marts 2009 arkiv

Biblen à la Robert Crumb

31. marts 2009

Hvis man troede Muhammed-tegninger var noget at skrive om, endsige forarges over, så må en tegnet udgave af Biblens første bog ved Robert Crumb – far til Fritz the Cat og andre flippede historier – vel få Bibel-læsere verden rundt til at tage sig til hovedet. Det er Crumb selv, der afslører, at værket er færdigt og fylder ialt 201 sider. Det sker på mandens egen weblog. Bogen udkommer til efteråret. Vi er nogle, der ser frem til, hvad den crumbske pen har fået ud af skabelsesberetningen, Adam & Eva, Kain & Abel osv. Sikkert det rene blasfemi… Tænk, hvad Crumb kunne have gjort ved barndommen kristendomskundskab…

Kent Henry – Steppenwolf-guitarist er død

31. marts 2009

Da guitaristen Mike Pinera i 1970 forlod Iron “In-a-gada-da-vida” Butterfly til fordel for Steppenwolf, trådte Kent Henry ind i stedet for. Henry kom fra det mindre kendte foretagende Blues Image og havde sammen med Pinera været med til at indspille denne gruppes største hit “Ride Captain Ride”. Kent Henry – eller Henry Plischke, som han egentlig hed – vandt anerkendelse i musikerkredse for sit guitarspil og arbejdede sammen med folk som Led Zeppelin og Screaming Lord Sutch. Hos Steppenwolf var det især albummet “For ladies only”, han satte sit tydelige præg på. Det var i 1971. Han spillede også med på forsangeren John Kays soloplader. Han ville være blevet 61 år i næste måned. Hvil i fred.

Fra arkiverne – Ashtrays

30. marts 2009

Selvfølgelig vil der være grupper og solister, der forbigår ens opmærksomhed mellem år og dag. Selv dengang, hvor der var længere mellem pladerne. I tresserne. Således har jeg aldrig – så vidt jeg erindrer – hørt noget med gruppen Ashtrays. Men bandet fra Humlebæk har alligevel formået at skabe sig et vist navn i samlerkredse. Således finder man dem i fornemt selskab i nordmanden Dag Erik Asbjørnsens guide til europæisk progressiv rock, hvor de omtales som “meget obskur dansk flower-power med et strejf af swingin’ London, der kan sammenlignes med Skip Bifferty og Rainbow Ffolly.” Ashtrays er også omtalt i J.-J. Gjedsteds “Dansk Rock” (Politiken, 1985).
Bandets renommé skyldes det ene album, der blev indspillet i det mytologiske år 1968. “Ga Go Gu”. Pladen udkom på Jacks Beat Records, og heldigvis er den blevet genudgivet hos Frost Records sammen med singleudspil og demos, så vi har en chance for at lytte med. Som genudgiveren er inde på i sine noter til pladen, så er det nok lidt tilfældigt, at Ashtrays ikke slog mere igennem dengang. Kvaliteten af de selvskrevne numre og arrangementerne står bestemt ikke tilbage for fx Floor (Teenmakers-opfølgningen), hvis LP blev udråbt til at være det danske svar på Sgt. Pepper… Men en beskeden produktion i det jyske og en sikkert lige så beskeden markedsføring er nok nærliggende forklaringer på, hvorfor drømmene måtte blive i Humlebæk.
I noterne kan man også læse den klassiske historie om nogle kammerater, der er blevet grebet af beat-feberen og skraber et interimistisk anlæg sammen (bl.a. bestående af en B&O-båndoptager med ekko og begynder at spille sammen i kælderen hos den lokale cykelsmed. Fra 1965 og nogle år frem huserede bandet i det sjællandske og var med til flere lokale beat-mesterskaber uden dog at vinde eller kommet helt i top. Det blev også til en hel del betalte spillejobs rundt omkring, bl.a. andet tre aftener i det københavnske in-sted Jomfruburet.
I oktober 1968 fik de så lejlighed til at indspille deres hovedværk, “Ga Go Gu”-albummet. En række selvskrevne sange blev udsat for eksperimenter og lydeffekter à la Beatles. Resultatet blev en charmerende album, der både vidner om talent, ungdommelige drømmerier og periodens lyst til at udforske det lydlige univers. Selv om der ikke er tale om et hovedværk i perioden, så er det bestemt en udgivelse, der fortjener opmærksomhed. På denne franske side kan man høre nogle numre med gruppen.

“Ga Go Gu” blev solgt i 31 eksemplarer i julehandlen 1968…

Downtown – Petula Clark – igen, igen…

29. marts 2009

Det er ikke X-Factor. Det er ikke Boogie-lækkerhed. Det er bare Petula Clark – iført regnfrakke – der synger sin uopslidelige “Downtown” i en ubehjælpelig tresser-scenografi. Men mere behøver jeg ikke – ansigtet, stemmen og sangen…

Genhør med Charlatan “Masser af mennesker”

29. marts 2009

I den forgangne uge vandt jeg Charlatans tredje album på en internetauktion (10 kr…). Den er fra 1978 og har titlen “Masser af mennesker” og er opfølgeren til albummet om Verners verden. Besætningen har ændret sig. Thorstein Thomsen er stadig i front. Det samme er Pia Dalsgaard med sin karakteristiske stemme. Ellers er Terje Barholdt på trommer, Peter Brander, guitar (og sang), Steen Svare, bas og Peter Hansen på guitar. Dertil skal lægges Lennart Faust som korsanger.
Og så er pladen produceret af selvest Leif Roden, frontfigur i legendariske Alrune Rod.
Pladen er – til forskel fra forgængeren – et løsere concept-album. Den indledende sang “Masser af mennesker” siger det sådan set meget godt: “Et sted blir man nødt til at slutte/ Man kan aldrig få alting fortalt./Mennesker mellem hinanden./Mennesker er simpelthen alt./Masser af mennesker/Masser af mennesker/Det drejer sig om Ib og Pernille/Om Preben, Buller og Kaj/ osv.”. En række små fortællinger om individer. Illustreret af coverets store billede af en masse mennesker i og uden for en propfuld telefonboks. I øvrigt tegnet og malet af en vis Mik (Schack?).

I musikbladet MM fik pladen nogle knubbede ord med på vejen af “hj”, der mente, at pladens tekster “virker denne gang meget skematiske og usammenhængende; »Verner«-beretningens svigtende psykologiske sammenhæng gentager sig inden for den mindre ramme omkring den enkelte sang, eller rettere: den psykologiske sammenhæng svigter derved, at de fragmenter af historien, vi får, antyder en helt klichéagtig sammenhæng, som aldrig får nogen ekstra dimension fra historien selv; en skrap bemærkning eller et par velturnerede linier ville have gjort mirakler. Bedst er måske sangen om Ib, der mediterer, men jeg kender bjerge af gamle revyviser, skåret over den samme læst, der sidder mere lige i øjet (om jeg så må sige). For så vidt forbliver alle de »Masser af Mennesker«, som pladen handler om, rene papfigurer, og hvorfor vi skal stå sammen med dem, således som slutnummeret vil have, det bliver aldrig klart. Endsige hvad vi skal stå sammen med dem om.” Set fra nutidens synspunkt taler denne kommentar sit tydelige sprog om de forventninger, der var til concept-albummets muligheder og i særdeleshed til Charlatans potentiale. Og om forventningerne til musikkens sociale og politiske udsagnskraft. Måske kan man også opfatte “Masser af mennesker” som et tegn på, at concept-albummets storhedstid var forbi – . Men selv om historierne på pladsen er skitseagtige, så er der musikalsk set tale om en vellykket, veloplagt plade, hvor de medvirkende spiller så det er en lyst. Mainstreampoppens stramme tøjler har endnu ikke lagt sig over musikken, og der er plads til at lade musikken udfolde sig.
Det er i øvrigt på denne plade man finder et af gruppens større hit, sangen om “Johnny”. Johnny gi’ et nummer/ før Policen kommer/Det er blevet sommer/Johnny gi’ et nummer.… Det omkvæd hørte jeg mange gange i 1978.

The Beatles – på ukulele…

28. marts 2009

Det er et stykke tid siden, vi har beskæftiget os med ukulelen – og med The Beatles. Som bekendt var især George Harrison en stor fan af det lille instrument og slæbte nogle stykker med på rejser osv. Og Paul Mccartney mindedes sin gamle ven ved at spille Something på ukulelen. Herfra er der ikke så langt til idéen om at spille andre Beatles-numre på ukulele. Og Roger og Dave har på deres weblog sat sig for at spille samtlige Beatles-sange og skrive et essay til hvert nummer. De begyndte den 20. januar i år og regner med at være færdige med projektet den 24. juli 2012. Numrene kan selvfølgelig downloades løbende. Her.

Selvfølgelig er der også ukulele-Beatles på YouTube. Her er “Me and my Buddyes” med en udgave af “All My Loving”….



Nostalgisk genhør: Fleur de Lis – Facing Morning

28. marts 2009

Denne weekends genhør er en rigtig sjældenhed. Bandet “Fleur de lis” udsendte sit ene album “Facing Morning” på det lille obskure, nordjyske plademærke Qalisound i 1972. Pladen kom i et mindre oplag, der i dag er mere end svær at opdrive.
Bandet bestod af Leif Nielsen på guitar, vocals, clavinet; Bjarne Pedersen, guitar; Peder Pedersen – bas, akustisk guitar; Svend Thomsen, organ; Kaj Olesen, trommer. Stilen på pladen er beat-musik, der henter tydelig inspiration hos de store, amerikanske vestkystgrupper, samtidig med, at der er et tydeligt strejf af psykedelisk-progressivt lydbillede. Pladen er ikke et hovedværk fra perioden omkring 1970, men er et fint eksempel på den eksperimenterende, improvisatorisk anlagte tresserstil. Dog adskiller bonus-numrene sig lidt fra den “rigtige” plade, bl.a. finder man “East Hill Rag”, der er en ja, rag….

Heldigvis er albummet blevet genudgivet hos Danish Music Archives i århus i 1995 med – som antydet – nogle ekstranumre. Kan anbefales folk med hang til det syrede-flippede-psykedeliske…

Erindringsglimt m.m.: Hans Scherfig

28. marts 2009

Da jeg som grønt, ungt menneske fandt ind i litteraturens verden for alvor – i den buldrende, hjernemartrende pubertet – faldt jeg over forfatteren Hans Scherfigs romaner på Sædding Skolebibliotek. Jeg forsvandt ind i Det forsømte forår og Den forsvundne fuldmægtig og blev helt opløftet og bedøvet af den særlige humorgennemlyste stemning i bøgerne. Det var de farvestrålende Tranebogsudgaver fra Gyldendal, og når jeg lukker øjnene og ser dem for mig vækkes stemningen igen og jeg gribes af en ubændig lyst til at læse bøgerne igen.

Fra fuldmægtigen gik det videre til Idealister, den store Frydenholm, Skorpionen og Den fortabte abe. De nævnte romaner havde ikke helt den samme effekt som de første to, men det skyldtes nok mestendels min unge alder og mangel på livserfaring.


Da jeg kom på gymnasiet havde jeg så det held at møde Hans Scherfig i levende live. Han var inviteret for at fortælle om sit forfatterskab, som han på det tidspunkt havde bag det meste af bag sig. En lille mand med stærke briller foran de svage øjne og en gnækkende stemme, som man aldrig glemmer. Scherfig var også kommunist, sad oven i købet i partiets centralkomité. Og det sociale og politiske engagement skinnede igennem hans kommentarer. Jeg husker især hans ramsaltede og meget morsomme kritik af de såkaldte modernistiske tresser-digtere, som den unge capac dyrkede ret intenst de år. En af de formastelige modernister havde udtalt, at han ikke skrev for nogen. Kun for sig selv osv. Og så mente Scherfig, at den pågældende jo lige så godt kunne skrive til skrivebordsskuffen, ja, faktisk kunne nøjes med at memorere digtene for sig selv i sit indre…


Flere år senere – på universitetet – stødte jeg igen ind i forfatterskabet i faglig sammenhæng og kunne genopleve stemningen fra de unge år.


For et par uger eller tre siden kom Fruen så hjem med et billede, som hun havde købt i en lille venstreorienteret boghandel i den indre by. Det var et af Hans Scherfigs farvestrålende billeder med to aber i et træ. Jeg har altid godt kunnet lide Scherfigs lidt naive, farverige naturbilleder med deres latente symbolik. Så inden vi så os om, havde billedet fået følge af endnu to. Et lille og et stort med elefanter på.


Dermed var appetitten på endnu en tur i det scherfigske univers skærpet. Og jeg tænkte, at jeg nu ville genanskaffe mig romanerne i de oprindelige tranebogsudgaver. Samtidig har jeg anskaffet mig – antikvarisk – et splinternyt eksemplar af journalisten Arne Hardis’ biografi om Scherfig “Idealisten”. En cirkel sluttes.

I gang med weekenden: Prince – “Dreamer”

27. marts 2009

Den lille mandsling, Prince, er aktuel med et nyt album “Lotus Flower” og fører sig her frem som en reinkarnation af Jimi Hendrix med rockspade og attitude… Weekenden er i gang lige om lidt – for nogle af jer i hvert fald…

Mere Prince her….

Erindringsglimt: Tekno-sæt – “ingeniørsæt”

27. marts 2009


Pludselig var jeg tilbage i køkkenet hos Niels Jørgen og hans mor på Nygårdsvej. Vi sad nede på gulvet i køkkenet sammen, Niels Jørgen og jeg, og byggede biler, kraner og anden teknologi med Tekno-sættets forskellige “hullede” dele. Jeg husker ikke, hvor mange gange, jeg blev inviteret indenfor til denne seance. Men i hvert fald var det det eneste sæt, jeg kendte til. Og jeg ønskede mig brændende sådan et sæt. Men det blev aldrig til noget med den drøm. Tilbage er erindringen om nogle stunder, hvor tiden gik i stå og to små “ingeniører” byggede dele af en verden i metal, plastik og gummi…

Den olympiske flammes symbolik

27. marts 2009

I en lille nyhedsnotits kan man læse, at IOC – den internationale og ofte skandaleramte olympiske komité – har besluttet at begrænse det tradionelle og symbolske fakkelløb gennem flere lande. Faklen og dens menneskebårne vej fra alle olympiaders græske udspring til centrum for olympiaden er ladet med symbolik: de gamle olympiske idealer osv. Men løbet har også være genstand for politiske protester af forskellig slags. Fx protester mod Kinas okkupation af Tibet.
En talsmand for IOC udtaler, at det vil være “nemmere” at begrænse fakkelløbet til det land, hvor olympiaden afholdes. Det vil være nemmere at “kontrollere”.
Kan man forestille sig en bedre illustration af olympiadernes sportslige uskyldstab? Kun i hovedet på borgerlige politikere som fx Brian Mikkelsen kan man endnu postulere, at sport og politik ikke har noget med hinanden at gøre. Virkeligheden har hele tiden fortalt en anden historie. Og nu må den Olympiske kommité bøje af for virkeligheden og reducere den olympiske idé yderligere. Næste skridt bliver vel helt at slukke flammen!?

Dylan: Beyond Here Lies Nothing – gratis download

27. marts 2009

Dylans bagmænd meddeler i forbindelse med den forestående koncert i Danmark: “Fra kl. 18.01 dansk tid mandag 30. marts og 24 timer fremefter vil tracket “Beyond Here Lies Nothing” være tilgængeligt som gratis download via www.bobdylan.com, ligesom det samtidig kan hentes som en gratis player, der kan deles med venner og bekendte via sociale netværkssider.” På plads ved computeren… Hvem kommer først?!

Genhør: Pat Garret and Billy The Kid – Bob Dylan

27. marts 2009


Soundtrack-albummet Pat Garret and Billy The Kid udkom tilbage i 1973. Det år, hvor jeg blev student og drog til århus for at blive klogere på verden og mig selv. Bob Dylan kendte jeg godt. Men hans kunst var ikke kommet ind under min hud for alvor. Jeg tror, der skulle lidt mere modenhed til. Det kom der de følgende par år. The Hard Way. Og Dylan kom til at fylde pladereolen.
Når man vandrer gennem udddannelsesinstitutionerne lange gange og veje, så kommer man fx ikke uden om Ballad of a thin Man. Min gamle engelsklærer havde allerede forbedt mig på den side af sagen…
Pat Garret and Billy the Kid indlemmede sig selv i samlingen, da den udkom. Det var især den klassiske Dylan-sang “Knocking on Heavens Door”, der gjorde det. Den John Wesley Harding-agtige Billy, der oven i købet går igen tre gange på pladen (Billy 1, 4 og 7) havde jeg glemt eller fortrængt, siden jeg sidst hørte pladen for snart længe siden – selv om det er en fin ballade, som Dylan stadigvæk diverterer med til sine koncerter. Så der har været god grund til at genopfriske den. Og jeg fik den idé, om jeg måske i år skulle genhøre Dylans oeuvre fra ende til anden. Der er jo nok at gå i gang med…
Jeg kan huske af salig Dan Turèll et eller andet sted (en af bøgerne?) fremhævede netop Billy The Kid-pladen som noget særligt i Dylandskabet…

Knocking on Heavens Door – unplugged

Copenhagen Noir – gratis lyd-krimier fra DR

26. marts 2009

Tilfældigt så jeg en reklame på DR tv. Man kan ganske vederlagtfrit downloade 4 kriminalfortællinger fra DR P1s Kulturguiden. Her. God fornøjelse.

Spandau Ballet på vejene igen…

26. marts 2009

Det forlyder, at firser-popbandet Spandau Ballet står for en gendannelse med alt, hvad dertil hører. Og det fik mig straks til at ihukomme deres fine sang “Through the Barricades”. En af de mindeværdige firserpopsange. Den holder stadigvæk. We made our love on Wasteland/Through the Barricades…