Takket være Carsten (Modspil.dk), så er det lykkedes mig at lokalisere og fjerne et skjult, kinesisk script på min blog-index-side. Jeg håber, at det får Avast til at holde sig i ro på jeres computere, så vi kan koncentrere os om det væsentlige: at lave blog.
På biblioteket faldt jeg over to opsamlings-cd’er med den danske pop-gruppe, The Lollipops: The Lollipops The Complete 1963-1966 (Karusell 2003) og The Complete 1966-1971 (Polydor 2003). I alt fire cd’er med vist nok alt, hvad Lollipops fik indspillet.
Og det sendte mig straks tilbage til “Efter Skoletid” og andre af Jørgen de Mylius’ udsendelser. Mylius var rigtig flink til at promovere gruppen og fik, så vidt jeg husker det, et nært forhold til dem. Det er da også Mylius og den tidligere Pop-quiz-konge Claus Hagen Petersen, der står for udgivelserne.
Gruppen, der var centreret om brødrene Jørgen og Torben Lundgren, blev dannet i 1960 og eksisterede et årti frem. Dens styrke var, at de de to brødre Lundgren med tiden og med tæft selv skrev mange af gruppens sange og formåede at omsætte inspirationen fra det store udland (Beatles og Mersey-grupperne især) på en personlig måde.
En af gruppens helt store successer var “Susy Moore” fra 1967. Den var, som der diplomatisk står nogle steder, stærkt inspireret af Tim Hardins “The Lady Came From Baltimore”. Så meget faktisk, at gruppen fik en copyright-sag på halsen.
Tim Hardin var åbenbart en sangskriver, gruppen godt kunne lide. I hvert fald finder man – ud over Susy Moore – et par sange af Hardin mellem sangene fra gruppens sene periode fra 1966 og frem: “Sådan En Som Dig”, “Reason to believe”. Bestemt ikke noget dårligt forbillede at have som sangskriver.
Gruppens materiale holder sig forbavsende godt her tre-fire årtier efter det blev indspillet.
Det var albummet “Maroon”, der åbnede mine ører for det canadiske band Barenaked Ladies. Pladen udkom i 2000 og var såmæn gruppens sjette langspiller. Barenaked Ladies blev dannet helt tilbage i 1988 af Ed Robertson og Steven Page og var vist en kort periode en duo. I følge mytologien tog de bandnavn efter en koncert med Bob Dylan. En koncert, der kedede de to rigtig meget… Inden Barenaked Ladies pladedebuterede på et stort internationalt pladeselskab (Reprise) med albummet Gordon i 1992, var de allerede et stort navn i Canada og havde solgt 100.000 eksemplarer af det semi-officielle bootleg-kassettebånd “Yellow Tape”, en koncertoptagelse, der egentlig kun var tænkt som demo-optagelse.
Med “Gordon” slog de for alvor deres navn fast i Canada. Med numre som “Enid”, “Be My Yoko Ono”, “I I had $1000000” og “Brian Wilson” – numre, der allerede var gamle kendinge fra bandets ekstensive koncertvirksomhed – etablerede de sig som et af de førende indie-rock-bands i hjemlandet, men det kneb stadigvæk med udlandets opmærksomhed. Først med det tredje officielle album “Born on a Pirate Ship” (1996) begyndte der at ske noget. Sangen “Shoe Box” kom med på lydsporet til den populære tv-serie “Friends”, og gruppen blev inviteret med i en anden tv-serie med ungdommelig appel: Beverly Hills 90210. Dermed var jorden gødet for et amerikansk gennembrud, og det kom med “Stunt” i 1998. Albummet toppede på Billboards albumliste, og der kom flere succesfulde singleudspil fra pladen.
Af en eller anden grund fik opfølgeren “Maroon” ikke samme succes. Men ikke desto mindre var det den, der åbnede mine ører. Jeg lånte den i den lokale biblioteksbus, fordi jeg synes, at coveret så interessant ud og navnet var spøjst. Nysgerrigheden var med andre ord vakt.
Barenaked Ladies kategoriseres som alternativ rock eller indie-rock. Det er pop-rock, hvor vægten er lagt på gode melodiøse sange med interessante tekster. De leveres med smittende energi og stor spilleglæde.
Efter at have opgraderet WordPress til den seneste udgave på grund nedbrud – eller hvad man nu skal kalde det, når bloggen ikke vil vise sig på skærmen – så dukkede der lige pludselig et lille cgi-skrift op, når jeg gik ind på forsiden. Men kun i Ubuntu. Jeg ignorerede skriftet. På pop-op-vinduet kunne jeg se, at skriftet stammede fra en webadresse med endelsen cn, der er et foretrukket domæne-suffix i Kina. Jeg gik ind på siden, men der var et login, som spærrede for yderligere research. Efter en dags tid forsvand cgi-skriftet så af sig selv. Har nogen forsøgt sig med noget på bloggen?
Opdatering: Jeg har forsøgt med en række tiltag (sikkerhedsskanning, test af “dårlig naboskabs”-links m.m.) og håber, det hjælper. Hvis I kan bidrage med beskrivelser af problemer i oplever ved at besøge min blog så skriv. Til kamp mod det onde!
Opdatering 2: Fjernelsen af kineserierne har åbenbart også haft en positiv betydning for mængden af spam, der siden i går er faldet en del…
I tresserne var det usædvanligt, hvis tyske, fransk eller andre ikke angel-saksiske navne slog internationalt igennem. Jeg kan tydeligt huske, hvordan tyske navne – fx Die Lords – som man kunne se på tysk tv, aldrig gjorde sig uden for Tysklands grænser. Også franske navne så og hørte man kun undtagelsesvis. Jane Birkin og Serge Gainsbourg gjorde det med “Je t’aime”, men det var vist mere på grund af sangens “frække” karakter end på grund af dens franske oprindelse. Francoise Hardy gjorde det også, fordi hun havde et rigtig hitpotentiale. Men ellers…
Franske grupper som Les Chaussettes Noires (De sorte sokker) og Les Chats sauvages (De vilde katte) var store navne i deres hjemland uden nogensinde at markere sig uden for Frankrigs grænser. Det førstnævnte band huserede i årene 1960 til 1964 og excellerede i en stil, der blandede Shadows-guitarlyd, Chuck Berry og andet fra engelsk og amerikansk pop. Les Chats Sauvages fulgte i Sokkernes fodspor i 1961 og holdt ud lige så længe, altså til 1964. De to bands var pionerer i fransk rock’n roll sammen med Johnny Halliday.
Heldigvis kan internettet – og fx YouTube – råde bod på de oplevelser, man ikke fik dengang, fordi grænserne var trukket så hårdt op…
Og her giver Les Chats Sauvages “Sherry”, der jo blev et stort hit herhjemme i Red Squares’ version. Kattenes er bestemt heller ikke så tosset…
