edward (Ted) – lokale bands, over det lokale band The Birds, og videre til The Creation og Jeff Beck Group, hvor han mødte en vis Rod Stewart. Derfra gik det videre, sammen med Stewart, til (The Small)Faces, som blev en stor succes, ikke mindst i hjemlandet.

Da Mick Taylor forlod The Rolling Stones fik Ron chancen for at spille med på Stones’ 1975-turnë i USA. Det førte til medvirken på albummet Black and Blue, og han blev officielt Mick Taylors afløser (men der skulle alligevel gå flere år, inden han blev økonomisk ligestillet med de andre rullesten…). Og i dag er en en integreret del af bandet med vægten lagt på sangskrivning og guitar.

10-11 soloalbums er det også blevet til.

Faces live 1972

Rolling Stones The Ronnie Wood Years