26. juni 2022 arkiv

På lydsporet: The Endeavour Cast

26. juni 2022

I mit forsøg på at få styr på mine tv-abstinenser, der kun forstærkes af dansk tvs – DRs og TV2s – underholdningsbacille, genser jeg kriminal-serien om den unge Morse – der på originalsproget hedder Endeavour (Morses fornavn, som han ikke bryder sig om). Og i går aftes var vi kommet til sæson fire og afsnittet med titlen “Canticle” (en kristen hymne), hvor den unge Morse møder tidsånden i tressernes såkaldte “permissive society”, altså den gryende frigørelse på mange områder af samfundet, seksuallivet, musikken, moden osv. Og i den forbindelse spilles der noget musik, som sendte mig ud på efterforskningens åbne land.

Folkene bag Endeavour har ramt tonen fra de frigjorte, psykedelisk påvirkede tresser meget fint. Begyndende med en sang med titlen “Kiss Me”, hvor en Sandie Shaw-lignende ung sangerinde folder sig ud, over et par sange med et band ved navn Windwood. Og det lød så godt, at man kunne fristes til at tro, at der var tale om rigtige kunstnere fra dengang. Men efterforskningen afslører, at musikken i afsnittet, der også rummer smagsprøver på Yardbirds, Jimi Hendrix og Cream, er udført af Endeavor Cast, altså folkene bag serien, og er – ta da! – udgivet på cd som Endeavour Soundtrack. Selvfølgelig, havde næsten skrevet.

Make believe you love me (med Sharlette Henry i den vokale forgrund)

Jennifer Sometimes (John Brown) 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

One and one is two – en McCartney-svipser?

26. juni 2022

I går fejrede McCartney endnu en succes med sin koncert på Glastonbury, der nogle steder omtales som hans bedste nogensinde. Og medens andre nød den, læste jeg videre i Miles-biografien og måtte endnu engang imponeres over Beatles’ arbejdsomhed og flittighed. En ting er, som bekendt, at de spillede røven ud af bukserne på alle og enhver, inklusive dem selv, i Hamborg. Men det fortsatte sgu også, da de vendte tilbage til England. De havde dårligt nok en fridag i tiden efter Hamborg. Hvis ikke de optrådte rundt i landet, var på tv eller i radioen, så skrev de sange og indspillede dem. Et lille symptom på deres travlhed var, at de ikke havde tid til at blive fotograferet til forsiden af Time, da det prestigeøse blad lavede en artikel om dem i forbindelse med deres første USA-turné.

Og McCartney og Lennon skrev sange i et væk. De havde faste aftaler om, hvilke dage de skulle mødes og skrive sange (for så var de sikre på, at de ikke blev fristet til at holde fri…). Og de sprøjtede sange ud. De arbejdede typist 2-4 timer og det blev til minimum en sang, gerne flere. Og det hændte, at ikke alle sangene passede helt til Beatles selv, og så gav de dem videre til venner og bekendte i musikmiljøet.

Det gælder for eksempel sangen “One and one is two”, der gik til The Strangers (med Mike Shannon) fra Liverpool. De var venner (“mates”) med Beatles. Og den sang omtalte John Lennon senere som værende en af McCartneys mislykkede sange. Måske. I hvert fald en umiskendelig McCartney-sang (krediteret Lennon & McCartney), og en sang, der er blevet indspillet af andre også: The Badbeats (1979), Bas Muys (1982), Beatnix (1992), Apple Jam (2009), BLF Rock Band (2013), The Weeklings (2014) og ikke mindst Graham Parker (2003). Sidstnævntes udgave finder man på albummet The Lost Songs of Lennon and McCartney – From a Window af Pierson (Kate Pierson fra B-52s), Parker (Graham) og Janovitz (Bill), der netop består af en række sange, som Beatles vist ikke selv fik indspillet. Og måske er sangene ikke de allerbedste fra Lennon & McCartney, men lytter man til denne hyldestplade så er det tydeligt at selv deres mindre vellykkede sange har høj kvallitet og emmer af Beatles.

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »