23. marts 2009 arkiv

Bettye Lavette – I still want to be your baby…

23. marts 2009

Lad mig være din dengse i nat, som Peter Belli sang i 1968. Med modsat kønsfortegn. Videoen er noget skod, men kors i hytten hvor Bettye tager det stik hjem. Béonce og alle i andre dukker gå hjem og vug…

Neil Youngs arkiver kommer snart…

23. marts 2009


Neil Youngs Archives, Vol. 1: 1963-1972 har været et stykke tid undervejs, men nu ser det omsider ud til, at udgivelser bliver til noget. Datoen er den 2. juni. Forsinkelserne skyldes bl.a. Youngs krav til audiofilien. For at få den optimale lyd har Young ønsket, at udgivelsen skulle kunne fås på Blueray. Og udviklingen af dette format har været undervejs, om man så kan sige. I følge oplysningerne skulle de ti skiver i den nye boks omfatte revl og krat af, hvad Young har indspillet i perioden. Både det allerede udgivne og det, der har ligget i arkiverne. Vol. 1 følges op af flere sæt, og man regner med at hele projektet, der vil afdække Neils karriere frem til i dag, vil komme til at omfatte 50 skiver. Første del sælges for den nette sum af 299 $. Så er der noget fornuftigt at bruge den belastede friværdi til… Læs mere her. Oh, oh, the Damage’s done…

Nostalgisk genhør: Charlatan – Pop

23. marts 2009

I den lokale ugeavis så jeg, at forfatteren Thorstein Thomsen lagde vejen forbi for at holde foredrag på et bibliotek. Og jeg kom straks til at tænke på musikeren Thorstein Thomsen. Og på projektet Charlatan – eller Charlatangruppen, som de oprindeligt kaldte sig, da gruppen blev dannet tilbage i 1975. Sammen med Ivan Horn, Rene Wulff, Henning Pold og Pia Dalsgaard udgjorde Thorstein den første version af projektet. Og som medspillerne Wulff og Horn havde Thorstein relation til en anden af danskrockens ikoner: C. V. Jørgensen. Oven i købet havde Horn og Thomsen spillet sammen i det legendariske band Blues Addicts (der også havde noget med C.V. Jørgensen at gøre…).


Charlatanprojektet udmærkede sig ved at have, hvad man med forsigtighed kan kalde en pædagogisk dimension i deres musik. Den første udgivelse var således skolemusicalprojektet Hvad er der gal med Benny? Med udskiftninger undervejs fortsatte gruppen i årene frem med at udsende en række lytteværdige concept-albums. Ret usædvanligt i dansk sammenhæng. I 1977 kom Glimt fra Verners verden, der var en slags moderne udgave af Kell Abells, Sven Møller Kristensens og Bernard Christensen “Melodien, der blev væk”. Historien om en pæn mand, der i den moderne version går til i druk… I 1978 kom “Masser af mennesker” og året efter “Maja og Bruttonationalproduktet“, “Ham Jesper” og “Een på hatten“.


I 1981 kom så det album, som jeg fik et særligt forhold til det år: Pop. Thorstein Thomsen har været den gennemgående sangskriver gennem alle årene, men har undervejs fået mod- og medspil af de andre musikere. På Pop spiller Kaare Barkou på tangenter, Terje Barnholt trommer og slagtøj, Peter Hansen, Jan Irhøj guitarer og Thorstein selv “diskutabel” rytmeguitar på nummeret “På campingtur”. Ellers står han for sangen, men får dog hjælp i baggrunden af Pia Dalsgaard, Mona Larsen, Sanne Brüel og Lupe Moe. Et garvet hold må man sige.


Pop er, som den enkle titel siger, en samlet velturnerede popsange, der er produceret af Nils Henriksen med et strejf af den firserlyd, der var så populær dengang. Jeg tror ikke, at pladen solgte voldsomt mange eksemplarer . Og det er en skam, for det er en helt igennem vellykket poprock-plade med gode tekster fra Thomsens hånd. Tekster, der – uden at være decideret politiske – har elementer af samfundskritik, men især er båret af en humanistisk optagethed af menneskelivet.


Jeg kan huske, at jeg faldt pladask for sangen “Aviser” om en avisdreng og hans trængsler: “Jeg er bare en bøvet asfaltdreng/ som kan li’ når solen skinner./Morgenen er nogle gange streng./men man får da luft på sine tænder./Selv når regnene siler ned /skal jeg op på cyklen med/aviser/aviser/aviser…“. Osv.


Heller ikke denne plade (eller nogle af Charlatans andre udgivelser…) har fundet vej til cd-formatet. Det er synd og skam, at sådan et hjørne af den begavede dansksprogede poprock skal stå i glemmebogen og vente på en genudgivelse. Men nu har jeg gjort opmærksom på det…