7. marts 2009 arkiv

The Monkees – tv-serien – erindringsstump

7. marts 2009


Jeg kom pludselig lidt i tvivl. Havde DR sendt nogle afsnit af The Monkees’ tv-serie dengang tilbage i tresserne? Ved nærmere eftertanke, så var det på den tyske tv-station ZDF, de viste “Hey Hey were the Monkees”. Lidt research på nettet bekræfter, at serien – der i USA løb fra den 12. september 1966 og to år frem – blev sendt fra den 16. September 1967 og et par år frem på den tyske kanal. Så vidt jeg husker sidst på eftermiddagen, for det var jo en udpræget teenager-serie.

Handlingen i serien var tydeligt inspireret af The Beatles’ episodiske A Hard Days Night om en beatgruppes trængsler. Episodiske hændelser, forbundet af gruppens sange. I dag kan hele serien – 52 episoder – selvfølgelig fås på dvd. Men jeg tror nok, jeg hellere ville have set dem dengang – på dansk tv…. i stedet for med tysk synkronisering. Hände Hoch!
Sjovt nok har YouTube et klip, som jeg husker en enkelt detalje fra. I klippet ser man Mickey Dolenz stikke hovedet op gennem en skål popkorn, som et kærestepar deler. Klippet indeholder også et af deres store hits “A Little Bit Me, A Little Bit You”.

Genhørt: Peter, Paul & Mary – If I had a Hammer

7. marts 2009

Jeg faldt tilfældigvis over ovenstående video med amerikanernes svar på Cy, Maia & Robert – vokaltrioen Peter, Paul & Mary. De giver Pete Seegers If I had a Hammer med energi og indlevelse. Man griber sig i at tænke: Hvorfor er der ikke nogen, der dyrker denne folk-trio-form i dag…

Selv om håret er grånet, tiden er gået og kiloen raslet på, så synger de vist stadigvæk, Peter, Paul & Mary. Her er de sammen med Pete Seeger – og et medlevende publikum – og giver klassikeren “Where have all the Flowers gone”… Energien er ikke den samme, men bevægende er det sørme.

Liv og lys – om C.V. Jørgensen og Steffen Brandt

7. marts 2009

Det var ikke meningen, at jeg skulle deltage i det spredte bogudsalg, for efter det store bogudsalgs forsvinden har den årlige begivenhed mistet sin charme. Men selv blandt sæbe og svinekød sælges der nu om stunder bøger. Og hos Coop faldt mit øje på Anders Kjærsig & Jesper Larsen teologisk orienterede læsning af to af vores store sangskrivere, C. V. Jørgensen og Steffen Brandt. 39.95. Det kunne jeg selvfølgelig ikke forbigå. Omtænksomme bøger om dansk rock er jo ikke noget der hænger på træerne, og dem, der udkommer, forsvinder hurtigt ind i antikvariaternes rækker.

Tilbagespoling.

Direktører – samfundets “skaffedyr”?

7. marts 2009

Som læsere af denne lille blog vil vide, så har jeg en vis forkærlighed for Berlingske Tidenes vrisne og skarpe journalist Claes Kastholm. Jeg er sjældent enig med ham i hans borgerlige holdninger, men ofte har han blik for noget, der rager ud over den borgerlige horisont. Som fx i dagens klumme, hvor han leverer et velkomment frontalangreb på den socialdemokratiske formand Helle Thorning Schmidts modsvar på regeringens krisepolitik. Thorning Schmidt har plæderet for en kraftig udvidelse af de offentlige arbejder. Det er for så vidt ikke så mærkeligt eller overraskende for en socialdemokrat, der både vil tænke på de ledige og den betrængte byggebranche. Nej, det, der er faldet Kastholm for brystet er følgende udtalelse: “»Danmark står i en økonomisk krise, der er historisk stor. Vi er nødt til at sammenligne med 30ernes krise og den voldsomme ekspansion af landets økonomi, man foretog efter Anden Verdenskrig«” Kastholms pointe er, at Thorning ikke har styr på de faktiske økonomisk-historiske forhold. Man foretog ikke nogen “voldsom ekspansion af landets økonomi efter Anden Verdenskrig”.
Derfor kan der jo godt være en idé i at sætte gang i offentlige arbejder, nemlig: at skaffe arbejde til de mange ledige hænder i dette land.
Kastholm har også et andet kritikpunkt: Øgede offentlige arbejder løser ikke et af den økonomiske krises tunge problemer – nemlig den faldende eksport. Og det har han jo ret i, selv om det jo ikke i sig selv udelukker det andet hensyn – hensynet til de ledige.
Kastholms enøjethed – at han helst vil se på den økonomiske side af sagen, men ikke på den sociale, kommer tydeligt til udtryk sidst i klummen, hvor diskussionen drejer sig om skattereformens notoriske sociale slagside. Som det er slået fast i utallige artikler og indlæg, så forgylder skattereformen de rige og giver nådsens brød til de ikke-rige. Kastholm slutter af med at skrive: “Det rigtige spørgsmål er ikke: Hvor meget får direktøren i forhold til hjemmehjælperen? Det rigtige spørgsmål er: Hvor mange borgere bliver forsørget af direktøren? Lykkeligvis er flere og flere begyndt at stille netop det spørgsmål. Hidtil har betegnelsen »de rige« været et skældsord. Det behøver vi ikke finde os i. Det er »de rige«, der er skaffe­dyrene i dette land.” Hertil er kun at sige. Direktørerne var ikke noget som helst, hvis ikke det var for de egentlige skaffedyr i dette land. De almindelige mennesker, der laver det daglige arbejde i virksomhederne.

Tilbage til the Monkees – i anledning af Peter Torks sygdom

7. marts 2009

Jeg læste i går, at Peter Tork fra tresser-popgruppen The Monkees er blevet ramt af en sjælden kræftsygdom, kaldet Andenoid Cystic Cardinoma. En kræftform, der udvikler sig langsomt og lokaliseres i området omkring halsen og hovedet. I Peters tilfælde i den nedre del af tungen. Peter har selv forklaret om sygdommen og dens relativt positive prognoser på sin hjemmeside. Vi ønsker selvfølgelig den 67-årige musiker god bedring.
Den triste nyhed gav mig straks lyst til at gribe tilbage til The Monkees, der for mig står for noget af det mest ukomplicerede og livsbekræftende poprock fra tresserne. Kommercielt var det, ja, men konceptet med nogle  efne musikere og nogle lige så kompentente sangskrivere gjorde, at kreativiteten ikke druknede i musikkøbmændenes dollartegn.
Billedet ovenfor viser den eneste singleplade, jeg ejer med bandet fra dengang. Coveret er identisk på begge sider, idet der er to A-sider. På den ene side finder vi Neil Diamonds “I’m a Believer” og på den anden Tommy Boyce’ og Bobby Harts “(I’m not your) Steppin Stone”. Boyce og Hart var nærmest ansat til at være Monkees’ sangskriver-duo, men havde allerede gjort sig bemærket som leverandører til Chubby Checker, Paul Revere and the Raiders og et par stykker mere. “Stepping Stone” var i øvrigt indspillet af Paul Revere og Co., inden The Monkees fik den på repertoiret. Senere lavede også The Sex Pistols en udgave. Da The Monkees begyndte selv at skrive sange og producere på deres tredje album, fik sangskriverparret en mindre rolle, men alle Monkees’ originale album indholder sange af duoen. Successen med The Monkees førte også til, at duoen selv begynde at udsende plader. Ialt tre album blev det til.

Her er Paul Revere and the Raiders garagerock-udgave:

Og The Monkees’ mere poppede og lidt syrede udgave kan ses og høres her


Og vi skal ikke gå glip af Neil Diamonds fine sang, I’m a Believer.