8. marts 2009 arkiv

Mere Monkees – Davy Jones “Maybe it’s because I’m a Londoner”

8. marts 2009

Medens jeg har lyttet til The Monkees slog det mig lige pludselig, at et af gruppemedlemmerne, Davy Jones, havde et større hit i Danmark nogenlunde samtidig med, at gruppen var på deres højeste. Engelskfødte David el. Davy Jones havde en karriere før han blev indrulleret i projektet Monkees og udsendte i 1965 albummet David Jones, der blandt andet indeholdt en version af Hubert Gregs britiske standard “Maybe it’s because I’m a Londoner”. På nettet kan man læse, at albummet fra et forsøg med popmusik, der både var forudsigeligt og temmelig kedeligt. Ikke desto mindre fornyede Monkees-feberen interessen for den gamle sag og der blev udsendt en singleplade med Londonersangen. Og den røg ind på den danske hitliste, hvor den lå temmelig længde, som jeg husker det (også for længe, efter min smag…). Det må have været i 1967 eller 1968.

Gensyn og -hør med “The Last Picture Show”

8. marts 2009

De sidste mange måneder har jeg ikke set meget tv. Det indskrænker sig til lidt nyhedsoversigt om eftermiddagen (DRs Nyhedsopdatering), brudstykker af “Friends”, som Frøkenen fordriver tiden med, og lidt i weekenden. I går faldt det sig så heldig ud, at DR2 viste Peter Bogdanovich The Last Picture Show fra 1970. I Director’s Cut-udgaven. Den danske titel er “Sidste forestilling”, og jeg så den første gang, da den havde premiere i Esbjerg. I Strandbio, vist nok.

Filmen, der kan minde om både George Lucas’ “Sidste nat med kliken” (1973) og den italienske “Mine aftener i Paradis”, handler tematisk set om tabet af uskyld, i flere dimensioner. Vi følger nogle mennesker i en lille gudsforladt amerikansk flække, hvor der stort set ikke sker andet end, at man mødes for at spille lidt pool, drikke Dr. Pepper og så gå på den lokale drømmefabrik, biografen, hvor man viser gamle film med Liz Taylor, Spencer Tracy og John Wayne. Biografen er et cineastisk symbol på de drømme, der brister, når barndommens uskyld går fløjten. En fin lille sædeskildring, der smagfuldt er filmet i sort-hvid, måske for at illudere den grå virkeligheden i filmen, men også uskyldstabets distance.
Hvad jeg i de mellemliggende år helt havde glemt var, at filmens lydspor, der består af en række kendte sange, skrevet af bl.a. Hank Williams og sunget af fx Tony Bennett og Hank Snow:

1.
Cold, Cold Heart – Tony Bennett
2.
Give Me More, More More of Your Kisses – Lefty Frizzell
3.
Wish You Were Here – Eddie Fisher
4.
Slow Poke – Pee Wee King
5.
Blue Velvet – Tony Bennett
6.
Rose, Rose, I Love You – Frankie Lane
7.
You Belong to Me – Jo Stafford
8.
A Fool Such as I – Hank Snow
9.
Please, Mr. Sun – Johnnie Ray
10.
Solitaire – Tony Bennett

Til lykke alle i kvinder!

8. marts 2009

I dag er det så kvindernes internationale kampdag. Og i Fruens dameblad kan jeg læse, at den kamp, der skal føres, er kampen for ens egen karriere. Fremad med rundsave på designerblusens albuer. Og det hu-hej, hvor det går. Kvinderne vælter ind i bestyrelser og lederstillinger – og alle mulige andre steder.Og selv om jeg har lidt svært ved at se forskel på de kvindelige ledere og deres mandlige forgængere (er der overhovedet nogen forskel?), så al mulig held med det.
Engang var feltråbet “Ingen kvindekamp uden klassekamp” og omvendt – og kvindekampen havde en tydelig social dimension. Sådan er det vist ikke længere, hvor kvinderne er kommet til fadet og har overtaget mændenes positioner – i et og alt…
Til lykke med dagen. Der er problemer nok at tage fat på.